Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1918Visninger
AA

18. KAPITEL 17

 

Dagene flød sammen, og landskabet forsvandt sten for sten, træ for træ, uden at Aprilla-Nathasja rigtigt opdagede det. Lejeren passerede igennem Merlyns klippelandskab og skove, hen over passet og ind i Aprilla-Nathasjas hjemland, uden at hun egentligt ænsede det.

Folk småsnakkede og lo. Mændene jagede. De spiste. Om aftenen tændte de lejerbålet for at lave mad og få et par timers søvn, og under disse timers hvile, lod Benjamin hånden ligge oven på den unge prinsesses, og månen stod så højt på himlen og lyste så klart, at de kunne vandre selv ved nattetide.

Da de nærmede sig udkanten af skoven, så hovedstaden snart ville komme til syne, kom Benjamin op på siden af Aprilla-Nathasja og lukkede sin hånd om den mørkhårede piges. Hun klemte Benjamins fingre let og kiggede sig over skulderen.

Alle dem fra lejeren gik bag dem, og øjeblikkeligt fik Aprilla-Nathasja dårlig samvittighed. Nok gik de og lo af hinandens vittigheder, men hun havde nu engang jaget dem ud i det ukendte uden nogen som helts form for forklaring.

Hun så over på Benjamin, hvis blik var rettet imod hende, og noget i det blik fortalte hende, at hun ikke behøvede at bekymre sig. Ikke om dem, ikke lige nu; de skulle nok klare sig. Aprilla-Nathasja skulle lige til at læne sig ind til Benjamin, men stoppede brat.

Hun skreg. Smerten skar igennem hendes kranium, hun faldt på knæ og pressede hænderne hårdt imod øjnene. Tronsalen kom til syne for hendes indre blik og erstattede Benjamin, de sidste træer og folkene fra lejeren. Hun så, hvordan Reimdall løftede kniven, greb fat i Williams hår og skar halsen over på ham.

Bag ham dukkede Nattanook, Menahka og Døden op. Døden trådte et skridt frem og lagde hovedet lidt på skrå, da han sagde: "Nu er tiden næsten inde til, at du må give slip, Nathasja." Og så forsvandt synet og efterlod hende rystende på jorden.

Besværret kom hun på benene og så sig om. For første gang i månedsvis så hun rigtigt på sine omgivelser, og det gik op for hende, at hun kendte dem. At hun genkendte dem. Hendes stemme var høj og klar, da hun kommanderede hele lejerens befolkning med sig. Få minutter senere stod de ved søbredden, en hånd greb hende bagfra. Benjamin.

"Hvad sker der?" Hans stemme var rolig, men hans øjne var fulde af bekymring.

"Tiden rinder ud," hviskede hun og lod blikket glide søgende hen over menneskeflokken. Dér, imellem to kvinder stod, hvad hun søgte; en hest. I en flydende bevægelse svang hun sig i sadlen, satte i skridtgang, trav, indtil hesten var i strakt galop.

Hun hørte svagt lyden af Benjamins kommandostemme, og snart hørtes lyden af hestehove bag den unge prinsesse, hvis mørke hår stod som en vifte om hendes skuldre. Et skingert fugleskrig rev luften over hende itu, og da hun løftede blikket fik hun øje på en elegant jagtfalk med en gylden glorie.

Hestene strøg ind i byens gader i en forrygende fart, og folk kastede sig skrækslagende til siden for de målrettede ryttere. Først da de nåede slotsporten, satte Aprilla-Nathasja farten ned og holdt hesten an. En lille låge skød fra, en vagt tittede ud. Da han fik øje på den unge prinsesse, blev porten straks åbnet.

"Dig, dig og dig," hun pegede på tre tilfældige vagter, da hun var steget af hesten, "find kongen og dronningen. Beskyt dem. Forstået?"

De tre mænd mumlede bekræftende, inden de forsvandt med hastige skridt. Hun befalede resten med sig og styrtede så selv af sted for at finde sin bror, for at kæmpe en forgæves kamp.

Der gik ikke mange minutter, før de stod foran døren ind til tronsalen. Aprilla-Nathasja skubbede den ene af de to mægtige dobbeltdøre op, då den fløj ind i væggen og udløste et tordenagtigt brag. Det første, hendes blik faldt på, var William. Han stod med blikket vendt imod tronen, men da døren åbnedes, vendte han sig om.

"William!" skreg den unge prinsesse paniks og sprang frem imod sin bror i samme øjeblik, som Reimdall trådte ud af skyggerne imellem søjlerne. I hans ene hånd glimtede en skarp kniv, og i det næste sekund havde den skåret halsen over på William, så blod ligeså rødt som hans hår fossede ud over gulvet.

"Nej!" Aprilla-Nathasja skreg. Denne gang stod hun ikke naglet til jorden, men kunne frit styrte hen til sin bror og gribe hans krop, der lidt efter lidt spyttede de sidste rester af liv fra sig. En pil fór tæt forbi den unge prinsesses øre og ramte Reimdall, idet han sprang ud af vinduet og forvandlede sig til en jagtfalk.

William? spurgte hun og forsøgte at stoppe blødningen, selvom det allerede var for sent. Skridt lød bag hende, en hånd blev lagt på hendes skulder. Benjamins, hun rystede den af sig. Tårerne fyldte den unge piges øjne, da endnu en hånd, denne gang koldere end den første, blev lagt på hendes skulder.

"Du bliver nødt til at give slip, Nathasja." Dødens mørke stemme sendte kuldegysninger ned langs Aprilla-Nathasjas rygrad. Hun rystede febrilsk på hovedet, men inderst inde vidste hun, at Døden havde ret.

"Jeg elsker dig," hviskede Aprilla-Nathasja og strøg en ildrød hårlok væk fra brorens blege ansigt, og hun gav slip. Døden greb Williams sjæl og sendte ham til det hindsides, inden han løftede den sønderknuste prinsesse op og omfavnede hende med sine kolde arme.

Røde striber snoede sig igennem Aprilla-Nathasjas mørke hår, og hun mærkede en ukendt kræft løbe igennem sig. Hun trak sig lidt væk fra Døden og så på ham; for første gang så hun rigtigt på ham og smilede. Han havde en markant kæbe og skarpe trak. Den unge prinsesse lænede sig ind til ham og hviskede ganske sagte et enkelt ord i hans øre.

Et forundret udtryk bredte sig over Dødens ansigt, da han forsvandt. Pigen havde takket ham.

Aprilla-Nathasja vendte sig tungt om imod Benjamin. Hun smilede træt til ham. "Lad os så få styr på det her rod."
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...