Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
58233Visninger
AA

17. FEAR!

Amanda's synsvinkel:

Jeg låste febrilsk hoveddøren op. Det var ikke engang løgn det hér men jeg følte skrækken jage i mig, bare tanken om hvis min far var efter mig. Jeg havde vidst i realiteten aldrig været så meget imod min far på én gang, som jeg havde været lige til aften, så jeg vidste ikke om jeg kunne forvente noget af det værste fra hans side af?

Jeg stoppede op i hallen og tog forhippet mine stiletter af og smed dem blot i hallen og skyndte mig videre ind på mit værelse og hev min rejstekuffert frem. Jeg smed den op på sengen og gik ind i mit walk-in closet og greb ud efter en masse hverdagstøj og enkelte kjoler jeg helt sikkert ville have brug for. Tøjet blev bare smidt ned i bunker i kufferten. Turde seriøst ikke tage mig tid til det overhovedet.

Pludseligt midt i virvaret hørte jeg min iPhone brumme helt vildt henne fra min clutch jeg havde lagt på mit computerbord. Jeg var virkelig bange, for tænk hvis det var min far?

Jeg skyndte mig hen og hev min iPhone op af tasken og så straks at det var Justin der ringede. Jeg tøvede ikke et sekund med at tage den.

"Justin?", svarede jeg blot.

"Baby, I was so confused before. Are you suggested that you will come to Bangkok?", spurgte han med en stille stemme. 

"Yes, I meant that, Justin. I'm packing now. I'm busy!", grinte jeg nervøst og i det samme hørte jeg hoveddøren smække. 

"Fuck!", tænkte jeg med pludselige svedige hænder. 

"When do you think that you arrived then? Looking forward so much to see you again, baby!", hørte jeg hurtigt Justin sige i den anden ende, men jeg kunne ikke svare eftersom jeg nærmest stivnede af frygt i kroppen. 

"AMANDA!", blev der råbt med en arrig stemme. Jeg mærkede mit hjerte pumpe voldsomt i brystet. 

"Fuck, fuck, fuck!", sagde jeg lavt og jeg kunne slet ikke kapere at tale med Justin i mobilen. Jeg panikkede fuldstændigt. 

"Baby?", kunne jeg høre Justin's stemme svagt fra min iPhone af. 

"Amanda, din mær! Hvordan fanden kan du finde på, at stikke af på den måde?", kom det pludseligt fra min far og han dukkede op i mit værelse og så straks mig og der efter kufferten på sengen med tøjet der bugnede i den.

"Hvad fanden? Havde du tænkt dig at stikke af bare sådan uden videre, din møgsæk?", rasede han. Jeg stod skrækslagent op ad væggen og følte at mit hjerte snart bankede igennem brystet på mig.

"Neeej!", svarede jeg skrækslagent. Jeg følte tårerne presse sig på. Jeg holdte min iPhone bag min ryg og kunne ikke høre Justin mere. Vidste ikke om han havde fået lagt på.

"DU LYVER!", skreg min far tæt på mig.

"Du, du.... du..", hulkede jeg skrækslagent.

"Jeg HVAD?", skreg han mig ind i hovedet. Jeg hulkede voldsomt og så væk, men straks var der en hånd der greb hårdt fat om min hage og tvang mig til at se ham i øjnene. Hans øjne lynede.

"Ved du hvad? Du har kraftedeme ødelagt aftenen og handelen med de klienter jeg ellers skulle arbejde med. Du er kraftedeme for meget! Din møgluder! Du minder mig alt for meget om din klamme mor. Godt at hun døde!", sagde han ledt ind i mit ansigt.

"Min mor var det dejligste menneske der levede. Hun er en engel og det var bare så meget dig, der skulle dø i stedet! Hvorfor fanden er du så ond?", hulkede jeg. Trods skrækken i kroppen, så følte jeg mig endelig fri til at fortælle hvad jeg virkelig følte over for min far.

"Hvad sagde du, din lille klamme mær? Nu skal jeg fandeme få dig til at forstå, hvad det vil sige at sætte sig i respekt!", svarede min far arrigt. Han overraskede mig ved et helt nyt greb, da han tog fat om min hals.

"Du skal fandeme bar lukke kæften og gøre hvad der bliver sagt!", skreg han op. Han skubbede mig for fulde gardiner ind i væggen.

Jeg skreg af smerte, da jeg lå på gulvet op ad væggen.

"Neeeeeeej far, lad være!", hulkede jeg af smerte over min venstre arm der gjorde voldsomt ondt. Jeg var ikke sikker, men noget kunne tyde, at han havde brækket den.

"Aaaaavvv, det gør oooondt!", skreg jeg af gråd og sekunder efter, blev der grebet hårdt fat i min hovedbund. Jeg skreg af smerte og prøvede at holde fast på den del af håret, som min far - det uhyre havde godt fat i.

"Sliiip!", hulkede jeg voldsomt.

"SÅ HOLD DOG KÆFT DIN SMATSO!", blev der skreget i hovedet på mig. Jeg følte mig i det værste mareridt nogensinde. Hvordan kunne jeg overhovedet have ønsket mig død før Justin kom ind i billedet? Jeg var jo pissebange for at dø nu.

"Faaaaaaaar, vil du ikke nok slippe mig?", græd jeg voldsomt. Jeg var virkelig bange. Jeg følte mit liv passere i revy og jeg så, at jeg havde tabt min iPhone ovre på gulvet ved det hjørne jeg havde været ved før.

"Du holder bare din fede kæft!", svarede min far ondt og sekunder efter mærkede jeg to knytnæver i ansigtet på mig. Jeg følte, at jeg skulle dø.

