Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1831Visninger
AA

14. KAPITEL 13

 

Et skarpt lys ramte hendes øjenlåg. Det første, hun så, var hvidt. Lys blændede hendes øjne. Efter få sekunder begyndte hun at kunne gøre omridset af en person. Forsigtigt rejste hun sig på albuerne, smerten i hendes ryg var næsten væk.

Hun befandt sig i en grotte. Underlige klippeformationer stod som skygger mod grotteåbningen. En gammel kvinde, som indtil nu havde stået lidt væk, trådte hen til den mørkhårede prinsesse. Den ældre kvinde rakte en hånd ned til den unge pige og hjalp hende på benene. Hun følte ingen smerte!

Det er da faktisk behageligt, tænkte hun ved sig selv, da hun opdagede, at hun var iført noget andet tøj, end da hun sidst så sig selv. En eneste tanke slog ned i hende: William. Med tynde fangarme af bevidsthed rakte hun ud efter ham, og straks, da hun følte hans velkendte, glatte sind, slappede hun af.

"Tak, åh, tak," hviskede hun med et lille smil.

Med en hånd på den unge piges skulder, ledte den gamle kvinde Aprilla-Nathasja ud af grotten. Den unge pige prøvede på ikke at stirre, men det var svært, hun var så nysgerrig. Midt imellem de camouflagefarvede telte stoppede Aprilla-Nathasja op. Her var blevet anvendt magi for nyligt.

Da hun igen lod blikket glide hen over pladsen, fik hun øje på en stor gruppe mennesker, der havde samlet sig på den anden side af bålstedet og stirrede på hende. Aprilla-Nathasja priste sig lykkelig for, at hun var vandt til at blive stirret på. 

En stemme skar sig igennem den mumlen, der bredte sig fra folkegruppen. Selvom den var varmere nu, end den havde været, da den udspurgte hende, genkendte Aprilla-Nathasja den straks. Med et høfligt smil drejede hun om på hælene. 

"Du har vist noget at forklare os, synes du ikke?" sagde manden med et lille smil.

"Jo, det har jeg nok, herr', men måske vi skulle sætte os ned. Uanset, hvad De ønsker at kende svaret på, så er det næppe kort." Et lille gisp undslap gruppen, der stod og gloede på Aprilla-Nathasja. Det var åbenbart ikke ofte, de hørte folk tale sådan.

"Måske I også skulle sætte jer," foreslog hun de forbløffede mennesker og slog ud imod bålstedet. "Og mit navn er Aprilla-Nathasja."

Den mørkhårede prinsesse vendte sig om imod ham, det havde vakt sådan opmærksomhed at snakke til, som hun havde lært at snakke fra barnsben. Aprilla-Nathasja løftede det ene øjenbryn.

"Hvorfor var du sammen med kongen og mesteren? Og hvorfor forlod de dig?" spurgte manden. Prinsessen sukkede træt.

"Mesteren og jeg er forenet i det evige ægteskab, bevar mig vel," vrængede hun, rullede med øjnene og strakte benene ud foran sig. "Og Erik var med, da vi blev forenet i det. Jeg gætter på, at mesterens følelser for mig ikke var helt så varme, som de burde være, men hvem kan undre sig, når man tænker på hans handlinger?"

Manden løftede øjenbrynene, men den unge prinsesse trak bare opgivende på skuldrende.

"Hvad er dit navn?" spurgte hun manden.

"Benjamin," svarede han og stillede sit næste spørgsmål. Det fik Aprilla-Nathasja til at bide sig tænksomt i læben.

"Kender I noget til intriger, magtkampe og politiske forlig?" spurgte hun. Benjamin rystede på hovedet. "Jeg endte sammen med Reimdall som en fredsgave, og jeg fik vist pisset ham lidt af før brylluppet, så han besluttede sig for at låse min magi inde."

"Magi?" lød en lille stemme. "Er du så en rigtig magiker ligesom Benjamin og Gamle Genis?" En lille dreng trådte frem, og prinsessen rakte en hånd frem imod ham. I løbet af få sekunder forsvandt alle hendes mørke følelser og blev erstattet af et lille smil.

"Jep, en vaskeægte magiker," fortalte hun ham. Mon Gamle Geins var hende, der havde været hos hende, da hun vågnede? Drengen rykkede tøvende tættere på, og Aprilla-Nathasja smilede opmuntrende til ham, da han lagde sin hånd i hendes.

"Daniel!" En højgravid kvinde skubbede sig vej igennem folkemængden og rakte ud efter sin søn.

"Se, Daniel, vaskeægte," hviskede den mørkhårede prinsesse og lignede for første gang i lang tid bare en ung pige, da hun fik en lille sølvtråd til at danse rundt om drengens og hendes hænder. "Smut så tilbage til din mor."

Hun vendte sig om imod Benjamin, der skeptisk hævede det ene øjenbryn. Hvad kunne denne skrøbeligt udseende pige have gjort for at få mesterens pis i kog? Da han spurgte hende, trak hun bare på skuldrene og rablede noget af sig om at smide rundt med ham og snakke knapt så høfligt og noget mere, han ikke helt fangede.

"Hvor stærk er du lige?" spurgte Benjamin.

Aprilla-Nathasja svarede ikke, men trak bare tøvende på skuldrende. Langsomt strakte hun den ene hånd frem foran sig og lod en lille flamme springe frem imod det sted, hvor bålet burde have været. Et øjeblik lod hun sin magi sno sig rundt om den sodsværtede plet, inden hun trak den sølvfarvede magi til sig igen.

"Du kan selv mærke efter," hviskede hun, slog ud med hånden imod bålstedet og rakte ham samtid sin anden hånd.

Benjamin rejste sig og kørte en hånd igennem luften lige over bålets plads, hvorefter han begyndte at udforske prinsessens sind, og hun lod ham gøre det. Lige før deres tankeskikkelser nåede hinanden, trak han sig brat tilbage. Hun betragtede, hvordan hans kæbemuskler spændtes.

"Jeg er stærk, Benjamin," hviskede hun og kiggede ham direkte i øjnene, "men er jeg stærk nok til at ændre, det jeg har set?"


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...