Everything About You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
(D/N) er kærester med Harry, og de lever et typisk teenageliv. eller det skulle man tro. gennem (D/N)'s liv sker en masse ting, bl.a. sker der noget med hendes bror Liam... **Anstødende sprog, og indhold kan forkomme, bare så i er advaret**

7Likes
7Kommentarer
848Visninger
AA

6. kapitel 6

Det var Liam der havde hjulpet mig op. Han er jo ikke død, han må jo bare have ligget i koma! Tænker jeg. Jeg står og stortuder, for jeg er så glad for at Liam overlevede. Jeg har aldrig haft en bedre bror end ham. Inderst inde, vidste jeg godt at han ville overleve, men jeg kunne ikke få mig selv til at tro på det. Harry kommer hen til mig. ”er du okay, skat?” siger han grædende. ”nej…” svarer jeg, og hiver op i mit ærme. Harry og Liam ser mine sår. Jeg fortæller dem så, hvorfor jeg har cuttet i mig selv, men dsv har jeg sagt det, på det mest forkerte tidspunkt. Der står nemlig en læge bagved mig, og det var ikke meningen at andre end de to skulle vide det.

Efter en times tid, sidder Liam, Harry og jeg med et tæppe omkring os, og drikker te. Da vores forældre kommer, styrter de direkte hen til mig og Liam. ”hvor er vi dog glade for at se jer!” siger vores  mor. Inden længe sidder vi inde på min og Liams stue. Jeg beslutter mig for at fortælle hele historien. Og undlader ikke en eneste ting. Ikke engang det med James. Heller ikke mit cutteri.. Mine forældre er helt rystet efter historien. Pludselig begynder de at forstå mig rigtigt for første gang. Min mor kommer hen og giver mig en stor krammer. ”åååååårh skat! Hvorfor har du ikke sagt noget?” fordi at hvis jeg sagde noget, ville det bare gøre jer kede af det…” min mor holder mig tæt ind til sig, mens min far krammer Liam. det er ret sjældent at min far græder, men dette er helt klart et af tilfældene. Efter jeg har snakket og krammet med mine forældre, går jeg hen til Harry. ”undskyld det…” ”tænk ikke på det, alle har haft det på den måde” siger Harry, og tørrer en tåre væk, fra mine øjne. Han er den bedste kæreste nogensinde, han er der altid for mig! Han svigter mig aldrig. Man kan bare ikke have en bedre kæreste end ham! Lægerne beslutter at vores forældre skal tage hjem nu, ellers vil det vække for meget postyr… eller mere end det har, så de tager hjem nu, og det gør Harry også. Lægerne kommer ind til mig og Liam, og hjælper os i seng så vi får sat ledningerne ordentligt på plads. Vores senge bliver skubbet sammen, så vi kan ligge og snakke. En af lægerne kommer ind til mig. ”(D/N) vi er kede af det, men bliver nød til at fortælle dig, at du skal ind på en psykiatrisk afdeling. Vi har snakket med dine forældre om det, og de vil komme og besøge dig så tit som muligt. Du skal hver dag snakke med en gruppe unge andre mennesker, der også har prøvet at begå selvmord.” nu er det nok! Jeg kan virkelig ikke mere.. hvorfor skulle jeg bare have det sådan her. Ikke nok med det, så vil Harry sikkert ikke længere være kæreste med sådan en sær, som mig. Jeg begynder og græde. ”er du okay?” spørger Liam. ”nej… hvorfor skulle det ske for mig?” ”ja… det ved jeg ikke” jeg krammer Liam hårdt, og begynder at græde, men der er ikke flere tårer tilbage.

Jeg vågner ved at en læge kommer ind til mig. ”så skal du afsted” siger hun til mig. En anden læge kommer ind og ruller Liam ud på en operationsgang. Jeg bliver rullet ind på den psykiatriske afdeling. Efter jeg er blevet rullet derind, får jeg en masse af vide om den afdeling jeg skal ind på. Jeg skal dele værelse med en dreng. Da jeg kommer derind hilser han venligt på mig. ”hej jeg hedder Zayn, dig?” siger han med et smil på læben. ”(D/N)” svarer jeg. ”hvor længe har du været her?” ”kun en uge, en forfærdelig uge!” siger han vredt. ”hvorfor?” spørger jeg nervøst. ”fordi…. Fordi jeg har ingen venner….” trækker han lidt på det. ”det er jo ikke normalt, jeg mener jeg er jo 18 år… nå men hvor gammel er du?”  ”jeg er 18 år” svarer jeg. ”cool nok” siger han med et halvt smil. Du ved når man sådan trækker lidt på det, men alligevel smiler. ”jamen nu hvor jeg skal dele værelse med dig så må jeg jo vænne mig til at have en ekstra ven” smiler jeg. Hans øjne lyser op, og han ser ikke ligeså trist ud, som da jeg kom ind på stuen. Det klæder ham faktisk at smile. ”går du så til nogen sport (D/N)?” ”nej, men jeg har gået til sang fra jeg var 3 år til 15 år” svarer jeg. ”synger du så godt?” hmmmm jeg trækker lidt på det, for jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Jeg synes jo selv jeg er ret god til at synge, men tænk hvis han nu ikke synes det, og hvis jeg siger at jeg synes jeg er god, så lyder det bare som om jeg er herre selvglad…. ”se, en regnbue” panikker jeg vildt, og peger hen mod vinduet. Han kigger ud, og der er den smukkeste regnbue jeg nogensinde har set. Jeg måber, for det var bare noget jeg sagde, jeg troede ikke engang at der var en. Der kommer to læger ind på vores værelser. ”så er det nu der er mad” siger den ene, som hedder Brittany. De følger os ind til spisestuen. Til maden er der en masse lækkert mad, både varmt og koldt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...