Made Her Blind-[JB]

Macy Jones, en helt almindelig pige på 17, får sig noget af et chok, da hendes forældre fortæller, at de skal tilbringe deres sommerferie hos nogle venner. Forældrenes venner, som Macy og hendes bror, Nicholas ikke kender. De finder dog ud af, at de har en søn på 19, hvilket gør dem lidt mere trygge, så de har en på deres egen alder. Drengen viser sig for, at hedde Justin Bieber, og udseendet er der intet galt med.
Det er så bare lige hans væremåde, der plager Macy. I starten viser hun interesse for ham, og vil gerne lære ham at kende. Men Justin er bare kold i røven, afvisende, og flabet. Macy ændrer straks sit syn på ham, og vil vise ham, at han ikke kan behandle hende på den måde.
Men hvad sker der, når Justin begynder at interessere sig for hende? Er det bare manipulation fra Justins side? Vil hun falde for hans tricks?
Justin har et grimt syn på piger, og ser dem ikke som andet, end ligegyldige kællinger, han bare kan udnytte hvornår det skal være. Men det ved Macy jo ikke.
Macys liv forandrer sig fuldstændig, efter hun begynder at lære Justin, mere og mere at kende. Vil der opstå følelser mellem dem? Bliver det hele for meget for Macy, i sidste ende, eller kan hun lære at leve med de konsekvenser der følger med?

57Likes
69Kommentarer
4455Visninger
AA

29. [25] Five days left.

Macys Synsvinkel

 

Det er helt utroligt, at der kun er fem dage til vi skal hjem. Det er søndag. En kedelig grå søndag. Vejret har været gråt og kedeligt, hele dagen, og det har virkelig slået mit humør ud. Ikke mindst fordi, vejret er så dårligt, men jeg fortryder at jeg har været så afvisende og kold overfor Justin. Han fortjener det jo egentlig ikke, jeg ville bare ikke kun bruge min tid på ham. Han havde flere gange, prøvet at komme i kontakt med mig, ved at spørge hvad der var galt, men som alle andre gange, havde jeg bare ignoreret ham, eller svare ham med en kold tone. Men i det mindste, havde jeg da været mere sammen med Nicholas. Vi havde både været i biografen, været i byen og bare hygget os. Jeg savnede faktisk Justin. Jeg savnede af have ham ved min side. Apropos Justin, så havde han ikke været hjemme hele weekenden. Hans mor fortalte bare fredag aften, at han skulle være sammen med en, men hun vidste ikke hvor længe, han ville være væk. Det gjorde mig nervøs, at jeg ikke vidste hvor han befandt sig. Selvfølgelig bekymrer jeg mig om ham. Jeg elsker ham jo, men jeg kunne for tiden ikke rigtig finde ud af, om mine følelser ville forblive på den måde. Der er sket så meget, alt går op og ned, og jeg er virkelig forvirret. Alt det her drama, var bare for meget.

 

En stol der væltede, så det gav en høj lyd, rev mig ud af mine tanker. Jeg lod blikket glide rundt i caféen, og så en lille dreng, der lige var væltet bagover på sin stol. Han begyndte straks at græde, så hans forældre - gik jeg da ud fra, de var - var hurtigt henne ved ham. Det var virkelig ikke det, jeg havde brug for at høre på. Hans gråd fyldte hele caféen og det var højt. Virkelig. 

 

Jeg kneb øjnene sammen, hvorefter jeg førte sugerøret op til min mund, og drak af min kakao. Jeg var taget på Starbucks for at have nogle andre omgivelser omkring mig. Jeg havde brug for at være alene, så jeg havde bare snuppet en bus, i stedet for at lade Pattie køre mig. Jeg kunne godt klare mig selv. Jeg har ikke brug for at blive transporteret alle steder hen af dem. Jeg er en stor pige, ja. Hihi.

 

Du tænker sikkert, hvordan en café kan være åben en søndag? Tja. Stabucks havde altså åbent, spørg mig ikke hvorfor. det var bare den første café, jeg lige var stødt på, Og så elskede jeg virkelig også, det de havde at byde på.

 

Den søde smag af karamel, flødeskum og kakao, lagde sig i min mund. Jeg smilede lidt for mig selv og lænede mig så tilbage i stolen. Heldigvis var der ikke mange her inde. Kun en familie, bestående af den lille dreng, og hans forældre, og så nogle yngre piger, på omkring 14. Drengen var iøvrigt holdt op med at tude. Thank God. 

 

En lille klokke lød, hvilket betød der var kommet nye kunder ind. Automatisk flyttede jeg blikket hen mod døren, og en lille gruppe teenagere trådte målrettet ind i caféen. Jeg gav mig til at betragte dem en smule for groft, da deres tøjstil var meget fascinerende. De gik alle i sort læder tøj, og først nu, kunne jeg godt se, de ikke ligefrem var teenagere. Men de v..