Et kort sekund følte jeg, at jeg så min mor's skikkelse stå et stykke bag min far. Alt var sløret og pludseligt røg min far i gulvet.

Jeg så chokeret op på den slørede skikkelse, af en blond ung kvinde. Det var ikke min mor. Hun stod chokeret og græd med min far's baseballbat i hånden, som hun havde svunget ind i hans hoved bagfra. 

"Hurry away, Amanda. Hurry away from that monster!", græd Abigail og hun trak mig op. Jeg nikkede og hun hjalp mig med at lukke min kuffert og jeg samlede med mindre besvær min iPhone op fra gulvet og jeg kunne se, at Justin stadigt var på opkald. Jeg tøvede ikke et sekund med at tage mobilen op til øret med min højre hånd.

"Justin..", hulkede jeg af smerter. Jeg hørte en voldsom gråd i den anden ende. 

"Oh baby, thank God, you're still alive! Hurry up to me. Shall I call the police?", hulkede han. Jeg stortudede og nikkede voldsomt. 

"Yes, I do well, but I think Abigail calling them too?", græd jeg med skrækken i mig.

Jeg så pludseligt min far skulle til at rejse sig igen.

"No!", skreg jeg og straks tøvede Abigail ikke et sekund med at gribe fat i battet igen og tyrede det ind i hans hoved igen, så han begyndte at bløde fra baghovedet. Han skreg op.

"Aaarrrhhhh!", kom det fra min far af, der lå og led på gulvet.

Abigail tog min kuffert og jeg greb efter mit pas og min clutch og min lysebrune Louis Vuitton taske, hvor jeg havde alle de vigtige ting i.

"Hurry up!", råbte hun og jeg var fuldstændig ligeglad med, at jeg løb i fin kjole og i nylonstrømper. Tror slet ikke jeg formåede at få et eneste par sko med. Ikke engang mine elskede Converse.

Jeg og Abigail nåede ud til elevatoren og den åbnede sig og vi skyndte os ind.

"Amanda, din lede  smatso!", hørte vi min far råbe efter mig og jeg så hans skikkelse inden elevatordørene lukkede helt i.

Han nåede at stikke sin hånd ind i revnen mellem de lukkende elevatordøre og han skreg vredt op.

Både mig og Abigail skreg frustreret op og jeg valgte at tage hævn, så jeg tøvede ikke med at banke og bide ham hårdt i hans fingre, så han skreg op og trak sin hånd til sig og elevatordørene lukkede helt i.

Der blev banket hårdt på elevatorens yderdøre, mens Abigail og jeg kørte ned. Abigail kastede sine arme om mig. 

"I'm so sorry about everything, Amanda, I have been so blind and misjudged you and your father. You have the right, he's a monster!", hulkede Abigail tæt ved mit øre. Jeg græd stille, men havde stadigt hjertet oppe i halsen følte jeg. 

"Has he also been rude to you?", hulkede jeg i vores knus.

"No, never!", græd hun.

Jeg nikkede blot og vi slap hinandens knus. Hun så på mig med sine grædende blå øjne. 

"I leave him and I do not hesitate to report him. Do you know where to go?", spurgte hun snøftende. Jeg nikkede med et svagt smil. Følte mange smerter i både mit ansigt og mit venstre håndled. Jeg burde nok tage på skadestuen men jeg turde ikke være i New York lige nu. Jeg nikkede. 

"I travel to my boyfriend!", svarede jeg med et svagt smil. Hun nikkede og vi nåede endelig helt ned på gaden. Vi blev mødt af en chokeret chauffør, der tog imod min kuffert. Jeg satte mig ind i limousinen og Abigail smilte kærligt og lukkede døren for mig. Jeg kunne se at hun begyndte at snakke i sin mobil og jeg rullede let ned i vinduet og kunne høre hende svagt. 

"- Yes, I'd like to report a man of very serious violence ....", hørte jeg flygtigt hvorved jeg bemærkede at limousinen kørte afsted. Jeg rullede op med et suk.

"To the airport!", sagde jeg forsigtigt til chaufføren.

"Yes Miss!", svarede han. Jeg sukkede og kom i tanker om Justin, der var i den anden ende af min iPhone.

"Justin, are you still there?", spurgte jeg stille. Jeg hørte et hårdt suk. 

"Yes baby. Are you well?", spurgte han med en bekymret stemme. Jeg kunne mærke nogle tårer rende stille ned ad mine ømme kinder.

"Yes!", sagde jeg grådkvalt. 

"Great baby. I would frankly give a shit about what time you arrive at the airport. I'll pick you up no matter what and if it should turn out to be in the middle of a concert, so I make sure that Kenny and Alfredo will come and receive you! I promise you, but I bet the most on, to receive you personally!", svarede Justin stille i den anden ende. Jeg nikkede stille. 

"Thank you Justin. You have no idea how grateful I am for your support and help. You mean everything to me!", snøftede jeg stille. 

"I know baby. Thou shalt not be allowed to feel fear anymore. You should be with me. I will look after you!", svarede han stille. Jeg nikkede og hulkede stille. 

"I'm still afraid, Justin. What if he finds out where I am?", snøftede jeg stille. Jeg hørte et stille suk i den anden ende. 

"Calm down baby. I will look after you!", svarede han stille.

"Okay!", svarede jeg stille. 

"Well baby, I will let Scooter and the other know that you are coming, I would slip away for a while. Let me know when you board the plane. Promise me that?", sagde han stille. Jeg nikkede stille. 

"I will, Justin!"..............

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...