Three Days - One Direction

Hvad gør man, hvis ens bedsteveninde ikke kan fordrage ens bedsteven og omvendt? Svaret er klart, man tvinger dem sammen i tre dage!
Sådan tænker den verdensberømte Niall Horan, når hans bedsteveninde, Alicia Payton, og hans bedsteven, Harry Styles, altid er oppe at skændes. Han beslutter sig derfor for, at sende både Alicia og Harry på ferie i præcis samme land, hotel og værelse, i håb om, at de vil se bedre sider af hinanden og blive venner. Men vil Nialls eksperiment lykkedes, eller vil de flå hovederne af hinanden, i de kun tre dage de er sammen i? Én ting er i hvert fald sikkert - de vil ikke vende tilbage med det samme syn på hinanden. Men, bliver det på en positiv eller negativ måde?

37Likes
18Kommentarer
1721Visninger
AA

6. Remember?

Jeg åbnede langsomt mine øjne og kløede mig træt i øjnene. Jeg skimtede kort omgivelserne omkring mig, hvor jeg så Alicia ligge og sove, med åben mund. Der var lidt savl på puden, men det var vel sødt nok? Nej, ikke klamt. Bare sødt.

Jeg huskede alt fra natten i går, og jeg var faktisk ret overrasket. Både over det var vi at gøre og over det som hun har oplevet. Begge ting kommer dybt oven på mig. Eller måske ikke det med vores minder, da vi begge to var ret påvirket af alkohol, men mere det hun fortalte mig. Jeg mener, hvilken far var sådan et stort svin, at tage mødommen fra hans næsten datter?

Jeg lod et tungt suk forlade mine læber, før jeg rejste mig op og hurtigt fandt hen til skabet, hvor jeg fandt et par mørke skinny-jeans og en tætsiddende, hvid, tynd t-shirt. Jeg tog som altid også nogle bracelets på, en ring og en halskæde. Jeg gik derefter hen til spejlet, hvor jeg satte mit hår op med noget voks, en kam og hårspray. Jeg smilede kort til mig i selv i spejlet, hvorefter jeg vendte ud i køkkenet.

Jeg hørte det bankede på døren, så jeg skyndte mig ud og lukkede op. Til min store overraskelse var det bare en receptionist. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Jeg løftede det ene øjenbryn.

"Oh, øh, jeg vil faktisk bare gerne komme med nogen nye håndklæder?"

"Håndklæder? Selvfølgelig..." mumlede jeg lavt og sukkede kort. Tænk, at jeg kunne være ved at lave min morgen te nu, i stedet for at stå og sludre om håndklæder, med en pige jeg ikke kendte. Måske var jeg en smule morgensur, men don't judge me, okay?

"Well. Hvis du lige henter de beskidte håndklæder, så har jeg nogle nye her," sagde hun.

Jeg nikkede bekræftende, før jeg gik ud på toilettet. Vent, hotellet havde jo ikke skaffet nogen håndklæder til os? Det burde hun da vide. Intelligent på høj grad.

Jeg vendte igen tilbage til receptionisten, der stod klar med en hel bunke håndklæder og et stort, bredt smil placeret på hendes læber. "De har ikke sørget for nogen håndklæder til os, hvilket betyder, at jeg ikke har nogle beskidte?" sagde jeg irriteret.

"Det er ikke muligt, at de ingen håndklæder har, Hr.. Enten skal De øjeblikkeligt få fat på minimum fem håndklæder, eller også må De gå ned i receptionen og betale 200 kroner for hvert manglende håndklæde. De bestemmer selv, hvis De altså har penge nok til at betale håndklæderne." Hun gav mig et snobbet blik, som om jeg var en fattig tigger, der havde spist noget brød, jeg netop havde fundet i en skraldespand. Men det var alt fra hvad jeg var. Jeg var mange millionærer og kunne garanteret købe det her hotel og fyrre pigen lige på stedet. Jeg ville dog ikke udnytte mine penge eller min berømmelse, bare for at få det sidste ord. Det var noget man skulle kæmpe sig frem til med ord. Jeg håbede ikke, at det blev nødvendigt, at jeg skulle bruge nogen kræfter. Det ville der absolut ikke komme noget godt ud af.