 

Mit hjerte sprang et slag over, da den sidste fyr trådte ind. Han kiggede rundt i caféen, mens han rettede på sin læderjakke. Det kunne da ikke være..? 

 

Jo. Det var ham. Jeg var hundrede procent sikker. Det blå/lilla mærke, fyren havde lige under øjet, afslørede det hele. Jeg mærkede mine håndflader blive svedige og min puls steg. Jeg fjernede hurtigt blikket, for ikke at tiltrække deres opmærksomhed. Jeg greb fat om bægeret med kakao, og sprang nærmest op fra stolen. Jeg var hundrede procent sikker på, det var de samme fra dengang på Burger King. Jeg skulle ud her fra, og det skulle være nu!

 

Jeg gik med faste skridt hen mod døren og rev den op, inden jeg forsvandt ud i gågaden med bægeret i den ene hånd, og skuldertasken i den anden. Bare de ikke havde set mig. Hvorfor skulle de lige komme nu?! Jeg nød lige min tid alene, men det skulle åbenbart ikke vare længe. 

 

Mit blik flakkede rundt mellem menneskene, der gik frem og tilbage i gågaden. Jeg kiggede mig over skulderen, for at se om de var fulgt efter mig. Jeg kiggede ind af vinduet ved siden af døren og...-

 

Min vejrtrækning stoppede idet jeg fik øjenkontakt med fyren. Jeg holdt vejret, mens mit hjerte bankede hårdt imod mit bryst. Jeg begyndte at svede ned af ryggen. Jeg havde det virkelig skidt.

 

En lille rynke opstod mellem hans øjenbryn, inden et smørret smil gled over hans læber. Han genkendte mig. 

 

Han puffede til en af de andre, som også rettede sit blik mod mig, indtil alle kiggede på mig. Jeg ville løbe. Jeg ville væk, men mine ben adlød ikke. De stod som forstenet. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg var i chok. Jeg knugede tasken ind til mig, mens jeg holdt vejret. De var allerede på vej her ud, og da døren gik op tabte jeg bægeret med kakao ned på jorden. Jeg kiggede rundt for at se, om der var nogen der kunne hjælpe, men ingen kiggede denne her vej. 

 

Jeg fik endelig styr på mine ben, og havde allerede sat i løb væk fra dem. Jeg så mig ikke tilbage, men jeg løb bare. Jeg skulle væk. Jeg orkede ikke flere problemer. Ikke mere drama. Jeg ville bare have mit gamle liv tilbage. Efter jeg mødte Justin, har intet været som det plejede. Jeg hadede det. Men alligevel var jeg glad for, at jeg mødte Justin. Han er min første rigtige forelskelse, og så må jeg vel bare lære, at leve med konsekvenserne.

 

***

 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde løbet nu. Jeg havde selvfølgelig holdt pauser, men jeg kan ikke genkende noget af det her. Jeg vidste ikke engang hvad klokken var. 

 

Jeg fandt hurtigt min mobil frem, og tjekkede så hvad klokken var. 17:19, shit. Jeg var taget ned i byen omkring 15, og jeg havde været inde i nogle forskellige butikker. Jeg har i hvert fald løbet, med pauser selvfølgelig, i mindst 15 minutter. Shit.

 

Jeg kiggede mig over skulderen, for at se om der var nogen efter mig. Jeg har altid været en smule paranoid, men det var noget andet denne her gang. Der var ingen biler på vejen, og ingen mennesker. Jeg satte mig hen på fortorvets kantsten, for at få mig et hvil. Mine fødder gjorde virkelig ondt, så jeg besluttede mig for at tage mine sko af. Det var bare nogle helt almindelige vans i mørkeblå. Tasken placerede jeg ved siden af mig, mens jeg knugede skoene ind til mig. Jeg var nødt til at komme hjem, inden det ville blive mørkt, selvom der var længe til. Jeg var virkelig bange lige nu. Jeg savnede Justin. Jeg savnede Nicholas. Jeg har det hårdt.

 

Tud.

 

Først nu, opdagede jeg, at jeg havde fem ubesvarede opkald. To af dem var min mor, og de andre tre var Justin. Jeg havde også været væk længe, selvom jeg sagde jeg kun ville være væk en halv times tid. Jeg ville ikke snakke med Justin, ikke nu, så jeg besluttede mig for at ringe min mor op. Der lød en bib tone, inden mobilen blev taget, og et 'hallo', lød i den anden ende. 

