Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
59237Visninger
AA

4. En engel!

Amanda's synsvinkel:

Hvor utroligt det end kunne lyde, så nød jeg trods alt New York og alt hvad det kunne give mig af bare en anelse glæde. Jeg stod som sild i en tønde mellem en masse mennesker i metroen. Jeps, jeg havde bestemt vovet mig ud på dybt vand, men for en gang skyld elskede jeg at stå her. Hvor ingen kendte mig, men blot så på mig og omvendt. Jeg var så tilpas anonym her i menneskemængden. Det passede perfekt for mig. Jeg vidste ikke hvad dagen ville indbringe. Hver dag var et skridt uden for grænsen. Jeg skulle prøve mig selv og mit mod, som andre nok ville tænke rettere var det stik modsatte? Jeg var ligeglad. Ingen tog dem af mig, så hvorfor skulle jeg tage mig af dem?

Jeg stod af ved et tilfældigt stop og fulgte blot strømmen af masende mennesker fra foran, siderne og bagfra. Ja, helt klart New York når det var bedst. Sygt mange mennesker, der kunne holde ud at leve side om side med hinanden uden de fleste vidste hvem hinanden var? København var SÅ meget en landsby i mine øjne, når den skulle sammenlignes med New York og andre storbyer verden over.

Jeg fik mast mig op ad trappen fra metroen af og storbyen kom til syne. Jeg stod og betragtede alle de fortravlede mennesker med deres telefonsamtaler, kiggen på deres ure, de ældre damer der stod med deres små grimme vovser og snakkede om mærkelige ting. Fik endda øje på en ung fyr, der kom i styrtende løb forbi mig med en dametaske i hånden, ned mod metroen og en ældre dame, der kom små-løbende. "Stop the thief!", skreg hun. Alt gik forbandet stærkt i mine øjne.

Jeg lod som ingenting og gik blot videre ned ad et tilfældig fortov. Lyden af vilde politisirener, kom forbi i fuld fart og sirenerne rungede voldsomt i by-livet.

"Typisk New York!", mumlede jeg.

"Excuse me!", var der en afro-amerikansk ung fyr, der mokkede sig forbi mig med en chilidog halvt i kæften på sig selv. Jeg gloede forvirret omkring og tænkte pludseligt, at jeg måtte tage min Louis Vuitton-taske i min favn i stedet for på ryggen. Kunne seriøst ikke risikere, at blive bestjålet. Var virkelig kommet til en del af New York hvor der åbenbart var mange flere mennesker end normalt.

Det var lige før jeg fortrød og ville vende næsen hjemad i stedet, til jeg pludselig stoppede op foran et stort og fancy shoppingcenter. Jeg smilte stort. Endelig noget jeg kunne bruge, bare for en smule glæde. Mit guldkort skreg i tasken for at blive misbrugt og nu jeg tænkte over det, så rumlede min mave voldsomt.

Jeg begav mig hen til hovedindgangen til det enorme shoppingcenter. Jeg flyttede blikket helt op og blev så betaget af højden på bygningen.

"Okay, ændrede planer hér! Den udsigt SKAL bare dyrkes!", sagde jeg lavmeldt til mig selv, så jeg fik flere new yorkers opmærksomhed på den ufede måde. De forstod mig velsagtens ikke? Hvor ligeglad var jeg bare?

Jeg gik med bestemte skridt ind i centret og straks tonede tonsvis af mennesker med deres indkøbsvogne og en helvedes masse butikker, der skreg på mig, at jeg skulle komme og tømme deres varer i alle butikkerne.

"Butikkerne må lige vente!", tænkte jeg og gik med bestemte skridt mod den nærmeste elevator. Butikker eller ej, udsigten kaldte seriøst!

Jeg mokkede mig ind i elevatoren, hvor en masse andre også mokkede dem ind, så jeg nærmest blev overfaldet af en indkøbsvogn halvfyldt med poser nede i. 

"Hey, will you just be careful with the cart?", halvråbte jeg i elevatoren på grund af alle de mennesker der maste sig på her. Tror vi stod omtrent halvtreds mennesker. Sygt mange og til at blive mindre bims over til trods for den klamme elevatormusik, der henledte én på dårlig musikvalg, der mindede om et musikstykke fra én af de ældre og smagsløse pornofilm. Virkelig klamt. Så havde det seriøst været bedre, hvis de havde smækket noget ordenligt musik på, så som Michael Jackson, Demi Lovato eller måske endda Justin Bieber?

