Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
58220Visninger
AA

12. En smerte så ubegribelig stor!

Amanda's synsvinkel:

Jeg kom ind i spisestuen, der havde en overdådig panoramaudsigt over byen. Mine øjne faldt på en blondine, som jeg ville skyde på var i starten til midten af tyverne. Jeg sukkede lydløst. Hun sad ikke i meget andet end en minimal hvid silke-slå-brok. Formentligt én min far havde givet hende? Hun sad med benene over kors på en casual supermodel-agtig måde og drak af et højt glas med fod, der indeholdte en skarp orangegul væske. Helt sikkert friskpresset appelsinjuice? Hun stilte glasset på bordet ved sin tallerken, der var overdådigt fyldt med forskellige frugter og grøntsagsstænger af gullerødder, agurk og pebberfrugter og så lige et par stykker bacon og en smule røræg. Helt sikkert den tøs ville passe på sin vægt. Hvis hun da havde nogen, for damn hun var vist pænt tyndere end jeg var. - Og min far påstod, at jeg havde spiseforstyrrelser? Ja, goddav do! Tøsen, eller rettere Abigail stirrede vildt på mig. Ja, det var seriøst en kold stirren. 

"Have you hit your head into something?", spurgte hun pludseligt, mens jeg satte mig stille ved bordet. Jeg rystede på hovedet.

"No, just my father that beats me!", svarede jeg sarkastisk og straks sad Abigail med stor åben mund og måbede. Min far kom ind i spisestuen og gloede olmt på mig. Jeg grinte falsk og kiggede på Abigail, der stadigt så chokeret ud i ansigtet. 

"Really?", spurgte hun chokeret. Jeg så hen på min far der havde stilt sig bag Abigail, mens han stod og sendte en trussel ved at køre sin pegefinger tværs hen over hans hals uden Abigail så noget. Jeg grinte falsk. 

"No, of course not. I just have a rough sense of humor once in a while. I hit my head into the corner of one of the kitchen cabinets yesterday!", svarede jeg sarkastisk og med følelsen over, at jeg sad og dækkede over min far, som nu stod med et ledt og smøret smil til mig bag Abigail og bare efterlod mig med følelsen af nedladenhed og utilstrækkelighed. Jeg kunne ikke slå til. Jeg kyssede "pænt" den jord min far trådte på. Ja, du kunne kalde mig en slave, der gjorde alt hvad der blev sagt! Det var vist nok det der betegnede mig bedst. 

Abigail fniste på en klam luderagtig måde og så bag over på min far, der straks begyndte at oversnave med hende. Føj, for et klamt billede jeg fik for mine stakkels sarte øjne. Jeg vendte blikket mod min mad der stod foran mig. 

I det mindste var der én god ting min far gjorde for mig. Jeg fik som regel altid god mad og han lod mig shoppe og forkæle mig selv som en erstatning for kærlighed. Jeg havde også en helvedes masse ting, men de hjalp kun kortvarigt på mit humør, for straks meldte følelsen af ensomhed, had og lavt selvværd gang på gang. 

"Your daughter has a bad humor. It's like you darling!", kom det ovre fra Abigail og min far. Min far grinte. 

"Yes, she has the best of me. My beloved daughter and I am proud of her!", svarede min far med et plat grin. Jeg så over på dem. Jeg sydede og kogte indvendigt af raseri over hans klamme løgne. Hver gang der var en dame eller noget forretningforbindelse i farvandet, så spillede min far bare kærlig og han var bare verdens bedste far! 
Jeg kunne brække mig, for det var langtfra sandheden. Lille jeg skulle bare spille fandango og opføre mig som en veldresseret hest, ja for ellers røg der brænde ned og var det ikke med det samme, når der var andre til stede omkring min far og jeg, så skete det gerne, når jeg var alene med min far. Hans hidsige temperament og vold på mig var en evindelig hovedpine for mig. 
Der var dog én ting, jeg takkede ham for han ikke var og det var pædofil eller hvad man kaldte det? Han havde aldrig været kærlig over for mig det mindste. Tror faktisk, at han i sin ungdommelige tid havde håbet at få en dreng. Så var spørgsmålet bare: 
"Havde jeg været lykkeligere, hvis jeg var født som en dreng og havde han så været en helt normal og god far i stedet?" Pis-fucking-lorte-vrøvl! Jeg var bare mig og ingen anden, der såh' simpelt havde jordens mest hadefulde far. Ja, heldig var jeg ikke på det grundlag. 
Mange kunne måske spørge mig, hvorfor pokker jeg ikke bare flyttede hjemmefra? 'Bare' i min bare røv! Jeg var seriøst bange, ja skrækslagen over for at stå imod min far. Men ja, jeg skulle vel i realiteten have mit eget på et tidspunkt, men jeg vidste ikke hvornår? Vidste ingenting faktisk! 

