Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1815Visninger
AA

10. KAPITEL 9

 

Aprilla-Nathasja mærkede, hvordan synet langsomt fortog sig. Den knugende fornemmelse i brystet svandt ind og forvandlede sig til ingenting. Krampetrækningerne stoppede, verden vendte tilbage til sit vante udseende, og hun genvandt kontrollen over sin krop.

Forvirret plirrede den unge prinsesse med øjnene og kiggede hen på mesteren. Havde hun sagt noget til ham? Med et forvirret smil rettede hun sig op. Hun håbede, hun lød konfus, da hun henvendte sig til Reimdall.

"Undskyld mig, men hvad skete der?" Han så på hende med en bekymret mine, og hun havde på fornemmelsen, at havde haft den maske på lidt for meget denne aften. Smilende begyndte han at forklare, at hun havde fået et eller andet form for anfald og havde forladt ballet.

Oprigtigt bestyrtet slog hun hænderne for munden. "Jeg...jeg sagde ikke noget..."

Han afbrød hende, inden hun nåede at tale ud. "Nej, Prinsesse, der sagde ikke noget uforskammet."

Chokket stod tydeligt malet i den unge piges blik, så hun slog hurtigt blikket ned. Hvad havde hun fortalt ham? Hvad havde hun dog sagt? Der var en undertone i mesterens stemme, der ikke havde været der før, så noget måtte hun have sagt, men han blev ved med at forsikre hende om, at der ikke var sket noget.

Endelig, efter noget, der for Aprilla-Nathsaj, føltes som, en mindre evighed, kom mesteren på benene. Langsomt rejste Aprilla-Nathasja sig op, men alting svimlede for hendes blik, så hun blev nødt til at støtte sig til Reimdalls udstrakte hånd.

"Jeg må vist hellere følge Dem tilbage til Deres værelse, Prinsesse," sagde mesteren smilende.

De fulgtes igennem slottets gange, og da de nåede Aprilla-Nathasja og Williams rum, insisterede mesteren på at blive hos prinsessen, og Aprilla-Nathasja orkede ikke diskutere med ham.

Hun trådte direkte hen til det ovale spejl og begyndte at pille hårnålene ud af frisuren, ålede sig ud af den store kjole og faldt udmattet om på sengen.

Søs, hvordan har du det? lød Williams bekymrede stemme i hendes hoved.

Jeg har det fint. Mester Reimdall er her hos mig, svarede hun med søvndrukken tankestemme.

Hvad? skreg William i hendes hoved, men den unge prinsesse havde nået sin grænse for en aften og gav broren en ordentlig, verbal lussing, inden hun ignorerede ham.

Reimdall havde sat sig på sengekanten. Hun rullede op på siden, så hun lå med ansigtet vendt imod ham. Han var ikke andet end en sort silhuet med en gylden glorie om hovedet, da det sidste dagslys faldt ind bag ham. En varm hånd strøg en hårlok væk fra hendes ansigt, og den unge pige veg forskrækket tilbage.

"Hvad skete der, Prinsesse?"

"Et anfald."

"Det var ikke noget almindeligt anfald, Prinsesse, var et vel?" spurgte mesteren.

"Det var bare et anfald!" udbrød Aprilla-Nathasja med grådkvalt stemme og kneb øjnene i. Et skarpt lys oplyste rummet. Et par stærke hænde greb fat om hendes ansigt og tvang hendes øjne op. Tårene fossede uhæmmet ned ad hendes kinder og fugtede pudens hvide stof.

"Hvad så De, Aprilla-Nathasja," hvæsede Reimdall. Prinsessen bed tænderne hårdt sammen. "Fortæl mi det." Hans stemme var ganske lav, men fyldt med trusler om død og ødelæggelse. "Ellers kunne det være, Deres bror kom ud for et mindre uheld."

En tør latter afbrudt af mindre hulk undslap pigens rystende læber. Han truede med at dræbe hendes bror, hvor underholdende! Et skævt smil bredte sig over hendes læber.

"Jamen, søde, søde Reimdall, De kan da ikke dræbe min elskede bror," sagde hun og smilede lidt bredere. "Har De ikke lært det endnu? De har jo allerede prøvet engang...og fejlet."

Hun kunne mærke mesterens rasende blik på sin hud, men valgt ikke at reagere på den. Hvem skulle have troet, at den ellers så politisk korrekte mester kunne være så...følelsesladet.

"Hvordan vidste De om mine anfald?" spurgte Aprilla-Nathasja.

"Det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed. Selv folk ud fra andre lande ved det." Det var vist rigtig nok. Ulempen ved at være det kongelige tvillingepars officielle, magiske halvdel; alle vidste det.

"Hvorfor ville De vide, hvad jeg så, Mester?" spurgte Aprilla-Nathasja.

"Fordi De er noget helt specielt, Aprilla-Nathasja." Den unge pige mistede helt pusten ved lyden af sit navn fra mandens læber.

"Hvad så De så, Prinsesse?" spurgte Reimdall igen og flyttede lidt på sig.

"Det vedkommer helt ærligt ikke Dem, Mester," sagde prinsessen.

"Åh, men min kære prinsesse, kæmp De bare imod mig. De vil snart være min, og så skal jeg nok få Dem til at snakke, om De vil det eller ej." Mesteren bøjede sig ned over den udmattede prinsesse og kuplede en hånd hen over hendes kind.

Han skulle lige til at læne sig ind og tage et kys af hendes læber, da den unge pige overraskede ham ved at tilkalde en tordnende vind og blæse ham ud af værelset og smække døren med et øredøvende brag.

Da William senere listede sig ind i rummet, lod Aprilla-Nathasja, som om hun sov. En ting hun ikke havde gjort siden, de var helt små, og da havde hun aldrig gjort det imod William, kun med ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...