Three Days - One Direction

Hvad gør man, hvis ens bedsteveninde ikke kan fordrage ens bedsteven og omvendt? Svaret er klart, man tvinger dem sammen i tre dage!
Sådan tænker den verdensberømte Niall Horan, når hans bedsteveninde, Alicia Payton, og hans bedsteven, Harry Styles, altid er oppe at skændes. Han beslutter sig derfor for, at sende både Alicia og Harry på ferie i præcis samme land, hotel og værelse, i håb om, at de vil se bedre sider af hinanden og blive venner. Men vil Nialls eksperiment lykkedes, eller vil de flå hovederne af hinanden, i de kun tre dage de er sammen i? Én ting er i hvert fald sikkert - de vil ikke vende tilbage med det samme syn på hinanden. Men, bliver det på en positiv eller negativ måde?

37Likes
18Kommentarer
1725Visninger
AA

2. Spaghetti

Harry Styles’ synsvinkel:

 

Jeg borede mit blik ind i hendes, inden jeg vendte mig om mod Niall. ”Hvorfor fanden har du også inviteret hende?” spurgte jeg irriteret. Jeg kunne høre et tungt suk bag mig, hvilket jeg gættede på tilhørte hende.

”Fordi hun har lige så meget ret til at være her, som du har?” svarede Niall igen, med et alt for stort og provokerende smil. Hvis der var noget der irriterede mig, så var det hende.

Hende.

Hende uden navn, eller hende hvis navn, jeg fik kvalme af bare, at tænke på.

Jeg fik skubbet hende til side og gik derefter ud mod entréen. "Hvor skal du hen?" lød det fra Niall.

Jeg tog mine slidte, brune sko på og en lang, mørk frakke. "Hjem. Jeg gider sgu da ikke være i selvskab med hende dér?" sagde jeg en smule irriteret og gav hende et nik, som tegn på at jeg mente hende.

Jeg gik hen til et spejl og kiggede mig selv i det, før jeg strøg en hånd gennem mit hår. "Harry?" lød en velkendt pigestemme bag mig. Jeg kiggede mig fortsat bare i spejlet og valgte at ignorere hende. "Harry, svar mig!"

Jeg vendte mig til sidst om mod hende og sendte hende et irrelevant blik. Jeg nægtede at sige noget til hende, men kiggede hende derimod bare i øjnene.

Jeg afskyede hende. Det var svært at forklare, men vi havde bare en utrolig dårlig kemi. Vi ville aldrig falde sammen; ja, ikke engang bare blive venner. Vi var bare så ufattelige uenige på alle punkter, at vi altid kom op og skændes over noget, hvilket jeg egentlig synes var synd, for altså, grim det var hun bestemt ikke, nej, og de andre drenge havde også et delvis godt forhold med hende. Men vores personligheder matchede bare ikke og det ville de heller aldrig komme til.

"Må jeg ikke lige tale med dig inde i stuen?" spurgte hun lavt, "alene," tilføjede hun hurtigt. Hun gav Niall et undskyldende blik, hvorefter hun gik ind i stuen. Af rene reflekser fulgte jeg bare efter. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle sidde ned, hvilket jeg gjorde. "Godt, nu spørger jeg bare ligeud; hvorfor kan du ikke lide mig?" spurgte hun direkte.

Ja, hvorfor egentlig?

Jeg tøvede kort og kiggede ned, dog vendte jeg igen hurtigt blikket mod hende og studerede kort hendes ansigt. Som sagt, så var hun utrolig køn. Mørkt, chokolade farvet hår, og skinnende, nøddebrune øjne. En forholdsvis normal næse og et stort, hvidt Colgate-smil. Hun var bestemt ikke noget grimt syn.

"Alicia, det her går bare ikke." svarede jeg simpelt, inden jeg rejste mig op.

Det her var for nervepirrende.