Ja, hvorfor ikke? Drengen havde sgu succes og så så han da brandgodt ud. Nok var jeg ikke fan af ham, men jeg var heller ikke hater. Jeg var ret neutral hvad alt det angik. Jeg elskede god musik og talentfulde sangere, men jeg havde aldrig dyrket den som fan af nogen som helst.

Damen med indkøbsvognen så irriteret på mig og som om hun kunne respektere mine ord om hun ikke nok ville passe på med den skide vogn, der blev ved med at bumpe ind i mig, så jeg måtte bide smerten i mig over mine overkørte fødder. 

"Hey? Didn't you heard what I just said, lady? You run over my feet and it hurt a lot and you mess my red Converse!", skreg jeg nærmest af smerte og fik derved flere menneskers øjne på mig.

Damen knurrede nærmest ad mig. "Shut up you rich brat!", snerrede hun og hun bakkede ud af elevatoren på nittende etage. Jeg gloede bare måbende.

Jeg fløj halvt ud af elevatoren og holdte på dørene, til stor irritation for alle de andre mennesker, der fyldte i elevatoren. 

"What did you say your bitch? Need a slap in your fat face?", råbte jeg rasende. Ja, det faldt mig ikke langt at lange lussinger ud på andre, der ikke respekterede mig, når jeg ellers bad pænt om noget. Lussinger var så almindeligt for mit vedkommende, for det var det "kærligste" nærkontakt jeg kunne få fra min far. Kørte folk mig op i det røde felt, så skulle de ikke ønske, at se mig i aktion.

Damen rakte blot en fuckfinger mod mig, mens hun forsvandt i massemængden på denne etage, der også var fyldt med butikker så langt øjet rakte. 

"Excuse me young lady, but are you pass in the lift or are you just here to block the rest of us?", spurgte en mand mig i halvtredserne ville jeg skyde på.

Jeg sukkede og hidsede mig lettere ned og gik ind til de andre i elevatoren. De andre gloede blot på mig, for der efter at kigge væk. Folk snakkede omkring mig, men der var ingen der sagde noget om, at det var synd for mig, at jeg havde fået sådan en klam behandling af en vildt fremmed dame.

Ja, jeg kunne lige så godt indsé det. INGEN tog sig et hak af hvad jeg foretog mig. Der var kun dem og aldrig mig. Jeg kiggede surt op på elevatortælleren, der stoppede endnu engang ved 23' etage, derefter 30' og 37' etage, til jeg til sidst stod sammen med fem andre mennesker, hvor den standsede på 40' etage.

De fem andre mennesker gik ud og jeg sukkede og gik ud og blev mødt af en mindre klynge mennesker, der skulle ned. Der var pænt mange japanere og andre turister at se her. Hvordan jeg lige kunne se det? Simpelt! Deres skide overdimentionerede kameraer.

"Ja, bare de ikke tager billeder af mig!", mumlede jeg sarkastisk og fulgte en mindre strøm af mennesker mod udgangen til udsigten. Jeg endte med at stå foran glasdørene og kunne ane nogle bygninger stikke lettere op et sted ude i horisonten, da de åbenbart var højere end denne bygning.

Dørene åbnede sig og flere mennesker gik op og ned ad den lille trappe der bestod af fem trin. Flere skubbede til mig uden at sige undskyld. Jeg stod seriøst og begyndte at græde.

Jeg gik grædende op ad trappen og det var ikke udsigten der fangede mit blik først, men himmelen. Jeg kiggede op og selv om der var mange turister, der var betaget over den fantastiske udsigt, så fyldte min mor i mine tanker. Jeg savnede hende og jeg følte mig endelig rede til at tage skridtet. Jeg ænsede ikke nogen af alle de omkringstående og gående mennesker her. 

Så stod jeg hér. Jeg kunne allerede se udsigten over det meste af New York! New York! - Smag på navnet. Det indikerer på noget storslået og stærkt. Noget som kan være en drøm. En drøm i en kæmpe jungle med masser af mennesker man slet ikke kender. Den indikerer på storhed, drømme og spænding, men ikke for mig! 

