Elver AFSKUM!

Året er 1286 og den store Elver revolution, hvor mange folk er blevet slagtet, har nu været i gang i over 100 år. Men folk i hele riget Mistapol er stadig efter Elvere. Over hele landet hævner alle sig på dem. Mennesker, toldmænd og dværge. Men kan en Elver og to mennesker være med til at stoppe volden over hele landet? Eller vil alle Elver blive udryddet?

0Likes
0Kommentarer
289Visninger
AA

2. Et nyt sted = en ny begyndelse

Jeg kan ikke fortælle hvor meget eller hvor lang tid, jeg har gået. Fordi jeg ikke selv har en ide om det. Men efter mine fødders ømhed, må jeg bedømme alt for længe! Jeg var sikker på at hvis jeg ikke lige havde set røg længer henne, havde jeg nok lagt mig til at dø. Men jeg kunne ikke slippe tanken om at kunne få et måltid mad. Min mave havde skreget efter mad lige siden jeg begynde min endeløse vandring. Og det havde snart varet flere dage. Og alt jeg har med mig, er en kappe, et par sko, min hue, en kjole (min underkjole!) og 5 skillinger. Men efter endnu en halvdags rejse stod jeg ved porten til byen.

  Duften fra madteltene, lyden af smedjen og varmen fra de levende bål. Alle ting som jeg aldrig havde troet jeg ville blive glad for at høre igen. Jeg tog et par skridt hen i mod bålet. Passerede en høj og meget muskuløs mand. Han var klædt i rødt og sort. Portvogteren! Min mave snorede sig sammen. Jeg sikrede mig at huen dækkede mine øre fuldt stængt. Da jeg var helt sikker tråde jeg nærmere. Han lod mig passere. Heldigvis! Hvis han vidste jeg var en Elver var jeg sikkert blevet dræbt på stedet, men min hue (tjekkede igen) skjulte stadig mine øre.

  Det tog mig da også en evighed at komme hen til bålet. Men da jeg var kommet tæt nok på at kunne mærke varmen, faldt jeg med vilje ned på min rumpe og strakte mine føder ud mod varmen. ARHH! Efter flere dages forevigelse kunne jeg endelig se lidt håb i min nye tilværelse. Jeg ville helst bare komme videre, hen til Elver skoven hvor jeg er sikker på at kunne få et hjem. Et sted at bo og leve uden at skulle frygte for mig selv. Det er da også forfærdeligt at jeg skal skjule min natur, mine øre! Det er den eneste ting som vil kunne afsløre mig. Ikke min kjole eller min hue.

   "KØB VIN OG BRØD FOR 2 SKILLINGER!" Råbte en dame bag mig. Jeg blev så forskrækket at jeg hoppede en meter tilbage fra bålet. Jeg vente mig om for at se, hvem der råbte. Hun stod omkring 10 meter fra mig, men hendes stemme var så høj og gennemtrængende at jeg kunne høre den på endnu længer afstand. Hun var i en rød kjole, med et lille snit for neden. Hun havde gemt sit hår under et stykke stof. Hvidt. Eller måske mere gråt. Men hun var helt sikkert velhaven. Hendes kjole kunne næsten ikke strammes mere. Hvis man kiggede helt efter kunne man se nogle små revner rundt omkring hendes mave og bryster.

  "Du uhøflige pigebarn, stop med at stirre!" Råbte den fede madmor til mig. Jeg rev straks mit flove og meget frastødte blik til mig. Jeg kiggede diskret til alle sider. Alle som var i nærheden havde sikkert hørt det. Men så sendt på aftenen var de fleste inde i deres hytter eller inde og så aftensmad. Nu vi taler mad... Ville det ikke være lidt pindligt at købe mad fra hende, efter hun havde råbt efter mig?

...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...