Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1814Visninger
AA

16. KAPTIEL 15

 

Vandet fossede klukkende hen over spejlblanke sten og rundt i mudrede sving. En træspand dykkede ned under overfladen blot for kort efter at dukke op igen, denne gang fyldt til randen af det klareste kildevand. Fjedrende skridt førte den mørkhårede pige tilbage til lejeren.

Klipperne voksede op ad jorden som mærkeligt, forvredne skabninger, og teltene gik nærmest i ét med deres omgivelser. Folk bevægede sig omkring i mystiske gøremål, og snar sluttede den unge pige sig til dem. En varm solstråle kærtegnede hendes bløde hår, men forsvandt i dets mørke.

Et skrig skar sig igennem lejeren, man kunne høre smerten i den forpinte stemme. En ubehagelig følelse af, at noget slemt snart ville ske, fyldte Aprilla-Nathasja. I virkeligheden burde den følelse slet ikke have ramt hende, skriget kom nemlig fra den fødende Lina, og netop derfor gjorde den ubehagelige følelse den unge pige så skidt tilpas.

Idet Aprilla-Nathasja stoppede i åbningen indtil Gamle Genis' grotte, trængte et nyt skrig igennem luften, men denne gang var det anderledens. Det var lyden af et nyt liv, som for første gang hilste på verden, og selvfølgelig oplystes grotten i samme nu af et livsbekræftende skær.

Aprilla-Nathasjas øjne koncentrerede sig om det lille, nye barn i Gamle Genis' arme. En lysende hånd lagdes imod dets pande og kærtegnede det rynkede ansigt. Aprilla-Nathasjas blik fulgte armen og stoppede først ved det lystildækkede ansigt. Hun kunne ikke lade være med at smile.

En lille, ny tanke tog rodfæste bagerst i hendes hjerne, men det eneste den unge pige i det øjeblik lagde mærke til var, hvordan lyset i grotten blev lidt mørkere og en kulsort skikkelse trådte ud af skyggerne bagerst i grotten.

Hendes blod frøs til is. Fjernt kunne hun ane konturen af en stemme, der kaldte på hende, og det hule bump af spanden, som faldt til jorden. Hun bevægede sig hen imod den nybagte mor i samme tempo som den mørke skikkelse og ignorerede hånden, der lagde sig på hendes skulder.

Hånden trak hende væk fra Lina, den mørkhårede pige kæmpede for at slippe fri. Hun så skikkelsen komme tættere og tættere på. Fortvivlet åbnede hun munden og udstødte en næppe hørligt protest, men den mørke skikkelse hørte hende uanset hvad.

Han vendte sig om imod hende, og hun så, hvordan et skævt smil bredte sig over hans læber. Den, der holdt hende væk fra Lina, stivnede under Dødens blik, men Aprilla-Nathasja var ligeglad. Hun lod tungen glide hen over sine læber, da Døden trådte rundt om Lina og hen til hende.

"Nathasja," hilste Døden og slog en mørklatter op. "Du har fået til vane at dukke op i tide og utide."

"Bare et øjeblik. Lad hende i det mindste se barnet." Sekunderne tikkede af sted. Aprilla-Nathasjas mave knugede sig sammen, men endelig vendte Døden sig imod Livet og nikkede.

Livets stemme lød melodisk og livsfuld i forhold til Dødens, da hun sagde: "Genis, lad Lina holde ham lidt."

Aprilla-Nathasja flyttede ikke blikket fra Døden, da hun hviskede et sagte tak, og han luntede tilbage til Lina. Hans hånd svævede lige over hendes pande nogle få øjeblikke, inden livets lys forlod den nybagte mors øjne, og den gamle kvinde tog barnet ud af hendes favn.

"Du kan ikke forhindre mig i at tage alle du holder af, Nathasja," sagde Døden med sin mørke stemme, inde han smeltede tilbage i skyggerne.

Livet forsvandt ikke sammen med ham. Aprilla-Nathasja mærkede, hvordan den, der holdt hende, slappede mærkbart af efter Dødens exit. Den mørkhårede pige drejede ansigtet lidt og så Benjamins skægstubdækkede kæbeparti.

"Aldrig har jeg set noget lignende," mumlede Livet. "Du er noget ganske særligt, Nathasja, noget ganske særligt."

Et lysglimt blændede dem, kræfterne forlod hendes ben, og hun sank sammen på jorden.

"William," hviskede hun og rakte ud efter ham med de sidste af sine kræfter. Han var der stadigvæk. Nogen satte sig på hug foran hende, ruskede i hende, men den eneste person Aprilla-Nathasja kunne tænke på i det øjeblik var William. Han var sikker endnu.

Nogen løftede hende op fra jorden og bar hende ud af grotten. Sollyset skar hende i øjnene, så hun lukkede dem i og lod sig glide væk. Hun lagdes ned på jorden og blev puttet ind i et blødt tæppe. Kølige fingre strøg en tåre væk fra hendes kind, inden hun overladtes til mørket.

Overalt, hvor hun vendte sig hen, var der mørkt. Noget rumsterede bagerst i hendes bevidsthed; en tanke; en erkendelse af sandheden. Hun havde vidst det i et stykke tid nu, men først der i mørket, tillod hun sig selv at omfavne visheden med åbne arme.

Hendes syn ville gå i opfyldelse.  Og skikkelserne i hendes syn talte ned, men i hvad. Måneder, uger, dage?

Hun havde svigtet Daniel og Lina og den nyfødte dreng, gik det op for hende, og smerten kom krybende og overdøvede alt andet, ligesom hun ville komme til at svigte William. Tankerne forsvandt. Mørket listede sig ind bag hende, overtog hendes sind. En stille klynken undslap hende, inden hun hylledes i et drømmeløst søvntæppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...