Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1857Visninger
AA

11. KAPITEL 10

 

Mester Reimdall havde gået rundt med et tænksomt udtryk siden ballet, som for alle andre end Aprilla-Nathasja havde fundet yderst underligt. Kun den unge prinsesse foruden mesteren selv kendte årsagen til det udtryk. Det var dog først, da det tænksomme udtryk blev erstattet af et beslutsomt et, at Aprilla-Nathasja blev bekymret.

Alles øjne hvilede på Aprilla-Nathasja, da hun skrævede op ad gulvet i tronsalen. Der var blevet brugt timer på at sætte hendes hår, ordne hendes sminke og kjolen. Det lyslilla silkestof hvislede om hendes ankler, for hvert skridt hun tog. Da hun stoppede forrest i salen, greb Reimdall hendes hånd i sin egen.

En skallet mand tronede foran dem. Indviklede tatoveringer dækkede hans bare hud i blå og lilla nuancer. Med den ene arm støttede han sig til an simpel træstok, og med løftede hænder manede han salen til ro. Hans blinde øjne vendte sig imod prinsessen og mesteren.

"Vi er samlet for at forene de to unge mennesker, velsignet af naturen, livet og døden." Det kommende ægtepar knælede ned foran den gamle mand. Aprilla-Nathasja vovede at kaste et hurtigt blik op på den tatoverede mand, der langsomt lagde hænderne på de to unges hoveder. Bag ham tårnede en hvid og en sort skikkelse op.

"I er begge to blevet givet store gaver," sagde han med klar røst. "Store gaver. Forskellige gaver. Du, mester, søger nemme svar og hurtig hævn - en lille skæbne."

Et smil krusede Aprilla-Nathasjas læber.

"Du, prinsesse, husker dine løfter, og hvad du skylder. Du bærer en tung byrde - en mørk skæbne. Er I begge indforstået med dette ægteskab?"

"Ja," svarede de begge to, men Aprilla-Nathasja tøvede.

"Er I klar til at indvilge i det evige ægteskab?"

Igen svarede de begge to ja, igen tøvede den unge prinsesse.

"Så erklærer jeg jer for rette ægtefolk at være!"

Aprilla-Nathasja og Reimdall rejste sig op og vendte sig om imod salen. Den lyshårede mester løftede sejerrigt deres sammenflettede fingre imod loftet, og idet et bulder af glade stemmer og ophidset trampen slog imod dem, krympede den mørkhårede prinsesses indre sig sammen i sorg.

 

Den aften sad to konger til bords med det nygifte par. Reimdall præsenterede sin nye hustru for sin konge. Aprilla-Nathasja rablede noget formelt af sig, hvor til kongen bare slog en buldrende latter op og bad hende kalde hende Erik, det var trods alt hans navn.

Hvordan kan en så charmerende mand gøre så forfærdelige ting? spekulerede hun.

Efter middagen rejste Aprilla-Nathasja sig op og proklamerede, at hun havde en gave til sin nye husbond. En ung page trådte frem med en smukt udskåret trææske i hænderne. Den unge prinsesse overtog æsken og rakte den frem imod sin mand. Inde i æsken lå en smal kniv med tilhørende skede, som Reimdall nænsomt placerede i bæltet.

Reimdall rejste sig også. Ud af en smal, firkantet træske fremdrog han en fornemt svungen halskæde og gestikulerede til Aprilla-Nathasja, at hun skulle vende sig om. Med rystende fingre løftede hun håret væk fra nakken. En af mesterens slanke fingre gled hen over hendes nakke, da han lukkede låsen og lod det blodrøde vedhæng falde ned på pigens snehvide bryst.

Frygten fór igennem prinsessen, da hendes magi blev låst fast af den besværgelse, som var blevet kastet over halskæden. Med et vantro udtryk i ansigtet, så hun det lille smil, der prydede mesterens ansigt, da de blev ledt væk fra det øvrige selvskab. Hun smilede falsk til sine forældre, da hun trådte først ind i det store soveværelse.

Reimdall lukkede døren bag dem med et lumsk smil spillende om læberne og vendte sig om. Raseriet kogte inde i Aprilla-Nathasja. Hun kunne se et selvtilfredst smil i mesterens øjne, og han kunne se lynene i hendes.

Mesteren trådte frem imod hende, men stoppede. Fortvivlet prøvede prinsessen at tilkalde sin magi, men istedet for at finde magien, blev hun overvældet af udmattelse og tvunget til at dumpe ned på sengen bag sig.

"Din kujon." Ordene krøb over hendes læber, inden hun nåede at stoppe dem.

"Kujon?" lo han. "Jeg synes ellers, det var meget smart, min kære Aprilla-Nathasja."

"Du ved, jeg er stærkest, og så binder du mig på hænder og fødder!" sagde hun med spændte kæber. Hun kunne se på mesteren, hvor meget han nød det.

Reimdall trådte helt hen til den forsvarsløse prinsesse. Hun greb endnu engang ud efter sin magi, men blev tvunget til kortvarigt at forlade virkeligheden. Da verden vendte tilbage, stod mesteren bøjet hen over hendes spinkle krop.

Han lukkede sin hånd om hendes nakke, tvang hende til at ligge stille. Mesterens voldlige læber mødte Aprilla-Nathasjas mund. Aprilla baskede med armene for at stoppe ham. Hun kunne føle magien blive suget ud af hende som en fysisk smerte i brystet. Ganske kort slap mesterens læber hendes.

"Der venter dig kun den skæbne, jeg siger, min kære prinsesse," hviskede Reimdall i Aprilla-Nathasjas øre. Hun var for svag til at rygge på sig. Mesterens læber lukkede sig grådigt hen over den unge piges mund og fik verden til at forsvinde i t grumset mørke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...