 

"Mor?" Et lettet suk, lød fra hende, "Macy, hvor er du? Har du det godt? Hvorfor har du ikke svaret på mine opkald?!" Først lød hun lettet, så forvirret og til sidst vred. Jeg forstod hende godt. Jeg sukkede højlydt, "vil du hente mig," spurgte jeg lavt, og bed mig i underlæben. Jeg hørte nogle stemmer i baggrunden, men min mor tyssede på dem. "Hvor er du henne," spurgte hun ivrigt. Jeg kiggede efter et vejskilt, og gav hende så adressen. 

 

"Er du okay," spurgte hun nervøst. Jeg nikkede for mig selv, selvom jeg godt vidste, hun ikke kunne se eller høre det. Ved alt mit uheld kom jeg til at snøfte højt, og jeg var sikker på hun hørte det. Jeg kneb øjnene sammen, og bandede inderligt af mig selv. Jeg ville ikke græde. Hun skulle ikke høre mig græde. "Bare kom og hent mig," mumlede jeg lavt. Hun sagde hun straks ville være der, og så blev der lagt på. Jeg lagde mobilen ned i lommen på min tynde sommerjakke, og gav mig så til at vente. 

 

Kunne man ikke få lov til at være alene?! Skal der altid være drama og problemer?! Jeg er så træt, af det her. Jeg vil have mit gamle liv tilbage. 

 

Et højt suk fløj fra mine læber, på grund af mine egne tanker. Jeg kunne ikke give Justin skylden, for at mit liv havde ændret sig så meget. Det er ikke nogens skyld. Sådan noget sker bare, ikke?

 

Jeg trak jakken længere op over min hals, da et vindblæst gav mig kuldegysninger. Nu var det også blevet koldt. Koldere end tidligere. Det var stadig gråt, og det var stadig overskyet. Solen havde ikke vist sig hele dagen, og det var virkelig trist. Men nu var sommeren jo også snart slut, så det forklarer jo en del. 

 

Jeg trak benene op under mig, hvorefter jeg slyngede armene om knæene, i håb om, at det ville give mig mere varme. Hårene på mine arme rejste sig, og kulden krøb ned under min trøje, og lagde sig på min mave. Temperaturen kunne åbenbart skifte på 0,5. Typisk. 

 

Det var utroligt så længe man skulle vente, men igen så ville det jo tage tid at komme ud i bilen, finde stedet, og så ankomme. Jeg trak skoene på igen, efter jeg havde masseret mine fødder lidt. De var virkelig ømme, efter at have løbet så meget. 

 

Som jeg troede tingene ikke kunne blive værre, skulle det selvfølgelig begynde at regne. Kommer det som en overraskelse? Nej, for vejret har været virkelig dårligt hele dagen, så det skulle jo komme.. 

 

Jeg lynede jakken mere op, hvis det overhovedet var muligt, og rettede igen på den. Hun kunne godt skynde sig nu, jeg kan ikke holde det her ud. 

 

Regnen havde allerede gjort mit hår vådt, så det hang slasket og kedeligt ned over mine skuldre. Vanddråberne kørte ned over mine kinder, og fortsatte ned på mine arme, der kun var dækket af den tynde vindjakke. Allerede efter nogle minutter var jeg gennemblødt.

 

Der kørte nogle biler forbi, men ingen af dem lagde vist mærke til mig. Jeg vippede lidt med tæerne i skoene, for at få noget varme frem i fødderne. Kulden krøb rundt i min krop, og mine tænder begyndte straks at klapre mod hinanden. En stor varevogn kørte lige forbi mig, med fuld hastighed. Et skrig forlod mine læber, da kulden blev endnu værre, fordi en kæmpe vandpyt blev sprøjtet op på mig. Jeg rejste mig hurtigt op og skulle virkelig beherske mig, for ikke at råbe et eller andet efter bilen. Jeg var drivvåd nu. Et tungt suk forlod mine sammenpressede læber. Jeg gik længere ind på fortorvet, for ikke at risikere at blive ramt af mere vand, fra en åndsvag bil.

 

 

 

Justins Synsvinkel

 

Jeg havde selvfølgelig insisteret på at tage med, lige i det øjeblik Jenna havde sagt, hun skulle ud og hente Macy, som åbenbart var farret vild, eller hvad ved jeg. Jeg var pisse bekymret for, om der var sket hende noget. Og derfor sad vi nu i bilen, og var på vej hen mod adressen som Macy havde fortalt. Jeg havde allerede glemt det, men det var vel egentlig ikke vigtigt. Bare Jenna vidste det, så var jeg tilfreds. Det var jo alligevel ikke mig der skulle køre bilen, så ja.

 

Efter flere minutter som føltes som sekunder, drejede vi endelig om et hjørne, og Macys skikkelse gav sig til kende. Hun stod med armene lukket omkring sig, mens hendes blik var rettet mod os/bilen.

