Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1774Visninger
AA

4. KAPITEL 3

 

"Det er ikke nogen god ide, Deres Højhed," sagde Manuel og bakkede soldaterne op. Tvillingerne var først vågnet langt hen ad eftermiddagen, og nu havde Aprilla-Nathasja altså sat sig for at udforske den tunnel, de skulle lukke af, men hun syntes dog at være den eneste, der syntes, den ide var god.

"Jeg vil jo bare lige kigge. Kigge!" klagede den unge pige sig og strøg frustreret en hårlok om bag sit øre. Hun lagde armene over kors og begyndte at steppe med foden i jorden. Hun rullede med øjnene og gik forbi soldaterne.

"Jeg synes altså ikke, det er en god ide, Deres Højhed," sagde en af soldaterne og stoppede den unge piges skridt. Irriteret vendte Aprilla-Nathasja sig om på stedet og slog ud med armene, men før hun kunne nå at sige noget meget grimt til den arme mand, kom William hende i forkøbet.

"Men du kalder, hvis du får problemer," tilføjede han strengt efter at have givet hende lov til at følge sin nysgerrighed.

Glad begyndte Aprilla-Nathasja at bevæge sig ind i tunnelen, der blev bælgravende mørk kun få skridt inde. Hun lod hånden glide hen over tunnelvæggene, med jævne mellemrum stødte hun på fakkelholdere. Det stod lysende klart for hende, at det ikke var en naturlig tunnel.

Hun vidste ikke, hvor længe hun havde gået, men tunnelen tog pludselig et skarpt sving til venstre, og lyset fra en fakkel kastede flakkende skygger, der om muligt fik mørket til at virke endnu mørkere. En mumlende stemme nåede Aprilla-Nathasjas ører, den sagde ord, hun ikke forstod, men hun var overbevist om, at det var magi.

Skikkelsernes ansigter var skjult af to store hætter, denne en skikkelse ragede lidt højere end den anden. Så vidt prinsessen kunne se, var kapperne mørkegrønne, men det var svært at bedømme i det dunkle lys. Med hjertet bankende helt oppe i halsen drejede hun tilbage rundt om hjørnet.

William? Hun rakte ud efter ham mentalt, og da hun kunne mærke, at han lyttede, fortsatte hun. Få de andre ind imellem træerne og vær klar til at forsegle tunnelen for sidste gang.

Hun tog nogen skridt baglæns, inden hun vendte om og styrtede igennem tunnelens mørke. Her er to mænd - magikere. Jeg kommer ud nu.

Da hun trådte ud, var den eneste person, hun kunne se, sin bror, der stod klar til at forsegle indgangen, hvor igennem en Merlynsk her planlagde at invadere landet. William gav hendes hånd et beroligende klem, inden de begyndte.

"Lad magien komme, lad den fylde mig.

Jeg vil beskytte mit fædreland, lad magien spærre ufreds vej." I det de skulle til at sige den sidste sætning, dukkede to skikkelser frem i tunnelåbningen foran dem.

"Vær stærk og hold, vi befaler dig!" råbte de højt. Samtidig med at de afsluttede besværgelsen, løftede den højeste skikkelse sine arme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...