Gotta Be You (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Talli er atten år, og er lige flyttet til London, hvor hun endelig kunne flygte langt væk fra sin familie. Hun er egentlig fra Danmark, men ville helst gerne MEGET langt væk, da hun ikke vil have noget at gøre med sin familie mere. Hendes mor døde af kræft da hun var ni år, og siden hendes død gik hendes far hen og bliv alkoholiker. Talli har en halvsøster på fire som hedder Amalie. Talli var mange overvejelser igennem da hun flyttede - for hun ville heller ikke efterlade Amalie hos en misbruger, men Amalie har jo hendes mor. Selvom det var hårdt at sige farvel til Amalie, er Talli ikke et sekund i tvivl om at det var det rigtige hun gjorde.
I den nye skole går det fint. Talli er udadvendt, og finder hurtigt nye venner. En dag invitere en af hendes gode klassekammerater, Geo, hende hjem til filmaften med nogle af hans andre venner, men hvad sker der når hele One Direction også er inviteret? Vil der opstå venskab, uvenskab eller kærlighed?


**Anstødende sprog og indhold kan forekomme**

33Likes
15Kommentarer
1514Visninger
AA

8. Hi Harry? And hello Louis!

I går var jeg kommet hjem fra Louis. Vi fik ringet til sådan en halløjsa mand, som kan åbne døre... Men det var først senere på eftermiddagen. Vi havde faktisk næsten glemt det.

Og liiige nu sad jeg, og åd cornflakes med yoghurt! Det smager ordenligt godt!! Nummenums!

Men lige siden jeg var kommet hjem, har jeg følt mig lidt alene. Jeg bor jo alene, og jeg har ingen at snakke med.

Så jeg havde skrevet lidt frem, og tilbage med Geo. Og så jeg har gået og mumlet lidt med mig selv... Er det underligt? Jeg må seriøst have mig et dyr eller noget. Jeg tror at jeg køber en guldfisk! Det var en god idé Talli. I morgen har du en aftale med dig selv, og fiskehandleren... Altså den fiskehandler, som sælger levende fisk. Ikke den med de døde.

 

I går begyndte Harry at snakke til mig. Hvilket var ret underligt, efter som han ikke kan lide mig. Og jeg ikke kan lide ham.

Liam og ham, var gået ind i et rum - som jeg ikke havde lagt mærke til før der -, og kom ud, lidt efter at jeg havde sat mig i sofaen, hos de andre, efter at have skiftet tøj.

Harry virkede faktisk mere venlig. Han irriterede mig stadig, og kom stadig med irriterende og lidt spydige kommentarer en gang imellem, men han var mærkbart sødere end han plejede. Men han snakkede til mig, på en anderledens måde. Ikke at han sagde noget specielt. Det var mest sådan noget, hvis jeg for eksempel tjekkede facebook, eller twitter på min mobil, så spurte han, ''Hvad laver du?'' Altså han viste en smule insereres for mig.

Det var sikkert den gode fe, som havde været her med hendes tryllestøv, og drysset det ud over Harry... Haha! Det kunne have været sjovt, hvis det var rigtigt!

Men sagen er den... At Harry Styles, var blevet nogenlunde venlig, over for mig...?! Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg havde, jo lige affundet mig i, at mig og Harry ikke kunne lide hinanden. Og så kommer han der, og smiler sødt til mig, og han snakkede nogenlunde pænt, til mig. Skulle jeg være venlig tilbage, eller skulle jeg bare være som jeg plejede over for ham?

Men det var efter Liam og ham havde snakket. Havde Liam sagt at han skulle være 'sød'? Eller var det noget han selv gjorde? Måske Liam havde en indflydelse? Eller de andre?...

Gjorde han det af tvang?

''Talli stooop!! Du ved udmærket godt, at der er for mange tanker, til hvad dit hoved kan rumme, lige nu. Gør noget. Sæt Forrest Gump på, og sig alle replikkerne, på de rigtige tidspunkter! Eller sæt noget musik på, som du kan synge med på!'' Okay. Ja. Jeg snakker med mig selv. Jeg ved det. Men gør alle ikke det nogle gange?

Når. Jeg gør. Og jeg snakker også i søvne... Og nogle gange går jeg i søvne. Jeg er faktisk lidt uhyggelig, når jeg tænker over det. Muhahaha! Haha...! Jeg føler mig lonely... Jeg må have den guldfisk!

''Jeg tror, jeg sætter noget musik på. Og ser Forret Gump,'' mumlede jeg til mig selv. Jeg ved godt at det kommer til at lyde af lort til. Men. Jeg har brug for begge ting.

Jeg gik op, og fandt Forrest Gump og satte den på, og gik så ind på min computer, og satte de sidst hørte sange på, som en playliste.

Jeg satte mig i min sofa, og så film. Eller. Snakkede med på filmen. Samtidig med at jeg hørte musik, og åd cornflakes med yoghurt. Lige nu hørte jeg 'Just Give Me A Reason' med P!nk feat. Nate Ruess som jeg faktisk ret godt kan lide. Det er en god sang. Og god film. Og god sang. Og god film. Og... Okay! Styr dig Talli. Jamen. Jeg er ensom. Den fisk!! Ensomhed gør mig seriøst skør!... Tud.

Sangen blev færdig, og en ny kom på.

Jeg ved virkelig ikke hvordan den sang kom ind på min playliste. Men... Der blev spillet en sang, som jeg kun har hørt sammen med én person. Ann.

Der blev spillet 'Best Song Ever' med selveste One Direction. Ikke en sang, jeg kunne holde ud at høre på lige nu, når jeg skulle glemme Harry for en stund.

Jeg satte 'Forrest Gump' på pause, og rejste mig for at finde en ny sang, men i det jeg rejste mig, så bankede det på døren. Jeg hoppede ti meter op i luften, af forskrækkelse. Fuck mand! Jeg viste intet om, at jeg skulle have gæster? Havde gud lavet en aftale for mig?

Så i stedet for at gå over og slukke for musikken, gik jeg ud i køknet, hvor døren var - alt i mens musikken kørte -, og lukkede op.

Jeg må ærligt indrømme at jeg blev overrasket over at se det smilende ansigt, der kom til syne, da jeg åbnede døren.

Min dag syntes bare ikke at jeg skulle glemme Harry? Det tror jeg. For nu stod krøltoppen her, i døren og smilede overdrevet til mig.

Jeg overvejede et kort øjeblik, at smække døren i hoved på ham, men lod vær. Efter at have set hinanden tre eller fem gange, så kommer han her banker på?! Er det ikke mærkeligt? Og hvad ville han overhoved? Okay... Jeg føler mig lidt... Ja. Lidt mærkeligt oprevet.

''Hej Talli. God musik,'' sagde han smilende. Oh, ja. Selvfølgelig. Han kunne jo høre sin egen stemme i baggrunden.

''Jeg skulle lige til at slukke den, men så blev der banket på, og så kom jeg fra det,'' svarede jeg en anelse koldt. Han blev bare ved med at smile venligt til mig. Og ja. Jeg må indrømme. Krøllerne, og smilehullerne. Det var da lidt charmerende. Men han var overhoved ikke noget for mig! Slet ikke min type. Og slet ikke når han irriterede mig, så grænseløst.

Jeg stod stadig i døren, foran ham. Han rømmede sig lidt, da jeg ikke flyttede mig, så han kunne komme ind.

''Talli, må jeg gerne komme ind?'' spurte han. Jeg overvejede kraftigt at sige nej. Og jeg skulle lige til det. Men min stemme blev afbrudt af min egen stemme - hvis man kan det?

''Jo,'' sagde jeg, og trådte til siden, så han kunne komme ind, og blev irriteret over mig selv. Mental lussing til mig.

Når, men. Nu var han inde, og jeg kunne jo ikke jage ham ud igen. Kunne jeg? Afgjort nej. Så ville han sikkert sladre til Geo, og så kommer Geo med en spade, og slår mig i hoved ind til jeg dør. Og så dør baby. Og det ville ikke være godt.

Harry kiggede sig lidt om, som om han ikke have været her før. Men det havde han jo! Nød, havde han allerede glem hvordan her så ud?

Jeg lukkede døren, og gik så derefter ind i stuen - jeg gik iskoldt forbi Harry, som stod og tog jakke og sko af -, og slukkede for musikken. Harry kom ind til mig, og smilede. Harry. Styr dit fake smil. Du mener ikke en skid det der.

Jeg tror ikke at jeg havde smilet til ham en eneste gang, siden han kom. Og han stod bare, som en eller anden, komplet idiot på lykkepiller, og smilede til mig, som var jeg hans bedste ven. Og det var jeg altså ikke.

