Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1771Visninger
AA

9. KAPITEL 8

 

Pigerne havde brugt flere timer på at sætte prinsessens hår, ordne hendes sminke og tøj, og som timerne havde bevæget sig forbi, var Aprilla-Nathasjas modvilje imod ballet næsten forsvundet. Det var jo et bal, et vaskeægte bal, det var alt for lang tid siden, de havde afholdt sådan et.

Da den unge pige trådte ind igennem de to, tunge dobbeltdøre, blev hun et øjeblik overvældet af de mange mennesker. Folk var kommet valfartende til de sidste mange dage, uger, fra alle de fire verdenshjørner for at deltage, der iblandt også prinsessens kommende ægtemand.

Herolden i døråbningen annoncerede den unge prinsesses ankomst, og en målløs tavshed lagde sig over balsalen. Alles blikke gled op for at se den unge prinsesse, der skulle være aftenens omdrejningspunkt.

Vær sød, Aprilla-Nathasja, lød Williams stemme i prinsessens hoved. Et øjeblik så hun bare desorienteret ud over balsalen, indtil hun spottede en høj mand, der snoede sig ind og ud imellem de målløse adelige. Han stoppede op foran hende og bukkede dybt, inden han placerede et florlet kys på hendes knoer.

"Deres Højhed Prinsesse Aprilla-Nathasja, det er mig en ære at møde Dem." Et lille smil bredte sig over mandens læber. Hans stemme var behagelig, men med en skarp, lidt... Hun kunne ikke sætte fingeren på det.

"Mester Reimadall, æren er helt på min side," fortalte hun manden og lod ham føre sig ud på dansegulvet. Snart efter begyndte folk at snakke igen, og en livsbekræftende musik løftede sig op under loftet. De dansede, de lo, og musikken snoede sig om dem. Silkestoffet fra kjolerne hvislede, når mændene snurrede kvinderne rundt. Lyden af fødder imod dansegulvet gav genlyd i det store rum.

En knugende fornemmelse spredte sig langsomt i Aprilla-Nathasjas brystkasse. Det smil, der for et øjeblik siden havde føltes så naturligt, blev nu igen stift og påtvunget. Den unge prinsesse bad sig hurtigt undskyldt og skubbede sig vej imod døren. En hånd greb fat i hendes arm, men hun vred sig fri og skyndte sig videre.

Ude på gangen var der ikke et øje, og med hurtige skridt skyndte prinsessen sig ned ad en gang, der ledte ud til en skjult gårdhave. Hun faldt på knæ i en sø af silkestof. Verden snurrede rundt om hende, flimrede og flød sammen i en mudret masse.

Kraftesløs faldt hun sammen på jorden, øjnene var vidt åbne og vendte det hvide ud. Små kramper gik igennem hendes krop, og røde spyd af smerte skød igennem hendes brystkasse.

Reimdall knælede ned på den kolde jord ved siden af prinsessens sammensunkne skikkelse. Han var fulgt efter prinsessen, da hun så skyndsomt var forsvundet fra ballet. Hans hår faldt ned foran hans ansigt, da han bøjede sig frem over prinsessen.

Med nænsomme bevægelser løftede han hendes hoved over i sit skød og strøg hende blidt over håret. Langsomt forsvandt rystelserne, og hendes øjne vendte sig, så man endnu engang kunne se irissernes mørke farve.

Med et bekymret blik så han ned i de bundløse brønde, der udgjorde hendes øjne. Det var, som om en anden verden skjulte sig i dem, og en utømmelig tørst tog langsomt bolig i Reimdalls indre. Merlyns første angreb havde muligvis slået fejl, men med denne pige ved sin side, ville intet være umuligt!

Langsomt, som man ser et hos en kat, åbnede og lukkedes prinsessens øjne sig. En utydelig mumlen forlod hendes læber, men da han ikke svarede, lagde hun en hånd mod hans kind. Hvorfor? Jeg var næsten død. Overvågede. Du bekymrer dig.

Hans øjne spilede sig op, da prinsessens klare stemme genlød i hans sind. Hendes ord gav ingen mening for ham, men hendes stemme...! De mørke øjne kiggede afventende op på ham. Hun ventede på et svar, men inde han fik slikket sig om munden og svaret, var prinsessen væk igen.

Et tomt udtryk indtog hendes ansigt, og hendes åndedrag blev tungere. I brøkdelen af et sekund var det, som om en tåge gled for hendes blik men ligeså hurtigt som den var kommet, forsvandt den igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...