Månebørn

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen. Frygten voksede inde i hende. Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror, at manden, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.


(Cover af Skyeii)

18Likes
24Kommentarer
1927Visninger
AA

1. PROLOG

 

Dronningen stod med hovedet vendt op imod nattehimlen. Hendes klare øjne var sørgmodige, og hun blinkede en ensom tåre bort fra øjekrogen. Det var sidst på sommeren, vejret var lunt, men hendes sind var trist. En let sommerbrise greb fat i hendes skørter og fik dem til at danse om hendes bare ben. Langt borte sang en af nattens fugle ganske sagte.

Hun lod en hånd hvile over maven, der som altid var flad. Intet, ikke en bule under det tynde stof. Hun lod sine øjne glide hen over månens hvide ansigt. I sit stille sind bad hun alle, der ville lytte til hendes desperate bønner, om at skænke hende en lille en. Et barn.

Tjenestepigernes skadefro sladder havde nået hendes ører. Den Barnløse Dronning; det var sådan, hun blev kaldt. Og det var rigtigt. Det var det, der gjorde det så slemt. Fire år havde hun været på slottet, fire år, men intet barn. Men kongen beholdt hende. Han elskede hende, og hun vidste det. Kunne se det i hans venlige øjne. Den måde hans ansigt altid lyste op, når hun var i nærheden. Men selv ikke den kærlighed, han nærede til hende, kunne dulme frygten. En tronarving, det var, hvad alle forlangte, men hun ikke kunne give.

Endnu engang lod dronningen blikket glide hen over månen. Et sagtmodigt smil krusede hendes fyldige læber. Et kort øjeblik syntes hun, at et kvindeansigt blinkede ned til hende fra måneskiven. Dronningen blinkede, ansigtet var væk.

Med et sidste blik op på månen, vente dronningen sig væk fra vinduet. Med tunge skridt passerede hun igennem slottets gange som et spøgelse. Hun nåede en mørk trædør, som hun skubbede op. Da hun lukkede døren, trak hun vejret dybt ned i maven. Kort tillod hun sig selv at tro, at den lille bule under hendes fingre var et barn. Det lille barn, der havde sovet i hendes mave, forsvandt, da hun pustede ud.

På listetæer krøb hun ned under dynen og lagde sig i sengen ved siden af sin mand. Hun kiggede på hans ansigt; de skarpe linjer; det pjuskede hår. Et kærligt smil bredte sig over dronningens læber. Med blikket rettet imod loftet, faldt hun i søvn.

 

Otte måneder, to uger og fire dage senere skete det. Dronningen fødte. Hun havde vidste det ikke stykke tide. Da hun opdagede, at hun var med barn, blev hun lykkelig. Hun var gravid! Hun skulle have et barn!

Der havde ikke været nogen ende på hendes smil. Efter fire år hos kongen skete det endelig.

Dronningen fødte midt om natten. Tvillinger, en dreng og en pige. Fødslen faldt sådan, at den ene ankom kort før midnatsklokkens slag, den anden kort efter.

Den gamle kone, der hjalp dronningen under fødslen, bar børnene hen til deres mor. Smilende overlod hun dem til dronningen.

Den lille dreng skreg af sine lungers fulde kraft, mens han fægtede om sig med de små, buttede arme. Pige lå derimod helt stille indsvøbt i et hvidt tæppe. Hendes små, nye øjne så på noget, dronningen ikke kunne se. Et lille smil bredte sig over pigebarnets buttede kinder.

Den gamle kvinde, som nu var igang med at skuer og skrubbe gulvet, så op fra sine knoklede hænder. Hun vred kluden og sagde: "De er velsignede, min dronning."

Dronningen så ned på sine små børn. Er de virkelig velsignede? tænkte hun, imens hun vuggede dem frem og tilbage.

Da den gamle kone var færdig med gulvet, tog hun spanden med det blodige vand op fra gulvet. Inden hun forlod værelset, sagde hun: "Jeg siger til kongen, at han godt kan komme her ind."

