Red Moon | Lynkonkurrence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2013
  • Opdateret: 20 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er et lille one shot jeg skrev på et tispunkt, og I er alle velkomne til at læse det, kommentere det og hvad I nu vil.. x

10Likes
19Kommentarer
764Visninger
AA

2. Red Moon


✖ ✖ ✖

Ved foden af det store træ i udkanten af kirkegården, sad hvad nogle ville betegne som en lille pige. Blot 15 år gammel. En pige der intet havde set til den store verdens farer og til smerterne ved livet. I hvert fald ikke i følge andre end hende selv, omend det også var mere end nok for hende.

Denne pige på små femten år havde allerede oplevet og følt ting, som fik hende til at ville begrave sig i den fugtige jord på kirkegården og aldrig se en stråle af dagslyset nogensinde igen. Ting som fik hende til at længes efter et bedre liv.

De fik hende tilmed til at ønske at hun aldrig var blevet født - at hun ikke eksisterede. For det var det hun gjorde. Kun det hun gjorde. Hun eksisterede måske, men hun levede ikke. Hun følte ikke den glæde som livet normalt medbragte, og indeni var hun ikke andet end en tom skal.

Hun var måske fuldkommen udenpå, men indeni manglede der stykker af hende - stykker af hendes sjæl - som hun aldrig ville kunne få igen. De manglende stykker var umulige at genskabe, at rekreere, og det kunne ingen ændre på, hvor gerne de end ville.

Det var bare sådan hun var nu. Tom, fortabt, forsvundet. Hun var ikke længere den pige hun plejede at være. Hun var vokset til noget grimt - noget uhyrligt. Selvom hun ikke var monstrøs at se på, var hun et monster indeni. Et monster der fortærede de sidste bidder af hendes gamle jeg, så hun med garanti aldrig kunne genskabes.

Hun havde tit ønsket at hun bare kunne spole tiden tilbage til før alt dette. At hun kunne spole tiden tilbage til dengang hvor hun var lykkelig og uvidende - i sandhed blot en lille pige. En lille, ufordærvet, uskyldig pige. Den pige var forsvundet for evigt nu.

Tilbage var et hylster. Engang havde dette hylster været fuldt til randen med glæde, tilmed lykke. Nu var det kun følelsesløshed, og sjældne tilfælde, sorg eller følelsen af at være fortabt. Nå ja, den følelse var der faktisk noget så tit, men det var ikke noget hun yndede at tale for højt om.

Hvis folk vidste hvilke uhørte ting der foregik i hendes lille hoved, var der da ingen der ville lade hende gå frit længere. De ville nok snarere spærre hende inde på et eller andet sygehjem for mentalt syge mennesker - og det ville med garanti ikke ligefrem hjælpe på hendes sindsro.

Hendes sindstilstand var meget utilregnelig til tider. Ja, faktisk stort set hele tiden. Hver dag gik hun rundt uden at vide om hun pludselig ville få et mentalt sammenbrud og bare ud af ingenting ville være dobbelt så deprimeret som normalt. Det var et sølle liv at leve - det kunne hun skam sagtens skrive under på.

Hun hadede det også. Så ofte havde hun overvejet at ende det. Bare ende livet - tage det. Det ville være så meget lettere, ikke sandt? Hun var jo langt fra den eneste teenagepige der havde fået den idé, men på den anden side havde de vel også haft langt flere problemer end hende selv - hvor umuligt det end virkede på hende, at det skulle kunne være muligt.

Det føltes ikke muligt. Hun havde det som om hele verden var oppe imod hende, og at ingenting hun gjorde eller nogensinde ville gøre, var godt nok. Hun kunne bare ikke gøre noget rigtigt. Hun var ikke høj, tynd og naturligt smuk. Hun havde ikke et specielt talent for sang, skuespil, fodbold eller noget i den retning.

Hun var bare en kedelig, almindelig, middelmådig pige - bortset lige fra at hun altså var grim, dum og deprimeret. Sådan så hun i hvert fald selv på det. Hvis hun nogensinde fortalte folk sin holdning til sig selv, benægtede de det altid, men hun var ligeglad. Hun kendte sandheden.

Og den var grim. Hun var grim. Hun havde lyst, næsten farveløst hår, kedelige blå øjne uden noget smukt spil eller flot glimt i, en helt forkert krop, og så var hun også for lav. Og desuden var hun i den helt forkerte alder. Hun følte sig bestemt ikke kun som en 15-årig.

Med alt det hun havde set og oplevet, burde hun mindst være tredive. Hun havde i den grad stiftet nok bekendskab med smerte, vrede og tab for en hel livstid, det var helt sikkert. Og hun havde det virkelig dårligt på vegne af de folk som havde det værre end hende, for det var da ulideligt.

Hun havde haft en fin barndom hjemme, men i skolen havde det aldrig gået halvt så godt. Hun var blevet mobbet, rakket ned, leet af og hvad ellers der nu kunne være af forfærdelige ting. Selvom det var begyndt allerede i de små klasser, havde de andre børn været forbavsende gode til at finde på nye uhyrligheder.

De havde allerede dengang kaldt hende helt absurde ting, som børn i den alder da slet ikke burde kende til, og det var ikke ligefrem blevet venligere ord igennem årene - tværtimod. Som forventet, vare skældsordene bare væltet ned i større og større regnbyger..

Der havde været - der var - intet at gøre. Der var gået alt for mange år til at de lige pludselig ville begynde at være søde mod hende, og behandle hende pænere end de havde gjort indtil da. Det var ikke noget hun nogensinde ville tro på eller endda håbe på. Det ville være for naivt.

