The Story Of Us. -One Dream, One band, One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
- Medier viser os vejen gennem de kendtes liv og guider os ind i en verden hvor vi føler os undertrykte. Alle ser de lykkelige og stærke ud, men i virkeligheden tager hate hårdt på os alle.

Niall Horan, Louis Tomlinson, Liam Payne, Zayn Malik og Harry Styles. Alle er de elsket og respekteret af millioner af fans, fans der tror de kender dem. Haters der tror de kender dem, dømmer dem for deres rygte og personlighed. Men hvor godt kender vi dem? Kender vi dem nok til at dømme? Og vil vi nogensinde komme til at vide sandheden bag facaden og det rødetæppe.

En historie om et band der tog verden med storm. De tabte X-factor, men vandt verden.

2Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

2. Closer to my dream.

"Allways follow your dreams."- Ukendt.

Jeg er blevet spurgt nogle gange om hvad der er særligt ved One Direction, og egentlig er det svært at forklare. Faktisk synes jeg det er alt, for de er mine idoler og de er andeledes, sådan er det bare. Men jeg kan godt li' deres historie og måden de udviklede sig til verdens STØRSTE boyband. Det virker stadigvæk uvirkeligt at sige det... ;)

Så her kommer det første kapitel. :)

Liam Payne: Vi stod alle i en lille klump og trippede af nervøsitet. Varmen var lukkede inde i min krop, og det føltes som om jeg skulle til at eksplodere af nervøsitet. Nervøsiteten i min krop fik alting til at sno sig, som en giftig slange i regnskoven. For første gang var jeg nervøs for at høre mit navn, det var mærkeligt. Det var mærkeligt at stå her og være så tæt på min drøm. Jeg havde ladet mine tanker rive mig væk fra virkeligheden. Lyden af trin kunne høres og jeg kiggede op. Der kom de. Dommerne. De begyndte at nævne navne, som om det hele stod på en liste i deres tanker. Alt hvad jeg kunne gøre var at vente. Håbe. Da jeg var ved at give slip på håbet skete det. "Liam Payne." Jeg følte mig heldig.

Niall Horan: Det var begyndt at blive varmt, sikkert pågrund af nervøsiteten i min krop. Ubevidst lod jeg min hånd røre min mund, mine negle gav lyd fra sig når jeg bed i dem. De få minutter der var gået føltes som timer. Uendelighed. Jeg blev nervøs for om det er var det rigtige. Jeg havde ikke lyst til at blive kendt som døgnfluen fra Mullingar. Jeg ville gøre verden stolt, ikke mindst Ireland. Jeg lod min slappe hånd ramme mit lår, jeg var ved at blive u toldmodig. Med mine fingre "spillede" jeg på mit lår, som var det min guitar. "Niall Horan" Jeg kiggede forvirret op fra min sko og kiggede rundt, jeg var åbenbart den eneste Niall Horan her.. Jeg stillede mig over ved siden af en fyr med brunt hår, buskede og store øjenbryn og brune øjne.

Harry Styles:  Jeg stod og pillede ved mine fingre, hvilket jeg altid gør når jeg bliver nervøs. Det tager bare min nervøsitet  et andet sted hen, måske på en ferie laaangt, langt væk. Mine fingre var begyndt at blive kedlige, så jeg vendte opmærksomheden mod ærmet på min marineblå swearter. Der var kommet et hul på indersiden og hud lyste, som månen på nattehimlen. Min hjerterytme var blevet høj, men alligevel lav. Jeg satte min pegefinger på en krølle og snoede den rundt til det til sidst gjorde ondt. Jeg studerede lidt den røde finger mens Simon nævnte navne op. "Harry Styles." I uvisthed om jeg var videre eller ej, gik jeg med små skidt over mod en flok piger og to drenge. 

Louis Tomlinson:  Jeg følte en svimmelhed ramme mig og jeg fik det dårligt. Jeg havde brug for noget vand, eller bare noget frisk luft. Faktisk ville jeg gerne vide om jeg var videre. Hvad hvis jeg ikke var ? Jeg kunne mærke mine hår på min krop rejse sig ved tanken. Mine tanker kørte rundt som en karusel. Min mave føltes som en rutchebane. Faktisk følte jeg mig som et tivoli på ben. Simons lange pauser mellem navnene der blev nævnt, gjorde mig mere nervøs. Jeg kiggede op da Harrys navn blev nævnt, jeg vidste at han nok skulle gå videre. Det havde jeg gjort siden den dag jeg mødte ham på herretoilettet. Han havde en særlig stemme og look. Han hviler i sig selv på en måde. Alle her i dette lokale var noget særligt, alle har de et talent. "Louis Tomlinson" Jeg smilede for mig selv da jeg gik hen til de andre der var videre.

Zayn Malik: En gut med krøllede hår og blå trøje stod ved siden af mig. Han så nevøs ud, næsten som om han skulle til at græde. Han pillede lidt ved sine krøller, han så rar ud. På min anden side stod en dreng, han mindede mig lidt om Justin, Justin Bieber. Måske var det hans hår der hang ned over hans pande, eller også var det hans brune øjne. Jeg rømmede mig lidt da Simon nævnte det første navn op, han kiggede op dog uden at sige mit navn. Shit, hvad hvis jeg ikke ville komme videre ? Jeg lukkede øjnene og prøvede at sætte mine tanker et andet sted hen. Ingen held. Små gule prikker havde sat sig på min lukkede øjenlåg, og jeg begyndte at tælle dem. Et eller andet skulle jeg jo lave mens pinen trak ud. Simon sagde nu at der kun var et navn tilbage og jeg åbnede øjne i en form for chok tilstand. Han smilede til mig da han ramte mit blik og sagde mit navn. Jeg kiggede op i det høje loft og udstødte et lettet suk. 
Lidt efter blev vi sendt ind i et rum, mig, en flok piger, og de drenge jeg havde snakket med i ventetiden. Alle stilede vi os på række, pigerne i den ene ende, og mig og gutterne i den anden. "Jeg kan meddele at I ikke er gået videre hver for sig, men sammen som en gruppe." Jeg kiggede mig lidt omkring og forstod ikke rigtigt noget af situationen. "Vi har dannet en pigegruppe og en drengegruppe." Jeg stod lidt forvirret i nogle sekunder indtil Niall trak mig ind i et kram. Der gik det op for mig at vi var samlet som et band, et boyband.

Jeg syntes det var svært at finde en start til historien, men her den så. Egentlig synes jeg selv den kunne ha' været bedre, men min far læste den igennem og synes den var god. Så jeg stoler på han siger sandheden. - No Name/ Celina. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...