Grænsen mellem liv og død

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Færdig
Allisonog hendes bror skal til fest hos deres fælles veninde Sophia. Om det kommer til at gå godt må i jo finde ud af i dette one shot.

Vil i ikke være søde at skrive hvad i synes om den... det er en novelle jeg laver i dansk og dette er det færdige resultat.

0Likes
0Kommentarer
249Visninger
AA

1. Grænsen mellem liv og død

“Er du snart klar Allison?” hørte jeg Liam råbe nede fra stuen “Jeg er klar om to sekunder” råbte jeg tilbage, og greb hurtigt mine stiletter, der lå foran døren til mit walk-in closet ”Hvorfor haster det så meget?” råbte jeg mens jeg løb ned af trappen. For enden af trappen så jeg Liam og Josh ”på tide” sukkede Josh da jeg kom ned i mine stiletter. Når jeg havde dem på, var jeg næsten lige så høj som Liam.

 

Josh åbnede bildøren for mig og lukkede den også fint igen, da jeg havde sat mig ind. Døren på den anden side af bilen åbnede sig og ind blev smidt… ”Josh?” ”Ja, Allison?” ”Er du blevet syg, eller sådan noget?” ”Nej, hvorfor skulle jeg det?” ”Du åbner døren for mig, og du sætter dig om på bagsædet” ”Og, hvad er der galt i det?” ”Det plejer du ALDRIG, at gøre” jeg lagde tryk pa aldrig, for seriøst, han satte sig aldrig om på bagsædet, med mindre der allerede sidder en på passagersædet.

 

Køreturen gik hurtigt, da vi bare sad og snakkede. Turen plejede altid at tage en times tid hjem til Sophia. Jeg plejede altid at sidde alene på bagsædet, så det plejede at tage tusind år.“Allison… Allison! VÅGN OP!” “Jeg er vågen!” råbte jeg tilbage i ansigtet på Josh. Vi var stoppet foran et kæmpe, hvidt hus, med sorte tagsten. Det kæmpe hus jeg snakker om, er også kendt som Sophias hus.

 

Igen skræmte Josh mig, da han pludselig stod på min side af bilen. Døren blev åbnet, og der stod Josh sammen med George. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle, så jeg fulgte bare efter de andre.

 

Vi ente inde i entréen, hvor Sophia stod og bød alle velkommen. Der var ikke kommet så mange endnu, men der skulle nok komme mange flere. Senere på aftenen sad jeg i en af de mange, små sofaer. Jeg havde snakket med en masse, men sidder nu og snakker med Josh og Tristan. Tristan mødte jeg tidligere i aften og vi er kommet meget godt ud af det.

 

“Skal du så noget specielt efter gymnasiet?” ”Jeg har faktisk skrevet under en pladekontrakt, så fremtiden er nok planlagt” ”Det er da fedt, nu har jeg endda en kommende superstjerne!”  Råbte jeg så højt at Liam kiggede på mig fra en anden sofa et stykke væk fra vores. Jeg sendte ham bare et smil, og fik også et smil tilbage. Han sad sammen med Sophia og Cara, som nærmest lå flade af grin. Jeg havde lidt ondt af Liam, for han var lidt udenfor i samtalen.

 

Jeg viftede med hånden og lavede tegn til han skulle komme over. Han rejste sig og var på vej over da en eller anden dreng tog fat i hans krage. Jeg skyndte mig op af sofaen og det fik Josh og Tristan til at kigge op. De søgte efter det samme som jeg, men de var væk ”Hvor skal du hen?!” hørte jeg Josh råbe efter mig, men jeg svarede ikke. Jeg satte i løb og fandt dem ude på terrassen. Jeg kiggede overrasket på Liam som var klemt op af muren ”Allison! Gå ind! NU!” råbte han, men jeg stod bare der og gloede. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder, men jeg vidste det var Josh så, jeg gad ikke kigge. Liam kiggede på personen bag mig, som om der var et eller andet galt. Jeg kiggede mig over skulderen og så til min overraskelse Tristan.

 

”Hvad laver du her?” lød det hårdt fra drengen der holdte Liam mod muren ”Hvem snakker du til?” spurgte jeg hårdt og blev selv lidt overrasket over kraften i min stemme ”Ham bag dig!” Jeg blev lidt bange for ham drengen, og af ren refleks tog jeg fat i Tristans hånd ”Jeg ville bare tjekke op på min ven, der pludselig forsvandt” ”Din ven?” kom det fra Liam, som stod med et mærkeligt ansigtsudtryk ”Ja, jeg taler altså ikke om dig” sagde Tristan hårdt og kiggede på Liam ”Men ham” han pegede på drengen, jeg stadig ikke vidste hvad hed. Men hvis han var venner med ham drengen, så… pludselig gik jeg i panik. Jeg prøvede at komme fri fra hans tag, men det var umuligt.

 

Pludselig kunne jeg mærke en smerte, skyde igennem min krop og hørte Liams råben. Jeg kunne mærke fliserne under mig, og pludselig skød en smerte igennem min krop igen. Endnu en høj lyd kom ovre fra Liam. Men ikke ligesom før, det var fyldt med smerte. Endnu støn lød fra Liam og så et til. Igen kom smerten, og pludselig mærkede jeg en sko. Skoen ramte lige i maven, og den ramte igen og igen. Jeg åbnede øjnene, og så Liam ligge på jorden. Han var smurt ind i blod, men det var ikke hans. Jeg kiggende længere op og så drengen der havde holdt ham. Han havde fået en kæmpe flænge, lige i pande. Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg kunne ikke røre mig overhovedet. Liam åbnede øjnene, og vi fik øjenkontakt. Han lukkede øjnene igen, og det samme gjorde jeg.

 

“Connor, hvad skal vi gøre ved dem?” hørte jeg lige pludselig Tristan spørge om ”Kan vi ikke bare smide dem ned i haven og så lade Liam ligge i haven?” ”Og hvad med Allison?” ”Hende tager vi sgu med!” ”hvorfor?” ”Hun er lækker, det skal da nydes” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, tænke eller gøre. Jeg var pisse bange for, hvad de ville gøre.

 

Jeg havde været på hospitalet i to uger, uden fremskridt. Jeg havde brækket, to ribben og min højre arm. Min mave var ødelagt, efter alle de spark jeg fik og jeg kunne ikke spise noget selv. Og så til sidst, havde jeg fået en kæmpe flænge i panden.

 

Liam havde været heldig og sluppet med et brækket ben og nogle skrammer og sådan. Og når man snakker om solen… “Hvorfor gjorde du det...” hørte jeg Liams stemme råbe, mens døren blev smækket i “Hvorfor?” fortsatte han, nu med lidt mindre kraft ”Jeg sagde du skulle holde dig væk, men du adlød ikke… ved du hvor heldig du var” jeg tænkte over hans ord. Jeg havde været meget heldig hvis ikke Josh og Sophia var gået forbi, var det ikke engang sikkert, at jeg ville ligge i denne seng. ”Du kunne nok ligge død, et eller andet sted” den sidste sætning kom bag på mig. Aldrig nogensinde havde jeg troet, at min storebror ville kunne være så hård imod mig. Han plejede altid at være så sentimental, men jeg dummede mig virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...