Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1809Visninger
AA

17. KAPITEL 16

 

Tomheden fyldte Aprilla-Nathasja, da synet overtog hendes hjerne. Hun stod foran en storsmilende Ann, der fraværende lod hånden glide hen over sin mave. William og Ann var blevet forenet i ægteskabet nogle få måneder forinden, Aprilla-Nathasja havde deltaget igennem sin brors sind.

Den unge prinsesse stod pludselig bag den Ann, hvis øjne skinnede af glæde og så sin bror komme gående hen imod dem. Han lagde armene om sin hustru. De så så lykkelige ud.

Billedet ændrede sig. Nu stod Ann alene foran et kloster. Hendes hånd rystede, da hun bankede på døren, og en munk stak hånden ud for at tage imod et voksforseglet brev. Aprilla-Nathasja blev trukket med ind bag den tykke port og så munken over skulderen, da han åbnede brevet og begyndte at læse.

...og fordi intet er, som det burde være, sender jeg jer min hustru i håbet om, at I vil tage jer af hende og vores barn, når den tid kommer. Jeg håber, at jeg engang i fremtiden vil komme for at hente min hustru selv, og at hun vil være i sikkerhed indtil da, men skulle dette ikke være tilfældet, da er min søster, Prinsesse Aprilla-Nathasja, den eneste anden I kan stole på. Jeg sender jer...

Aprilla-Nathasja vendte tilbage til virkeligheden, da synet langsomt fortog sig og rakte søgende ud efter sin bror. Hendes stemme flød igennem deres fælles bånd, da hun kaldte hans navn. Hun lod ham se sit syn og mærkede, hvordan bekymringen gled igennem ham.

Undskyld, William, hviskede Aprilla-Nathasja til sin bror.

 

Senere den dag, da den mørkhårede pige lå under det varme tæppe, kunne hun ikke falde til ro. Hun måtte gøre noget. Hendes fingre trommede uroligt imod jorden, inden hun traf sin beslutning. Lydløst begyndte hun at pakke sine sparsomme ejendele sammen, viklede dem ind i tæppet og forlod teltet.

Lejeren sov, da hu trådte ud i den og begyndte at liste sig imellem de mange telte. Pludselig hørtes lyden af skridt bag hende og fik hende til at sætte farten op, men en hånd greb fat om hendes håndled og tvang hende til at stoppe. Hun nægtede at vende sig om og blev stående bomstille.

"Hvor skal du hen?" Benjamin drejede hende rundt. Irriteret trådte hun et skridt tilbage, men hans greb om hendes håndled stoppede hende.

"Slip mig," hvæsede hun, "jeg har ikke tid til det her!"

Men Benjamin løsnede ikke sig greb. Istedet pressede han sine fingre hårdere imod hendes hud. Hidsigt rablede den unge prinsesse den simpleste forklaring på hendes mislykkedes forsvindingsnummer af sig i håbet om, at Benjamin ville give slip.

"Giv mig en time," bad han hende og kiggede bedende på hende. Aprilla-Nathasja nikkede studst, hvorefter Benjamin fik vækket lejeren, som snart summede af liv. Ikke mere end en time senere var alt i lejeren pakket sammen, og alle var klar til at drage af sted.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...