Love Makes Blind | One Direction - PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
16-årige Maxine Miller mister ikke blot sin familie i en bilulykke. Sammen med hendes forældre og søsteren Chloe forsvinder også hendes synsevne.
Da Max vågner op i en hospitalsseng 3 dage efter ulykken, blind og uden sin nærmeste familie hos sig, føler hun at hele hendes verden braser sammen omkring hende. Det bliver ikke ligefrem bedre, da hun får tilbuddet om at flytte ind hos sin moster, Johannah, og hendes mand, Mark, i Doncaster.
Max’ mor har aldrig haft et særligt godt forhold til sin søster, hvilket også har smittet af på Max. Dog er det et tilbud hun ikke kan takke nej til, da hun i en alder af 16 år og med manglende syn ikke har nogen chance for at klare sig alene.
Fuld af sorg og uden nogen høje forventninger flytter Max ind hos sin moster. Dog ændres hele hendes syn på tilværelsen, da hun for første gang møder sin fætter, Louis, og oveni købet kommer til at bo sammen med ham i en hel måned. Vil Max nogensinde komme sig over sit tab eller vil hun drukne i sin egen sorg?

50Likes
45Kommentarer
2259Visninger
AA

3. Only Teardrops


 

”Hej med dig Maxine! Eller er det noget med, at du fortrækker at blive kaldet Max?”

Nej det gør jeg egentligt ikke…

”Du har været med i en billulykke, og resten af din familie er døde. Nå ja. Hvis du undrer dig overhvorfor, du ikke kan se, er det fordi du er blevet blind.”

Rimligt ligeud sagt hva’?

Ja det var måske ikke helt sådan lægen sagde det, da jeg vågnede på hospitalet, men det er lige før.

Selvfølgelig kom han også med en noget mere detaljeret og kedelig forklaring på min blindhed, så det faktisk lige var før, jeg faldt i søvn igen.

Nå lad os nu se om jeg kan huske det. Det var noget med, at den bagerste del af min hjerne, der hvor synsansen sidder, var blevet beskadiget under ulykken, så der nu ikke er nogen forbindelse i mellem min hjerne og mine øjne.

Ej jeg begynder at lyde helt klog nu. Så er jeg ikke helt blondine…

Okay jeg har aldrig været blondine. Måske lidt blondinedum, men hvem er ikke det?

Tilbage til det lægen sagde.

Altså udover at jeg var blevet blind, var der ikke sket særligt mange skader; en stor flænge på min venstre underarm og ellers bare småskrammer.

Det er til at overleve med… eller noget.

Ja altså udover det med at mine forældre og min lillesøster er... døde. Jeg kan stadigvæk ikke fatte det, og det er på trods at min seng faktisk er fuld af brugte kleenex. Jeg kan åbenbart godt græde selvom jeg er blind.

Jeg er blind. Endnu en ting jeg ikke kan fatte.

Men i hvert fald. Jeg har ligget her i min seng hele dagen. Hvis man kan kalde det hele dagen når klokken er… Vent, jeg har faktisk ingen idé om hvad klokken er.

Jeg ruller mig om på siden og lader min hånd kører hen over det lille bord ved siden af sengen for at finde min nye mobil. Min gamle døde ligesom, da vi kørte galt. Desuden insisterede Johannah på at købe mig en ny mobil. Hvorfor aner jeg ikke? Hun vil sikkert bare gerne kunne komme i kontakt med mig.

Jeg mærker noget koldt med en glat overflade og tager straks fat i det. Det viser sig heldigvis at være min mobil. Det er den nye Iphone 5, hvis du skulle være i tvivl. Selvom jeg ærligt talt ikke forstår hvorfor hun skulle bruge så mange penge på en ny mobil, når jeg alligevel ikke kan bruge den til så meget. Du ved… Jeg er blind.

Jeg skynder mig at trykke på en af knapperne i siden, og straks begynder en metallisk, robotagtig stemme at tale.

”Det er i dag d. 10. juni”. Okay tak, men det var ikke lige det, jeg ville vide.

Rent faktisk var der en fordel ved at have fået denne mobil. Den havde en app, som fik mobilen til at læse op hvad der står på skærmen. Meget praktisk egentligt når man ikke kan se.

Jeg prøver at trykke på en anden knap, og til mit held fortæller den lidt uhyggelige robotstemme mig, hvad klokken er.

”Klokken er 09.37”. Okay, så jeg har ikke ligefrem ligget her hele dagen. Men til mit forsvar vågnede jeg klokken halv 6, så jeg har faktisk ligget her i omkring 4 timer.

Grunden til at jeg vågnede så tidligt var det mareridt, som har plaget mig siden ulykken, som fandt sted for omkring 5 dage siden.

Mareridtet er selvfølgelig om ulykken. Den ulykke som jeg var skyld i. Hvis jeg ikke havde siddet i vejen for vinduet, ville min far ikke have vendt sig om, han ville have set lastbilen, ville have nået at standse bilen og vigtigst af alt, han, min mor og Chloe ville ikke være døde nu… Jeg er jo en morder!

Trangen til at græde igen vokser, og jeg kæmper ikke imod. Straks kan jeg mærke tårerne komme løbende ned af mine kinder. Man kan åbenbart godt græde, selvom man er blind.

Da jeg mærker min næse begynder at løbe, griber jeg hurtig ud efter en af mine mange pakker med kleenex.

Jeg pudser næse og sætter mig derefter lidt op. