Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
59394Visninger
AA

5. I'm your lifesaver!

Justin's synsvinkel:

Jeg var stadigt vildt chokeret efter hvad der var sket. Hvad jeg dog fandt lettere fantastisk, var at bare jeg alene kunne redde en ulykkelig piges liv. Bare mig? Ja, godt nok havde både Kenny og Scooter frabedt mig det, men jeg havde bedt dem om, at stole på mig, da jeg faktisk vidste, at jeg havde været med til at få selvmordsstatistikker til at falde en del, kun udelukkende på grund af min musik og sang. Så i dette øjeblik, fandt jeg pludseligt et overmod og så ingen anden udvej end at redde denne pige, som fortvivlet græd om hjælp. Jeg kunne mærke det. Ja, det lyder vildt ikke? Jeg kunne stadigt ikke forstå det, men noget rigtigt havde jeg åbenbart gjort? 

Mit hjerte sad stadigt lettere i halsen, men jeg slappede mere og mere af. Kunne ikke lade være med at tænke over, om det faktisk var Gud, der havde en finger med i spillet? Om det virkelig var meningen at jeg skulle være til stede lige netop dér og på netop det tidspunkt? Uanset hvad, så kunne jeg ikke lade være med at føle en mindre stolthed i mig selv, at jeg faktisk havde reddet et menneskeliv og så på bekostning af, at jeg udsatte mit eget liv for livsfare. Ja, lidt stolt må jeg godt være ikke? 

Vi stod i elevatoren igen på vej ned. Pludseligt synes jeg det, at stå i en skide elevator ikke var alverdens ting i forhold til hvad jeg havde oplevet før. "Justin Drew Bieber redder pige fra selvmord fra 40' etage!", tænkte jeg. Det var ikke engang på grund af min musik denne gang, men et vovemod der havde vældet op i mig. 

Jeg stod og betragtede hende, pigen, Amanda eller Mandy, som hun ville kaldes, stå og få styr på sin løbende mascara fra kinderne i det store elevatorspejl. Hvorfor der i hele taget var spejle i elevatorer, fattede jeg aldrig noget af? Måske, det var for at elevatoren skulle syne sig mere større og rummelig end den i hele taget var? Damn, hvor var hun i det hele taget overdrevet smuk, den pige! Var hun supermodel eller hvad? Ja, hun havde jo ikke rigtigt fortalt hvad hendes proffession var eller hvad hendes far arbejdede med, men der var et eller andet der sagde mig, at hun ikke var specielt fattig, siden hun rendte rundt med Ray Bans og en Louis Vuitton taske? Jeg lagde mærke til, at hun også havde et enkelt glitrende armbånd på sit ene håndled. Jeg havde vel flair for den slags, så det kunne sagtens tænkes, at det var en armlænke af hvidguld med små brillianter i de små perleting, der pyntede armlænken. 

Hun vendte sig om og jeg bemærkede straks, at hun havde fået fjernet alt det sorte løbet mascara. Damn, de øjne hun havde. Gråblå og mindede om nogle af de smukkeste sten til farverne på himmelens og havets specielle blå nuancer. 

"Can I have my bag, please?", spurgte hun med et lille rødmende smil. Jeg vågnede op til dåd og rettede mig lettere op fra min ellers afslappede og trancelignende tilstand og rakte hende hendes taske, som jeg havde holdt for hende. 

"Yes, of course!", små-grinte jeg lettere nervøst. Vidste ikke hvorfor hun gjorde mig nervøs, men der var noget over hende, noget lettere magisk og anderledes. Hun var vel også lidt mystisk? For jeg vidste jo næsten intet om hende, men okay, vi havde også kun lige mødtes på den mest utænkelige måde. Der blev ikke sagt meget, men jeg lod mærke til, at hver gang vi fik øjenkontakt, så rødmede hun helt vildt. Jeg kunne ikke lade være med at smile gang på gang. Vi nåede langt om længe helt ned til parkeringskælderen. 

"So where are we going?", spurgte Mandy pludseligt. Jeg smilte og kunne ikke lade være med at grine indvendigt over, at jeg pludseligt mærkede, at hun greb fat i min hånd igen. Følte hun sig tryg i min hånd? Vi gik hen til bilen. 

"Well, we have some time yet before I have to meet with Ryan Seacrest for a small interview in his program, so I was wondering if we were going for a ride round and just talk a little together? Learn to know each other, for example? was it something Mandy?", spurgte jeg med et charmerende smil. Mandy nikkede med et sødt smil. 

"I would love to!", svarede hun forsigtigt. Jeg nikkede og vores chauffør åbnede døren i bilen og jeg lod Mandy gå ind lige efter Scooter og Chelle, hvorefter jeg gik ind til sidst og Kenny smækkede døren udefra, for derefter at gå om til chaufføren og sidde. Jeg satte mig til rette og betragtede Mandy tage selen på ved min side. Et rødmende smil kom fra hende. Jeg fandt det lettere utroligt, at sådan en smuk pige som hende, kunne virke så forsigtig og usikker på sig selv. Vidste hun slet ikke hvor smuk hun egentligt var? 

Jeg betragtede hende igen og lagde nu mærke til, efter vi havde kørt lidt, at hun havde et halvstort plaster siddende på indersiden af hendes højre håndled. Det havde jeg mærkeligt nok ikke lagt mærke til før nu. Hendes skønhed havde blændet mig ret meget. 

"What happened to your hand Mandy?", spurgte jeg undrende. Hun så lettere chokeret på mig og kiggede væk, samtidigt med, at hun gemte sit håndled væk på den anden side af hendes ben, så jeg ikke kunne se det, men nu havde jeg jo ligesom opdaget det. 

"Nothing!", svarede hun lettere sarkastisk. Jeg løftede undrende det ene øjenbryn. 

"Oh!", svarede jeg bare. Den hoppede jeg godt nok ikke lige på. Var godt klar over hvor svært det var at komme til skade lige dér. Jeg fik øjenkontakt med Scooter, der ligesom jeg så vildt undrende ud i ansigtet. Jeg sukkede. Pigen skar sig vel ikke i hånden? Håbede det virkelig ikke. Så kunne noget tyde på, at hun havde gået rundt med problemer i længere perioder og hendes selvmordsforsøg sikkert havde været løbende planlagt? Men hvad vidste jeg? 

"So how old are you Mandy?", spurgte jeg pludselig, blot for at fjerne fokuset på hendes håndled. Hun smilte hen til mig. 

"I'm seventeen and you Justin?", svarede hun for derefter at kaste spørgsmålet retur. Hmm, noget sagde mig, at hun ikke ligefrem havde gået op i mig, siden hun spurgte om min alder? Jeg grinte smøret. 

"I'm nineteen!", svarede jeg med et smøret smil. Hun nikkede med et lille smil. 

"Cool, then you are allowed a lot of things?", spurgte hun med et lille grin. Jeg grinte selv og nikkede. 

"Ya some things, but not everything!", svarede jeg med et smil. Mandy nikkede. 

"You had mentioned your father, that he is working. What kind of job does he have?", spurgte jeg med et lille smil og straks så Mandy lettere utilpas i hovedet. Var måske noget jeg ikke skulle have spurgt om? Et dybt suk kom fra hende. 

"My dad is making huge money to be traveling financier. He works a lot and his headquarters is located here in New York and the other in Copenhagen in Denmark!", svarede hun fast. Jeg nikkede. Så havde jeg ret i, at hun slet ikke var fattig, men der burde heller ikke være tvivl om det, nu hvor hun havde sin stil der indikerede på velfærd. Jeg smilte svagt og nikkede. 

"What about your mother?", spurgte jeg med et smil og straks lignede Mandy én der havde set et spøgelse. Okay, det skulle jeg så ikke have spurgt om, kunne jeg mærke. Jeg så antydningen af nogle tårer pible frem fra hendes øjenkroge. Jeg rykkede mig forsigtigt over til hende. 

"I'm sorry, did I said something wrong?", spurgte jeg stille og aede hende forsigtigt på hendes ene kind. Jeg kunne mærke ud af øjenkrogen hvor meget Scooter og Chelle stirrede på os. Jeg fik Mandy's øjenkontakt og endelig rendte der en en enkelt tåre ned ad hendes ene kind. Nok var Mandy stadig en fremmed for mig, men jeg havde trods alt næstekærlighed, så jeg tøvede ikke med at trække hende ind i et varmt og kærligt knus. Mandy snøftede stille og jeg mærkede, at hun svang sine arme rundt om mit liv. 

"She died of an overdose of pills when I was twelve years. I live alone with my father, who badly sees me as his own daughter. I'm just a simple thing in his eyes. A thing he can treat as it suits him..", snøftede hun stille mens hun lå med sit hoved på min skulder. Wow, sikke en information at få. Hun var jo helt ødelagt inden i. Så forstod jeg pludseligt bedre, hvorfor hun havde en hang til at begå selvmord. Jeg sukkede og trøstede hende. Tænkte om jeg ikke bare burde køre hende hjem nu, for jeg fandt det virkelig hårdt, at jeg tilbragte tid med en pige, der havde så mange psykiske problemer. 

"Shall I take you home?", spurgte jeg forsigtigt i knuset. Mærkede pludseligt, at hun strammede grebet om mig. 

"No, please don't leave me Justin!", snøftede hun og jeg kunne mærke, at hun rystede i kroppen, som om hun rystede af skræk. Jeg sukkede hårdt og nikkede svagt i knuset og jeg fandt øjenkontakten med Scooter, der sad med et ret så bekymrende udtryk i ansigtet. Ingen tvivl, at han nok tænkte det samme som jeg. Pigen havde virkelig store problemer. 

"Will you not going home?", spurgte jeg forsigtigt. Mandy løftede sit hoved fra min skulder og jeg så hende dybt i hendes gråblå øjne. Hun rystede stille på hovedet. 

