My life-1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 12 dec. 2013
  • Status: Igang
Carry Bell lever sit liv, som det er. Hæsligt. Imens alle er sure på hende, kommer hun tilfældigvis til at snakke med Nail. Drengene begynder straks at væde, og hvordan ender det, når hun bli'r nødt til at være sammen med dem, døgnet rundt?
-læsning på eget ansver


(Drengene er ikke kendte.)

4Likes
0Kommentarer
532Visninger
AA

4. Morgen Morgen, sovet godt?

UUUrhhhggggh!!! Hvis den lorte IPhone ikke snart lære at  holde kæft, slår jeg den ned med en havenisse! eller to......

Min sædvanlige morgen....

Men jeg orker ikke at skrive om da jeg gjorde mig klar, for det var ikke spændene. Ikke mere end normalt. Eller, jo, det var spændene. For jeg er spændene. Altid. Men min morgen var ikke anderledes end igår, og jeg er doven. Men da eg kom hen til skolen, havde jeg timer. SURPRICE!!!! Like... men jeg havde timer(KEDELIGT!!!!) og fik fri. Da jeg kom udenfor skyndte jeg mig videre. Der var kun et problem. Monika. Baaah!.

Jeg prøvede at undgå dem men de fulgte efter mig. da jeg var kommet til midten af skolegården, skubbede de mig ned på jorden. Det kostede mig lige en blodtud, og en albue der gjorde meget avs! "Ups!" kom det falsk fra hende, mens Monikketerne fnisede. "Siger du undskyld?". For hvad? "FOR HVAD?!!?" Skreg hun. "Du fik mig til at virke åndsvag!" "Du er åndsvag!" årrh! Hun sparkede mig på brystet. Avs, igen. "Nu holder du fandme kæft!" Hun sparkede mig flere gang, og ramte blandt andet min, iforvejen, meget ømme albue. TAK! Men hun blev afbrudt af en hæs stemme "Hvad fanden laver du, Monika" Det var ham der, Harry, fra igår. "Hun fik mg til at hvirke åndsvag!" Skreg hun. "Hun har fortjent det!". Harry og dem han gik med himlede med øjnene, hvilket fik hende til at blive meget sur, og skride. Heldigvis. Jeg prøvede at sætte mig op, men fik ondt i albuen, og ømmede mig. "Er du okay?" Kom det åndsvagt fra en af hans 'slæng'. Jeg nikkede, jeg var bange for at begynde at græde, hvis jeg sagde noget, det gjorde bare så ondt! "Du ser ikke sådan ud" kommenterede en af hans andre  venner, og rakte en hånd ned imod mig. Jeg tog imod den, og kom op at stå. "Men det er jeg" Jeg begyndte at gå. Ham, der hed Harry, greb fat i mig.

"Må jeg se din albue?"

"Hvorfor?"

"Fordi du har ondt i den"

¨"NEJ!"

"Jo, du svarede for hurtigt"

"Pis"

"Ja ikke? Ej lad os nu hjælpe dig, du skal på skadestuen"

"Nej!"

"Hvorfor ikke?"

"Fordi jeg burde kunne klare mig selv"

"Det kan du også, du får bare lidt hjælp"

Jeg tøvede, men nikkede så. "Men kun fordi det gør så ondt!" sagde jeg hurtigt.

"Jaja!" svarede de, nærmest i kor. Sindsyge alliens!

Da vi var kommet ud til deres bil (JA, de havde en bil!!!) Og kørte, spurgte de ind til forfor hun gjorde som hun gjorde. Så dum som jeg var, plaprede jeg selfølgelig ud om alt til dem. De spurgte om hun havde gjort sådan noget før. Jeg var dum, som sædvanlig, og fortalte dem det hele. Under historien kiggede de flere gange sigende på hinanden. "Hvad er der?" Afbrød jeg stilheden med. "Hvad mener du?" spurge Louis om. Ja, jeg kunne deres navne, ellers havde jeg nok ikke brugt dem. "I bliver ved med at kigge underligt på hindanden". Der var lidt akavet stilhed, som Louis hurtigt fik fjernet ved at svare. "Ved du hvad der der skete med den sidste?"."Den sidste?" sagde jeg spørgende. "På et tidspunkt" Startede Nail ud "havde en anden svaret hende igen". "Og hvad så?" Uuuh!! skræmmende jeg ikke er den første.... NOT!. "Hun endte på hospitalet i koma". Det var Louis. "Seriøst?" spurgte jeg. "Nej det var bare for sjov..." sagde Harry "Ja, gu'fanden er det sandt, eller havde vi nok ikke sagt det!" Sagde han surt.

Rolig tigermis!

Nail kiggede overrasket på ham, ligesom de andre drenge gjorde. Resten af turen forløb forholdsvis stille. Da vi var kommet der ud skulle vi til en maasse prøver! Til sidst havde de besluttede de sig for at jeg altså havde forstuvet min arm. Jeg skulle holde den i ro i et stykke tid... Jubii. Da vi endelig var kommet ud af fra det sindsyge sted, tilbød de sindsyge alliens at køre mig hjem. Jeg sagde ja, me nkun fordi jeg ikke orkede at gå.

 

************************************************************************************************************

Hej alle i dejlige læsere! ville bare sige at jeg nok ikke skriver så meget mere, fordi at jeg sidder lidt fast, og kan ikke finde på mere, men det skal nok komme tilbage. Hvis i har nogen idéer, må i meget gerne skrive en kommentar.

 

-Like, det betyder virkelig meget :-)

***********************************************************************************************************

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...