Alligevel blev jeg standset, da hun greb fat i min arm og trak mig ned i sofaen igen. "Jeg vil for fanden bare vide hvorfor du hader mig? Nogen få, simple ord? Så svært kan det fandeme heller ikke være!" nærmest råbte hun. Jeg knyttede en knytnæve sammen, mens jeg prøvede på, at styre mit temperament. "Og nu er det ligesom meningen, at du skal svare mig, ikke? Du skal ikke bare sidde der og spille dum for ingenting!" blev hun ved. Jeg tog en dyb indånding og prøvede på, at lukke stemmen ud af mit hoved. "Hører du overhovedet efter hvad jeg prøver på, at fortælle dig? Det er ligesom ikke for sjov, at jeg sidder her og spilder mit liv på at snakke med en idiot!"

Før jeg vidste af det, havde jeg med ét rejst mig op og taget fat om kraven, på hendes skjorte. "Nu holder du bare kæft, er det forstået? Ved du hvor irriterende det er, at høre på dig næsten hver dag? Nej? Godt, for det rager i hvert fald heller ikke dig!" hvæssede jeg af hende, før jeg igen slap grebet om hendes skjorte. Syningen ved hendes knapper var gået lidt op, men det var jeg sådan set ligeglad med. Det var ikke mit problem.

Hun kiggede først på mig med et skræmt blik, men det ændrede sig hurtigt til et vredt blik. Hun rejste sig op og gik helt tæt på mig. "Hvis du ellers er færdig med at fyre alt det der lort af, kan du så bevare mit, stadig, ubesvarede spørgsmål?" Hun slog armene ud, for at signalere, at hun ikke var bange for mig.

"Vil du virkelig vide hvorfor jeg hader dig? Fint, det er fordi du er en egoistisk, nærtagende, besværlig, stor pessimist!" snerrede jeg.

Hun gav mine skuldre et blidt stød. ”Syntes du virkelig? For så må jeg jo have lært det af dig!”

Jeg sukkede vredt. "Åh Gud, lad nu vær', pigebarn! Dine forældre har, desværre, bare født et forfærdeligt barn, sådan er det. Jeg ville ønske, jeg kunne lave om på det, men det er lidt svært, ikke?"

"Styles, nu holder du fandeme bare kæft! Du skal over hovedet ikke blande min familie ind i det her! De har aboslut intet gjort dig, hvilket jeg slet ikke forstår, når du er sådan et stort... svin!"

Jeg skulle lige til at svare igen, da Niall kom ind og afbrød os, ”vil I ikke gerne stoppe med det der?” Han gik hen til os og sendte os et bedende blik. ”Please? Det her går altså alt for vidt. I ter jer som nogle på to år! Ved I hvad; jeg har faktisk planlagt noget helt specielt til jer to.” sagde han, efterfulgt af et stort, tilfredst smil.

Vi kiggede hurtigt og forvirret på hinanden, men fjernede dog vores blikke igen lige så hurtigt, da vi helst ikke ville have øjenkontakt. ”Hvad mener du?” spurgte Alicia.

”Hvad jeg mener? Det får I af se i aften.” svarede han bare. ”Indtil da, så kan vi måske se lidt fjernsyn eller spille et spil? Lave mad?” sagde han og trak på skuldrene. ”Eller rettere sagt; I kan. Jeg skal stadig lige have de sidste detaljer ordnet.” sagde han, efterfulgt af et svagt grin.

Han gik bare hen til sin Mac Book og efterlod Alicia og jeg helt mutters alene.

Sommetider kunne jeg ikke lide Niall. Det var for eksempel når han gjorde sådan noget. Så var det som om, at han bare ville se mig lide. Jeg vidste godt, det lød dumt, men hvis man skulle være ærlig, så var det ikke utænkeligt. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var han garanteret i færd med at planlægge noget ondskabsfuldt. Noget jeg helt sikkert ikke ville bryde mig om. Sådan var Niall bare. Han udfordrede folk, men kunne ikke engang selv tåle det. Der var for eksempelvis denne der gang, hvor jeg havde en ven med hjem til Niall, hvor det så viste sig, at Niall ikke kunne lide ham. Jeg gik på toilettet og lod derfor Niall og min ven være helt alene. Da jeg gik tilbage til dem, var Niall så sur over, at jeg bare havde ladet ham i stikken, at han ignorerede mig i en uge. Det svarede nok lidt til denne situation jeg stod i nu. Men jeg var ikke typen der gik helt amok og ignorerede sin ven i en uge. Det var alt for meget. Jeg ville garanteret blive sur, ja, men ligefrem at ignorere ens bedsteven i 168 timer, det var for galt.

"Hey, Ali? Er du ikke sød, at lave noget spaghetti og kødsovs sammen med Harry?" lød det ovre fra Niall. Der lød endnu et tungt suk fra Alicia og hun tog fat om mit håndled, og trak mig med ind i køkkenet.

Uden at sige et eneste ord til hinanden, fandt jeg noget pasta frem, og hun fandt noget hakket oksekød, tomatpuré, løg og andre ingredienser frem. Jeg gav uret på komfuret et hurtigt blik.

16.13.

Vi ville være cirka færdige med maden 16.45, hvilket egentlig var forholdsvist tidligt, men så kunne jeg også smutte tidligere. Det lød ret ondt, men tro mig; at være sammen med Alicia var noget af det værste i verden. Bare at stå her og lave mad med hende, var forfærdeligt. Det her lød garanteret barnligt, men jeg skulle ikke smage noget af den sovs hun lavede. Jeg ville bare holde mig til den fantastiske spaghetti, som jeg selv lavede. Det var ikke fordi jeg havde et utroligt kokketalent, men lidt kunne jeg da, og spaghetti var tilfældigvis noget af det, jeg var bedst til at lave.

Jeg tog en lille håndfuld salt i pastaen og tog derefter en teske frem. Jeg dyppede skeen i det kogende vand og nippede derefter til vandet, med min tungespids. Jeg fortrød dog hurtigt mit valg, da min tungespids blev brændt af det varme vand. Med ét, styrtede jeg over til håndvasken og skyllede hele min mund. Jeg slukkede igen for vandet og tørrede min mund med mit ærme. Jeg vendte tilbage til min pasta, og hørte Alicia grine. Jeg skulede af hende. Så dum som hun nu var, grinte hun garanteret af, at jeg havde brændt mig. Det kunne lige passe hende. Igen, så dum som hun var.

"Er I snart færdige?" råbte Niall inde fra stuen af.

Jeg nikkede, da det gik op for mig, at han ikke kunne høre det. "Ja, jeg er i hvert fald," svarede jeg i stedet.

Jeg gav Alicia et nik, som tegn på, at hun også skulle sige, at hun var ved at være færdig. "Øh ja, der er mad lige om lidt."

Jeg satte plusset ned på et, så maden ikke blev kold, mens jeg tog tre tallerkener frem. Jeg gik ind i spisestuen, mens jeg fint dækkede op. Jeg gik tilbage i køkkenet igen og tog tre par bestik frem. Jeg tog også tre IKEA glas frem, og gik tilbage til spisestuen. Jeg satte en kniv og gaffel ved hver tallerken og det samme med glassene.

Jeg vendte igen tilbage til køkkenet og tog pastaen op. Jeg gik hen til vasken og hældte vandet fra. "Din spaghetti lugter… underligt. Hvad har du gjort ved den?" spurgte Alicia.

Jeg sukkede irriteret og bed mig hårdt i læben. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for bare, at ignorere hende. Jeg tog to bordskåner under armen og gik igen ind til bordet. Jeg satte begge bordskåner ved siden af hinanden og stillede gryden med pasta på den ene.

Jeg gik ind til stuen, hvor Niall sad med sin bærbare computer på sit skød i sofaen, helt begravet i skærmen. "Der er mad," sagde jeg.

Han nikkede til mig og stillede computeren på bordet. "Jeps! Det dufter godt," han smilede til mig.

"Nå så det gør det?" sagde jeg bare irrelevant.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var ret sur på Niall. Måske var det fordi, han havde bedt mig om, at lave mad med hende pessimisten?

Eller måske fordi, han havde inviteret hende med hjem til ham når det rent faktisk bare var ment, at Niall og jeg skulle have haft en drengeaften?

Eller måske var det bare Alicia der irriterede mig?

Uanset hvad grunden nu var, så havde det uden tvivl noget med Alicia at gøre. Det havde det altid. Hun var skyld i alle problemerne.

Hun lavede problemer.

Hende, hende, hende og kun hende.

Vi gik ind og satte os ned. Niall satte sig overfor mig og det kom som en stor overraskelse, da Alicia satte sig ved siden af mig. Faktisk, så var det en utrolig dårlig overraskelse. Hvad betød det? At hun så kunne sidde og flette fingre med mig under bordet? Nej, nok ikke. Det kunne jeg i hvert fald håbe på, at det ikke var.

Imens Niall sad og fortalte om sin dag, tog jeg en lille portion spaghetti. Som sagt, så spiste jeg ikke noget af sovsen, som Alicia havde lavet.

Adder badder.

Alicia tog også en lille portion spaghetti og sovs, mens Niall allerede var i gang med sin anden portion. "For resten, ville I høre hvad jeg har planlagt?" spurgte han.

Vi nikkede bekræftende. "Selvfølgelig vil vi da det," sagde jeg.

Niall tykkede af munden, før han fortsatte, "fint, men jeg skal sige det til jer hver især under fire øjne."

Jeg kiggede forvirret på ham, men ændrede hurtigt ansigtsudtryk igen. "Øh, okay?" sagde jeg.

Han tørrede sin mund med en serviet. "Godt så. Harry, kommer du lige med?" Han rejste sig op og skubbede sin stol ind, og det samme gjorde jeg. Vi gik ind i en mindre stue, og han lukkede døren efter sig. Vi satte os i sofaen ved siden af hinanden.

"Jeg synes du trænger til en ferie, mate." sagde Niall bare lige ud. "Så derfor, har jeg bestilt en billet til Vero Beach i Florida, til dig." sagde han.

Jeg smilede stort og kunne ikke lade være med at kramme ham. Jeg trak mig dog hurtigt fra krammet igen. "Tak, Niall!" sagde jeg. "Hvor lang tid skal jeg være der?"

"Du skal desværre kun være der i tre dage…" sagde han bedrøvet. Han gav mig et klap på skulderen. "Nå, smut du hellere hjem og pak dine kufferter, fordi du flyver allerede i morgen." sagde han.

Jeg nikkede forstående og rejste mig igen op. "Tak igen Niall," sagde jeg, inden jeg gik hen mod køkkenet.

Han råbte på mig, da jeg var nået til døren, "kan du ikke lige hente Ali med ind?"

Jeg åbnede døren og gik ud. "Jo, selvfølgelig," fik jeg svaret, inden jeg smækkede døren i. Uden at give Alicia ét eneste blik, men derimod bare kigge ligefrem frem, fortalte jeg hende, at hun skulle gå ind til Niall.

"Hvorfor skal…"

"Gør det nu bare." afbrød jeg hende. Jeg magtede ikke endnu en diskussion, så jeg gik bare koldt ud og tog min jakke over armen. Jeg hoppede i et par sko. "Ses," mumlede jeg, inden jeg gik ud. Jeg smækkede døren efter mig og gik udenfor.

En kold brise ramte mig straks, så jeg tog hurtigt jakken på. Jeg gik målrettet hen mod min bil og låste den op. Jeg satte mig derefter ind og begyndte at køre hjemad.

What a day.

Hej!

Jeg vil gerne starte ud med at sige, at jeg skriver denne movella med MilleMalik. Tjek hende ud!

For det andet, så håber jeg, at I vil tage super godt imod vores nye movella, altså denne her, hvis nogen skulle være i tvivl. Vi er selv helt vilde med denne her idé, og håber på, at I også vil være ligeså vilde med den. Og hvis det ikke skal være løgn, så har Mille og jeg allerede en ny idé i tankerne. Men der går nok lidt før den kommer ud, så imens kan I ”enjoyne” denne movella.

Jeg, FrejaBlop skriver fra Harrys synsvinkel, og Mille skriver fra Alicias synsvinkel.

Jeg tror ikke der er mere at skrive nu, andet end vi stadig håber på, at I vil tage godt imod vores movella.

Derfor må I gerne like, favorisere og eventuelt give feedback; det ville vi blive glade for.

Lots of love, Freja x.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...