"Men, guess what? Sjovt nok har jeg sagtens råd til håndklæderne, men det er ikke ensbetydende med, at jeg vil betale? Jeg nægter at betale de håndklæder, om jeg så skal lægge sag an mod jer!"

Jeg hørte pludselig en uskyldig hosten bag mig, hvilket fik mig til at vende mig om i en fart. "Hvis der er problemer, kan jeg godt betale."

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv, da jeg så Alicia. Hun var iført et par lyse denimshorts og en hvid sweater. Hun havde også noget makeup på, men som jeg ikke kendte. Jeg mener, jeg kunne kun Foundation, mascara og øjenskygge. Hvad mere var der af makeup?

"Alicia, nej! Vi skal ikke betale for noget, som hotellet er skyld i, at vi ikke har," sagde jeg med en vred tone.

"Harry, lad nu vær'. Lad ikke det ødelægge vores dag."

Jeg vendte mig om mod hende og sukkede tungt. "Nej, selvfølgelig skal det ikke ødelægge vores dag, men det er sgu da stadigvæk pisse hamrende irriterende!"

"Ved du hvad, hvis du har så mange problemer med at betale for nogle skide håndklæder, så gør jeg det!" Hun puffede stille til mig, hvilket resulterede i, at jeg trådte et lille skridt til side, og hun kunne komme forbi. "Jeg undskylder ulejligheden. Hvor meget bliver det?"

Receptionisten tog noget der godt kunne ligne en iPad frem og trykkede på nogle forskellige ting. "Vi skulle gerne have givet jer otte håndklæder, hvilket vil sige, at I skylder os 1600," sagde hun og lagde igen sin iPad fra sig.

Alicia var nærmest ved at tabe kæben. "1600? For otte håndklæder, som vi ikke engang har fået? Det er jo fuldstændig sygt det her.. Harry, du må gerne.. ja, fortsætte."

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg trådte et skridt frem mod damen. "Nu er du vel tydeligvis klar over, at hverken hende eller mig, vil betale for de håndklæder, ikke?"

Hun rystede kort på hovedet. "Nej, det er jeg ikke klar over. Men De skal betale, ellers så er jeg bange for, at øjeblikkeligt må smide Dem ud af dette hotel og blive nødt til at tilkalde myndighed-"

"Du tilkalder ikke nogen som helst! Alt du så fint gør nu, er at gå ned til bestyreren af dette hotel, mens vi lunter af sted bag dig, så vi kan få bevist, at vi aldrig nogensinde har haft nogen som helst håndklæder," vrissede jeg af hende.

Jeg forstår ikke folk der siger, at jeg har et stort temperament. For det har jeg tydeligvis ikke. Hvis jeg havde, så var jeg virkelig oppe på mit mørkeråde felt lige nu. Det er jeg ikke. Jeg er bare oppe på mit orange felt.

"Hvis De ellers kan styre Deres temperament, så kan vi godt tjekke det." Hun smilede et falsk smil til mig, som nærmest bare fik følelsen af at slå hende, frem i mig.

"Tak," mumlede jeg lavt og kiggede ned.

"Kom med," sagde hun, før hun vendte om på sine hæle og begyndte at gå.

Jeg tog fat om Alicias hånd og gik hurtigt efter damen, for at indhente hende. Jeg løsnede langsomt grebet om hendes håndled, hvorefter min hånd gled ned i hendes. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor jeg gjorde det, Alicia var bare så... sød og uimodståelig. Og nej, det er ikke alt for kliché, og ikke bare noget jeg tænker om hende pigen der, der altid står der på hjørnet næsten helt nøgen. Men jeg vil ærligt talt sige, at Alicia havde vist sig fra en helt anden side, i de få dage vi havde været sammen i. Jeg var faktisk blevet yderst positivt overrasket over, at hun ikke bare var den snobbede, arrogante pessimist, som jeg troede.

