Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1775Visninger
AA

6. KAPITEL 5

 

"Kom ind," råbte Aprilla-Nathasja. Hun sad på hendes og brorens værelse, imens en ung tjenestepige sværmede omkring hende.

I spejlet kunne Aprilla-Nathasja se, hvordan moren langsomt skubbede døren op for derefter at træde ind i rummet. Pigen, der var ved at sætte prinsessens hår, stoppede midt i en bevægelse, nejede dybt og mumlede et utydeligt Deres Majestæt, inden hun vendte tilbage til prinsessens mørke hår.

Aprilla-Nathasja lukkede fingrene om pudderkvasten og duppede den let i den fine pudderdåse. Morens bekymrede blik hvilede i den unge prinsesses nakke, de denne duppede en anelse pudder i ansigtet uden at skænke dronningen et blik.

Tjenestepigen fastgjorde den sidste hårnål, så prinsessens hår faldt i elegante krøller ned over de sarte skuldre. Aprilla-Nathasja sendte pigen væk med et lille vink og et smil. Først da tjenestepigen havde forladt rummet, vendte den unge pige sin opmærksomhed imod sin mor.

Med en fejende bevægelse bød Aprilla-Nathasja dronningen til at tage plads på en af de to senge, der fyldte rummet ud. Med undrende øjne betragte pigen sin mor, der gjorde alt for ikke at møde hendes blik; ja, hun ville ikke engang se på hende!

"Aprilla-Nathasja, der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om," sagde dronningen nervøst. Prinsessen fandt intet usædvanligt i morens ordvalg, da dronningen altid havde været mere venligsindet end kongen.

"Ja?" smilede Aprilla-Nathasja spørgende.

"Der kommer en tid, hvor hver pige bliver til en ung dame, og så kan de danne parti ligesom din far og jeg." Morens stemme tonede ud. Aprilla-Nathasja anede ikke, hvor moren ville hen med det, men hun havde på fornemmelsen, at hun ikke ville bryde sig om svaret.

"Du er jo ikke noget barn længere," fortsatte moren efter et langt minuts tavshed. "Du er jo en ung dame. En meget smuk, ung dame..."

"Hvor vil du hen med alt det, mor?"

"Vi har modtaget et frierbrev fra en af Merlyns adelige." Moren så beklemt ned på sine hænder.

Tandhjulene arbejde på højtryk inden i Aprilla-Nathasjas hoved, man kunne lige frem høre dem snurre, som brikkerne lidt efter lidt faldt på plads i puslespillet.

"Hvad? Det kan I ikke mene; de havde næsten kastet os ud i en krig!" skreg Aprilla-Nathasja med skinger stemme.

"Og netop derfor bliver vi nødt til at takke ja. For at få fred." Dronningens stemme var rolige, afklaret, da hun svarede.

"Det kan I ikke mene. Jeg gør det ikke, jeg nægter!" Aprilla-Nathasja rejste sig hidsigt op, hendes stemme fandt vej ud under døren og gav genlyd i de lange gange.

Flere af tjenestefolkene dukkede sig ubevidst ved lyden af den skingre stemme, som ingen af dem genkendte, men som fik alles maver til at vride sig. Ingen havde hørt den unge prinsesse skrige sådan op før, ja, de havde ikke engang hørt hende hæve stemmen.

Rasende for dronningen op og stak sin datter en syngende lussing, alt dronningens nervøsitet var forduftet som dug for solen. Ud imellem sammenpressede læber hvislede dronningen: "Tænk dig om, Aprilla-Nathasja, tror du virkelig, at du har et valg? Det har du ikke. Hvad tror du, der ville ske, hvis vi afslog?"

Tårene begyndte at strømme ned af den mørkhårede piges kinder. Moren havde aldrig slået hende før. Selvfølgelig havde de råbt af hinanden, eller det var mest moren, der råbte, men aldrig havde de løftet en hånd for at skade den anden. Aldrig.

