Skjult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Færdig
Til Lynkonkurrencen. Inspireret af billede 2.

12Likes
20Kommentarer
533Visninger

1. Skjult

Som altid gemte jeg mig bag den. Den skjulte mig og jeg hadede det, men jeg kunne bare ikke smide den, for jeg var bange. Bange for, hvad folk ville synes. Om de ville gøre nar af mig, når de fandt ud af, hvordan det var.

”Kommer du, Mia?” råbte min mor.

Jeg svarede hurtigt, at jeg kom nu, men kiggede mig hurtigt en gang i spejlet. I spejlet havde jeg den stadig på. Ingen gang når jeg var alene, tog jeg den af. Eller når jeg var sammen med min familie. Jeg følte bare, at alle ville dømme mig, hvis jeg gjorde det, så jeg lod være.

Min mor troede, at jeg havde det helt fint, men sandheden var, at det havde jeg ikke. Jeg havde det forfærdeligt. Ensomheden var der konstant, og det var den, der var skyld i, hvordan jeg havde det. Hver dag sagde jeg til mig selv, at jeg endelig ville smide den, men det skete aldrig.

Jeg svang hurtigt min taske over ryggen og løb ned ad trappen. Min mor skulle på arbejde lidt senere i dag, så for en gangs skyld kunne hun køre mig. Da jeg satte mig ind i bilen, og hun så mit tøj, sukkede hun dybt. Efterhånden havde hun opgivet at sige noget til det, da jeg aldrig lyttede. Da jeg begyndte at gå i det her tøj, var hun meget imod det. Mit tøj før var en del finere, før jeg begyndte at gå i det her.

Mit tøj bestod af almindelige sorte, stramme jeans og en kæmpe hættetrøje, som var flere numre for stor. Jeg følte mig tilpas i det her tøj, så jeg var fuldstændig ligeglad med, at det ikke var fint nok til min mors smag.

Skolen kom alt for hurtigt til syne, og jeg sukkede dybt, inden jeg åbnede bildøren og trådte ud. Larmen var som sædvanlig høj, men jeg var ved at vende mig til det. Når jeg bare havde mine høretelefoner og min mobil, så skulle alt nok gå.

Jeg fik dem straks i, og så skyndte jeg mig ellers ind på skolen. Svagt hørte jeg nogle kommentarer bag mig, da jeg skyndte mig igennem mængden af mennesker, men jeg fik hurtigt skruet op for musikken, så jeg ikke kunne høre dem. Jeg havde det altid bedst, når jeg ikke vidste, hvad de sagde. Selvfølgelig snakkede de stadig, men jeg fik ikke at vide, hvad de præcist sagde, så det hjalp en smule.

Folk var ikke begyndt at gå ind i klasselokalerne endnu, så jeg satte mig roligt ned på min sædvanlige plads bagerst i det ene hjørne.

Der gik fem minutter mere, og så begyndte folk at komme ind. Når jeg så på dem, blev jeg altid så trist… Det fik mig altid til at indse, hvor alene jeg var, og derfor havde jeg den på. Folk ville bare gøre mere nar, hvis jeg tog den af, end hvad de gjorde nu.

Hurtigt rystede jeg tankerne ud af hovedet og kiggede op mod døren, hvor læreren lige var kommet ind. Eleverne satte sig larmende ned, og som altid undgik alle pladsen ved siden af mig, men det var fint. Jeg var efterhånden vant til, at folk undgik mig overalt. Hvis der var en, der satte sig ved siden af mig, ville jeg følte, at det var alt for underligt. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige, og om jeg overhovedet skulle sige noget, så det undgik jeg egentlig også selv. Det var måske også det bedste jeg kunne gøre, så den ikke faldt af.

Timen begyndte, og jeg skruede lidt ned for musikken, men beholdte den tændt. Musik var efterhånden blev min redningsmand. Den kunne hjælpe mig, ligegyldigt hvor langt nede jeg var.

”Undskyld jeg kommer for sent,” kunne jeg svagt høre en stemme sige fra døren af. Jeg kiggede op fra mine kruseduller på papiret og fik så øje på en dreng, som jeg ikke havde set før. Han måtte være ham den nye, der skulle starte i dag. Alle havde snakket om ham i vildt lang tid. Selvom det var en stor skole, og der tit kom nye elever, så snakkede de om stort set alle. De fandt ud af om personen var pæn, klog, en nørd, grim, eller hvad der ellers var at finde ud af.

”Det er i orden,” svarede læreren strengt og rettede på sine briller. ”Sæt du dig ned ved siden af Mia.”

Drengen så forvirret rundt, da der var et par andre tomme pladser, så jeg rakte hurtigt hånden halvt op for at vide, at det var mig, der var Mia. Hurtigt lod jeg hånden falde og kiggede underligt på den. Sådan noget gjorde jeg ikke. Måske virkede det som en meget normal ting, men jeg gjorde altid mindst muligt for at få opmærksomhed. I skolen var jeg nærmest usynlig og gjorde intet for at være noget andet.

