Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1762Visninger
AA

2. KAPITEL 1

 

Aprilla-Nathasja listede langs de kolde stenmurer. Hun tittede rundt om hjørnet, alt var tomt. Lynhurtigt og helt lydløst listede hun ned ad gangen til venstre for hende, og efter få meter nåede hun sit mål. En lav trædør med overvældende mønstre ridset ind i overfladen. Et stort træ i fuldt flor dækkede det mørke træ.

Hun skubbede døren op og smuttede ind. Følelsen af at være meget, meget lille blev ikke mindre, når hun kom her. De træstammetykke søjler, der strakte sig mod loftet og holdt de smukt dekorerede kupler oppe, var et imponerende syn.

Den unge prinsesse smuttede fra søjle til søjle, så mændene forsamlet om bordet midt i rummet ikke ville opdage hende. Rundt om tronen stod en flok harniskklædte mænd. Aprilla-Nathasja genkendte dem straks, det var dem, der havde kommandoen over de forskellige dele af hæren. Kavaleri, fodfolk, flåde, spioner og spejdere, ja, selv healernes overhoved var der.

William stod bag tronen med sit lyse brune hår som en glorie om ansigtet. På tronen sad deres far, kongen, alderen havde sat sine tydelige spor i hans ansigt. Grå striber slangede sig ned igennem hans skulderlange hår, og kraftige rynker dækkede hans ansigt. Hun kunne se hans bekymring ligeså let, som hun kunne se sin bror. Med nysgerrige ører lyttede hun til mændenes samtale.

"Hvis De rykker frem mod dem nu, kan vi afspærre dem vejen igennem passet, og holde dem der indtil vinteren kommer, Deres Majestæt." Det var en mand med kort sort hår og et sværd i bæltet, der havde talt. Fodfolkenes leder, vidste den lurende prinsesse.

Det gik op for Aprilla-Nathasja, at hun var kommet ind i slutningen af samtalen, og at de næsten var nået til en fælles beslutning. Med sammenpressede læber stirrede hun på sin bror.

William, hviskede hun i hans sind. William, det er forkert, det I gør.

Brorens blik gled hen over de mange søjler, men han fik ikke øje på sin søster, der stod med ryggen presset op ind imod søjle og håbede på, at skyggerne skjulte hende. Hvad mener du?

Jeg så det William. Du må gøre noget, hviskede hun panisk. Hun blev nødt til at bore fingrene ind i sine håndflader for ikke at bryde ind midt iblandt de forsamlede mænd. Hun havde gjort det engang, og skideballen havde været enorm.

William lænede sig ind over kortet, så Aprilla-Nathasja kunne se det ud igennem hans øjne. Pigens blik flaksede rundt hen over kortet, indtil hun fandt det sted, hun havde set i sine syn.

Der, der! hviskede hun ophidset i Williams sind, og hvis hun ikke havde været så opmærksom på at være stille, ville hun have hoppet op og ned på stedet. Men mændene måtte ikke opdage hende.

"Fader," sagde William og bøjede hovedet, da han talte. "De vil ikke komme igennem passet."

"Hvad er det du siger, søn?" spurgte faren og rykkede på sig, så hans trætte ansigt kom til at se endnu mere brugt ud.

"De vil komme igennem her, Deres Majestæt," fortsatte William, imens Aprilla-Nathasja nervøst tittede rundt om søjlen for at holde øje med mændenes reaktion.

"Din søster?" spurgte kongen William, der nikkede næsten umærkeligt. "Godt, du og din søster vil ride af sted i morgen tidlig for at forhindre Merlyns indtrængen - en håndfuld magikere vil følge jer."

"Deres Majestæt," mumlede William og alle de andre mænd i salen, da kongen rejste sig og forlod salen. Aprilla-Nathasja smilede et triumferende smil.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...