Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1918Visninger
AA

13. KAPITEL 12

 

Aprilla-Nathasja red med bøjet hoved og lod heste føre an. Tankerne for rundt i hendes hoved, de var sværere at styre end en sæk fuld af lopper. Hun strakte sin bevidsthed ud efter sin bror og lod den glide hen over den glatte, velkendte overflade af hans sind. Hans kendte tankestrøm føltes beroligende på prinsessens oprevne følelser.

De fulgte det samme, evindelige mønster dag ud og dag ind. De red, slog lejer, brød op, red, slog lejer og brød op igen. En dag kort før de nåede passet red Erik op på siden af den nedtrykte pige.

"De virker trist," kommenterede han med bekymret stemme. En stille latter undslap Aprilla-Nathasja som den eneste lyd i den stille skov undtagen hestenes hovslag.

"Trist!" lo hun og rystede muntert på hovedet. "Nej, det er ikke det rigtige ord. Jeg venter."

"Hvad venter De på?" spurgte kongen, han lød oprigtigt nysgerrig.

"Det der må ske," svarede Aprilla-Nathasja kryptisk og slog endnu engang blikket ned. De udvekslede nogen få, høflige bemærkninger, inden kongen sporede sin hest an og lod prinsessen alene tilbage.

De passerede passet på to dage, og da de kom ud på den anden side, mødtes de af synet af endnu mere skov. Skov, skov og atter skov. Den lignede endda den skov, den mørkhårede prinsesse var vant til hjemmefra. Den virkede levende, som om den åndede, og langt fra faretruende.

 

Aprilla-Nathasja stoppede hesten midt på stien, lagde hovedet på skrå og lyttede. De var redet ud af skoven for nogle dage siden og red nu igennem et stenet klippelandskab. En hest red op på siden af hendes, og Reimdalls vrisne stemme forlangte at få at vide, hvad hun foretog sig.

"Hold mund. Er der ulve i nærheden." Hun holdt stemmen dæmpet og skævede til mesteren ud igennem øjekrogen. Han rystede på hovedet. Aprilla-Nathasja drejede fraværende hovedet. Der var det igen! "Røverbander?"

En livvagts stemme rungede ud over landskabet, da han højlydt spurgte, hvad fanden, der foregik. Idet samme fløj en pil tæt forbi hans ansigt. Skjoldene raslede, da livvagterne løftede armene for at afværge de pile, der nu susede igennem luften.

Aprilla-Nathasjas hjerte gallopperede af sted og sprang et slag over, da hun hørte lyden af en pil, der forlader strengen. Instinktet satte ind, hun kastede sig sidelæns, faldt af sadlen og landede på jorden med et brag. Hesten styrtede væk derfra i fuld galop.

"Gør noget, Reimdall." Hendes tænder var sammenbidte, men mesteren havde ikke øje for sin unge hustru. Hun kunne se luften pulsere omkring mesteren med det gyldne hår, han var omgivet af et magisk kræftskjold. Den kujon!

"Tag den af mig, Reimdall," skreg Aprilla-Nathasja. Den forbandede tingest, mesteren havde givet hende i bryllupsgave, forhindrede hende effektivt i at gøre noget. Hun lod blikket glide hen over resten af følget. Livvagterne beskyttede kongen med deres skjolde og kroppe, nogen af dem ladede deres armbryste. Det gik for langsomt.

"Reimdall!" Han værdigede hende end ikke et blik. Raseriet sydede i hende. Voksede. Kogte over. Blev for meget. Med et rasende skrig løftede hun armene. En trykbølge kastede alle skytterne tilbage og fik rytterne til at svage i sadlerne, den bevægede sig igennem luften med Aprilla-Nathasja som epicenter.

"Kujoner! I er alle sammen kujoner. Skjuler jer bag jeres fornemme titler, men inderst inde er I alle sammen kujoner!" Hun fornemmede, hvordan skytterne hurtigt kom på benene og bevægede sig tættere på kongen og hans livvagt.

"Stop det, Aprilla-Nathasja. Kongens stemme nåede hendes ører, men hun ignorerede kommandoen i den.

"De stopper lige nu ellers..." truede Reimdall, men han fik ikke lov til at afslutte sin sætning, da pilene i næste nu endnu engang susede igennem luften og slog ned overalt omkring dem. Kun Aprilla-Nathasja var forberedt og stod allerede med et beskyttende skjold rejst om sig selv.

Mesteren løftede sit eget skjold, men denne gang dækkede det ikke kun ham selv, men også alle de andre i det kongelige følge undtagen Aprilla-Nathasja, hans unge hustru. Kong Erik og Reimdall sendte hinanden et hurtigt blik, inden de kastede hestene om og forsvandt.

"Hold dig fra min bror, Reimdall, hører du?" skreg hun efter de forsvindende ryttere og lod sit beskyttende skjold falde. Først nu lagde hun rigtigt mærke til smerten. Klynkende fladt hun på knæ og lukkede fingrene om halsen, mens rødglødende flammer tvang tårene frem i hendes øjne.

Sagte skridt næremede sig og omringede hende. Udmattet løftede hun hovedet og så op på de kutteklædte mænd med buerne i hænderne, alle havde de en pil parat. Den unge pige klynkede svagt og kneb øjnene i for at få mændene til at stå tydeligere frem.

Vreden fra før var forsvundet, og det eneste hun kunne mærke nu, var den rødglødende smerte, der skød igennem hendes krop for hvert åndedræt. Hun opfangede en bevægelse ud af øjenkrogen, men opgav at dreje hovedet, da smerten overvældede hende.

"Hvem er du, og hvem var de?" Kulden i stemmen fik det til at krybe koldt ned ad prinsessens ryg.

"Merlyns konge og hans mester," kvækkede hun og måtte gispe efter vejret.

"Og hvem er du?" gentog den kolde mandestemme. Aprilla-Nathasja trak bare vejret tungt. Da hun ikke svarede befalede stemmen hende at rejse sig.

Ud af øjenkrogen så hun buerne blive spændt. Under rødglødende smerter kom hun på benene, det sortnede for hendes øjne, og hun snublede fremad. Hun faldt over sine egne ben. I faldet slap hun halsen med fingrene for at tage fra.

Et gisp løb igennem bueskytterne, og de veg et skridt tilbage. Ude af stand til at rejse sig blev hun liggende på jorden med hovedet ned ad, man lå da egentlig meget godt her. Jorden knasede under fødder, der nærmede sig hende, men hun orkede ikke at flytte på sig.

Kølige fingre gled blidt rundt om hendes hår og trak det væk fra den smertende nakke. De gled florlet ned langs hendes rygrad, og så lød lyden af stof, der flænses, inden kølig luft bragede imod Aprilla-Nathasjas smertende ryg.

"Hvad gjord de imod dig?" spurgte den kolde stemme, imens blide fingre strøg ned over hendes blottede ryg.

Hun trak vejret besværligt, og i udåndingen kunne man høre hendes stemme ganske sige ganske svagt: "Jeg brød fri."

Folk begyndte at styrte rundt, da den kølige stemme udstedte befalinger. Kort efter lød den umiskendelige lyd af hestehove mod jord og dyrenes prustelyde. Nogen løftede hende op fra jorden og placerede hende overskrævs på en saddelløs hest. Snart efter mærkede hun nogen svinge sig op bag hende. Idet hesten satte i trav, besvimede hun.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...