Med lange skridt krydsede Aprilla-Nathasja gulvet og placerede sig foran vinduet, så der var en seng imellem hende og moren. Hun lod blikket søge ud imod horisonten. Foran slottet lå en by, hovedstaden, ikke at den var så forfærdelig stor. Rundt omkring i byen steg dovne røgsøjler op imod himlen, inden vinden greb dem.

Fraværende løftede hun hånden for at tørre tårene væk fra sine kinder, imens hun spekulerede over, om moren havde ret; at hun ikke havde et valg. Ude i horisonten kunne hun se silhuetten af Den Store Skov. Bag sig kunne hun høre dronningen sætte sig på den ene af sengene.

Hvad ville der ske, hvis hun sagde nej? Hendes hoved faldt forover, så hagen mødte brystet, tankerne for rundt i hendes hoved som fugle i et bur. Hvad hvis hun sagde nej? Hvordan ville det gå hende, hvis hun sagde ja? Hvad med William? Ville hun stadigvæk være i stand til at beskytte ham?

Da de var reddet ind ad slotsporten efter at have lukket af for den merlynske hær, var Aprilla-Nathasja faldet udmattet sammen, så snart de var steget af hestene. William havde båret hende op til deres værelse og lagt hende på den bløde seng, men det havde taget hende meget længere tid at komme sig, end det brude have gjort.

Alle havde været så bekymrede, selv hendes egen bror, men måske var det ikke gået op for ham, at hun brugte en pæn del af sine kræfter på at holde ham i live? Hvis hun blev giftet bort til den merlynske adel, ville hun så kunne beskytte ham imod Døden? Ville Døden holde sit løfte? Men hvis hun ikke giftede sig bort, ville hun måske kaste landet ud i krig.

Imens Aprilla-Nathasja stod med øjnene lukket og hovedet hvilende på brystet, virkede hverken den ene eller den anden valgmulighed tiltalende på hende; eller ikke fuldkommen frastødende. Langsomt åbnede hun øjnene og drejede rundt. 

"Jeg ved ikke, hvad der er værst," hviskede hun opgivende

Hendes mor udstødte et opgivende suk. "Tænk dog på andre end dig selv, min pige, du plejer at være så velovervejet."

"Hvis William døde, hvem ville så være tronfølger?" spurgte Aprilla-Nathasja mut og kiggede tomt på sin mor.

"Han dør ikke," sagde dronningen bestemt, skræmt ved tanken om at Døden skulle komme efter et af hendes børn.

"Hvad nu hvis," hviskede Aprilla-Nathasja, "hvem ville så arve tronen?"

"Det ville du."

"Og hvis jeg var gift, hvem ville så arve tronen?"

"Nu stopper du! William har et langt liv foran sig, det skal du ikke sætte spørgsmålstegn ved. Forstået?"

"Men hvis nu, så ville jeg blive dronning. Og hvis nu jeg var gift, ville min husbond blive konge, ikke sandt?" råbte hun med rasende stemme. Hvorfor lyttede moren ikke til hende?

"Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan noget?" hviskede dronningen fortvivlet, da der ikke kom noget svar, rejste hun sig op. Et øjeblik stirrede hun bare på sin datter. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til, hvor voksen hendes lille pige var blevet?

Aprilla havde selvfølgelig altid været mere voksen end barn, fortalte hun sig selv. Hun havde altid haft næse for taktik, interne intriger og magtkampe, og da hun havde fået sin evne, var hun blevet endnu bedre til at opsnappe det, andre ikke lagde mærke til. Aprilla-Nathasja havde fået indblik i alt.

Nogen gange skræmte Aprilla-Nathasja sin mor fra vid og sans med alt det, hun vidste, men ikke burde vide. Men den sidste måned var pigen ældet endnu mere, som om hun holdt på en hemmelighed. Og nu det her?

"Hvordan blev du så voksen?" hviskede dronningen, idet hun fejede ud af døren.

"Hvordan kunne jeg lade være, mor?" hviskede hun til den lukkede dør med tårene løbende ned ad kinderne. Forsigtigt rettede hun sin sminke, inden hun trak vejret dybt ned i maven og fulgte efter sin mor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...