Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1849Visninger
AA

7. KAPITEL 6

 

Som en rasende storm for Aprilla-Nathasja igennem slottet. Hendes skridt gav genlyd i de lange gange, og hendes kjole fejede om benene på hende. Tjenestefolkene trak sig forskrækket tilbage, idet hun passerede dem.

Jeg kunne skjule mig i Den Glemte Sal, tænkte hun, men afvist hurtigt tanken. Det var ikke der, hun havde lyst til at være lige nu uanset, hvor meget hun holdt af det sted.

Efter at have vadet alle korridorer, gange og trapper tynde og have skræmt samtlige tjenestefolk på hele slottet, kunne hun træde ud på slotspladsen. Et kort øjeblik stoppede hun og lukkede øjnene, mærkede mentalt efter William. 

Idet hun fandt ham, vidste hun, at han ikke havde opdaget hendes eksplosive humør. Det var faktisk noget af et under, han måtte jo være mentalt døv eller noget! Hurtigt, inden broren kunne nå at ane uråd, lukkede hun af for deres forbindelse (noget William ikke vidste, hun kunne gøre).

Aprilla-Nathasja bevægede sig elegant hen over de toppede brosten, gik ud af porten uden at blive stoppet af vagten og gik igennem hovedstaden med rasende skridt. Folk veg forskrækkede tilbage, når hun passerede dem, og snart lå vejen foran hende øde hen; rygtet om den rødglødende prinsesse var løbet hende i forvejen.

Den mørkhårede prinsesse åndede lettet op, da hun var sikkert ude af hovedstaden med dens summende gader, moren og dennes frierbreve. Hun var fri, om end kun for et kort øjeblik. Målrettet bevægede hun sig væk fra bymuren.

Rundt om hende forandrede landskabet sig fra små, snorlige marker til et mere varieret sceneri. Engang imellem greb en kraftig vind hendes hår og fik det til at danse lystigt i luften. Uden at stoppe trådte hun ud af sine stiletter, da mudrede jordveje ikke er nemme at gå på i sådan nogen, og snart efter dukkede den smukkeste sø op i horisonten.

Græsset kilede under hendes fødder og på den anden side af søen, så hun en græssende dådyrflok. Med deres rødhvide pels og de hvide pletter ville de falde perfekt ind imellem skovens træer, men her i det fri var de frygteligt synlige.

Enkelte af dyrene havde gevirer både stor og mindre eksemplarer. Nogle af dem løftede hovederne og kiggede nysgerrigt over på hende, men besluttede sig for, at hun ikke udgjorde nogen trussel og vendte tilbage til at græsse.

Hendes mørke øjne strejfede hen over søens blanke vand.Sidste gang hun så søen, havde hun ikke lagt mærke til dens skønhed. Vandet, der, da hun og William var redet forbi, havde været isnende blåt, havde nu antaget en dyb, blå farve. Forsigtigt løsnede hun fra den sirligt satte frisure, så det faldt i sin naturlige længde ned over hendes ryg, næsten helt ned til hofterne.

Langsomt lod hun sig glide ned på det smaragd grønne græs og lænede sig et øjeblik på håndfladerne, inden hun faldt tilbage på ryggen. Græsset kildede hende i nakken. Hendes øjenlåg gled i, så de kom til at dække de store, mørke irisser.

Lydene omkring søen var beroligende. Dådyrenes smaskelyde, pudslen, ridslen, fuglesang - guldspurvens stemme fandt vej til hendes ører på trods af alle de andre fuglestemmer. Dens lejende lyd var så let at genkende. Hvordan den lejende bevægede sig op ad tonskalaen, indtil den igen vendte tilbage til grundtonen.

Dette er ægte magi, tænkte hun, da solstrålerne kærtegnede hendes ansigt. Det var ikke den form for magi, troldmændene udøvede, eller den hun og William prøvede sig frem med, selvom deres magi var langt mere naturlig end troldmændenes. Dette var naturens magi, ægte magi.

Gyldent sollys dansede hen over Aprilla-Nathasja øjenlåg og fik hende til at smile veltilpas, men pludselig gled en skygge hen over hende og fik hende til at spærre øjnene op. En fugl var gledet hen over himlen over hende.

Den unge prinsesse stirrede skræmt op på den. Den havde et stort vingefang, måske en meter langt? og med en lang, smal hale. Forbløffet fulgte hun dens flugt over himlen, den fløj utroligt hurtigt.

Vingerne slog korte, regelmæssige slag efterfulgt af en lang pause, og så gentog den sig selv, igen og igen og igen. En falk, gik det op for hende, en jagtfalk. Med et lille skrig slog den sig ned i et træ ikke mange meter fra den unge pige, og i et splitsekund lignede det, at en gylden glorie omkransede den.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...