Jeg havde sat mig i sofaen igen, og kiggede på min film. Harry satte sig ved siden af.

''Hmmm, Forrest Gump er en god film,'' sagde han. Jeg kiggede hurtigt over på ham, og nikkede kort, for at kigge tilbage på skærmen igen.

''Talli?'' spurte han. Jeg kiggede over på ham. ''Vil du lige sætte filmen på pause?'' spurte han.

Næææh, det vil jeg faktisk ikke. For lille Harry skal ikke altid have det, som han vil have det.

Men jeg gjorde det alligevel. Hvorfor, egentlig? Han kom jo bare brasende, og jeg havde ikke bedt ham om at komme!

''Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om,'' sagde han langsomt, og lød en anelse usikker. Harry var blevet anderledens på så kort tid. Altså, vi snakker, fra den ene dag til den anden. Og Harry usikker, eller venlig? Nej, det var ikke lige det jeg havde troet om ham.

Jeg vente mig interesseret imod Harry, selvom jeg nok er lige så uinteresseret som en flue. Men. Jeg er da velopdraget.

''Jaaah?'' spurte jeg. Han kiggede kort ned i sit skød, og fniste lidt, for at kigge op på mig igen.

''Jeg ved godt at det er lidt mærkelig, at jeg sådan pludselig dukker uanmeldt op i din dør. Men,'' sagde han tøvende. Der blev stille i nogle lange sekunder. Men, jaaah? Kom nu! Ud med det!

''Kan vi ikke starte på en frisk?'' spurte han, og så lige pludselig, både usikker, og selvsikker ud, og sød, og venlig, og noget jeg ikke lige viste hvad var.

Hvad! Sagde han det?

Han fniste kort, og kiggede mig alvorligt, og venligt i øjnene. Jeg havde lyst til at afbryde øjenkontakten, og svare nej. Men... På den anden side. Jeg har aldrig ønsket at være uvenner med Harry. Jeg afskyer ham jo kun, på grund af at, han afskyer mig. Sååå. Ja. Skulle jeg? Okay, jeg kan jo altid prøve, og hvis det ikke dur, så falder vi nok tilbage i den gamle 'duhadermigsåderforhaderjegdig' rolle. Men jeg var lidt skeptisk. Hvad skulle jeg svare? Og hvad hvis han ikke mente det? Og så komme efter de dage hvor han bare har... Har været tavelig og egoistisk over for mig, og så regne med at det er er OK.? Og han skulle heller ikke slippe så let! Eller... Jeg ved det ikke... Hvad skal jeg svare?

''Øøøm...'' var det eneste jeg kunne sige lige der. ''Øh, jo. Øm, jeg mener. Hvad mener du?'' spurte jeg. Harry grinede kort, og rystede på hoved, så krøllerne dansede om hans ansigt.

''Jeg mener. Vi er kommet lidt skævt ind på hinanden. Ooog...'' sagde han og kiggede ned i jorden, ''Jeg tænkte. Kan vi ikke bare prøve på at være venner?'' spurte han. Når. Jeg havde hørt rigtigt, og det var det han mente.

Stilhed.

Jeg nev mig i min overarm. Harry gloede mærkeligt på min arm, som jeg nev i.

''Hvad laver du Talli?'', ''Jeg skulle bare sikre mig at det var virkelighed, og ikke noget jeg drømte... Altså... Dig? Spørge vi skulle begynde forfra? Aldrig i min vildeste kunne jeg forestille dig kommer her, og spørge om det!'' svarede jeg, med et mærkelig smil på læben.

''Skal jeg tage det som et 'vi kan godt starte på en frisk'?'' spurte han, glad og forhåbningsfuld. Jeg smilede skævt til ham. ''Nu var jeg jo lige kommet så godt ind i rollen, om ikke at kunne lide dig,'' sagde jeg drillende. Stemningen ændrede sig brat til en akavet og mere lettet stemning - ja det lyder mærkeligt, men det kan lade sig gøre. Jeg viste virkelig ikke hvordan jeg skulle opføre mig, eller hvordan jeg skulle være overfor Harry. Vi ville med sikkerhed få en mærkelig 'forehold', eller hvad man nu kan kalde det.

Harry smilede lidt af mig. ''Tro mig. Det var jeg også! Men jeg er blevet lidt træt af det, og de andre går hele tiden, og siger at du er så åååh så sød, og syntes at jeg burde give dig en chance. Og jeg indså også, at de havde ret... Altså det med at jeg burde give dig en chance,'' sagde han. Jeg smilede lidt af hans ord... De andre syntes at jeg var sød. Nååår! Det var da et held at jeg også kunne lide dem.

''Hvad smiler du af?'' spurte Harry uforstående. ''Ikke noget,'' sagde jeg bare.

Og lidt efter hvilede en mærkelig, akavet stilhed, imellem os.

Jeg sad og tænkte over, hvordan det ville være, hvis mig og Harry startede på en frisk. Jeg har svært ved at forestille mig at vi skulle blive venner. Og jeg tror ærligt talt, at det bare ville blive mærkeligt imellem os. Jeg tror aldrig det kommer til at blive afslappet. Det kommer sikkert kun til at være mærkeligt og akavet.

''Talli?'' spurte han. Han spørger sku da også hele tiden! ''Ja,'' sagde jeg og kiggede på ham. ''Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af dig. Jeg kan ikke finde ud af om du vil starte på en frisk, eller om du har sagt ja, til at vi kunne, eller om du har sagt nej,'' sagde han forvirret, og så alvorligt på mig.

Jeg sukkede. Jeg viste det jo ikke en gang selv. Så derfor svarede jeg, ''Det ved jeg ikke, Harry.'' Han sukkede. ''Altså... Hvor mærkeligt ville det ikke lige blive imellem os? Og akavet - lige som det er nu,'' sagde jeg, og kiggede på ham. Han sukkede igen. ''Talli. Jeg. Du har meget ret. Det tænker jeg også på. Jeg ved ikke hvordan det bliver, og jeg ved bare at jeg gerne vil starte forfra, og lære dig at kende,'' sagde han opgivende. Vi sad i stilhed, og jeg sad og tænkte... Jeg tror aldrig at jeg har været i sådan en situation før. Det føles virkelig mærkeligt.

''Jo. Lad os starte på en frisk. Det skader jo ikke at prøve,'' sagde jeg, efter at havde tænkt mig lidt om, og smilede til ham. Bare det at smile til ham. Det var mærkeligt. Fusk... Fusk (Et smukkere ord for fuck, haha!), det ville blive mærkeligt. Men. På den anden side. Hvilken pige ville ikke gøre alt for at stå i mine sko? Selveste Harry Styles vil prøve på at være venner med mig! Sejt at tænke egentlig. Men alligevel. For mig var han nok mere en mindre irriterende teenagerdreng, som var så heldig at kunne synge og se godt ud, på engang. Jeg håber seriøst at mit blik på ham ændre sig med tiden...

Harry's lomme brummede pludselig. Han tog telefonen - som var den der brummede - op af lommen, og smilede til den. ''Hvad er det?'' spurte jeg nysgerrigt. Harry smilede op til mig, og viste hvad der stod på skærmen af den. Der var kommet en SMS fra Louis. En varm følelse gik igennem mig, da jeg så navnet.

Harry tog mobilen til sig selv, og åbnede beskeden. ''Hey Haz. Hvor er du?'' læste Harry højt. Han kiggede op på mig, da han sagde, ''Jeg må nok se at komme hjemad. Niall og Louis venter på mig.'' Han smilede undskyldende. ''Det er okay Hazza,'' sagde jeg for sjovt, og lagde et godt drillende tryk i Hazza, og smilede til ham. Han smilede - eller havgrinede - af mig.

 

Jeg rejste mig samtidig med Harry, og fulgte ham, den korte vej, ud til døren.

''Jeg er glad for at du gad snakke med mig,'' sagde Harry. ''Og jeg er glad for at jeg ikke lukkede døren lige i hoved på dig,'' sagde jeg, med et drillende smil. Harry gloede måbende på mig. ''Overvejede du det?'' spurte han chokeret.

''Ja, det gjorde jeg faktisk.'' Harry smilede for sig selv.

Harry havde fået jakke og sko på, og jeg havde åbnet døren for ham.

Se nu kom det akavede. Skulle jeg give Harry hånden, eller skulle jeg give ham et lille kram? At give hånden, det ville være for... Ja... For... For upersonligt, og reaserveret. Og at give et kram. Ville det være for personligt, og mærkeligt? Jeg valgte han måtte tage beslutningen.

Harry valgte et akavet kram. Virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, virkelig akavet. Forstod du. Virkelig akavet. Det var en blanding, af at ville give et kram, og ikke ville. Sådan et virkeligt akavet kram. Har du prøvet det?

 

Når, men. Nu var han gået. Jeg satte mig tilbage i sofaen, og satte filmen på play igen. Men jeg kunne ikke koncentrere mig om filmen. Harry hang fast i mit hoved. Det ville blive meeeget mærkeligt. Hvordan ville vores 'venskab' blive? Akavet helt sikkert!

 

 

Der var halvanden uge siden Harry dukkede op i døren, og spurte om vi skulle prøve på være 'venner'. Og jeg havde fået min guldfisk!

Ja. Jeg havde købt en lille bowle som den kunne være i, og en pumpe så den kunne få ilt. Geo hjalp med at sætte pumpen - for sådan noget dur jeg ikke til. Og fisken var ikke død! Endnu... Men lad os håbe på at den klare sig! Jeg har for resten kaldt den Åge Sørensen.

Haha! Du skulle have set da Geo skulle udtale det! Han kigge mærkeligt på mig, da jeg sagde navnet, og han kunne da slet ikke udtale det! Haha! Totalt britisk. De kan ikke engang sige hejsa med dansk accent efter de har boet tyve år i Danmark!

Totalt ligegyldig oplysning. Men jeg syntes lige du skulle vide det.

 

Jaaa... Og nu sidder jeg i min klasse og jeg har surmulet lidt. Geo havde lige fortalt i frikvarteret før, at han skulle over og besøge sine forældre i en uge, eller sådan noget, i en eller anden lille by uden for London, som jeg ikke kunne huske hvad hed. Han tog asted på mandag. Og jeg kunne ikke rigtig være sammen med Ann. Ann er begyndt på at ikke at vise den mindste interesse for mig, og nogle gange ingorede hun mig bare - og hun fået hevet Sophie med, som jeg også tit var sammen med i skolen. Ann havde virkelig forandret sig. Det begyndte i starten af den her uge.

Så nu sad jeg med min fucking svære matematik opgave, og surmulede over at jeg skulle være 'alene' over i skolen - og der hjemme for den sags skyld - i en hel uge...

Og jeg kunne sku da heller ikke finde ud af de her lorte opgaver! Det hele var noget lort. Det er en lorte dag. Og min menstruation var også startet i går... Så jeg går rundt med smerter, og mine humørsvingninger går ud over alle. Også mig selv. Lige nu havde jeg det som om, jeg kunne splitte hele klasselokalet ad, af vrede, og for tre minutter siden, havde jeg det som om, at jeg kunne tude. Det er meeeget forvirrende når jeg har menstruation... Jeg hader det...

Nyt emne. Solen skinner i dag. Det har den ikke gjort i over to uger! Så det er skønt. Ja. Én ting kan jeg da finde, som er godt!

Geo vente sig om fra sin plads - han sad foran mig - og prøvede at opmuntre mig. Han kunne godt se at min dag var lort. Og han viste også det med Ann.

Jeg har stadig ikke fortalt det med at jeg er 'venner' med drengene til Ann. Altså. Jeg havde valgt at vente, folk kan hurtigt blive falske, og kun er sammen med dig på grund af dem. Og jeg troede egentlig ikke Ann var sådan, og jeg havde faktisk aftalt med mig selv at jeg snart skulle sige det. Men det var vist fint nok, at jeg ventede. Ann viste sig nemlig at være en af dem man ikke fortæller sådan noget til.

Og jeg troede mig og Ann var gode venner... Jeg må ærligt indrømme at jeg er ked af det, og skuffet, og sur. Men... Livet går videre.

''Talli. Hvis du virkelig er ved at dø af kedsomhed, eller har brug for nogle at være sammen med, så kan du jo ringe til drengene?'' hviskede Geo, som prøvede - for fjerde gang - at opmuntre mig.

''Geo. Det er dine venner. Altså. Jeg kan godt lide dem. Men... Virker det ikke lidt mærkelig? Din veninde ringer til dine venner for at være sammen med dem?'' hviskede jeg spørgende. Han fnisede af mig. ''Talli. Drengene syntes du er rigtig sød, og de ser dig allerede som deres ven,'' hviskede han igen opmuntrende.

''Geo og Talli. Vil i være søde at holde jer til bogen, og gemme snik-snakken, til når i har fri!'' sagde en skarp kvindelig stemme. Ja, det var vores lære, og som du nok kunne gætte dig til. Hun er en skrap én af slagsen!

Mig og Geo kiggede hurtigt tilbage på de forvirrende tal. Jeg hørte lige Geo hviske, ''Vi snakker, når vi får fri.''

 

 

''Talli, du kan sagtens ringe til drengene, de syntes at du er sød.'' Geo prøvede stadig at opmuntre mig.

Vi var på vej ud af skolens hoveddør, og ud i skolegården.

''Geo. Jeg kan også godt lide dem, men ville det ikke være lidt mærkeligt. Altså. Jeg har mødt dem cirka fem gange, og så ringer deres vens veninde, fordi hun keder sig?'' spurte jeg.

''De tænker sku da ikke over det!'' sagde Geo. ''Men hvis du ikke vil. Jeg havde ellers sagt til dem, at de godt kunne regne med at høre fra dig. Godt nok er det kun, Niall og Louis. Jeg ved ikke lige med Harry... Men Zayn og Liam skal bruge noget tid sammen med deres kærester - Perrie og Sophia,'' smilede han.

Det var måske lidt fristende, at ringe til dem, når jeg skulle være lonly, i en uge... Men. Jeg ved det ikke. Og jeg ved slet ikke med Harry. Jeg havde slet ikke kommunikeret med ham, sidan han stod i min hovedør. Det ville være mærkeligt at se ham igen.

''Ja. Måske,'' sagde jeg med et skævt smil.

Vi gik lidt i stilhed. Geo fik pludselig et sjovt ansigtsudtryk, og smilede til mig.

''Hvordan går egentlig med fisken? Den kan du jo også snakke med, hvis du er ensom.''

''Nååår, Åge Sørensen!'' sagde jeg, og håbede på at han ville prøve og udtale det.

''Ja, den.'' Øv. Han sagde ikke navnet... Numse altså.

''Det går fint, den er i vært fald ikke død. Endnu...'' grinede jeg. ''Og ja. Åge og jeg, snakker skam tit sammen!''

''Fedt. Når men. Ses i morgen, ikke?'' sagde Geo, da vi kom til hans hus.

''Ja, ses!'' sagde jeg, og gik videre mod mit hjem.

 

 

Jeg lå i min dejlige seng, og gloede på Åge Sørensen, imens jeg hørte musik.

Okay. Jeg røv kede mig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle lave. Og jeg havde lavet lektier, og jeg havde også spurt Geo. Han kom med nogle virkelig kedelige forslag. Som at læse i en bog.

Ja. Bøger er ikke lige mig...

Jeg ville pine Geo, fordi... Fordi jeg kan! Og fordi han skal finde på noget at lave til mig. Jeg ville skrive SMS'er resten af aften, hvor meget jeg keder mig.

Til Geo

Geo... I'm bored... ):

Geo skulle have ondt af mig skulle han! Muhaha!

Fra Geo

Sorry Beauty. Kan ikke hjælpe dig... :/ Xx

Lort... Har drengen igen forslag!?

Til Geo

Men... Jeg... Jeg keder mig!??! -.-

Fra Geo

Sorry.. Xx

Lort. Gad vide om der sker noget i TV'et? Jeg slukkede for musikken, og tændte så for fjernsynet... Der var intet spændene, og jeg sad bare og zappede. Suk... Stadig intet spændene. Jeg slukkede igen.

 

 

I dag var det mandag. Geo var smuttet. Over til sine forældre. Selvfølgelig måtte han da gerne se sine forældre. Og jeg ved godt det er lidt egoistisk... Men jeg skal kede mig, i fucking en uge.

Når jeg må lide for min vens skyld. Og Geo havde jo sagt, at jeg bare skulle ringe til en af drengene... Åååh! Det var kun mandag, og jeg kedede mig allerede... Og jeg skulle overleve en hel uge?!

Jeg gik ind på facebook, og så så jeg at Niall var online!

''Hej Nialler! Hvad så?'' skrev jeg. ''Hey Talli! Jeg er sammen med en ven. (:'' Snyd. Han hygger sig. Oh jaer! Jeg lyder egoistisk! Haha. Det plejer jeg ikke at være... ''Fedt! Jeg sidder her i min seng, og røvsygt keder mig... /:''

''Øv. Jeg ved Louis ikke skal noget i aften, du kan ringe til ham? (: Jeg kan desværre ikke... Jeg har jo besøg... /:'' Jeg smilede af det Niall skrev. Geo havde helt sikkert bedt dem om at snakke med mig, siden Niall skrev sådan!