"Well?", udbrød min far pludselig mens han satte sig ved bordet skråt over for mig og ved siden af hende Abigail, som i øvrigt var første gang jeg hilste på. Jeg så usikkert og lettere ligeglad på ham. 

"What do you think about the breakfast, sweetheart?", spurgte min far. Jeg gloede på ham som en åndsvag, eftersom han kiggede på mig, da han sagde det. Jeg rynkede på næsen og rettede mig op fra min yoghurt med musli. Jeg lagde skeen på tallerken-kanten.

"Er det mig du taler til?", spurgte jeg som om jeg var én der lige havde stødt panden mod muren. Ja, seriøst hvor gjorde min far mig rundtosset med hans klamme skuespil. Min far smilte på den mest lumske måde til mig og nikkede. Jeg smilte bare sarkastisk igen og skulle til at spise videre. 

"Pas på!", sagde han pludseligt og jeg så igen på ham, hvor han sad og smilte på en klam charmerende måde til Abigail, der intet fattede af vores danske samtale. Abigail smilte blot igen. 

"We just joking around with each other!", forklarede min far med et smøret grin til Abigail. Hah! Hvor kunne jeg brække mig over hans klamme sø-forklaringer. Kunne jeg ørle på kommando, så havde jeg ikke tøvet med at gå hen og ørle lige i krydderen på min far, selv om jeg helt sikkert ville blive slået af ham som "Tak", men bare fantasien om mit klamme bræk ud over min far, fik mig til at grine et kort frydefuldt grin, mens jeg blot spiste videre. Min far gloede bare mærkeligt og undrende på mit grinende humør. 

Ja hallo? Hvor kold var jeg lige over for den klamme narrøv?! Ja tak, alt det jeg fantaserede og tænkte om ham var som at kaste brænde på mit bål. Havde jeg vovemodet til at føre det ud i livet, så skulle du være helt sikker på, at jeg heller ikke tøvede et splitsekund, men nu var virkeligheden en anden. Inden i kæmpede jeg med det gode mod det onde og udvendigt turde jeg ikke sige fra. I alt fald ikke sådan rigtigt. 

Jeg rejste mig koldt fra bordet og tog min tallerken. Jeg kunne ikke få mig selv til at spise mere end den anelse yoghurt jeg havde spist, selv om Abigail og min far havde lavet den store brunch. 

"Skal du ikke have noget af alt det vi har stået og kokkereret?", kom det lettere spydigt fra min far. Jeg så træt på ham. 

"Jeg er ikke sulten! Tak for mad! Tror jeg tager på sightseeing!", svarede jeg med et suk. Min far nikkede. 

"Jamen så velbekomme!", svarede han på en sødlig måde, så jeg fik kuldegysninger over det. Han må bestemt have knaldet godt igennem med hende Abigail i nat, siden han kun havde snakket hårdt til mig og ikke engang rørt med en lillefinger på mig. Det var sgu vildt. Han overraskede mig. Virkelig! Jeg smilte svagt hen til Abigail. 

"Bye!", svarede jeg med et svagt smil. Hun smilte igen og satte sig på min far's skød og begyndte at oversnave med ham. Føj! Hvor kunne jeg brække mig. Helt sikkert at hun håbede, at han ville beholde hende, så hun kunne blive overøst af dyre gaver med masser af bling bling. Ja, behøvede jeg at forklare mig nærmere? Jeg satte min tallerken i opvaskemaskinen og begav mig ud på badeværelset for at børste tænder. Afsluttede med mundskyl. Jo jo, jeg skulle ikke risikere dårlig ånde eller huller i tænderne. Lidt overfladisk var man vel? 

Jeg blev færdig med tandbørstningen, gik ind på mit værelse igen og greb efter mine høretelefoner til min iPhone, som jeg havde liggende i min kommodeskuffe. Jeg satte dem i min iPhone og tjekkede hurtigt om jeg havde fået svar fra Justin, men nej. Dog havde jeg modtaget en sms fra Mia. Jeg smilte med lykke i mig, at min elskede veninde havde skrevet til mig. Jeg stod seriøst med store øjne, da jeg læste beskeden:

"Er Jeg blevet vanvittig, eller er det virkelig dig jeg har set på flere billeder på Facebook, hvor man ser selveste Justin Bieber gå hånd i hånd med en brunette med sorte Ray Bans, hue og til en forveksling kunne være din dobbeltgænger på en gade i New York? Slå mig lige ikke? You know what I mean? :P Er det DIG? Sådan VIRKELIG dig? Heeeeeelp! Du gør mig vanvittig! Svar mig hurtigst muligt! Please? - Mia." Jeg kunne ikke lade være med at fnise overstadigt, mens jeg tog mig til munden. 