Vi trådte ind i den akkurat samme elevator som i går, der sad fast. Jeg var egentlig ikke speciel nervøs, men jeg håbede derimod på, at den ville standse igen. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var bare på en måde så hyggeligt og… intenst.

Mens vi alle tre ventede i elevatoren, kunne jeg ikke lade være med at flette mine fingre ind i Alicias. Hun sagde ikke noget til det, hvilket jeg smilte for mig selv over. ”Harry? Når det kun er os to alene, så vil jeg gerne lige snakke med dig,” hviskede hun ind i mit øre.

Jeg nikkede bekræftende. ”Selvfølgelig. Hvad skal vi snakke om?” spurgte jeg hviskende igen dog ned mod gulvet.

”Det er jo det jeg skal snakke med dig om!” sagde hun og grinte lidt. Den latter. Nok en af de sødeste jeg nogensinde havde hørt. Jeg var ikke bare en eller anden totalt håbløst forelskede romantiker, men man kan godt synes, at en piges grin var sød. Faktisk ikke kun pigers. Nialls grin var også virkelig sødt. Godt nok kunne jeg godt finde det utrolig irriterende nogen gange, men det var stadig virkelig sødt.

Elevatoren sagde en bling-lyd, hvilket betød at vi var fremme. Vi gik alle ud fra elevatoren og straks begyndte damen at gå hen mod receptionen. Hun gik ind i et mindre rum bag receptionen, hvor hun holdt døren for os. Jeg nikkede et tak til hende, hvorefter Alicia og jeg gik ind.

"Lad os nu se om De har ret," mumlede damen og gik hen til en stikontakt, hvor hun tændte for lyset.

Det her rum, var ikke ligefrem det største eller flotteste. Der var computere, nøgler, håndklæder og andre diverse ting, hvor end man kiggede hen. Der var også en støvet lugt, der generede mine næseborer, samt en lugt af cigaretter. Lyset hun lige havde tændt var ikke det kraftigste, så rummet var faktisk stadig ret mørkt og gulligt. Alligevel var det ikke helt mørkt, da lyset fra computer skærmene også lyste lidt op.

"Det er jeg ret sikker på, at vi har. Men lad os nu alligevel tjekke det, hvis det gør dig glad," sukkede jeg.

Hun mumlede bare noget jeg ikke hørte, da hun  gik ind på nogle uoverskuelige programmer med hendes computer. Hun gik ind på nogle film. Videoovervågning, ville jeg tro.

"Bare kom nærmere, hvis De altså vil se," sagde hun og rettede sig op. Jeg nikkede og gik tættere på, mens jeg trak Alicia med mig.

Alle videoerne foregik ude på badeværelset, så vi kunne tjekke om de havde givet os de håndklæder. Det hele var måske lidt overdrevent. Jeg mener, at vi skulle gå ned og se overvågningskameraer, bare på grund af nogen skide håndklæder? Men det var faktisk bare damens skyld. Hun kunne bare lade være med at gå så meget amok over de håndklæder og været lidt sød at sige, at det gjorde lige meget. But no. Vi skulle altid ende i så meget drama.

Da vi havde spolet helt tilbage til starten, et par timer inden vi kom, kom rengøringsdamen ind af døren. Hun pudsede spejlet, rengjorde gulvet og så videre. Hun satte en sæbe ved siden af vasken, men guess what? Hun gav os ikke nogen håndklæder!

Jeg smilede stort og blev nærmest bare over lykkelig. "In your face!" udbrød jeg og pegede på damen.

"Nå. Ja, der kan bare se," sagde hun tøvende og slukkede igen computeren. "Så undskylder jeg meget for ulejligheden, og jeg skal selvfølgelig nok også sige det videre. Både til bestyreren og til rengøringsdamen."

Ej slap af, det var for fanden bare otte håndklæder?

"Gør hvad du vil, I don't care."

Jeg sendte hende et sidste smil, før jeg gik ud af døren. Heldigt, at hotellets menu lå fem meter fra receptionen, for jeg var virkelig sulten. Det resulterede også i, at vi gik hen og tog noget brunch, eftersom morgenmadstiden var slut på grund af alt det med de håndklæder, der havde taget en del tid.

