Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1806Visninger
AA

8. KAPITEL 7

 

Solen var på vej op over horisonten, men William var allerede oppe og sad med hovedet hvilende i sin hånd. Hans klare, grønne øjne hvilede bekymret på den sovende skikkelse i den anden seng. Hans søster havde ikke haft en rolig nats søvn de sidste mange nætter.Hun havde vendt og drejet sig i søvne og mumlet halvkvalte advarsler, forbandelser og klager ud i nattemørket.

William havde hørt om moren og søsterens skænderi, og han kunne i gøre for det, da et skævt smil foldede sig ud over hans læber. Han ville så gerne have været der og set det. Han havde hørt, at søsterens stemme havde givet genlyd i hele slottet, da hun havde råbt af dronningen.

Han havde følt Aprilla-Nathasjas frygt, da hun var styrtet skrækslagent imod byen. Han genoplevede i glimt, hvordan han var styrtet ud i stalden og havde kastet sig op på den nærmeste og bedste hest. Han havde sporret det stakkels dyr og var gallopperet ud af byporten.

Han så for sig, hvordan Aprilla-Nathasja pludselig havde sat farten ned, efter hun havde løbet hovedkulds af sted i en halsbrækkende fart. William var sprunget af hesten og havde lukket sine stærke arme om hende, og først da havde Aprilla-Nathasja slappet af.

En lille krampetrækning gik igennem den sovende prinsesses krop, hvorefter hun vågnede. Hun kunne mærke, hvordan et par øjne hvilede på hende, og med et vist besvær fik hun bakset sig op at sidde i sengen.

Selvom solen endnu ikke stod højt nok på himle til at oplyse hele værelset, kunne Aprilla-Nathasja se alting ganske tydeligt. Hun lod sit blik finde brorens grønne øjne, et lille smil krusede hendes læber.

"Godmorgen, William," gabte hun med en hånd hen over munden for at skjule gabet.

"Morgen, søs, hvordan har du sovet?" hilste den rødhårede prins med et smil. Der gik lidt for lang tid, før hun svarede, at hun havde sovet godt. Han så mistænksomt på prinsessen. Som i selvforsvar løftede hun hænderne op foran ansigtet.

"Glæder du dig til ballet?" spurgte han og valgte at lade søsterens forsinkede svar ligge.

"Nej, absolut ikke!" Hendes hoved fór frem og tilbage. "Det er ikke et bal, det er et Prinsesse-Aprilla-Nathasja-skal-besigtiges-af-sin-kommende-ægtemand-bal, det er der absolut ikke noget sjovt ved!" Et opgivende suk forlod hendes læber.

Hun kunne se, hvordan William rystede opgivende på hovedet af hende. Selv han forstod det ikke, og hvis han ikke forstod det, hvem skulle så?

Uden at være sig det bevidst, lukkede Aprilla-Nathasja sit sind af for sin bror. William så på hende med et hævet øjenbryn, først da gik det op for prinsessen, hvad hun havde gjort. Aprilla-Nathasja trak opgivende på skuldrene.

Et bedrøvet blik gled igennem Williams øjne. Han følte sig såret. I de sidste måneder havde søsteren lukket ham ude af sit sind og sit liv, de havde ellers altid været så tætte - delt alting med hinanden.

Uden for vinduet havde solen rejst sig så højt over horisonten, at lyset nu fandt sin vej hele vejen ind i værelset og bredte et gyldent skær over alle væggene. Aprilla-Nathasja betragtede sin bror, da han hår pludselig flammede op som et bål og fik hendes mave til at trække sig sammen.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...