Dødens time.

Død

2Likes
6Kommentarer
345Visninger

1. Dødens time

Udenfor var jorden kold og våd, store vandpytter var spredt oppe på den høje bakke, et stort træhus med tre etager. Gemt i en skov der, med træer uden blade, intet var grønt. Intet levede der ude. Træerne var endda også ved at uddø. I huset boede en familie på fire. Jamie Ylors, Ungrid, med deres to børn: Lukas og Rebecca.

En sen sommerdag. Lukas og Rebecca løb rundt og grinte imens Jamie, deres far, stod med et kamera og filmede dem. Lukas løb og løb efter Rebecca. Han kom hurtigt op til sin syv årige lillesøster og sprang på hende. Hun skreg og han grinte. Faderen gik hen og filmede videre. Lukas og Rebecca lå og rullede rundt. Rebecca prøvede at få Lukas – som for resten var tre år ældre end sin lillesøster – Hun prøvede med alle kræfter men måtte give op da han holdt hende nede. Rebecca lå og vred sig imens faderen og Lukas stod og grinte.  Derefter rejste Lukas sig og kiggede fnisende ned på hende. ,,Du er!” Lo han og vendte om på hældene og løb. Med fuld fart, spurtende han lige imod den store skov, som huset lå op af. Han svingede til højre om et træ, Også venstre, venstre igen, højre. Sådan løb han i lidt tid. Indtil hans puls hamrede som en gal. Han bøjede sig ned og trak vejret dybt. Åbnede munden og sugede så meget luft ind han kunne, til hans lunger var fulde. Så rejste han sig ordenligt op og kiggede rundt om sig. Burde Rebecca ikke havde fanget mig? Tænkte han. Hvor er jeg overhovedet? Han kiggede rundt. Hvor er Rebecca? Det var ved at blive aftens tid og han kunne ikke lide det sted han forholdt sig i. Omgivelserne omkring ham gav ham myrekryb. De store, tredive meter høje træer, ingen lyde, ingen fugle der hakkede ind i træerne efter føde. Den eneste lyd man kunne hører var hans åndedrag. Han savnede allerede de andre. Han ville hjem igen, men hvordan? Kom nu Lukas! Du gik først til… højre… ikke? Nej det var da venstre? Han lod blikket falde omkring sig igen. Men igen, kun store sorte træer, uden blade, uden liv. Måske… hvis jeg bare gik mod højre i tres sekunder, også mod venstre i tyve sekunder, også ligeud. Så kunne jeg komme hjem? Men hvad nyttede det? Intet. Det kunne han ligeså godt se i øjnene. Men på en eller anden måde skal jeg jo hjem! Enten blive ved denne gustne skov. Eller selv vandre. Far siger at vi ikke må gå her ud… han siger den er mange kilometer stor… oh hvad gør jeg! Han begyndte at ryste, da en kold brise krøb igennem ham bagfra. Han vendte sig om. Jeg kom jo derfra… tænkte han og vandrede afsted. Han lagde armene tæt om sig og prøvede at holde sig selv varm. Han åbnede munden og råbte, skælvende: ”Rebecca?! Hvor er du?!” Han kiggede automatisk omkring sig, i et håb om at se hende, eller måske sin far. Hans ben føltes som gummi, for hvert skridt han tog. Under ham smattede hans Adidas sko i mudderet, men han hørte stadig ingen Rebecca. ”Rebecca? Hvor er du?!” Råbte han igen. Men fik intet svar. Han tog nogle få skridt igen og kom til at træde på noget. En sko. Han bukkede sig ned og samlede den op. Det kunne ikke passe! Skoens egen ejer var Rebecca. Så var hun her også. Men… hun var måske løbet den forkerte vej. Måske var hun løbet for langt ind i skoven. Han var nød til at finde hende. Men hvordan? Tænkte han. Han prøvede at tænke sig om, om hvor hun kunne have løbet hen. Men måtte forgæves. Han kiggede på jorden under sig. I mudderet lå der nogle fodspor. Det kunne kun være hendes. Han begyndte at følge efter fodsporene. Pludselig blev der ikke to fodspor, men fire. Shit… hun bliver forfulgt! Tænkte han og satte farten op til løb. ”Rebecca!” Skreg han, da han drejede om et træ. Han kunne se at fodsporene havde ændret sig. Hun var begyndt at løbe. Og personen, som havde fulgt efter hende, havde også sat tempoet op. Han løb alt hvad han kunne. Men pludselig. Stoppede sporene. Pludselig, var der ikke andet end to fodspor. Forfølgeren var forsvundet. Rebecca ligeså. Lukas kiggede rundt om sig. Det var rigtigt nok. Hun var løbet her til. Men.. hvor var hun så nu? Han blev ved med at snurre rundt om sig selv og råbte: ”Rebecca! Hvor er du?!” Han begyndte at ryste igen. Hvor er hun? Tænkte han. Man kan da ikke bare svæve væk, kan man? Han lod stille sit hoved falde bagud. Og der, oppe i træet. Hang hun. Begge arme bundet til et reb. Halsen skåret halvt igennem, hendes blå sommerkjole var dækket med blod. Hun var bleg på hele kroppen. Mest i ansigtet. Han ville skrige men kunne ikke. Han kunne ikke sige en lyd. Han kunne ikke bevæge sig. En bloddråbe faldt fra hende, og landede på Lukas’ pande. Blodet var koldt. En kvist knækkede. Hans blik fløj lige frem, men så intet. En ny kvist knækkede bag ham. Han vendte sig om og så en mand, gå med en kappe, hvor dens hætte dækkede hvor hans ansigt. Det eneste der kunne ses var en hvid næse. Lukas’ blik fløj ned på mandens højre hånd, hvor han holdte en blodrød kniv. I den venstre hånd. Holdte han et kamera. Men ikke et hvilket som helst kamera. Hans fars kamera. ”F… far?” Mere nåede han ikke at sige før mandens højre hånd hævede sig, med kniven, og skar hans strube over

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...