Jeg begav mig hen mod hegnet til udsigten over storbyen. Der var masser af turister og new yorkere hér, men de betød intet for mig. Jeg stod bag hegnet og kunne se næsten lige ned. Ned på mylderet af mennesker og biler. Fyrre etager oppe var jeg. Der var langt ned, men endelig frygtede jeg ikke højden. Jeg frygtede faldet. Jeg havde endelig et mål hér i livet! Et mål mod døden, hvor jeg forhåbentlig kunne være lykkelig!

Jeg var fast besluttet. Jeg begyndte at kravle over gelænderet og utroligt nok så ingen mig. Jeg forsigtigt ned mod den sidste afsats, hvor bygningen ville tage sin mægtige afgrund. Jeg tudebrølede og gik med stille skridt mod kanten og stilte mig. Afgrunden var svimlende. Jeg hørte pludseligt skrig fra en masse i baggrunden.

"A JUMPER!", blev der skreget, men jeg tog mig ikke af det. Jeg blev stående og græd stille med lukkede øjne.

"Kære Gud! Hvis du hører mig, så hjælp mig ud af denne smerte. Jeg vil ikke leve mere! Ingen ser mig, ingen hører mig. Jeg er et nul i denne verden. Alle hader mig! Please, befri mig for smerten. Giv mig en hurtig død inden jeg rammer jorden. Lad mig nå op til min mor, hvor jeg hører til... Ingen elsker mig! Please, hvis du elsker mig, så hjælp mig Gud. Lad én af dine engle tage mig med til et lykkeligere sted. Et sted fyldt med kærlighed og håb! Hjælp mig Gud, hjælp mig!", bad jeg og løftede mit ben og strak det forsigtigt ud over kanten og lige da jeg mærkede den svimlende afgrund med min ene fod, så mærkede jeg en engel der greb mig bagfra.

Jeg åbnede forskrækket øjnene og opdagede at jeg lå på kanten af bygningen med nogle stærke arme om mit liv. 

"What the hell are you doing? Are you completely insane?", hørte jeg en skrækslagen og skinger stemme fra en fyr. Jeg tudebrølede og vendte mig blot med lukkede grædende øjne ind i hans brystkasse.

"Help me.... Please help me! I don't want to live!", hulkede jeg i hans brystkasse. 

"Don't worry my girl, I'll help you!", kom det lettere grådkvalt fra fyren.

Jeg kunne mærke, at han skulle til at løsne knuset om mig, men jeg protesterede. Jeg følte det som en fryd, ja som en drøm, at der var én der omfavnede mig sådan. Den eneste der havde omfavnet mig, var min mor da jeg var barn og Mia, min veninde. 

"No, don't leave me!", hulkede jeg ind i hans brystkasse. Jeg mærkede, at han strammede grebet om mig igen. 

"Don't worry girl, I will not let you yet!", sagde han lavt ved mit øre og jeg mærkede, at han trak min hue af mig for at nusse mit lange brune hår. Jeg knugede mig hårdt ind til ham.

"Fuck, hvor du dufter dejligt!", tænkte jeg frydende, da hans parfume fandt vejen til mine næsebor. Lyden af skrig og råb forstummede i baggrunden og selv om jeg kunne mærke den kølige dybe afgrund med min ene fod, så følte jeg endeligt at min bøn var blevet hørt. Jeg var blevet frelst af en engel. Jeg snøftede stadigt og nød fyrens nussen i mit hår og på mine arme og ryg. 

"Why would you commit suicide, girl?", spurgte fyren stille. Jeg åbnede mine øjne lettere besværligt og følte at mascaraen havde løbet. Blev blot bekræftet, da jeg kunne ane nogle sorte streger ned ad hans Lakers trøje. Fyren kunne åbenbart godt lide Lakers? Jeg flyttede min ene hånd om hans liv og kunne med det samme mærke, at han altså nok var ret veltrænet under den trøje.

"Why?", gentog han spørgsmålet. Jeg snøftede svagt og tørrede mine kinder med håndfladen og drejede blikket lidt, så jeg opdagede den vildeste udsigt ud over byen. Jeg flyttede blikket lettere og så fyrens højre arm, hvor mine øjne fangede en meget lille tatto midtvejs på hans arm. Fyren havde en tattoo.

"Wow!", tænkte jeg med et svagt smil. Ja, jeg kunne virkelig godt lide tattoveringer, især tattoverede lækre fyre. Jeg snøftede svagt. 