Drengens øjne mødte mine, så jeg skyndte mig at kigge ned på papiret og fortsætte med at tegne kruseduller. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han var på vej herned. Alle pigerne kiggede på ham hele tiden, så jeg gik ud fra, at han var lækker. Jeg havde altid haft svært ved at finde ud af, hvornår fyrer var grimme, pæne eller lækre. Især grænsen imellem pæn og lækker, kunne jeg ikke finde ud af.

Læreren begyndte at undervise igen, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde haft om det før, så jeg skruede op for musikken igen. Lige nu spillede min yndlingssang: As It Seems af Lily Kershaw.

Jeg havde hørt sangen mindst en million gange, så jeg kunne den helt udenad. På en eller anden måde blev jeg helt rolig, når jeg hørte den. Hun havde sådan en blid stemme, og så elskede jeg bare teksten.

”Mia? Mia?!” råbte en stemme pludselig højt og overdøvede min musik.

Med et sæt satte jeg mig ordentligt op i stolen og så læreren stå lige foran mit bord. Hans blik var strengt, og han kiggede ondt ned på mig. Jeg krympede mig lidt ned i stolen og tog hurtigt mine høretelefoner ud.

”Hvad er det, du har gang i?” spurgte han strengt.

”Hun fantaserer skam bare om dig igen,” grinede Johannes og hurtigt grinte hele klassen af det.

Jeg kneb vredt og såret øjnene sammen og satte mig derefter op, så vores lærer ikke ville sige mere til mig. Lærerens kinder blev svagt røde, så han skyndte sig op til tavlen for at undervise videre.

Resten af timen gik heldigvis fint, men det var kun en ud af de seks timer, jeg skulle have i dag…

 

 

Samfundsfag og biologi gik hurtigt, da vi bare skulle læse i grundbogen, så det gik helt fint. Min musik var stadig tændt, og jeg havde ingen planer om at slukke den.

Gangen var fyldt med mennesker, da jeg trådte ud af biologilokalet. Folk myldrede frem for at komme først ned til kantinen, så man ikke skulle stå i kø i vildt lang tid. I stedet for at myldre frem gik jeg bare langsomt med flokken, når de rykkede sig. Vi havde rigeligt af tid til at spise i, så jeg havde ikke travlt.

”Så flyt dig dog lidt, taber,” sagde en stemme hårdt og skubbede til mig, så jeg røg ind i væggen.

Tårerne pressede på, og jeg fandt hurtigt ud af, at de ikke var til at holde tilbage.

Hurtigt begyndte mine ben at løbe ud mod toiletterne. Jeg skulle derud, før nogen opdagede tårerne som løb om kap ned ad mine kinder. Før i tiden græd jeg tit, men jeg fandt hurtigt ud af, at det overhovedet ikke hjalp, så det stoppede jeg med.

Toiletterne kom til syne, så jeg løb derind og smækkede hurtigt døren i bag mig og låse den. Endelig gav jeg tårerne frit løb, og de strømmede hurtigere end før ned ad mine kinder.

Jeg forstod virkelig ikke, hvad jeg havde gjort dem alle. Freja, Mira, Johannes, Mark, og jeg kan blive ved. Jeg… Jeg vidste virkelig ikke, hvad de havde imod mig, men det sårede mig gang på gang. Flere dage havde jeg lyst til at bryde grædende sammen i min mors arme, men hun skulle ikke vide noget. Hun ville bare få ondt af mig og snakke med skoleinspektøren, men det ville gøre det hele værre. Folk ville se mig som en sladrehank, og så ville de sige endnu mere, end de gjorde nu, så derfor fortalte jeg det aldrig til nogen.

Da jeg fik stillet mig i køen, gik den meget langsomt frem af. Selvom min musik stadig spillede højt i mine øre, kunne jeg stadig høre grin og snakken. Næsten alle i hele kantinen sad eller stod med et kæmpe smil på læben. Misundelsen strømmede igennem min krop, da jeg så alle stå i grupper og snakke højlydt med hinanden. Det var helt klart min egen skyld, at jeg var sådan, som jeg var. Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeså perfekt som Anna derovre? Alle elskede Anna. Hun var glad, venlig, hjælpsom… Hun var bare alt det, jeg gerne ville være.

Det var endelig blevet min tur til at få min mad, og jeg bestilte hurtigt en almindelig kyllingesandwich.

Stort set alle bordene var allerede fyldt med menneske, men heldigvis var der et enkelt tomt bord tilbage. Jeg skyndte mig at gå ned til det, inden der kom nogen andre og tog det. Det er ikke særlig fedt at sidde inde i et af klasselokalerne og spise helt alene. Selvom jeg sikkert kommer til at spise alene igen i dag, så er det federe at sidde i kantinen, hvor man stadig er sammen med nogen uden egentlig at være det.

Jeg begyndte at spise min mad, imens jeg studerede alle de små ting, som andre ikke lagde mærke til. Folk der vendte øjne af hinanden, selvom de skulle forestille at være bedstevenner. Et par, hvor den ene havde åbnede øjne, når de kyssede og sådan nogle almindelige ting. Ting, som var vigtige, men som ingen lagde mærke til.

