Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1760Visninger
AA

5. KAPITEL 4

 

Med et tungt bump fladt Aprilla-Nathasja til jorden. Hendes krop vred sig i smerte, hun hev besværet efter vejret. Hendes åndedræt var hvæsende, og for hver gang hun hev vejret ind, skar en rødglødende smerte igennem hendes bryst.

Panisk knælede William ned ved siden af sin søster på den knolede jord og lagde en hånd på hendes skulder. Søsterens smerte løb over i broren ved den simple berøring, han trak hastigt hånden til sig. Pigen drejede hovedet, så hun kunne se tunnelåbningen.

Aprilla-Nathasja! skreg Williams stemme i hendes sind, men hun reagerede ikke. Et rasende brøl kæmpede sig vej op igennem Williams strube og flænsede luften. Hans søster lå lige der, foran ham, og så kunne han ikke gøre noget som helst for at redde hende!

Farver omkransede de to kappeklædte skikkelser og hendes bror. Fantastiske farver. En pulserenderød farve lå om William. En levende, gylden farve omgav den højeste af de to kappeklædte, og en jordbrun lå om den anden. Imens hun kiggede falmede den brune farve, forsvandt, og kroppen faldt livløs til jorden.

William så sig over skulderen lige tidsnok til at se manden falde til jorden, men hans opmærksomhed vendte hurtigt tilbage til Aprilla-Nathasja.

Det var, som om en del af mørket antog fast kontur og trådte ud af tunnelen. Imens Aprilla-Nathasja betragtede manden, der var trådt ud af mørket - hun havde ikke andet at kigge på - og nu nærmede sig, dukkede et enkelte ord op i hendes smertedukkede hjerne: Død. Manden var Døden.

Manden med den gyldne glorie flygtede, Døden nærmede sig, William havde kun øje for den lysende kvinde, der trådte ud fra skovbrynet. William vidste instinktivt, at den smukke, lysomkransede kvinde var Livet. Døden stoppede op få meter fra tvillingerne, han betragtede dem.

"William," lød en melodisk, livsfuld stemme. Til sidst gik det op for William, at Livet talte til ham. "Du bliver nødt til at flytte dig."

"Nej," hviskede William hæst. Han vidste, hvad der ville ske, hvis han flyttede sig, og han var ikke parat til at miste sin søster.

"En af jer må dø, William," sagde en isnende kold dødningestemme bagfra. Først da lagde William mærke til Døden.

"Hun kan ikke dø," hviskede han. Dybt inde kunne han mærke, at det var vigtigt, at Aprilla-Nathasja overlevede; han vidste ikke hvorfor. Livet bøjede ærbødig hovedet.

"Lev, Aprilla-Nathasja, lev langt og længe," hviskede den lysende kvindeskikkelse i den unge piges øre, så rettede hun sig og trådte væk fra den ikke længere døende pige. Langsomt trådte Døden op bag William, rakte hånden ud, ville røre det flammerøde hår, men han blev stoppet af en usynlig kræft. Han så rasende op.

"Det er ikke mig, Død," hviskede Livet og sænkede hovedet. Han så ned på søskendeparret, og hans blik blev indfanget af den svage piges blik. Hun holdt ham væk fra sin bror!

Selv i sin afkræftede tilstand nægtede Aprilla-Nathasja at lade ham tage drengen. Aldrig havde han mødt nogen så...stærk? stædig? Nysgerrigt satte han sig på hug ved siden af den unge pige og lod en florlet finger stryger hen over hendes nattesorte hår og kridhvide hud. En skælven lød igennem pigen.

"Nogen få år, det er alt, hvad jeg vil give. Betragt det som en gave, Nathasja."

Den udmattede pige hviskede et uhørligt tak og lod sig overgive til mørket, der kommer med søvnen.

Livet så på Døden. Aldrig havde hun kendt mage! Ikke blot havde den purunge pige forhindret Døden i at tage sin bror, Døden havde også givet hende år i gave - uden at kræve betaling af nogen art.

Livet havde fulgtes med Døden lige siden tidernes morgen, og aldrig, ikke en eneste gang, havde han givet noget uden at kræve noget igen. Utroligt. Livet trådte hovedrystende ind imellem træerne og forsvandt. Få sekunder senere fulgte Døden trop.

 

Aprilla-Nathasja plirrede forvirret med øjnene. Hun anede ikke, hvor hun var. Over hende strakte stjernehimlen sig i sin fulde vidde, og hun var omgivet af marker, ikke træer.

"William," hviskede hun. "William?"

Nogen bevægede sig uroligt ved siden af hende, og snart dukkede Williams ansigt op over hende. Et smil bredte sig over hans bekymrede ansigt. Han lignede en, der ikke havde sovet ordenligt meget, meget længe.

"Hvornår sov du sidst, William?" hviskede hun med et bekymret smil. En hvisken var alt, hun kunne præstere.

"Halvanden uge siden. Jeg har været så bekymret."

"Det burde du holde op med, det klæder dig ikke." Hun sendte ham et skævt smil, samtidig med at hendes mave begyndte at knurre. "Du har vel ikke noget mad?"

Lettet over at hans søster endelig var vågen og havde lyst til at spise, fandt William et stykke brød frem fra en saddeltaske. Begærligt begyndte Aprilla-Nathasja at gnaske brødet i sig uden tanke for de fine manerer. Da hun var færdig med at spise, kommanderede Aprilla-Nathasja sin bror til at få noget søvn. Han gjorde kun modvilligt som hun forlangte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...