Jeg skænkede noget nybagt brød, røræg og bacon op på min tallerken og gik hen til et ledigt bord, hvor jeg satte min tallerken. Jeg vendte igen dog om mod menuen, hvor jeg tog et glas med æblejuice. Jeg tog også noget en kniv og gaffel med mig, før jeg igen gik hen til bordet og satte det ned.

Måske mindede jeg lidt om den gamle Niall, da jeg igen vendte om og gik hen til menuen. Men som sagt, så var jeg altså virkelig sulten.

Jeg tog en mindre tallerken frem, som jeg tog noget forskelligt frugt på, såsom ananas, røde druer, melon og banan. Jeg gik langt om længe tilbage til bordet og satte mig ned. Jeg slikkede mig kort om læberne, før jeg tog en bid af mit brød.

Alicia sad over for mig, så jeg bestemte mig for at starte en samtale med hende, bare for at bryde den akavede stemning, der var ved at liste sig frem.

"Alicia, jeg tænkte faktisk lidt på.. Hvad skal der ske, efter de her tre dage? Du ved, med alt det vi har været igennem, både i går, i nat og-"

"Jeg tror ikke det bliver til noget, Harry, desværre. Og hvad mener du med i nat?" afbrød hun mig.

"Oh, nå okay," sagde jeg bedrøvet. "I nat? Det ved du d.." jeg stoppede midt i min sætning. Kunne hun ikke huske det? Var hun påvirket af alkohol?

"Harry, hvad skete der helt præcist i nat? Eller kom du bare lige i tanke om en drøm du havde?" Hun smilede kækt til mig, med et lille wink.

"Det var bare en drøm!" var jeg hurtig til at svare. Måske lidt for hurtig, da mit svar godt kunne forstås forkert. Jeg mener, det kunne sagtens tolkes som om, at jeg drømte noget Alicia og jeg havde lavet. Det gjorde jeg ikke! Faktisk, så drømte jeg om Gemma. Hun var blevet til et eller andet moster, hvor skørt det så end lyder. Eller nej, det lød ikke skørt. Hun var et monster, men et monster jeg elskede. Til tider.

"Men jeg så håber jeg da, at du havde en rigtig god drøm, Styles," sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt. Hun tog en tår af sin kaffe, da det gik op for mig, at jeg havde glemt at tage te.

Jeg rystede kort på hovedet. Nevermind. Det kunne jeg tage, når jeg engang var færdig med min mad.

 

••

Vi, Alicia og jeg, sad som i går, bare i sofaen og så fjernsyn. Ingen sagde noget, da vi begge to var ret optaget af det program der kørte i fjernsynet. Det var et program, der handlede om den barske realitet. Om vold, kriminalitet, hærværk, trusler og voldtægt. Voldtægt. Jeg kiggede kort hen på Alicia, hvorefter hun hurtigt vendte blikket mod mig.

"Hvad glor du på, Styles?" sagde hun blot, før hun igen kiggede på fjernsynet.

Jeg rykkede diskret lidt tættere på hende og bed mig stille i læben. "Noget smukt," fik jeg svaret helt lavt.

Hun rystede bare langsomt på hovedet og kunne ikke lade være med at grine svagt. "Du opfører dig altså underligt lige for tiden," mumlede hun og strøg en hånd gennem hendes chokolade brune hår.

"Mh, gør jeg?" brummede jeg bare.

Da jeg ikke fik noget svar, rykkede jeg bare lidt tættere på Alicia og smilede lidt. Vi sad kun omkring 15 centimeter fra hinanden, hvor vi før sad to meter. Alicia i den ene sofaende, jeg i den anden.

Så kom scenen, der bare ikke måtte komme! En mand med en mørk hættetrøje, førte en pige ind i en gyde, hvor han derefter behandlede hende hårdt. Både seksuelt og sprogligt.

Jeg kigged nervøst hen på Alicia, hvor jeg så en tåre trille ned ad hendes kind, så jeg lagde min ene hånd på hendes lår og aede det langsomt. Hun trak sig dog lidt længere væk, selvom det nærmest var umuligt.

