A Phenomenal Black Bird - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Igang
Felicia Sophia er langt fra som andre. Hendes personlighed er gemt for omverdenen, hendes accent er fremedartet og hendes fænomenale udseend afsløre en helt anden pige end hvad der egentlig gemmer sig bag facaden. De 5 uimodståelige drenge fra one direction, ikke mindst Harry Styles, er slet ikke i tvivl om, at der er noget helt specielt og umætteligt over pigen med det sorte og rå look, da hun dukker op sammen med drengenes manager Paul. Men hvem er Felicia egentlig? - En fortælling om hvordan, at selv den sorteste fugl kan synge, som en smuk nattergal.

6Likes
3Kommentarer
326Visninger
AA

1. "Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig."

Harry's synsvinkel.

"Også til noget helt nyt. Den unge sangerinde Barina Smith er ikke blevet set siden i forgårs efter et møde under indspilningerne på det nye album 'damaged pride' som kommer ud i butikkerne til november. Ingen familie eller venner har haft kontakt med hende siden onsdag morgen. Politiet er i fuld gang med efterforskningen, men hvis du mener at have set Barina, så ring hurtigst muligt til dette nummer." et nummer poppede op på skærmen under kvinden, hvorefter hun takkede af for i aften og nyhederne sluttede.

"Jeg havde ellers altid ønsket mig at møde hende. Hun er mega lækker!" svarede Zayn og grinede med et drenget smil på læberne.

"Forhold dig til Perrie. Barina er min. Det har jeg altid sagt." fastslog Niall og grinede højlydt, så de andre drenge grinede med. "Desuden, så er hun single ligesom miiiiig."

Jeg rystede opgivende på hovedet af dem og rejste mig op fra den mørke sofa som stod midt inde i lokalet. Nogen gange ville jeg ønske at bedre midler blev taget i brug end deres såkaldte hjerner. Altså, de var søde nok, drengene, men de var nogen gange for langt ude. Hvis Barina var forsvundet, så var der nok en meget lille sandsynlighed for at 1. Zayn ville møde hende og 2. Niall ville få sin drømmepige lige forløbig.

Man kunne jo slet ikke vide hvad der var sket med hende. Det ville slet ikke være værd at gætte på. Der sker så mange ting ude i den store verden. Det var ikke til at overskue og det ragede sådan set ikke os. Vi havde vores egen karriere og den slags at tænke på, så længere var den ikke rigtig.

Normalt, var min tankegang slet ikke så alvorlig, men dagen i dag var bare en dårlig én og jeg tænkte kun negativt. Det skulle på ingen møde gå ud over drengenes gode humør. Sagen var nok bare, at den pige, som jeg har datet på det sidste, er ligesom alle de andre. De vil altid være mere end en man bare dater. De vil have mere og det er altid det der slutter mine "forhold" med dem.

Jeg havde tit tænkt på, om det bare var tidsfordriv alt sammen, men jeg har aldrig været til de længere varige forhold, også selvom jeg virkelig gerne ville være det. Det ville have været så meget lettere. Så meget lettere..

Mine fødder fortsatte ud i køkkenet og over til vasken. Jeg drak resten af min halvkolde kaffe og stillede den i vasken. Muggent, rystede jeg på hovedet og gik ud i gangen. Drengenes stille stemmer kunne høres og jeg var slet ikke i tvivl om, at de snakkede om mig. Dog, tog jeg det ikke så tungt.

"Vi må nok se at komme af sted." Sagde jeg og lænede mig op af dørkarmen ind til stuen. Drengene nikkede og rejste sig op fra de steder hvor de nu havde siddet. Jeg sukkede lidt, men tog mobilen op af min baglomme, da den for kort tid siden havde vibreret.

,,Jeg havde ikke ønsket det her for nogen af os. Harry, jeg er ikke ovre dig og jeg savner dig virkelig.,,

Jeg fugtede mine læber og valgte ikke at skrive tilbage, men ligge den i lommen igen. Irriteret og frustreret, fulgte jeg med drengene ud i gangen og tog mit overtøj på. Det var ret koldt udenfor, så det blev grunden til at jeg tog en tyk frakke på.

Paul havde kaldt hele crewet og nogle andre få mennesker ind til møde i den centrale del af London. Det tog ikke særlig lang tid for os at gå derind, men valgte i stedet at tage de to biler og dele sig op. Jeg sad i samme bil som Niall og Liam, imens Zayn og Louis tog den anden.

"Dårlig dag?" spurgte Niall og kiggede over på mig, da vi sad på bagsædet og Liam kørte bilen.

Min tunge fugtede mine læber og jeg træk lidt på skulderen, uden at kigge på ham. Jeg kunne fornemme Niall sukke tøvende og hans blik lå stadig på mig.

"Du ved godt at vi er her for dig ikke, Harry?" spurgte Niall og lød dyb seriøs. "Du behøver ikke at være så indelukket hele tiden."

"Jeg er bare vred og irriteret, Niall." mumlede jeg med hovedet nede i min telefon, men løftede mit blik op til hans. "Det sidste jeg ønsker er, at det skal gå udover dig og drengene. Vi ved alle hvordan det endte sidste gang og det skal ikke ske igen."

Niall og Liam nikkede kortfattet og et nyt emne kom på banen. Jeg hørte ikke specielt meget efter, for jeg sad og grublede over, om jeg skulle svare Zenia tilbage. Hvis jeg skulle indrømme noget overfor mig selv, så ville jeg fortælle min dårlig samvittighed at den ikke skulle være der og gå langt væk. Det var ikke min skyld jeg var her hvor jeg var nu. Sådan her. Det var hende der var gået.

"Vi er der, Harry." smilede Liam og først nu opdagede jeg, at Niall allerede var ude af bilen og over ved de andre drenge og at bilen stod stille. Jeg nikkede kort og klikkede min sele op.

"Er du okay?" spurgte Liam så og stoppede mig i at åbne døren og stige ud. Han sendte mig et lille bekymret blik og jeg sukkede.

"Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Jeg kan bare ikke holde på den samme pige i længere tid af gangen, men det ender altid med, at det er dem der skrider, Liam." tøvede jeg. Jeg bed mig lidt i læben og kiggede op på ham.

"Måske skulle jeg bare holde lidt igen, du ved." forklarede jeg videre og sendte Liam et lille skævt smil.

"Harry, der kommer en dag hvor en helt speciel pige træder ind i dit liv og du må bare holde øje med, hvem hun kan være. Du må jo udforske mulighederne og det er du allerede i gang med. Hvis den næste bliver hos dig, lige meget hvad der sker med jer, lige meget hvad i går igennem sammen, så er hun, måske, nok den rigtige. Kærlighed tager tid. En dag finder du ud af det og så vil du gøre alt for at ligge med dine arme omkring pigen du elsker resten af dit liv." forsikrede Liam mig og smilede før at han stod ud af bilen.

Jeg elskede at snakke med Liam. Det virkede altid på en eller anden måde på mig. Måske havde han ret. Måske, og jeg siger kun måske, så var jeg allerede i gang med at finde frem til min kærlighed. Hende, som jeg altid ville elske. De andre drenge kunne jeg også snakke med, men det var altid Liam som fik de rigtig ord sagt.

Jeg gik op mod hovedbygningen sammen med drengene og mit humør var blevet en anelse bedre. Hvis der var noget jeg hadede mest, så var det at være trist og bare i det hele taget sur. Glad, kunne være mit mellemnavn. Jeg elskede at være det, men det var ikke en af mine glade dage i dag.

Vi blev taget imod af to blonde pige, som tog imod vores jakker og fulgte os hen til mødelokalet. Den ene kiggede noget på mig. Faktisk hele tiden og under normale omstændigheder, så ville jeg nok have blinket flirtende til hende, men ikke i dag.

Drengene og jeg kom smilende ind i mødelokalet og de blonde piger lukkede døren efter os. En hel del af crewet var kommet og havde sat sig rundt om det enorme lange bor. Vi hilste lidt rundt omkring og en helt bestemt pige fangede min opmærksomhed. Hende havde jeg vidst ikke set før.

Hun sad over i hjørnet af lokalet og støttede sin ryg op af væggen, imens hun havde sine ben langt op på en anden stol. Hendes stil var rå og, ja.. sort. Hård type, efter min mening. Men damn.. hvor så hun hot og tiltrækkende ud. Hun havde en form for sort hår, med en smule skær af mørkebrunt og rødt. Det var flot og for første gang, i meget lang tid, ville jeg føle en piges hår, som hendes, imellem mine fingre og hendes svagt optegnede røde læber mod mine.

"Hvem er hun?" spurgte Louis og stoppede op ved siden af mig.

"Jeg har ingen anelse." svarede jeg, stadig med mit blik på hende. Hun lavede ikke rigtig noget, udover at stikke sin handske beklædt hånd, hvor halvdelen af hendes fingre kunne ses, ned i sine stramme læderbukser og fiske sin mobil op for igen at ligge den tilbage. Jeg vidste med sikkerhed, at hun ikke var vegatar. - Med så meget læder, som hun havde på, så var det ingen diskussion.

"Ser hun ikke lidt.. ehm..?" spurgte Liam, som joinede os. Jeg nikkede, for jeg vidste præcis hvad han mente, og vendte mig væk fra pigen med det hårde look og fulgte med drengene ned til enden af bordet hvor Zayn og Niall sad og grinede lidt med Lou's datter, Lux.

Vi hilste og satte os rundt om det mega lange bord - der skulle jo være plads til alle - mens jeg åbnede min vand. Jeg havde på fornemmelsen at det hele nok skulle gå bedre. Jeg måtte ikke lade det ramme mig så hårdt.

Paul trådte, som den sidste, ind i lokalet og gik direkte over til pigen med det rå og hårde look. Han havde de flestes opmærksomhed, imens andre bare snakkede videre. Paul snakkede lidt med hende og hun rejste sig fra sin plads ovre i hjørnet og satte sig rundt om bordet til os andre. Nu når hun sad tættere på, så kunne man også meget bedre se hendes kønne ansigt.

Jeg fik kort øjenkontakt med hende og smilede charmerende, men hvor det glade humør kom fra, vidste jeg ikke. Hun løftede sit ene mørke øjenbryn af mig og kiggede skeptisk på mig. Hendes blik var hårdt og udtryksløst. Dog, sænkede mit smil sig ikke. Hun rystede kort på hovedet og Paul fik så hendes opmærksomhed, eftersom at han var i gang med tale ud til os alle og byde velkommen.

Mødet var kommet godt i gang og vi havde snakket om en del ting. Blandt andet om vores nye album, om vores nye tour, som også snart ville begynde, men intet emne var blevet taget op omkring den nye pige. Hun havde ikke engang deltaget specielt meget i mødet. Hun så bare ud til at kede sig.

Paul valgte at vi tog en pause og gik ud for at få noget at spise. Vi alle tog vores overtøj på og rendte over på den anden side af gaden og ind på Café let. Jeg var meget nysgerrig omkring den nye pige, så da vi alle havde bestilt og fået vores mad, havde jeg efterladt drengene alene og gået over til det tomands-bord, som hun sad alene ved.

Hun kiggede op og sænkede derefter sit blik igen. Ikke det mindste interesseret ud så hun og det gjorde det hele lidt mere svært for mig at komme ind på hende, men jeg elskede udfordringer. Alting skulle heller ikke være for let.

"Wauw.. du ser godt ud. Jeg er Harry." Jeg rakte min hånd til hende og smilede charmerende, måske en anelse for flirtende.

"Ja, det hører man jo." svarede hun uden den mindste smule interessere i stemmen og blinkede til mig. Hun førte sit glas op til munden og drak af dens indhold, inden at hun stillede det tomt på bordet. Hun rejste sig og lyden fra stolen, som skrabede hen af gulvet, gav genlyd i hele restauranten.

Pigen gik fra sin uberørte mad og stoppede op lige foran mig. Hun lænede sig ned over bordet og kiggede ned på mig, imens hun rørte lidt ved min kind, så læderet kunne mærkes og hendes fingre afsatte brandmærker på min hud. Et smil spillede både på mine læber og i mine øjne.

"Du burde stoppe med alle de flirtende komplimenter og det øje ting, som du konstant gør." svarede hun lavt og hendes hæse stemme tiltrak mig endnu mere end den burde.

"Hvad for noget øje ting?" spurgte jeg og gjorde præcis det med øjet, som hun hentydede til.

"Det ved du vidst godt." hun klappede mig kort på kinden og rettede sig ordentligt op, inden hun fortsatte igennem restauranten og ud af døren, så dørklokken gav lyd fra sig.

Hun var det mest forvirrende kvindemenneske, som jeg nogensinde havde mødt.. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville have hende. Måske, var det fordi, at hun ikke udgjorde den store interesse, så jeg blev mere obs på at få hende. Jeg skulle have hende. Det skulle jeg bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...