 

Hun var gennemblødt og det var tydeligt at se, at hun frøs som bare fanden. Lige i det sekund Jenna holdt bilen stille, stormede jeg ud af bildøren og farrede hen til Macy. Hun sagde ikke noget, men lod mig i stedet bare omfavne hende i et kram. Jeg var overlykkelig for at hun var okay. Bare i den tid vi havde ventet, havde mine tanker kørt på fuld drøn. 

Jeg trak hende hen mod døren, og fik hende ind på passagersædet, så jeg kunne sætte mig bagerst. Det var nemt at mærke, at hun var iskold. Jeg betragtede Jenna trække hende ind i et kram, inden hun startede bilen op og vendte om. De havde en lavdæmpet samtale igang, som jeg egentlig ikke magtede at følge med i. Macy var okay, og det var det vigtigste. 

 

***

Ligeså snart vi var inde af døren, var der kommet mange tjenestefolk med tæpper, dyner og jeg ved ikke hvad - en af dem kom også med en kop med noget varmt drikkelse, så der var bare service på. Macy blev placeret i sofaen med det varme krus, knuget ind til sig. Hendes blik var tomt og følelsesløst, men det var alligevel tydeligt at hendes tanker kørte der ud af. 

 

"Er du okay," spurgte jeg forsigtigt, mens jeg ihærdigt prøvede at fange hendes blik. Der gik lidt tid inden hun svarede, men det blev heller ikke til andet end et lille nik. Jeg lagde armen om hende og hun tøvede i hvert fald ikke med, at få sit hoved placeret på min skulder. Nicholas og co. mødte op i stuen, efter at have snakket med Jenna om et eller andet. De tog alle plads i sofaen overfor den, Macy og jeg havde slået os ned i. Jenna satte sig derimod hen ved siden af Macy, og de begyndte hurtigt på en samtale. Sikkert om hvad der var sket, men eftersom jeg ikke orkede at lytte, fangede jeg ikke rigtig noget i det de snakkede om.

 

Der var allerede fem dage til, at de skulle hjem, aka fem dage til jeg mistede Macy, hvis jeg ikke handlede hurtigt. Jeg havde stadig min lille plan om, at få spurgt hende om lejligheden, siddende bagerst i hovedet. - Jeg havde skam ikke glemt det. Der kom bare aldrig et passende tidspunkt, så jeg havde stadig ikke fået spurgt.

 

***

Macy havde fået noget at spise og havde varmen igen, men hun ville stadig ikke fortælle hvad der var sket. Hun var helt ude af den, men det var ved at blive bedre. Som om jeg ville give op så let, noget plagede hende, og jeg skulle nok finde ud af hvad. Jeg lyder som en detektiv, der vil fange skurke, men hey. Det her er ligeså vigtigt. Macy er vigtig for mig, så at se hende helt ude af den, ødelægger mit humør, fordi jeg bare vil se hende glad. 

 

Fem dage tilbage, det var ikke til at tro. Kun fem dage. Bare tanken gav mig en dårlig mavefornemmelse. 

 

I starten ville jeg manipulere med Macy, men hallo. Som I nok kan regne ud, så er den tanke helt væk. Jeg har fået følelser for den tøs, og hun ved det. At jeg allerede skal miste hende om fem dage, det var uudholdeligt at tænke på. Jeg måtte få spurgt hende om hun vil flytte ind, jeg må tage endnu et skridt i vores såkaldte forhold, selvom hun vil gå langsomt fremad. Macy har været min hele sommerferien, og jeg vil have det skal vare ved.

 

Hun er min.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Ja okaaaay, jeg er sååååååååååååååååååå ked af det korte og virkelig dårlige kapitel. Der har været en kæmpe pause, I know og jeg er virkelig ked af det. Derfor har jeg også bare skulle få publiceret noget så hurtigt som muligt. Jeres kommentarer er virkelig søde, jeg elsker at læse dem og svare på dem. Jeg er meget inaktiv her inde, det ved jeg, og det er simpelthen fordi der foregår så meget i mit liv, at jeg slet ikke har overskudet, tiden eller lysten. 

 

Jeg ved jeg har sagt det før, men jeg skal nok prøve at få publiceret noget oftere. Jeg er SÅ taknemmelig for at I læser med, virkelig. Og undskyld igen for den lange ventetid, det dårlige og korte kapitel, og bare generelt det hele.

 

-  -    -                    -                       -

 

Nå, tror I Justin får spurgt hende om hun vil flytte ind i lejligheden med ham? Holder Macy stadig fast i tanken om at undgå Justin, eller kan hun i sidste ende ikke undvære ham? Skriv en kommentar!!<3

 

Xoxo Thea D.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...