"Not at the moment. I'm sorry for my stupid behavior Justin!", svarede hun med et lille snøft og tørrede sine forvildede tårer fra sine kinder med hendes højre håndryg. Jeg nikkede med et svagt smil. Ville selvfølgelig respektere hendes valg. 
"That's okay Mandy!", svarede jeg med et lille smil. Hun smilte svagt. 
"I know it's a stupid question, but would you like to sing a little song for me? I have heard some of your songs before and I think that you sing amazing!", spurgte hun med et lille rødmende smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile charmerende. Jeg nikkede. 
"Of course. Which one?", spurgte jeg med et charmerende smil. 
"Well, surprise me? A song that gives one a feel-good!", svarede hun. Jeg smilte og nikkede. Vidste lige præcist hvad hun skulle høre. 

"I don't know how I got here
I knew it wouldn't be easy
But your faith in me was so clear
It didn't matter how many times I got knocked on the floor
But you knew one day I would be standing tall
Just look at me now

Cause everything starts from something
But something would be nothing
Nothing if your heart didn't dream with me
Where would I be, if you didn't believe
Believe...

There were days when I was just broken, you know
There were night when I was doubting myself
But your kept my heart from falling
It didn't matter how many times I got knocked on the floor
But you knew one day I would be standing tall
Just look at us now...."

Jeg fik sunget færdig og jeg tror, at Mandy sandelig sad og små-græd, men hun havde et stort smil på læben, så det havde helt sikkert været på grund af sangen. Hun tørrede sine kinder endnu engang. 

"Sorry Justin, I was quite moved to tears, LOL. It was a beautiful song. I've never heard it before, but it made much sense. I could imagine that it was about you and your fans, but it was like I could imagine myself in that song. It was like as some doors opened for me with those lyrics, I know it sounds weird, but .... ", forklarede hun med små grin og jeg afbryd hende for det var lige præcist det budskab jeg ville give hende. 

"No Mandy, you should not apologize. 'Cause you're right. I just sang this song for you, to make you realize that you must never give up and that it comes to anything, but I thought you needed to hear what a great girl you are and that you have your rights to be in this world, like the rest of us. Fact that you should never give up on your faith in your life and that you must continue to search for the ultimate goal Mandy, and I know that your goal is not to the death, but a goal against something else that will make your life complete. You must fight and believe it Mandy. I know that there lies a strong girl completely inside you. I will believe in you everything you want, but for that you can achieve your goals in life, then you must also believe in yourself. Never think you are brought into this world to die. No, it is far from your final goal. there are people out there who loves you more than you even know!", forklarede jeg, mens jeg holdte om begge hendes arme og fjernede slet ikke blikket fra hendes. Hun så målløs på mig, for der efter at kigge i skødet på sig selv. 

"Nobody loves me!", mumlede hun stille. Jeg løftede op i hendes hage og så hendes bedrøvede blik. 

"That's not true Mandy! I love you. You're an amazing girl. Believe it!", svarede jeg. Mandy nikkede stille med endnu en tåre trillende ned ad hendes kind og hun tøvede ikke med at omfavne mig. 

"Thank you Justin, for believing in me!", svarede hun taknemmeligt i vores knus. Jeg smilte forsigtigt og strøg hende over ryggen. 

"You're welcome!", svarede jeg stille og uanset hvordan jeg vendte eller drejede den, så kunne jeg ikke flytte mine tanker væk fra, hvor meget jeg faktisk nød, at sidde her og kramme hende og at jeg kunne gøre så meget for hende, blot ved at synge og have mine ord i min magt. Det var tydeligt at mærke, at Mandy ikke havde følt sig elsket længe og selv om jeg havde sagt til hende, at jeg elskede hende, så var det jo ikke ment som, når jeg sagde det til en kæreste, men fordi at hun virkelig havde brug for at få det at vide, at hun virkelig betød en masse for andre og at hun var elsket mere end hun var i stand til at forstå. Hun var virkelig en dejlig pige og jeg var så sikker i mig selv, at Gud havde givet mig denne opgave, at jeg skulle frelse hende. Hun havde virkelig brug for min hjælp. Jeg vidste 100%, at hun ikke bare var en tilfældig pige, jeg havde stødt ind i. Nej, jeg vidste, at hun var kommet for at blive, så jeg kunne hjælpe hende. Måske et godt venskab kom os i møde. Jeg vidste, at jeg ikke skulle svigte hende. Selv om jeg var verdenskendt stjerne og havde en masse opgaver og forpligtelser og stramme tidsplaner, så vidste jeg også i mig selv, at Mandy havde brug for mig. Hun havde brug for min omsorg og støtte. Jeg skulle nok finde tid til hende, ligesom med mine venner og familie. Selv om hun ikke havde mit familienavn, så var hun nu en del af den store familie. Én der allerede stod mig nær. Jeg var hendes engel, hendes livredder!...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...