Dronningen så ned på de små børn i sine arme. Den lille dreng sov allerede med hovedet hvilende over sin mors bankende hjerte, men den lille pige så tilbage på dronningen med et glad smil. Små pludrelyde kom fra hende.

Kongen kom ind med et stort, lykkeligt smil smurt ud over ansigtet, og satte sig ved siden af sin dronning. "Hvor er de smukke." Han lagde en hånd over dronningens. "Hvad skal du hedde?"

Dronningen så på ham og hviskede: "William og Aprilla-Nathasja."

Hun lod blikket glide ud af vinduet, hvor månen og stjernerne lyste om kap. Et kort øjeblik syntes dronningen, at hun så en smuk kvindeskikkelse ude for vinduet, men så var den væk igen.

 

Tvillingeparret voksede hurtigt. For hver dag, som gik, syntes dronningen, at de blev skønnere og skønnere.

 

I mange generationer havde landet ligget i krig med sit naboland, Merlyn. En mørk december dag ankom et brev til slottet, om at Merlyns konge ønskede at aflægge visit. Kongen følte sig nødsaget til at sige ja til nabokongens anmodning, om ikke andet så for at undgå krig.

Merlyns konge ankom nogen måneder senere. Kongen og dronningen havde inviteret en del adelsmænd til middag sammen med deres udenlandske gæst. William og Aprilla-Nathasja tumlede rundt imellem langbordene og grinede lystigt.

"William! Aprilla-Nathasja! Kom nu." Dronningen så irettesættende på dem.

Idet samme gik dørene i den modsatte ende af salen op, og Merlyns konge skrævede op ad gulvet. Imens han gik, bemærkede William lavt til sin søster, at han ikke brød sig om disse fremmede mænd.

Aprilla blev hurtigt enig med sig selv om, at hun heler ikke brød sig om dem.

Kongen stoppede op foran dem. Bag ved ham stod to mænd. Den ene lignede kongen med sit brune hår, den anden havde langt, blondt hår. William og Aprilla-Nathasja havde fået strenge instrukser om at hilse høfligt på kongen og hans følge, så det gjorde de så.

Aprilla-Nathasja lod sit blik glide flygtigt hen over de to mænd bag den fremmede konge, og hun skreg. Et skingert skrig fyldt med frygt. Billederne fløj igennem hendes tanker og fik omgivelserne til at snurre rundt. Billederne fløj fra hendes sind til hendes brors. En mand med gyldent hår, en kniv, blod, blod, blod. Masser af blod.

William begyndte dog ikke at skrige ligesom sin søster, istedet så han bare på manden med det gyldne hår med afskyen malet tydeligt i sit lille ansigt. Men imens han betragtede manden, gik det op for ham, at det ikke var ham i synet.

Dronningen styrtede hen til sine børn. Hun gik ned på knæ foran sin skrigende datter. Den stakkels dronning forsøgte at berolige den lille pige; overbevise hende om, at det hele nok skulle gå.

Manden med det gyldne hår trådte et skridt frem, så han stod ved siden af sin konge, og bøjede sig ned foran den skrigende pige. Aprilla-Nathasja begyndte at skrige endnu mere, hun trak sig væk fra manden og sin mor.

"Rødt. Rødt. Rødt. Rødt. Rødt," begyndte hun at messe hurtigere og hurtigere. Kongen bade sin dronningen om at få den skrigende pige ud så hurtigt som muligt.

Først da døren lukkede sig bag dem, og den fremmede konge og hans følge var langt væk, holdt Aprilla- Nathasja op med at skrige, og billederne forsvandt fra Williams sind.

 

Kniven, blodet og manden med det gyldne hår blev ved med at spøge i Aprilla-Nathasjas sind. Det gav hende frygtelige mareridt om natten, og sommetider kom mareridtene også om dagen.

Frygten voksede inde i hende.

Tiden gik, og som hun blev ældre, gik det op for hende, ligesom det var gået op for hendes bror,  at mande, der havde udløst synet, ikke var manden i synet. Hun anede ikke, hvem manden ellers kunne være, og det plagede hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...