Hvor skal jeg hen? -One Shot-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Færdig
Mine forældre forlod mig. Jeg var bange. Jeg var helt alene. Jeg var ødelagt, indtil de trak mig op af mørket. Nu er de også væk.
*Dette er mit bud på en historie til konkurrencen om at skrive til et billede. Jeg har valgt billede 1*

2Likes
5Kommentarer
231Visninger

1. Second try

Jeg græd ikke til deres begravelse. Folk kiggede mærkeligt på mig. Måske fordi jeg ikke græd. Det var klart det undrede dem. Jeg hørte endda én sige, hvad alle tænkte: "Hvorfor græder hun ikke?"

Jeg boede hos dem. De tog sig af mig. Jeg havde været et åbent sår, da de fandt mig. De havde taget tiden, til at sy mig sammen, og de ventede tålmodigt mens såret helede. Alle de gange jeg græd over smerten, havde de holdt om mig og trøstet mig. Min Mormor og Morfar var mine redningsmænd. De havde gjort mig lykkelig.

Men intet varer evigt. Mormor og Morfar blev gamle. De blev svage. Dog var det ikke alderdom eller sygdom, der dræbte dem. I hvert fald ikke direkte. En dag, de var ude at handle ind, var der en bil, der kørte for stærkt ved et fodgængerfælt. Bilen ramte dem. Det var det, der slog dem ihjel, selvom lægerne sagde, at hvis de havde været yngre, hvis deres kroppe havde været stærkere, ville de måske havde overlevet. Men det var de ikke. Og det gjorde de ikke.

Jeg græd, da jeg fik det at vide. Men så stoppede jeg. Det var som om, der bare ikke var nogen tårer. Jeg tror, at hvis du har brugt halvdelen af dit liv på at græde, slipper tårene op. Så jeg græd ikke. Selvom det føltes som om, jeg stod midt i et bål og var ved at smelte. For sådan var det. Tabet af de to eneste mennesker, jeg havde tilbage i verdenen, gjorde fysisk ondt. Det var som om alt ramlede omkr...

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive."

Præstens ord rev mig tilbage til virkeligheden. Han kastede jord på kisterne, og det samme gjorde de omkringstående. Jeg skyndte mig at slynge jorden i mine hænder ned på kisten. Så begyndte graveren at grave.

Til sidst var kisterne dækket.

 

 

Jeg blev længere end alle de andre. Jeg satte mig ganske enkelt hen under et træ og ventede til alle var gået. Nogle kom og spurgte, om jeg ikke skulle hjem, men da jeg ikke svarede gik de bare videre. Mere betød jeg ikke. Nogle blev stædigt stående. De mente det vel godt. Men da jeg ikke svarede eller så meget som kiggede på dem, gav de også op til sidst.

Til sidst var der kun en gammel dame tilbage på kirkegården. Hun måtte vel godt være vidne til mit lille ritual. Jeg skulle igang. 

Jeg satte mig på hug foran gravstedet. Jorden var stadig frisk, og der var endnu ingen gravsten. Et væld af blomster prydede den ny gravede jord. Igen; blomsterne var vel ment godt.

Præsten prædikede, at de var oppe hos Gud. I Paradis. Jeg var nu ikke så sikker. Alligevel ville jeg gerne tro det. At jeg ville se dem igen en dag. Og mine forældre. At vi alle ville være glade. Sammen. At intet ondt nogensinde ville ske igen. At alt var godt.

Jeg foldede mine hænder og begyndte på min bøn. Jeg ville ikke sige fadervor. Det var umuligt at tro på det evige Paradis. Intet varede evigt. Foraltid eksisterede ikke. Gud eksisterede ikke. Hvis han gjorde, ville han ikke have taget Mormor og Morfar. Så de endnu leve.

Med foldede hænder sang jeg stille. "Ghost in the Machine" hed sangen. Passede perfekt. Jeg var ikke andet. Jeg sang ikke i en forestilling om, at Mormor og Morfar kunne høre mig. Og selv hvis de kunne, var det ikke en nobel besked om, at jeg nok skulle klare mig. Nej, det var en vrede over, at de havde forladt mig.

 

So I grab my bags and go

as far away as I can go

'cause everything ain't what I used to know.

And i try to hide

but I just can't hide no more.

There's nothing worse than feeling like a ghost.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...