''Haha! Har Geo bedt jer om at... Ja. At 'passe' mig? :D'' Haha! Jeg grinede af mig selv. ''Njaaa... Han sagde at vi skulle holde dig ved selvskab, men man kunne jo også bruge udtrykket 'passe dig'! Hahaa!! ;D'' Pfh... Typisk Geo. Eller... Jeg har ikke været ude for sådan en situation før. Men. You know what i mean.

''Ok. Men... I skal ikke føle at i hænger på mig'' skrev jeg. ''Nejnej! (: Jeg er sikker på Louis gerne vil være sammen med dig! Jeg kan jo lige spørge!'' Skrev Niall. Ej. Jeg kan altså godt selv. Og dets uden er det også snart aften. Jeg kan ikke nå at tage over til ham, og så tilbage igen, hvor vi kan vare sammen i nok tid. Jeg skal jo i skole i morgen!

''Niall, det er fint. Du behøver ikke, og jeg kan også selv,'' skrev jeg opgivende. ''Too late! Jeg har skrevet, og han skrev at han ville ringe til dig om lidt. (;''

Okay. Louis ville ringe om lidt. Hov! Vent lidt! Jeg har ikke givet Louis, eller nogle af de andre drenge mit nummer... Hvor skulle Louis have det fra.

Og som den tanke var tænkt færdig, ringede min mobil.

Nummeret var ukendt, men jeg viste godt at det var Louis.

''Hey,'' sagde jeg da jeg tog mobilen.

''Hej Talsen. Høre du keder dig?'' sagde Louis med en drillende stemme. En varm følelse røg igennem min krop, da jeg hørte hans stemme.

''Talsen? Den var ny... Jo. Jeg keder mig, men Lou, bare fordi Geo har sagt det, så hænger i altså ikke på mig.''

''Talli, det er fint, jeg er på vej. Vi kan jo ikke have at du keeeder dig,'' sagde han, og jeg kunne tydeligt høre ham smile. Ja. jeg høre folk smile. Jeg er en Ninja!

''Okay. Men. Hvor har du min nummer fra?'' spurte jeg skeptisk.

''Geo gav os det.''

''Hvem er 'os'?'' spurte jeg nysgerrigt. ''Du er nysgerrig, var? 'Os' er mig, Niall, Liam, Zayn... Og Harry... Altså... Jeg høre i er blevet 'venner'?'' spurte han. ''Du er nysgerrig, var?'' drillede jeg igen. ''Ja, sådan er jeg født,'' lød det fra Louis. ''Jeg fortæller det når du kommer,'' sagde jeg, og lagde hurtigt på, for at irritere ham.

 

 

Fem minutter efter bankede det på døren. Hah! Jeg ville drille drengen lidt. Jeg viste jo det var Louis.

Jeg lavede min stemme om til en lidt irriteret gammelmandsstemme. ''Hvem er det?'' spurte jeg.

''Øøøh... Det er Louis. Talli?'' spurte Louis forvirret. Haha! Jeg skulle koncentrere mig for ikke at grine.

''Der bor skam igen Talli her. Er De gået forkert?'' spurte jeg med min gammelmandsstemme.

''Øøøm... Jeg mener. Undskyld forstyrrelsen Mr. Jeg er sikkert gået forkert... Æm. Kan De ikke åbne døren? Det føles lidt mærkeligt at snakke til en dør...'' spurte Louis. Haha! ''Nej. Jeg står helt nøgen,'' sagde jeg, med gammelmandsstemme, og var ved at flække af grin!

''Åh!? Undskyld Mr. Jeg tror jeg går nu,'' sagde han, og da jeg hørte Louis var ved at vende sig om, åbnede jeg døren, og lod mit grin fylde hele opgangen.

Louis, kiggede forvirret op, og vente sig mod mig, som nærmest lå ned på gulvet af grin.

Han stod et øjeblik helt lam. Men så tror jeg han fattede hvad der var sket, og grinede.

''Hvad gik det der ud på?! Jeg fik virkelig kvalme da du sagde du var nøgen!?... Eller den gamle mand,'' grinede Louis.

''Hah! Louis! Du skulle have hørt dig selv!'' grinede jeg.

''Det er godt med dig Talli!'' sagde han og tog mig i overarmen, og hev mig ind, og smækkede døren i.

''Så kommer superhelten for at redde din røvsyge dag, og så laver du det nummer?'' smilede han. ''Louis! Jeg kunne ikke lade vær!'' grinede jeg. ''Jeg tager hæv. Men først senere...'' sagde han og slap min arm. Selvom det var forkert - og jeg ved virkelig ikke hvorfor det skete -, så begyndte mit hjerte at banke hurtigere, når jeg var sammen med Louis, og vær eneste berøring brændte...

 

Louis fik sko, og jakke af, og vi gik ind i stuen, og som det første Louis gjorde, kastede han sig ned på sofaen.

''Når, når. Føler du dig hjemme?'' grinede jeg af ham. Han lagde sig til rette og lagde hænderne om bag hoved, sukkede dybt, og sagde så, ''Aaarhhh... Ja. Her er dejligt, og hvordan kunne jeg ikke føle mig hjemme sammen med dig?'' Han sendte mig et strålende smil. Jeg blev rød i kinderne... Det var sådan en ting Louis gjorde ved mig. Så jeg kiggede ned i jorden. Det var virkelig irriterende at jeg skulle blive rød i kinderne, vær gang han sagde noget sødt til mig...

Det var dejligt at være sammen med Louis igen. På en mærkelig måde... Ja. Så havde jeg savnet ham.

''Når! Hvad skal vi lave?... Har du nogle film, og noget slik? Find noget!'' spurte han glad.

Jeg grinede af ham. Den dovne skid, lå i min sofa, i mit hjem, og kommanderede med mig.

''...Jeg har nogle film. Men jeg åd det sidste slik i går,'' smilede jeg. Louis satte sig op i sofaen, og kiggede på mig. ''Skal vi så ikke gå ud og købe noget slik?'' spurte han.

''Øøøh, jo. Der er et supermarked lige på hjørnet, to sekunder herfra. Men hvad skal vi se?''

''Det finder vi ud af når vi kommer op igen. Let's go!'' Når. Okay. Ja. Louis sprang og tog mig om skulderene, og styrede mig ud mod køknet.

''Jeg kan altså godt selv finde vej. Jeg bor her ligesom,'' grinede jeg.

Louis var hurtigt i skoene, og havde allerede fået jakke på, og havde åbnet døren. ''Har du husket nøglerne?'' drillede han. Jeg var i gang med at tage mine sko på... Og lad os sige at det ikke gik så godt. Jeg hoppede rundt på ét ben, og lignede giraf, som løb med hoved mellem benene. Så jeg så godt ud... Host... Host.

Jeg rakte tunge af Louis, imens jeg kæmpede videre. ''Jaer! De ligger altid i den jakke jeg plejer at bruge!'' svarede jeg ham.

Louis lænede sig op af dørkammen, lagde armene over kors, og smilede flabet til mig. ''Har du brug for hjælp?''

''Kan selv, vil selv, og hvis jeg ikke kan... Så er det bare sur pastarøv!'' Og det fik Louis til at grine, og fik mig distraheret, så jeg mistede balancen - har jeg nogen sinde fortalt hvor dårlig en balance jeg har? -, og så fald jeg, med et bump ned på gulvet.

''Av forhelved!?'' skreg jeg. Louis stod foroverbøjet og holde sig på maven, af grin. Fuck ham... Det gjorde ondt. Jeg slog min røv, og mit haleben. Snøft.

''Hahaha! Har du brug for hjælp?'' drillede han igen. ''Ha. Ha. Hvor du sjov Louis,'' sagde jeg surt. Jeg lå stadig på gulvet. Og ømmede mig.

Jeg stak min ene fod i vejret, og sagde, ''Når nu Geo har ansat dig som babysitter. Tag skoen på mig,'' kommanderede jeg. Og da Louis begyndte at give mig skoen på, kom et selvtilfreds smil frem i mit ansigt.

''Forkælet møgunge,'' mumlede Louis for sjov.

''Noget skal man jo være,'' sagde jeg godt tilfreds.

Da Louis havde givet mig begge sko på, rejste jeg mig langsomt op. ''Av min røv!'' sagde jeg og lagde en hånd på den. Louis grinede lidt af mig. ''Det gør faktisk ondt at du ved det. Skal jeg måske gøre sådan så du falder lige på røven?!'' truede jeg.

''Nååår, lille Talli. Skal jeg puste?'' drillede han. Jeg fik en hel forkert tanke, og jeg tror at det var malet i mit ansigt, for Louis grinede af mig. ''Det var en joke, og det var ikke sådan ment,'' sagde han med et smil.

''... Jaja. Jeg ved det.''

''Men skal vi finde noget is og putte på?'' drillede han igen. Jeg rakte tunge af ham.

''Og så gå ud, og gøre mig selv til grin? Glem det! Så hellere bide smerten i mig, og vralte som en and, når jeg kommer hjem,'' svarede jeg.

''Når, når. Tager du jakke på så vi kan komme ud? Eller skal du også have hjælp til det?'' Jeg tog chancen for at han skulle give mig jakke på. ''Det kan jeg ikke finde ud af, min numse gør for ondt...'' smilede jeg drillende til ham. Han sukkede opgivende. ''Tager du jakke på med numsen? Men selvfølgelig... - Næsten - alt for dig,'' sagde han og tog min jakke, og gav mig den på. Han havde tydeligvis ikke regnet med at han skulle lyne den.

''Æææm. Mangler du ikke noget?'' drillede jeg.

''Hvad nu?'' sukkede han. Jeg fniste af mig selv. Muhaha. Jeg føler mig ond.

''Syntes du ikke at min jakke skal lynes?''

''Ja... Jo da... Selvfølgelig skal den da det,'' han himlede øjne af mig. Jeg stod med et kæmpe tilfredst smil malet i hele fjæset!

Louis bukkede sig ned for at tage lynlåsen. Han lynede jakken, men da han kom halvvejs drillede den, og han blev irriteret, ved med at lyne op og ned. Jeg stod - så irriterende jeg nu var - og grinede af ham.

''Lorte lynlås,'' mumlede Louis. Og som han sagde det lynede den helt op. ''Så!'' smilede han til mig. ''Skal vi gå?''

''Yes,'' sagde jeg smilede et strålende smil til ham. Jeg lænede mig op mod hans øre, og hviskede, ''Tak.'' Han smilede og tog min hånd, og hev mig ud af døren, og smækkede den i efter os.

En varm følelse røg igennem min krop, da han tog min hånd, og mit hjerte bankede, så jeg var næsten bange for at Louis hørte det. Jeg prøvede virkelig at opføre mig normalt, men det var svært...

 

Et øjeblik senere stod vi i supermarked. ''Hvad er du mest til? Vingummier, chips, chokolade, kage, is... Eller noget andet?'' spurte Louis, da vi stod ved slik hylden.

''Eeem... Helt klart chokolade, og kage, og is, og chips, og popkorn, og vingummier, og cola!'' sagde jeg, imens jeg tog noget chokolade ned fra én af hylderne.

''Okay. Det var vist alle tingene, og mere til,'' smilede Louis, og tog nogle chips med havsalt.

Åh! Jeg føler mig fed... Jeg tror aldrig jeg har levet usundt, siden jeg flyttede til London! Det var helt klart Geo som havde en indflydelse på mig...

En pige kom over og spurte om en autograf, og et billede, kort tid efter, og skævede hurtigt til mig. Jeg havde selvfølgelig glemt alt om One Direction, og hvor kendte drengene egentlig var. Men jeg kom hurtigt i tanke om det, da to andre piger også ville have autografer.

Det var lidt mærkeligt for mig... Så jeg holdte mig i baggrunden.

Da de havde fået billeder og alt det der, kom Louis hen til mig, og hviskede, ''Jeg håber ikke at det gør noget,'' og smilede.

''Det er fint Louis,'' svarede jeg, velvidende om, at mig og Louis ville være over alt på twitter, facbook, og så videre, om lidt.

 

''Skal vi betale nu?'' spurte jeg, da vores indkøbskurv var fyldt til renden. Jeg ville aldrig have købt så meget slik - og det her var udelukkende slik -, hvis ikke det var for Louis, der bad og tikkede konstant om bare én sidste ting.

''Okay,'' sagde Louis. Vi gik hen til disken, og lagde alle vores ting op. Seriøst... Louis havde fået mig til at købe meget. Jeg tror aldrig jeg har købt så meget slik i mit liv, før!

''Jeg får sku da aldrig råd til det her...'' mumlede jeg til mig selv.

''Så er det godt at jeg betaler!'' smilede Louis til mig.

''Louis... Det er lige meget, det er fint. Altså...'' smilede jeg flovt. Jeg følte mig fattig lige der... Men. Jeg havde knap nok råd til min lejlighed. Og jeg havde også en fisk der skulle forsøges! Så jeg var nok også fattig... Men på en måde bliver jeg flov, når andre betaler min mad/slik.

''Jeg insistere,'' sagde Louis drillende.

''Pfh... Det er snyd... Jeg vil også have penge...'' sagde jeg og puffede drillende til Louis. ''Men på den anden side... Jeg tror jeg ville blive bollefed, hvis jeg havde så mange penge,'' sagde jeg og grinede. Louis grinede også.

''Hey, hvad er det med Hazza og dig?'' spurte Louis. Der gik lige et stykke tid før jeg fattede at Hazza var Harry, men det fes ind. ''Nååår, det. Ja... Harry - eller Hazza - dukkede bare pludselig op i min dør, dagen efter jeg var hjemme hos dig, og så spurte han om vi skulle starte på en frisk,'' sagde jeg. ''Okay... Hvordan ser det så ud imellem jer nu?'' spurte Louis. ''Jeg ved det ærligt talt ikke...'' svarede jeg ærligt.

 

 

Ærligt... Jeg viste virkelig ikke, at jeg ejede sådan en klam film... Adr. Heldigvis var den snart færdig.

''Louis. Mind mig lige om, hvorfor jeg sagde ja, til at se denne her film...'' spurte jeg, og hev dynen (Jeg var hoppet i nattøj og taget dynen med hen i sofaen, for at få den helt rigtige stemning) op foran øjnene, da en mand fik hugget hovedet af. Jeg var seriøst ved at brække mig. Og Louis sad bare og grinede...

Filmen var en blanding af en gyser, og en splatter. Virkelig klamt... Og uhyggeligt.

''Fordi jeg spurte, og du ikke viste hvad det var. Og jeg havde måske glemt lidt, at fortælle dig hvad den handlede om, men... Den er da god!'' sagde han begejstret.

''Jeg har ikke set over halvdelen af filmen! Og jeg falder aldrig i søvn... Og det er din skyld!'' sagde jeg og kastede en pude på ham.

''Det er da din egen skyld, at du ikke har set over halvdelen af filmen. Du kunne bare kigge... Og dets uden! Jeg har ikke tvunget dig til at se filmen! Jeg fandt den bare, og spurte, og du sagde ja,'' sagde han, og smed en pude lige i fjæset på mig.

''Jaja. Men du kunne i det mindste sige at den var uhyggelig, og klam!''

''Okay,'' svarede han totalt ligeglad, lige som filmen sluttede.

''Nu er min tur til at vælge en fiiilm!'' råbte jeg, og kastede min dyne over hovedet på Louis, samtidig med at jeg sprang op, for at løbe hen til min film kasse, med mine film i.

Jeg stod og roede lidt i min film kasse, ind til jeg fandt den perfekte film.

''Vi skal da se Find Neeemo!'' sagde jeg overgiret... Jeg havde måske fået liiidt for meget sukker. Men drengen tvinger mig også!... Eller næsten.

''Okay, men tror du ikke den er for uhyyygelig, til dig? Med de faaarlige hajer'' drillede han, og lavede et dramatisk ansigt da han sagde 'faaarlige hajer'.

''Fuck dig!'' sagde jeg og rakte tunge af ham, idet jeg satte mig ned, ved siden af ham.

''Jamen jeg elsker da også dig!'' drillede Louis, og sendte mig et bedårende smil.

Jeg rakte tunge af ham igen.

''Gør lige det igen,'' bad han mig om. Jeg gloede underligt på ham. ''Hvad?'', ''Ja, jeg mener, prøv lige at række tunge igen.'' Jeg grinede af ham, men gjorde som han bad om.

Jeg stak tungen ud af munden, og som jeg skulle tage den ind igen, tog Louis fat i den med sin pege- og tommelfinger.

''Hvaaad. Kan man ikke få tungen ind igen?'' drillede han, og gav ikke slip. Hvad sker der for ham?!

''Vouis, gif slhip!?'' mumlede jeg højt. Han grinte bare. Møgunge...

''Af hvad sagde du?'' drillede han. Jeg tog min hånd op til hans, og hev den væk fra min tunge.

''Adr! Føj! Hvem ved hvor dine hænder har været!?'' skabte jeg mig.

''Haha! Ja... Hvem ved det? Det er vist kun mig. Og man ved jo aldrig med mig...'' Ad!? Føj... Louis. Du. Er. Fucking. Klam!

''Ad!? Louis. Du. Er. Fucking. Klaaam!'' Ja. Jeg gentagede lige min tankegang.

''Haha! Hvem sagde jeg ikke var det?'' Ad. Kvalme.

''Pfh!'' sagde jeg og vente mig om, og gav fjernsynet min opmærksomhed, samtidig med jeg proppede tre stykker chokolade ind i munden.

''Kan du have flere der inde?'' grinede Louis.

''Hvad mener du?'' spurte jeg, med munden fuld.

''Jeg mener at du har lige proppet tre store stykker chokolade ind i munden,'' smilede han kækt.

''Kan du da ikke have så mange inde i munden?'' svarede jeg udfordrende.

''Udfordre du mig?'' sagde han, og havde et konkurrerende blik i øjnene. Og inden jeg nåede at svare sad Louis og proppede sig med chokolade, og det samme gjorde jeg.

Vi var begge ved at dø af grin - og det er ikke særligt let, når man har omkring femogtyve stykker chokolade i kæften! Skulle bare lige siges.

''Haha! Jefg førre!'' prøvede jeg at sige. Louis sad og savlede af grin. Jeg proppede lige to stykker mere ind i munden, og var nu oppe på de tredive. Okay. Jeg var også ved at få kvalme, og jeg skulle koncentrere mig, for ikke at spytte det hele ud og grine.

Louis proppede et stykke til i munden. ''Offerdye!'' Jeg tror det betyder otteogtyve... Men jeg er ikke sikker.

Jeg klemte et stykke mere ind. Vi sad bogstavligt talt og savlede ud over os selv... Klamt.

Pludselig - meget pludselig - sprang Louis op, og styrtede ud mod toilettet, og da jeg fattede hvad han havde gang i, løb jeg ud i køknet, og spyttede alt chokoladen ud. Jeg tror Louis fik kvalme... Det havde jeg også.

Jeg begyndte at grine, og da jeg gik ind i stuen igen, sad Louis og grinede i sofaen.

''Det var godt nok klamt!'' grinede Louis.

''Adr, ja! Men... Jeg vandt, jeg vandt!'' skrålede jeg, mens jeg dansede sejrs dans.

''Sæt dig ned skrigeballon, og se filmen! Og dets uden, så lod jeg dig også vinde,'' sagde han.

''Jaja... Du kan bare ikke indrømme det. Nååår lille Louis Tomlinson kan ikke tåle at tabe til en piiige!'' drillede jeg.

''Hold din mund!'' sagde Louis, og kastede dynen over hovedet på mig, så jeg ikke kunne se noget.

''Næh! Det vil jeg ikke!'' sagde jeg barnligt, og ville kaste dynen tilbage over hovedet på ham, men jeg fik lidt for meget fart på, så jeg røg med frem. Jeg endte med at ligge halvt oven på ham, grinende.

''Ups... Fik lidt for meget fart på,'' grinede jeg. Han satte sig op og fik dynen af hovedet, men jeg blev liggende, så jeg lå med hovedet i hans skød. Han smilede ned til mig, rystede på hovedet af mig, og grinede så af mig.

Jeg lå og kiggede op på ham... Og mine åndsvage mave gik amok... Og mit dumme hjerte bankede der ud af. Meget højt. Alt for højt. Jeg var seriøst bange for at Louis kunne høre det. Det ville være pinligt hvis han hørte det...

Jeg lå og kiggede Louis i øjnene. Han smilede til mig. ''Ligger du godt?'' Jeg nikkede hurtigt, og skulle til at sætte mig op igen - mere fordi at det måtte være lidt mærkeligt for ham, end af lyst -, men han lagde sin hånd på min brystkasse, og pressede mig ned igen. Hans berøring brændte, og efterlod et brændemærke.

''Talli. Hvis du ligger godt, så bare bliv liggende. Det gør ikke noget,'' sagde han og smilede sødt til mig. Mit hjerte pumpede hurtigere og hårdere - hvis det altså kunne det. Kunne han høre det?

De sommerfugle som har fløjet stille rundt i min mave, lige siden han ringede, havde forvandlet sig til flagermus, som baskede hårdt med vingerne.

Louis kiggede på filmen. Og det burde jeg egentlig også... Men nej. Jeg lå som en eller anden forelsket hundehvalp, og gloede op på Louis. Og det gjorde det ikke bedre at han pillede ved mit hår.

Jeg tror godt at han kunne fornemme mit blik, for han kiggede ned på mig, og begynde at grine.

''Hvad er der?'' spurte han, og kiggede mig i øjnene. Jeg kiggede flovt væk, og mærkede varmen blusse op i mine kinder.

''Er jeg virkelig spændende?'' drillede og hev forsigtigt i mit hår. Jeg kiggede op på ham. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt mig at svare ham.

Han smilede stadig til mig, og søgte mit blik, som jeg hurtigt gengældte. Min mave slog knuder. Mit hjerne arbejde på højtryk sammen med mit hjerte. Begyndte jeg snart at hyperventilere? Det ville være pinligt...

Jeg mærkede noget behaglit varmt, røre ved mit øre. Jeg afbryd hurtigt øjenkontakten, og kiggede over mod mit øre. Jeg opdagede at det var Louis' hånd der nussede mit øre. Jeg kiggede op på Louis igen, og mødte hans øjne. Han smilede til mig, og jeg smilede kort til ham.

Hvad var der i vejen med mig?... Mine følelser er ukendte, skræmmende, men også behaglige, og jeg ikke hvorfor jeg reagere sådan her? - Mit hjerte pumper derudaf, min mave slår knuder og min hjerne arbejder på højtryk, ja selv min vejrtrækning bliver påvirket.

Jeg lå og gloede Louis ind i øjnene. Jeg følte at jeg burde afbryde øjenkontakten, men jeg kunne ikke.

''Hvad er klokken?'' spurte jeg dumt, og mærkeligt. Men jeg følte bare at der skulle siges noget... For jeg var bange for at jeg ikke ville være i stand til at sige noget om et minut. At vores blikke skulle smelte sammen, som de plejede... Og klokken. Ja. Jeg ville faktisk gerne vide hvad klokken var.

Og som jeg havde forudset, grinede Louis af mit mærkelige spørgsmål.

''Øøøh... Jeg tror den er halvtolv?'' (Halvtolv om natten) Jeg satte mig hurtigt op. Og var lige ved at banke min knold ind i Louis' hage, men han nåede at flytte sit hoved inden det skete.

''Hvad er der?'' spurte han.

''Jeg har glemt at fodre Åge Sørensen!'' sagde jeg og sprang op.

''Og hvem er så... Oge Searensen?'' spurte han forvirret om. Jeg stoppede brat op, og grinede. Har jeg nogensinde fortalt, hvor meget jeg elsker når folk som ikke kan udtale 'Æ', 'Ø' og 'Å', prøver på det? Haha! I lovet it!

Louis grinede også.

''Jeg prøvede da,'' smilede han.

''Jaja! Det lød nu... Okaaay,'' smilede jeg.

''Hvem er den dersens 'Oge Searensen' egentlig?'' spurte han. Jeg bryd ud i grin igen.

''Åge Sørensen er min guldfisk,'' smilede jeg.

''Jeg viste ikke at du havde en fisk! Siden hvornår?'' spurte han.

''Siden to dage efter jeg havde sovet hos dig,'' svarede jeg og gik over til Åge Sørensen.

''Må jeg se!!!'' råbte han begejstret, og stillede sig op i sofaen, og hoppede over ryklænet. Seriøst... Han er ikke normal.

''Øh, ja. Det er da utroligt du ikke har lagt mærke til den. Den står jo på mit lille bord, ved siden af min seng?! Og min film kasse står inde i min kæmpe reol, som står ved siden af sengen.''

''Undskyld. Jeg ligger ikke rigtig mærke til sådan noget, hvis jeg ikke har fået af vide jeg skulle,'' forsvarede han sig.

Jeg gik sammen med Louis hen til den lille runde bowle, hvor Åge Sørensen svømmede rundt ned i.

''Hvor er han fin!'' sagde Louis, og gloede på fisken.

''Hvem sagde det var en han?'' spurte jeg. Louis kiggede forvirret op på mig.

''Er Oge ikke et drenge navn?'' spurte han.

''Øøø, jo Åge er et drengnavn. I vært fald i Danmark,'' smilede jeg drillende til ham.

Ejjj... Nu havde den der mærkelig træng til at have fysisk kontakt med ham igen. Det var seriøst mærkeligt...

Okay. Det kom bare lige ud af det blå. Men... Hvad fanden skal jeg gøre, og hvad i helvede sker der med mig!? Undskyld jeg bander...

Tilbage til virkeligheden... Når. Louis gloede mærkeligt på mig, og et fnes undslap mine læber. Han så virkelig forvirret ud. ''Jamen. Er den så ikke en han?'' spurte han.

''Det ved jeg ikke. Spørg en fiske ekspert!'' sagde jeg irriteret - for sjovt. ''Jeg glemte at spørge fiskemanden... Altså, ham som solgte Åge Sørensen til mig,'' svarede jeg.

Stilhed.

Jeg fandt Åge Sørensen's mad, og helte noget i til den.

''Sig mig. Talli. Hvorfor kaldte du den sådan et besværligt navn, når du kunne kalde den Louis - som er meget pænere, og nemmere at udtale!'' sagde Louis stolt.

''Jaja, selvglad... Og Åge Sørensen er absolut et pænt navn, og nemt at udtale! Hvis man er dansker... Men. Du skal nok lære det, min dreng!'' drillede jeg.

''Pfh,'' kom det fra Louis. ''Louis er da meget pænere.''

''Jaja, godt med dig du!''

... Stilhed.

''Hey Talli?''

''Hvad?''

''Har du glemt at vi ser en film?''

''Gud ja!... Den er jo slut om lidt... Øv. Jeg så ikke noget af den... Ikke engang starten,'' snøftede jeg.

''Haha! Hvad med en ny film?'' spurte Louis glad og begejstret.

''Okay... Men så også kun hvis det er Peter Plys,'' sagde jeg ked af det. Louis gloede på mig som om jeg var syg i hovedet. Og ja. Han var helt rigtig på den. For det beskriver mig rimlig godt! Okay. Lad os bare sige at jeg er - på nogle punkter - fire år inde i hovedet...

''Det mener du ikke, vel?'' spurte han.

''Jooo...'' smilede jeg.

''Men vi kan også se... Har du Gease?'' Jeg tænkte mig om en enkelt gang...

''Næææh, det her jeg vist ikke,'' sagde jeg.

''Øv,'' sagde han trist. ''Så lad se noget TV - på en TV kanal... Jeg gider ikke Peter Plys.''

''Hvor er du kedelig!''

''Det er sku da dig der ikke har Grease!'' forsvarede han sig. ''Og dets uden, så er jeg et spændene menneske.''

''Hvem fanden siger det!?'' sagde jeg chokeret.

''A lot of people,'' svarede han selvglad.

''Jaja, så siger vi det,'' mumlede jeg.

Vi satte os over i sofaen igen, og gik så hen på en eller anden random kanal.

 

Vi sad og snakkede lidt om alt og intet - ikke noget særligt. Jeg sad ofte og grinede af ham. Han var sjov... Når han skulle forklare noget, som han ikke kunne sætte ord på, så lavede han sjove bevægelser, lyde og ansigter, så jeg næsten tissede i bukserne af grin.

''Har du te?'' spurte Louis midt i det hele. Okay hvad? Du sad lige og snakkede om hunde, og så lige pludselig... Te?...

''Øøøh, ja. Det tror jeg faktisk jeg har - mystisk nok... For jeg kan ikke lide te,'' sagde jeg. Louis gloede med åbenmund på mig.

''Hvad!? Te! Alle kan lide te...''

''Ja... England er også alle, Louis. Jeg kan godt se det...'' sagde jeg ironisk. ''Jeg forstår virkelig ikke hvad jer britiske mennesker, ser i te... Det er jo bare varmt vand, med en smule smag i. Ikke noget særlig,'' sagde jeg. Louis gloede på mig, som om jeg var dum. ''Nej Louis. Jeg er ikke syg, eller noget. Jeg har bare mine egne smagsløg,'' svarede jeg på det spørgsmål, han endnu ikke havde stillet, men som jeg kunne se i hans øjne... Hvis det gav mening?

''Jamen... Men drikker du så kaffe?'' spurte han. Okay... Nu følte jeg mig unormal. Alle kan lide kaffe. Alle. Alle undtaget mig.

''Eeem... Ja.. Nu føler jeg mig mærkelig. Nej, jeg kan ikke lide kaffe,'' sagde jeg en anelse flovt.

''Okay. Hvad er der i vejen med dig? Eller dine smagsløg? Hvad kan du overhoved lide? Ud over slik, cola, pizza, steak og chokolade...'' spurte han.

''Mange ting. Men kakao er godt!'' smilede jeg.

''Okay, jeg vil gerne lave kakao til dig, og te til mig selv. Hvor kan jeg finde det henne?'' sagde han, og smilede charmerende til mig.

''Ude i køknet, står en elkedel, i et skab står en masse tebreve og en bøtte med kakao. Find hvad du skal bruge! Jeg har igen hemmeligheder,'' sagde jeg og smilede så tilbage.

Han gik ud for at lave kakao og te, og så ville jeg give ham en lille overraskelse når han kom tilbage. Vi skulle spille Ludo! Det har jeg ikke spillet i hundrede år, og jeg stinker virkelig til det, men det er sjovt!

Jeg rejste mig og fandt spillet frem. Jeg kiggede en enkel gang over på mit ur. Oh! Klokken var kvart over to om natten! Jeg burde ligge i min seng lige nu... Men det gjorde jeg ikke.

Jeg havde fundet Ludo frem, og jeg sad og ventede på at Louis blev færdig, med teen og min elskede kakao.

 

Louis kom ind.

''Tænk du ikke har fået nok af chokolade, efter den kamp vi havde...'' sagde han stillede min kop kakao foran mig, på det lille sofabord jeg ejede.

''Louis der er forskel. Kakao. Chokolade. Kakao drikker man. Chokolade æder man.''

''Spiser,'' rettede Louis mig.

''Når jeg siger æder, så mener jeg æder.''

''Okay. Heeey! Det er jo Ludo! Jeg har ikke spillet det spil i hundrede år!'' sagde han begejstret.

Jeg smilede af ham. ''Ja. Jeg har heller ikke spillet det i lang tid... Og jeg stinker virkelig til det,'' indrømmede jeg, og grinte.

''Når. Så er jeg ikke den eneste, som er spasser til det her,'' grinede Louis. ''Helle for at være rød!''

''Ej, Louis. Dem havde jeg stillet op til mig selv...'' sagde jeg og lod som om jeg var ved at græde.

''Men... Men du kan være blå. Det er da næsten rød.'' Jeg stoppede straks med at flæbe, og gloede underligt på Louis. Hvad? Havde han lige sammenliget rød med blå.

''Louis. Rød og blå, har intet med hinanden at gøre!''

''De er da begge to en farve...''

''Hurra... Godt set,'' sagde jeg koldt. Mig og Louis lavede en mærkelig stirre konkurrence... Og til sidst blev det for meget. Vi bryd og i grin på præcist samme tid.

''Okay. Så kun den ene gang, må du være rød,'' overgav jeg mig.

''Jaaay!''

 

 

Louis' synsvinkel.

 

Vi havde spillet to omgange af Ludo - fordi Talli vandt første runde, og jeg insisterede på en omkamp... Men hun vandt igen -, og lige nu så en eller anden film der kørte i fjernsynet. Jeg fulgte ikke rigtig med i filmen. Jeg ved heller ikke med Talli, hun virkede mere som om hun halvsov.

Jeg kiggede ned på hende, hun lå med hovedet på mine lår, som hun havde gjort tidligere. Jeg smilede da jeg så hun gabte. Jeg nussede hende forsigtigt i hovedbunden. Jeg elskede at være sammen med hende. Det havde været en rigtig hyggelig aften.

Jeg nussede stille Talli's kind. Hun var faldet i søvn. Det var tydeligt på hendes dybe og rolige vejrtrækninger, og så kunne jeg også se hendes ene øje, og det var lukket.

Jeg løftede forsigtigt hendes hoved op, så jeg kunne rejse mig, og lagde det forsigtigt på sofaen.

Jeg gik hen til hendes seng, og tog sengetæppet helt af - det var kun halvt ae, for da Talli hentede dynen blev det på sengen, men det lå ret hulter tebulter.

Jeg gik over til Talli igen, og så løftede hende så op i mine arme, som var hun en baby sammen med dynen. Jeg bar hende over til hendes seng, og lagde hende så ned i den, og gav hende dyne på igen. Jeg smilede lidt. Hvornår havde jeg sidst lagt nogle i seng? Jeg kan huske engang hvor jeg havde vækket Zayn, fordi han lå og savlede på min skulder, og sagde til ham at han skulle gå i seng, men. Men det er da ikke det samme?

