Døds-Dagbog? Jeg tvivler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Igang
Metaforisk og mystisk. Symbolsk og sammenlignlig. En dagbog fra en dreng der stadig ikke har fundet sin plads i verdenen. Fra en person som stadig ikke mener han har udrettet noget, fået noget han har drømt om, eller været lykkelig endnu. En som inderligt ønsker mere, uden at vide hvordan han skal gøre noget ved det.

0Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

1. Midten af Vejen.

Dag 1.

Den 18. September 2013

 

Er kommet til en metaforisk konklusion på mit liv:

 

Jeg er lige nu ude foran det hus hvor festen er. Der er en dørmand ved indgangen. På den anden side af vejen ligger mit alternativ.

Et gråt dunkelt gammelt og trist hus. Bag ved den er en grøft, som man risikerer at ryge i, når man går rundt på den mørke grund om det triste hus. Jo længere tid man er der, jo større chance er der for at falde i.

Herude midt på vejen regner der. Jeg har stået her i noget tid, så jeg er godt gennemblødt. Folk der lige er kommet ville ikke mærke det store. Man bliver meget langsomt våd. Det ville muntre mig lidt op hvis der var en ved min side. Behøver ikke kende personen, bare jeg ikke er den eneste synlige herude.

Bag mig står det ned i stænger, men der er i det mindste et tag over hovedet.

Foran mig er solen fremme og bager på huset og de glade folk. Dem er der mange af. Stort set alle jeg kender er der. Nogle få er på vej ind. Ingen ser efter mig.

Jeg kigger bag mig som om nogen ser på mig. Der er ingen bag mig. Den mørke grund, det triste hus. Begge virker forladte. Jeg har også kun hørt historier om folk derfra.

Mange folk tror jeg er med i til festen. De spørger og snakker med mig, som om de så mig derinde. Jeg kan høre dem og svarer dem herfra.  De fatter det ikke.

 

Der var en som prøvede at hjælpe engang. Eller. Jeg mødte hende da hun var på vej ind. Jeg klamrede mig hurtigt fast til hende. Da hun fik mig af var vi ellers langt inde. Hun overbeviste mig om, at jeg hørte hjemme der. Jeg gik forbi den første dørmand som bare gav mig et smil. Jeg troede jeg havde klaret det, men der stod en anden dørmand sammen med min frelser. Hun bad ham smide mig ud igen.

Så stod jeg der. Midt ude på vejen igen. Hun prøvede at få mig med ind igen, men med egen kraft. Jeg kunne ikke. Jeg stolede ikke på hende. Hun gav til sidst op.

Jeg prøvede med et par andre, der var på vej ind. Men efter den første gang, har den første dørmand smidt mig ud med det samme.

 

Og det er vel sådan jeg endte her. Stående midt på vejen, med en succesrate på 0% på alt hvad jeg laver.

Alle er gode til noget siger de, men så må der jo være nogle som er gode til at fejle. Den trak jeg så som gevindst til mit liv.

Jeg ved de lukker alle ind bag mig. Burde jeg tage derhen for at opleve min første succes?

Det ved jeg ikke. Jeg er jo ikke god til at vide.

Jeg er god til at stå. Rigtig god til at stå. At stå og blive våd. Det kan jeg finde ud af. Så håber jeg nogle finder mine talenter brugbare. Indtil da, står jeg nok bare her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...