Elver AFSKUM!

Året er 1286 og den store Elver revolution, hvor mange folk er blevet slagtet, har nu været i gang i over 100 år. Men folk i hele riget Mistapol er stadig efter Elvere. Over hele landet hævner alle sig på dem. Mennesker, toldmænd og dværge. Men kan en Elver og to mennesker være med til at stoppe volden over hele landet? Eller vil alle Elver blive udryddet?

0Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

1. LØB!

"BRAND... ILD!" Jeg hører fjerne stemmer råbe. Mor og far! Deres stemmer er fulde af smerte og angst. Jeg hopper ud af min seng som kun består af noget hø og lidt stof som dyne. Jeg løber hen af vores gang. Jeg kunne ikke se meget fra mit værelse, men nu var det helt klart. Der var røde farver blandet med orange og gul, over alt. På vægende og på døren. Det stoppede aldrig.

Jeg kunne mærke røgen i min hals. Den ville kvæle mig hurtigt og smertefuldt. Men jeg kunne ikke løbe imod døråbningen, for mine forældres værelse var der hvor at flammerne havde bedst fat. Jeg kunne høre at de snitrede alle vejene. Kunne mørke varmen fra glødende vægge. Eller det der var tilbage af dem. Mit værelse lå tættest på vores dør ud til frihedens hellved. Men min far og mor var stadig fanget i værelset. Jeg kunne høre dem hoste. "MOR, FAR, KOM UD DER FRA, NU!!"  Kunne jeg høre min egen stemme sige. Nej råbe. Den råbte så højt at jeg var helt chokeret over det. Den lød ikke som om den var bange, nej mere panik slagen.

  Mere hosten inde fra værelset og lyden af planker som giver efter fra bras. "NU!" råber jeg igen, fra min lungeres fulde kraft. men stadig ingen reaktion. Jeg mærker at huset meget snart vil brænde helt ned omkring mig. Brænde og falde ned. Jeg mærker at tårende presser sig på bag mine øjne. Mens jeg løber ud at døren, ud til frihedens luft. Den som var helt klar og kold og tom. Tom af røg og tom af mennesker. Jeg så at huset nu helt indhyllet i flammer. Taget i den nordlige ende af huset var ved at give efter. Mens at flammerne kun var begyndt over i den sydelige ende.

  NU skete det... Nu faldt husets tag ned over det som sikkert var tilbage af mine forældre. "NEJ!" skreg en stemme. Den lød ikke som min, men jeg er sikker  på at den var min. "NEJ. NEJ, Nej, nej, n..e..j..." sagde jeg svagere og svagere. Mens lydløse tåre langsomt kom trilede ned af mine kinder. Og landede på jorden som lige havde været sten hård. For vinteren var lige overstået, men nu syndes jeg at den fortsættende.

  Jeg sad der på hug og græd mine salte tåre ud mens jeg kunne mærke varmen fra den ild som havde taget mine forældre fra mig. Jeg rejste mig op. Uden at kigge på den ild som brændte bag mig. Gik bare helt lige ud. Indtil jeg ikke kunne mærke varmen mere. Derefter løb jeg. Løb...løb... løb. Indtil jeg ikke kunne løbe mere. Jeg faldt, ned på jorden og sov. Mens jeg drømte mig tilbage til min tid hos mine forældrene. Smilende ansigter og glade grin. Min fars venelige øjne. Min mors fantaktiske godnat melodier. Alt nu et minde som jeg ikke ville dele med nogle andre. Aldrig nogen sinde mere.          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...