"Er der virkelig kommet billeder ud af mig, sammen med Bieber?", tænkte jeg målløst og straks faldt tanken om pressen og paparazzi's ind, der havde stået som en mindre stime på gaden, da jeg fulgtes med Justin, Scooter, Chelle og Kenny ind til restauranten i går. 

"My God!", udbrød jeg overrasket. Turde jeg så virkelig at bevæge mig ud på gaden? Jeg sukkede. Ja for pokker! Hellere være ude i byen, end her hos min dumme far og hans tøsebarn af elskerinde. Jeg gik ind i mit walk-in closet og fandt en sort hoodie frem og trak den over mig og stak mine høretelefoner i ørerne, trak hætten over mig og på med solbrillerne. 

Jeg gik ind i min trackliste og fandt en gammel sang frem, som jeg sjovt nok havde downloadet. En sang med en yngre Justin Bieber, som mange af hans fans måske i princippet ikke kendte til. "Fly like a bird." En sang jeg kunne relatere mig til, når jeg bare ville flygte fra virkeligheden. Ja, tro det eller lad være men jeg havde flere af hans sange, bare ikke en overflod af dem og det kunne overraske mig til tider, at det ikke var alle sange med Justin Bieber, jeg havde hørt før, selv om de havde været fremme i medierne. Men lige denne sang havde Mia sagt var god, så jeg havde altså downloadet den og den var blevet én af mine favoritter. Elskede den sang! Mærkeligt, ikke? 

Jeg hoppede i et par leopardprintet Converse, greb efter min Louis Vuitton taske, hvor både min pung, nøgler og make-up var i og så var jeg den der var skredet. Jeg nåede ud til hallen og trak ned i håndtaget til hoveddøren og ved en klam fejltagelse, var der et tøsebarn, der absolut skulle overdøve min dejlige musik med Justin.

"Oh YES! Fuck me!", hørte jeg svagt fra et sted i lejligheden. Jeg kunne kaste op over det, så jeg skyndte mig ud af døren. Jeg sukkede og begav mig hen til elevatoren. Var alligevel lettet over, at jeg besluttede mig for at smutte nu. For den stønnen og klamme lyde, havde jeg seriøst ikke brug for at være lytter til......

Havde taget limousinen i dag og befandt mig nu ved Ground Ziro. Stedet hvor den tragiske terrorulykke fandt sted på World Trade Center d 11 september 2001. Nok havde jeg ikke været til stede dengang her, men det fjernede ikke konklussionen, at jeg målrettet havde bevæget mig her hen, købt en stor smuk buket røde roser og lagde den blandt alle de tusindvis andre af buketter i sindsyge mange afskygninger og blandt en masse mindelys. 

Ja, folk kom stadigt og mindedes og det havde været åbenlyst, at de havde gået særligt amok med buketter og lys lige på selve mindedatoen. Det var det så ikke i dag. Nej selv om datoen sagde d 23 september lige i dag, så synes jeg ikke at det var forkert af mig at lægge en buket i dag. Efter Justin havde reddet mig i går, så havde jeg pludselig sådan en dyb respekt for alle dem der ikke havde en anden løsning end at springe frivilligt ud fra tårnene, fordi de stod i flammer. Tanken om alle de tusinder af mennesker der den dag i september 2001, måtte springe i døden, fordi de ikke havde et andet valg, fik mig pludseligt til at indsé hvor skrøbeligt livet kunne være. De havde min dybeste respekt og deres efterladtes pårørende, sendte jeg en tanke eller en milliard af medfølende tanker. 

Ja, jeg havde en dum far, der slog mig og ikke elskede mig, men jeg havde en veninde der elskede mig, en fed bankkonto, så jeg aldrig skulle frygte fattigdom, i alt fald ikke de næste 30 år og jeg havde fået mig den bedste kæreste i livet, som jeg overhovedet kunne ønske mig. Han havde reddet mig, han var min engel og han elskede mig og ville kæmpe for at hjælpe mig op fra jorden af. Lige dette øjeblik, fik det mig til at indsé, at mit liv var værd at kæmpe for og at jeg nu kunne prise mig lykkelig for, at jeg ikke fik fuldendt mit selvmord. Jeg havde givet op alt for let, men ikke denne gang. Denne gang ville jeg gøre alt for at kæmpe. Koste hvad det ville!

Jeg gjorde noget uselvisk. Kastede mine egne problemer til siden for en stund og gik hen til en lille klynge mennesker, der stod og bad sammen. Jeg stilte mig og foldede mine hænder og bad med. 

"... Where neither death, sorrow nor pain be... What was before is past away!..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...