Jeg gik hurtigt over og slukkede for TV'et, og slukkede lyset rundt omkring, og tændte for den lille natlampe ved Talli's seng, så jeg stadig kunne se noget.

Jeg klædte mig hurtigt af, så jeg kun var i underbukser - jeg håber ikke Talli har noget imod det -, og lagde mig ned ved siden af hende. Jeg tog noget dyne til mig, kiggede en sidste gang over på Talli, smilede, og faldt i søvn med en behaglig varm fornemmelse i maven.

 

 

Talli's synsvinkel.

 

Jeg var lige vågnet. Jeg lå stadig med lukkede øjne, og tænkte den drøm igennem, som jeg lige havde drømt. I min drøm var alt perfekt. Det føltes så rigtigt... Og så virkeligt.

Der var nogle ting som jeg havde fundet ud af, med den drøm... Noget om mig selv. Og noget om de følelser som hele tiden kørte rundt i min krop, når jeg var sammen med Louis, eller hvis jeg bare tænkte på ham.

Jeg havde drømt at mig og Louis var sammen. Som et par. Han var ikke kendt, men det var heller ikke fordi at det er det jeg ligger mest mærke til, når jeg er sammen med ham. Altså i virkeligheden. Med mindre vi er i supermarkeder...

Men i den drøm. Det hele var perfekt. Vi var lykkelige, og det føltes så rigtigt.

Jeg må indse. Lige meget hvor lille en chance jeg har hos Louis, og hvor mange andre piger - meget smukkere piger end mig - der står i kø for ham... Så må jeg altså indse at jeg er håbløst forelsket i Louis. Og jeg ved at jeg har været det, siden han åbnede døren hjemme hos Geo og jeg så han for første gang. Og at han nok ikke føler det samme for mig, som jeg føler for ham...

...

Jeg åbnede mine øjne nogle lange sekunder efter den tanke, og som jeg lå, lå jeg tæt på Louis med mit ansigt mod hans. Vores ansigter lå ikke lang fra hinanden.

Jeg lå og betragtede Louis' sovende, smukke ansigt. Han lå og drømte et eller andet godt, for han begynde på at smile i søvne. Jeg smilede automatisk af hans smil.

Der gik altid en dejlig varm følelse igennem min krop, når jeg så ham smile. Og at se ham så fredfyldt. Det gav mig en lettet følelse.

Der gik et par minutter hvor jeg bare lå og kiggede på Louis' sovende ansigt. Men så var det eventyr også slut. For Louis vågnede... Lige så stille. Han åbnede dovent sine øjne, og kiggede træt så på mig, og sendte mig et smil.

''Godmorgen solstråle,'' hviskede han. Og selvom jeg ikke burde, så blev jeg varm om hjertet af hans ord... Solstråle. Suk. Håbløs forelsket.

''Godmorgen.''

Vi lå og kiggede hinanden ind i øjnene. Han havde simpelthen sådan nogle smukke og dejlige øjne - og det er ikke første gang jeg nævner det. Mit hjerte opførte sig som altid underligt, når vi lå og kiggede hinanden længere tid af gangen.

''Sovet godt? Drømt noget godt?'' spurte Louis stille.

Jeg havde jo sovet rigtig godt, og drømt en dejlig drøm, så inden jeg nåede at stoppe mig selv, så fik jeg spyttet et lidt for højt, ''Ja!'' ud... Og jeg fik og nikket lidt for ivrigt med hovedet.

Louis begyndte at grine af mig. ''Når, hvad har du så drømt?'' spurte ham. Fuck... Jeg må altså lære at tænke før jeg både taler og handler. Hvad skulle jeg sige?

''Øøøh... Jeg drømte at jeg fik en sød hundehvalp, og at du kaldte den... Øm, ja, Batman...'' sagde jeg en anelse usikkert, selvom jeg virkelig prøvede at lyde overbevisende. Men kan jeg lyve? Nej.

''Haha! Det lyder mærkeligt. Men godt det ikke var et eller andet mærkeligt dansk navn,'' grinede han.

''Er du klar over at Louis er et meget normalt drengenavn i Danmark? Og det samme med Liam... Men Niall og Zayn. Nej. De er faktisk den første jeg har mødt som hedder det, og Harry udtales anderledens på dansk, og er nu et 'gammelt' navn i Danmark, som de gamle mennesker hedder. Og jeg gav også kun Åge Sørensen det navn fordi det var sjovt, og i ikke kan udtale det, så jeg ville få nogle gode grin! Og Åge er faktisk et 'gammelmands' navn i Danmark... Så det var kun for sjov jeg kaldte fisken det!'' forsvarede jeg de danske navne.

''Okay,'' sagde Louis og smilede af mig.

''Men har du sovet godt? Og drømt noget specielt?'' spurte jeg.

''Jeg har sovet godt tak... Indtil dit vækkeur vækkede mig klokken syv, men jeg slukkede det bare, og faldt hurtigt i søvn igen,'' smilede han.

Oh, fuck... Fuuuck!! Vækkeuret!

''Fuck... Fuuuck!!! Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck!'' bandede jeg højt, mens jeg spjættede med benene for at komme op. Jeg sprang op af sengen, og løb ud i køknet - hvor der hænger et ur - og så klokken var halv tolv! Fuck! Jeg havde sovet over mig! Jeg skulle fucking have været i skole nu!

Louis kom ud til mig, med forvirringen malet i ansigtet. ''Hvad sker der?'' spurte han.

''Louis! Jeg skulle fucking have været i skole...?! Hvad skal jeg gøre!? Jeg får fravær, og, neeej...'', ''Wow, rolig Talli!'' sagde han, og tog fat om mine skuldre, og tvang mig til at se ham i øjnene. ''Talli, det er min skyld. Jeg holdte dig vågen til klokken tre om natten, og jeg tænkte ikke over at der var en grund til at vækkeuret skulle vække nogle. Jeg havde glemt at du skulle i skole, undskyld.''

''Louis det er ikke din skyld, jeg burde have husket det, men det gjorde jeg ikke. Men fuck!? Hvad skal jeg gøre?''

''Blive hjemme?'' sagde Louis og smilede så drilsk til mig.

Jeg sukkede. ''Det kan jeg jo ikke...''

''Jo du kan, og du får alligevel fravær, ikke?''

''Jooo, men... Det ville være forkert. Åh! Lorte start på dagen altså...''

''Det kan vi hurtigt få rettet op på, kom i noget tøj, så finder jeg noget spiseligt i huset,'' smilede Louis. ''Og så tager vi over til Liam.''

''Hvad? Men. Det kan jeg da ikke...'', ''Jeg skal alligevel der hen i dag, og du skal ikke blive her og kede dig. Så kan du også møde Sophia!'' sagde Louis med begejstring.

Hov... Vent. Hvem er Sophia? ''Hvem er Sophia?''

''Sophia er Liam's girlfriend! Hun er rigtig sød,'' sagde han.

___________________________________________________________________________

Ottende kapitel! Og VIRKELIG undskyld jeg ikke har skrevet i lang tid... Jeg er hele tiden gået i stå når jeg skulle skrive... Jeg manglede inspiration, og lyst. Og tid... Jeg har haft lidt meget at se til her på det sidste... 

Og jeg ved godt det er et lidt mærkeligt kapitel, meeen... Vi fik løst noget af Harry problemet, og... Talli fandt ud af at hun er foreeelsket! Nååårh!

Tror i Louis er inlooove? <3

Og hvad syntes i om Geo er væk i en uge?

Hvad tror i der sker mellem Talli og drengene i den uge?

Hvordan tror i mødet med Sophia og Talli går?

Og hvad syntes i om fisken Åge Sørensen? :D Jeg elsker den fisk...!

Hvornår tror i Perrie og Talli mødes?

Oh og... Nu når Talli og Louis er overalt på FB og Twitter hvad tror i så der sker over i hendes skole, når hendes klassekammerater hår fundet ud af at hun hænger ud med One Direction?

Og hvad tror i der sker med Ann? Hun opføre sig mærkeligt over for Talli... Tror i de bliver venner igen?

Jeg glæder mig selv til at finde ud af alt det... (:

 

Jeg vil lige takke jer alle fordi i gider at læse min movella! Det betyder SÅ meget for mig... Og det er endda min første movella jeg skriver, og jeg syntes selv jeg har fået mange læsere på kort tid! Tusind tak! Jeg ved ikke hvordan jeg kan takke jer! <3

Det ville betyde meget hvis i gad smide en kommentar! (;

 

Husk at Like!

Louma!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...