Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1775Visninger
AA

12. KAPITEL 11

 

Verden vendte stille og roligt tilbage, men ikke som hun kendte den. Ikke helt i hvert fald. Aprilla-Nathasja så ned på sin egen, bevidstløse krop, der lå udstrakt på den røde sengetæppe. Hun kunne også se Reimdall, men hun følte ikke rigtigt noget for hans sovende skikkelse.

Nogen få øjeblikke hang hun vare der, over de to sovende kroppe, hvor af den ene var hendes egen, inden hun bevægede sig igennem den lukkede dør. Prinsessen anede ikke, hvor hun var på vej hen, men havde det, som om noget trak i hende. En usynlig snor hev hende ned ad gangen.

Imens hun svævede af sted, betragtede hendes mørke øjne slottet, som om hun aldrig havde set det før. Farverne stod klarere end nogensinde før, lydende lød højere, luften føltes mere luftig. Hun blev hevet ind igennem den solide egetræsdør og ind i tronsalen, hvor hun havde befundet sig blot få timer forinden.

Langsomt bevægede hun sig op imellem de mægtige søjler, der strakte sig helt op under loftet og holdt den vide konstruktion på plads. Ikke langt fra hende, stod hendes bror og kiggede tænksomt på tronstolens gyldne træudskæringer.

"William?" Hendes stemme var lav, og selv ikke prinsessen selv kunne høre den. Bag William trådte Reimdall pludselig frem, han fik Aprilla-Nathasjas hjerte til at sætte farten op. Hun havde ikke set ham komme ind. Havde han været der hele tiden?

Hun vidste, hvad der nu skulle ske, ikke var godt, og af alle kræfter prøvede hun at forhindre det. Men hun kunne ikke flytte sig. William kunne ikke høre hende.

Med opspilede øjne så hun lyset blive reflekteret i det blanke knivsblad. Klingen bevægede sig tættere på Williams hals. En hånd greb fat i hans hår. Hev hovedet tilbage. Blottede halsen... Aprilla-Nathasja skreg.

Seks skikkelser trådte ud fra skyggerne imellem de træstammetykke søjler, og endelig fandt Aprilla-Nathasja sig selv i stand til at vriste blikke væk fra det rubinrøde blod, der dækkede der marmorerede gulv. Nogen kendte hun, andre var fremmede.

Liv. Død," hilste hun. "Nattanook, dagens dronning, Menahka, nattens konge. Ann?" Hun så på den smukke kvinde, der stod som den næstsidste i rækken med en lille bylt i armene. Et smil spillede om hendes læber, da hun vendte sig imod den sidste person.

"Hvorfor er du her?" spurgte hun den sidste skikkelse, hende, prinsessen kendte så godt, men ikke længere kunne komme i kontakt med.

"Vi er alle brudstykker af vores tid, Aprilla-Nathasja." Magiens stemme var blød, men formåede alligevel at nå prinsessens ører. "Jeg er ikke væk, du skal bare lukke mig ind."

Og med de ord tonede de seks personer bort, tronsalen forsvandt, og hun befandt sig endnu engang i sin egen krop, hvor lysstråler ramte hendes ansigt og kærtegnede hendes kinder. En underlig vished boblede i den mørkhårede prinsesses indre.

Nok har De vundet slaget, Reimdall, men De har ikke vundet krigen, tænkte hun ved sig selv.

 

Det var, som om solen ikke rigtigt nåede hele vejen ned på slotspladsen den formiddag. På de toppede brosten stod kongen, dronningen, William og det meste af hoffet for at sige farvel til deres prinsesse.

Prinsessen selv stod på brostenene ved siden af sin hest med blikket hvilende på prinsen med det ildrøde hår. Søskendeparret lukkede deres hænder om den andens og i en pudselig indskydelse, trak William sin søster helt ind til sig.

"Vær stærk. Jeg håber, vi ses til dit bryllup," hviskede Aprilla-Nathasja i prinsens øre, inden hun frigjorde sig og svang sig i sadlen. Idet følget, og Aprilla-Nathasja som den sidste, forsvandt ud af slottets porte, råbte Prinsessen over skulderen: "Hun er smuk!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...