"Because no one loves me, I am better be in heaven with my mom!", svarede jeg med en lille grådkvalt stemme. Fyren stoppede ikke sin nussen på mig. 

"What, however nonsense girl. There must be someone who loves you?", spurgte han. Jeg rystede på hovedet i hans favn. 

"No, the only one who loves me, is my friend Mia!", snøftede jeg stille. Damn, hvor jeg bare nød den opmærksomhed jeg fik lige nu. Fyrens rolige stemme, hans trøstende omsorg for mig, hans stærke arme og hans fantastiske duft. Jeg havde endnu ikke set hans ansigt, men en engel som ham kunne kun være en smuk engel at se på. 

"Why isn't she with you?", spurgte han stille. Jeg drejede mit hoved lettere op, til jeg så hans hals og mine øjne fangede en tyk guldkæde med et bredt vedkæng af diamanter. Var knægten rig ligesom mig? Jeg havde lyst til at røre kæden men jeg lod være. 

"She is at home in Denmark, so I am quite alone here in New York and even my dad works, so I do not see him that much!", svarede jeg med et hårdt suk. 

"Denmark? Are you from Denmark?", spurgte fyren med en målløs stemme. Jeg nikkede stille.

"Ya, I am!", svarede jeg stille.

"What's your name girl?", spurgte han yderligere. Jeg smilte svagt. Tænk at han gerne ville vide hvad jeg hed? Jeg satte mig lettere op, men mærkede at fyren holdte fast i mig, så jeg ikke røg mod afgrunden. Jeg var næsten ved at besvime, da jeg så hans ansigt.

"Justin?", udbrød jeg. Han smilte med et lille grin og hævet øjenbryn. 

"Hmm, I do not believe that you called Justin? You're a girl and too beautiful to have such a boy name!", grinte Justin smøret. Jeg sank en klump. Jeg kunne ikke forstå, at det netop lige skulle være en verdensstjerne som Justin Bieber der skulle redde mig? Det virkede som en drøm, ja faktisk som den vildeste fantasi.

"You're my angel? My lifesaver?", spurgte jeg målløs. Justin smilte charmerende. 

"Yeah, I guess I am?", svarede han med et vildt sødt smil. Mit hjerte galloperede voldsomt og jeg forstod ikke hvorfor min krop pludseligt opførte sig sådan. Damn, de brune øjne han havde. Det var som om de så lige ind i min fortabte sjæl.

"Amanda, but call me Mandy!", svarede jeg bare helt opslugt af hans vildt fantastiske øjne. Justin grinte svagt og nikkede og rejste sig forsigtigt. Han slap slet ikke min hånd selv om han rejste sig. 

"Nice to meet you, Mandy, let's get back on safe ground!", svarede han med et smil. Jeg nikkede rødmende og rejste mig forsigtigt med den ene hånd støttende på taget af bygningen. Jeg greb efter min taske og jeg fulgte med Justin tilbage over hegnet. Jeg lod mærke til en masse folk stod som klistret og så på os med deres lange målløse blikke.

Justin tog imod mig, da jeg kravlede over hegnet og jeg blev mødt af en rødblond pige i tyverne, en fyr i trediverne og en stor neger, der kunne ligne en bodyguard til Justin. Folk begyndte at gå væk fra os. 

"I wonder if we should take you to the hospital, girl?", spurgte pigen mig. Jeg rystede forvirret på hovedet.

"No!", svarede jeg hurtigt og lettere fortabt. Jeg slap slet ikke Justin's hånd. Jeg følte mig tryg i hans hånd. Justin smilte til mig. 

"Maybe I should give you a great adventure instead?", spurgte Justin mig med et lille charmerende smil. Jeg nikkede ivrigt. Justin så hen på den ene mand.

"Scooter, is that okay with you?", spurgte Justin.

"Nå, han hedder Scooter?", tænkte jeg opmærksomt. Scooter smilte akavet men nikkede. 

"It's okay Justin, but you still have a schedule for today! Remember it!", svarede Scooter. Justin nikkede med et smil til Scooter.

"Okay, let's go!", sagde Scooter yderligere og jeg fulgtes nu sammen med Justin, Scooter og de to andre jeg ikke kendte navnene på. Mit hjerte sad stadigt helt oppe i halsen, men for første gang følte jeg, at jeg var blevet frelst af en engel......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...