"Don't worry," hviskede jeg stille og tvang et lille smil frem på mine læber og rykkede en ekstra tand tættere på hende.

Hun kiggede først på mig med et underligt ansigtsudtryk, men det ændrede sig hurtigt til et surt. "Gider du ikke godt holde kæft? Du ved intet om hvad der er galt, så jeg synes slet ikke, at du skal begyndte at fable om, hvor tungt jeg ikke skal tage det!"

"Oh. Øh, faktisk så-"

"Hørte du ikke hvad jeg sagde? Behøver jeg virkelig gentage mig selv to gange?" Hun rejste sig op og sukkede tungt. "Hvis du ikke hørte det, så sagde jeg, at du skulle holde din kæft, okay?" sagde hun ophidset, før hun styrtede hen mod vores værelse.

Jeg forstod virkelig bare intet af det her. Tidligere i dag ville hun da gerne flette fingre med mig? Nu vil hun ikke engang være sammen med mig mere. Havde jeg mon sagt noget forkert, og i den grad; hvad? Hun gjorde mig faktisk en anelse nervøs, men det skulle jeg garanteret ikke tage mig af. Hun var bare lidt muggen i dag. Havde fået det forkert ben ud af sengen.

Jeg rystede blot på hovedet, før jeg rejste mig op. Jeg gik med tunge skridt hen mod vores dør og hev i håndtaget. Men sjovt nok, havde Alicia låst døren.

"Luk op," mumlede jeg bare og sukkede.

"Gå væk."

"Nej. Alicia, jeg vil bare gerne snakke med dig. Det er faktisk ret vigtigt, så hvis du ville låse op, ville det være en del lettere."

"Gå, sagde jeg!"

"Det er lige så meget mit værelse som det er dit, og jeg forlanger, at du åbner den dør... nu!"

"Styles, gå nu væk, jeg vil bare gerne være mig selv lidt i et par minutter. Kan du ikke bare accepterer det?"

"Okay, så får du.... fem minutter for dig selv, og så kommer jeg bagefter, og du lukker op!"

"Ja ja, så siger vi det."

Jeg fandt min iPhone frem og gik ind på Tidtagning. Jeg satte uret på fem minutter. "Du har præcis fem minutter fra nu af!"

"Ej, du mener seriøst ikke, at du tager tid?" Jeg kunne høre et tungt suk forlade hendes læber, trods væggen og døren.

"Jo. Jo det gør jeg faktisk!" sagde jeg og lænede mig op ad muren. "Lige så vel, som jeg står ude foran døren og venter."

Jeg hørte at hun gik hen til døren og låste den op. Hun åbnede døren og så på mig med et irriteret blik, samtidig med, at hun havde råde øjne samt kinder. "Kom ind."

Jeg nikkede som et tak til hende og lagde min iPhone i lommen igen. Jeg gik ind af døren og kigged mig omkring i værelset. Her lugtede underligt. Jeg vidste ikke af hvad, men her lugtede bare... underligt. Jeg rystede kort på hovedet, før jeg bare satte mig i sengen med hænderne på mine lår. "Nå," sagde jeg.

 

Hello.

Velkommen til slutningen på kapitel; dårlig idé og meningsløst.

Igen, så havde jeg virkelig ingen idé om hvad dette kapitel kunne handle om, så jeg skrev bare et første der faldt mig ind. Håndklæder. Manglende håndklæder.

So, sorry for that.

Anyway, jeg vil gerne sige tusind tak til jer der læser; det betyder meget! Og selvfølgelig også tak til jer der kommentere og liker! Mange tak for det! Men faktisk, så er jeg ikke helt færdig med at sige tak til folk endnu; jeg vil nemlig også gerne give en stor hånd til MilleMalik, for uden hende var vi aldrig begyndt på denne movella, haha! Faktisk, så tror jeg bare at hvis jeg havde skrevet det her alene, så ville jeg kun ende med ét kapitel eller noget.

Nå, jeg tror det var en stor nok takketale.

Det sidste jeg vil sige er; Story of my Life, er simpelt hen bare fantastisk!

Lots of love, Freja .xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...