Foreningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Igang
Hun fristede mig. Jeg faldt og hun greb muligheden. Jeg bliver til støv og ser mig selv smuldre. Jeg må stoppe. Hun skal stoppes. Jeg vil væk herfra, væk, hurtigere end muligt er. Men inderst inde ved jeg godt at jeg ikke kun er faldet, men også fanget.

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

1. Alt jeg ser er dig

Hendes mund bevægede sig ikke, dog forstod jeg hvad hun ville. Jeg kunne se det i hendes øjne. Så klare, dog så slørede. Hendes næsebor blev skiftevis ligeså store som hendes pupiller, og hendes hænder holdte hårdt om ingenting. Ingen anden ville have tydet hendes sprog, ingen anden end mig. Ingen andre end mig havde før været hende. Gamle billeder skyller ind over mig og vækker den side af mig selv, som jeg har kæmpet så hårdt for at gemme væk. Væggene drysser ned og lander på mig.

En brummen ryster verdenen og gør den utydelig. En summen gør mig tung i kroppen, da den befrier mig for det der har været min verden de sidste fire timer. Min krop rejser sig og lader virkeligheden vågne, da den ruller gardinet op og lukker en ny dag ind.

Hopper ind i min egen verden, begraver mig i puden, begraver mig for at finde trygheden, men i aften, finder jeg kun den rastløse. Hendes desperate øjne ligger under mine øjenlåg. Ser dem med mørket for, ser dem med mørket fra.

Uret tikkede mod et uendeligt mål. Min vejrtrækning spiller sammen med uret. Jeg stirrer med anstrengte øjne op i luften efter former i mørket. Prøver på at tænke på noget andet, men ser kun hende.  

Hendes hoved er dækket af klistret hår, ansigtet er ikke til at se. Det mørke, beskidte hoved drejer mod mig, og med et ser jeg mig selv, kikke på mig selv. Jeg ser min egen krop stirre ned på mig. Et spejl viser sig, og viser mig. Jeg er ikke helt mig mere. Jeg er kun halvt mig, den anden halvdel er hende. Hendes øjne er ikke ophidsede som sidst jeg så dem. De er tilfredsstillet. Rolige udenpå med en dans af magi indenunder. Mine egne øjne kan ikke skjule den uro jeg ved snart igen vil sprede sig.   

Den velkendte brummen bryder ind. Røde sprækker åbner sig og kikker på ingenting. Tiden er gået, selvom jeg aldrig troede at rastløsheden ville lade mig hvile. Jeg er vågnet med en følelse af ligegyldighed, kun med én tanke i hovedet. 

Jeg ved hvad jeg ikke må gøre, men ikke hvad jeg ellers kan gøre. Jeg kan ikke forhindre det, så hvorfor blive ved med at prøve?  Jeg ved at det kommer til at ske.  Jeg kan ikke selv bestemme det, jeg må bare acceptere det hun vælger.

Metallets kolde hud, ligger fastspændt i mellem mine fugtige fingre. Blodet pumper i mine årer, min krop forbereder sig på den ved vil ske. Snart bliver vi igen forenet. Min krop slutter sig omkring den kolde livskilde. Min tommel presser til, vil ikke lade noget efterladt tilbage. Jeg smider det tomme hylster væk, sætter mig tungt på badeværelsesgulvet og lader mig selv blive taget væk. 

Små dråber når til min mund og min tunge fastslår en salt smag. En hånd glider hen af gulvet og efterlader et fugtigt sneglespor.  Her er ikke ilt nok. Hvem stjæler den fra mig? Det prikker i mine fingre og mit hoved føles blødt. Skygger af mørket danser til ære for mig. Vejrtrækningerne overhaler hinanden og ordnerne smelter sammen. Sokkerne tages af, kastes og rammer plet lige ned i den åbne galakse der har fået sit udspring på klinkevæggen. Pletskud! selvfølgelig. Hvis jeg smiler stærkt nok, vil stjernerne tage mig med derud? Natten er fyldt med stjerner. Hvilken en vil jeg benytte mig af i aften? Et fyrværkeri sprænges i mig og jeg kan mærke blodet suse gennem min krop som var mine årer en racerbane. Jeg vil hilse på baggårdskatten i aften. Alt føles endnu bedre end jeg huskede det.  Selvom jeg ikke rigtig kan huske det. Min fortid sløres og min hjerne kan ikke skubbe mudderet, der holder den inde, væk. Jeg kan ikke huske noget, men Noget er heller ikke vigtigt lige nu. Det er kun påvirkningen af vores forening der kan fylde mit tomrum ud.

Min hånd er mørk og klistret, min hud bleg. Kun oplyst af et blinkende og summende lys. Lyset dømmer mig. Asfalten dømmer mig. Luften dømmer mig. Ikke engang vandpytterne og de faldende dråber vil se mig i øjnene. Jeg er hvor jeg sidst fandt mig selv sådan her. Klokken kan jeg ikke gætte. Her er sort? De kolde mursten bag mig, fryser min ryg og kradser min rygsøjles sår ømme. Min krop hænger mod afgrunden og kan ikke ligge stille. Min nakke blinker ufrivilligt til siden som små krampestød da mit sind ruller op med forkullede dårlige minder. Den skal stoppe. Hun skal stoppes. Lugten af bræk, urin og gammelt mad prøver at bringe min hjernen mod lyset. Asfalten kysser min hånd farvel da jeg, med en følelse af uretfærdighed, kryber op ad muren. Hun fristede mig. Jeg faldt og hun greb muligheden. Jeg bliver til støv og ser mig selv smuldre. Jeg må stoppe. Hun skal stoppes. Jeg gider ikke mere nu. Jeg vil væk herfra, væk, hurtigere end muligt er. Men inderst inde ved jeg godt at jeg ikke kun er faldet, men også fanget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...