Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1925Visninger
AA

19. EPILOG

 

Hvide fliser dækkede gulvet med sartrøde blomster malet på den lakerede overflade. På væggene hang falmede gobeliner, der forstillede jagte, riddere og eventyr. Benjamin trådte ind først tæt efterfulgt af Aprilla-Nathasja. Benjamin stirrede betaget på mosaikvinduet bagerst i salen.

Mosaikvinduet var smukt dekoreret og dækket af levende blomsterranker, der snoede sig frimodigt hen over de to mennesker afbilledet på det. En kvinde med sort hår og flammerøde striber, der holdt fuldmånen i sine hænder, og en gyldenhåret mand, og i hans hænder hvilede solen.

Da Benjamin drejede hovedet for at smile til Aprilla-Nathasja, var hun forsvundet. Hun stod ikke længere bag ham, og hans hjerte sprang et slag over. Hvor var hun henne? Efter fredsaftalen med den merlynske konge og ligbålet, hvor Menakha, Nattanook, Døden og Livet alle sammen havde været til stede, havde den mørkhårede prinsesse opført sig anderledens.

Da han vendte hoved fra side til side, fik han øje på hendes spinkle silhuet ovre ved den ene væg, hvor hun hev i en tyk snor, og pludselig faldt en ring af klart lys ind oppe fra loftet. Benjamin så på hende med store øjne. Når hun stor der, lignede hun en del af rummet, som om det var meningen, at hun skulle stå der og ingen andre steder.

Aprilla-Nathasja lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage. Hendes mumlende stemme flød igennem rummet som en uforståelig underlægningsmusik og fik Benjamin til at gyse. Hun hævede armene op over hovedet, og hendes hår løftede sig fra hendes skuldre i en mørk og flammende dans.

En smuk sølvsnor groede ud af gulvet og løftede sig mod loftet. Snart efter fik den ene sølvsnor selvskab af så mange flere, at Benjamin ikke kunne holde tal på dem. Sølvsnorene var så sarte, at det lignede, at de var lavet af måneskin.

Bagerst i salen stod Menakha, Nattanook, Livet og Døden og stirrede på den unge prinsesse, hvis magi snoede sig op under loftet og dannede en glødende måneskinsbue, der var dækket af de samme sartrøde blomster som fliserne. Da hun åbnede øjnene, forsvandt de.

Benjamin stirrede bjergtaget på den mørkhårede piges magi, men mest af alt stirrede han på Aprilla-Nathasja selv. Han var så optaget af at stirre på hende, at han ikke opdagede, at hun trådte hen til ham og hev ham med ind under måneskinsbuen.

"Du og dit folk kan blive her, så længe I ønsker, Benjamin." Hun smilede op til ham, og hans hjerte sprang et slag over. "Men først må vi danse i De Glemtes Sal."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...