”Må jeg sætte mig her?”

Jeg kiggede op for at finde ud af, hvem det var. Drengen fra tidligere mødte mit blik, så jeg nikkede kort og vendte så blikket væk igen. Egentlig havde jeg mest lyst til at svare nej, men jeg var også nysgerrig efter at vide, hvad han ville. Han ville meget nemt kunne finde et andet bord at sidde ved, og så valgte han at sidde hos mig. Outsideren. Jeg forstod det virkelig ikke.

Hvis jeg var ham, ville jeg til enhver tid vælge at sætte mig ved et af de andre borde.

Emil, som han hed, satte sig ned overfor mig og begyndte at spiste af sin egen mad. Han sagde ikke noget, men blev siddende og spiste stille og roligt.

Jeg flyttede mit blik væk fra ham og kiggede i stedet på alle de andre i kantinen. De stirrede åbenlyst på Emil, men kiggede nogle gange over til mig og hviskede så noget til sidemakkeren.

Tårerne var ved at komme frem endnu en gang, så jeg skyndte mig at kigge op mod lyset. Jeg ved ikke, om det kun er mig, men når jeg kigger imod lyset, så hjælper det med at holde tårerne tilbage.

Da jeg kunne mærke, at tårerne ikke længere var på vej, vendte jeg tilbage til at spise min mad.  Emil sad stadig på den anden side af bordet, men denne gang kiggede han på mig. Jeg prøvede at ignorere hans blik, men det var virkelig ubehageligt, at han bare sad der og kiggede.

”Du behøver altså ikke at sidde her, Emil. Og slet ikke sammen med hende der,” hørte jeg pludselig en stemme sige. ”Du må meget gerne komme over til os.”

Jeg kiggede op og fik øje på Freja, som stod og smilede sødt til ham, imens hun blinkede en del gange med øjnene. Freja var virkelig den største snob på skolen. Jeg prøvede at lade være med at dømme folk, men nogen gange er det altså svært, når folk opførte sig, som de gjorde.

”Nej, det er fint,” svarede Emil høfligt, hvilket fik mig til at glo endnu mere undrende på mig. Det kunne godt være, at han var genert til at starte med og ikke turde gå over til dem, som han egentlig helst ville sidde med, men at han så afviste, når han fik tilbuddet. Det forstod jeg så slet ikke.

Endnu en gang kiggede jeg rundt i kantinen, og nu var jeg ikke i tvivl om, at alle kiggede på os. De ville jo gerne følge med i, hvad der skete.

”Emil, se lige på hende,” sagde Freja og kiggede med afsky på mig. ”Hun har jo en million bumser og hendes hår er virkelig fedtet. Hun går sikkert ikke engang i bad eller bruger makeup.”

”Jeg tror bare, at jeg bliver siddende her, men tak for tilbuddet,” smilede Emil til hende og sagde det igen i den samme høflige tone.

Freja kiggede på ham med det samme underlige blik, som jeg havde givet ham før.

 ”Så er du også selv ude om det. Husk det til når du finder ud af, hvor klam hun er,” sagde Freja og lød virkelig sur, fordi han havde afvist hende.

Tårerne var på vej igen, men mit blik var straks oppe på lyset igen. Jeg skulle bare ikke græde nu.

Freja gik surt væk med næsen i sky, imens hun vrikkede rigtig meget med hofterne.

Da Freja var et stykke væk, vendte Emil sig rundt og kiggede grundigt på mig. ”Er du okay?”

Jeg nikkede tøvende, men kiggede bare op i lyset, så tårerne ikke ville komme strømmende frem.

Emil tog fat i min hånd og kiggede mig dybt ind i øjnene. ”Sikker?”

Mit blik røg væk fra lampen, og tårerne begyndte straks at strømme frem. Selvfølgelig var jeg ikke okay. Kommentarerne er godt nok blevet til en rutine, men de sårede mig hver gang. Selvom det var enkle ord, og jeg godt vidste, at de ikke kendte mig rigtigt, så sårede de mig.

Emil rejste sig op og gik hurtigt rundt om bordet for at lægge armene omkring mig. Hans nærvær gjorde mig lidt mere rolig, men tårerne strømmede stadig frem.

Jeg prøvede at stoppe tårerne med at komme, men det virkede nærmest umuligt. Lige meget hvor meget jeg prøvede, så gad de ikke stoppe. Der blev ved med at dukke en ny frem, når den anden forsvandt. Nu havde jeg holdt dem inde i al den tid, og så skulle de absolut vælge at komme nu. Kunne de ikke have valgt et hvilket som helst andet tidspunkt?

Tårerne blev ved, så jeg opgav at stoppe dem. Den var faldet af nu, og der var ikke noget at gøre. Nu måtte jeg bare se, om det hele blev bedre eller værre, selvom jeg ikke troede på, at det kunne blive værre.

Men måske var det også på tide, at jeg slap den. Jeg havde haft den på så længe, at jeg snart ikke kunne kende mig selv længere.

Det var nok også bedst, at den var røget af.

Ja… Det var på tide, at jeg slap den.

Facaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...