Og egentlig kunne det vel også bare være ligemeget. Alt kunne efterhånden være ligemeget. Hun følte næsten ingenting længere, og når hun endelig gjorde, var det altid forfærdelige ting der hele tiden lå begravet lige under overfladen på hendes svage grænse til sindssyge.

For ja, sindssyge lød måske lige i overkanten, men det var alligevel rimelig tæt på passende. Hun havde aldrig fortalt nogen dette, men til tider lød stemmer i hendes hoved. Det var næsten aldrig den samme stemme, altid forskellige. Det gjorde hende vanvittig og hunderæd.

Men det var intet hun kunne gøre. Og præcis som hun tænkte på stemmerne, dukkede de op igen. Hun kunne ikke tage medicin mod dem, for hun nægtede at lade andre høre om dem. De ville for alvor tro at hun var sindssyg - og specielt hvis de hørte hvad stemmerne sagde til hende.

"Du fortjener ikke at leve, det ved du ligeså vel som jeg."

"Du tror du har det slemt nu, men bare vent."

"Du er slet ikke det værd. Spild af ilt og plads."

Hun lagde hænderne om ørerne og pressede dem så tæt på på hovedet og ørerne som hun overhovedet kunne. Hun begyndte og rokke frem og tilbage, hvilket var et kraftigt tegn på at hun snart ville få et af sine anfald.

"Det nytter ikke noget, og du ved det godt. Du kan ikke lukke os ude. Så længe du lever, vil vi blive ved med at komme tilbage - vi vil altid hjemsøge dig."

Stemmerne havde ret. Det var til ingen verdens nytte. Hun kunne lige så godt bare give op. Det var knap nok gået op for hende at hun sad og skreg, mens tårene trillede ned ad hendes kinder, før nu, men pludselig blev hun så vred over det, at hun voldsomt tørrede dem væk og holdt sig stramt om munden.

Hun ville ikke være en lille pige længere. Stemmerne kunne sige hvad de ville, men hun var ikke en lille pige. Ikke længere. Hun var ikke uskyldig, eller uvidende, eller naiv. Faktisk kunne man nok godt betegne hende som en smule kynisk og paranoid, men det var så hvad det var. 

Hun kom rystende op på knæ, for derefter at rejse sig helt. Hun rystede over alt og frøs faktisk også lidt. Men nu havde hun altså heller ikke specielt meget tøj på, plus at det var ved at være efterår - hendes yndlingsårstid. 

Hvem kunne hade efteråret? Træerne var fantastisk smukke på denne tid af året. De strålede i alle mulige forskellige farver. Rød, orange, brun, lidt grøn. Det var i sandhed ekstraordinært. Derudover var det ved at blive køligere, men det var endnu ikke koldt som om vinteren.

Man kunne endelig tillade sig, at begynde at gå med huer og vanter igen, hvilket også var en ting hun elskede. Langærmede bluser var fuldt ud acceptable og alt i alt betød det kun en ting for hende; at man ikke kunne se hendes ar.

Ja, hun var cutter, og nej, hun var ikke stolt af det. Men hun havde skammede sig egentlig heller ikke rigtig over det. Det var bare en selvfølgelighed for hende. Det hjalp hende. Det fik hende til at fokusere mindre på den indre smerte - den hun ikke kunne gøre noget ved - og mere på den ydre, som hun selv kunne kontrollere.

Der gav hende en midlertidig følelse af kontrol, som hun ellers sjældent mærkede noget til. Hun følte sig altid meget ude af kontrol. Det var en forfærdelig følelse, som altid gjorde hende helt ude af den. Derfor følte hun sig nødsaget til at få kontrol over bare en smule af sig selv, hvilket så førte til selvskadning.

Hun følte sig nødsaget til det. Ligesom hun følte sig nødtaget til hvad hun var på vej til at gøre. Hun vidste at det var en nødvendighed, ligesom det med at cutte. Stemmerne havde ret endnu en gang, og det vidste både de og hende.

Hun fandt et reb hun havde medbragt som en ordre fra en af stemmerne, og hængte det omhyggeligt op i den tykkeste af træets grene. Så udnyttede hun sine evner som klatretøs, til at klatre helt op til den gren. Det var et fantastisk træ at klatre i. Lige akkurat perfekt til dets formål nu.

Hun lyttede til stemmernes instruktioner om at binde den perfekte løkke, og lagde den så om sin hals som en halskæde. Hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. Det var nødvendigt. Det var nødvendigt at gøre dette.

Det var fuldmåne denne sene aften, hvilket gjorde det symbolsk perfekt. Specielt fordi skærret fra månen der lyste ned på hendes råde kåbe, næsten fik jorden til at se ud som om den blødte. Og som om der var rød måne. Rød, blod, død. Kirkegården var perfekt, natten var perfekt. Det var hendes sidste tanke, inden hun lukkede øjnene og åndede fredfyldt ud.

Og så sprang hun.

 

✖ ✖ ✖

 

Jeg ved godt at det ikke var frygtelig langt, men jeg syntes bare at jeg var nødt til at skrive dette, da det med det samme dukkede op i mit hoved. Jeg vil ikke lyve, nogle af tingene er personlige, men bare rolig - jeg vil ikke findes hængene fra et træ mit på en kirkegård, lige foreløbig, så I har intet at bekymre jer om. Hvis I kunne lide dette, håber jeg at I vil være noget så elskværdige at like og evt. sætte den på favorit, og mange tak til de af jer der allerede har gjort en eller begge af disse. Jeg har prøvet at gjort karakteren anonym, og hvorfor ved jeg egentlig ikke helt - det føltes vel bare rigtigt. Men anyways, I er fantastiske, endnu en gang tak. Wish me good luck! (-;

- Chanice x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...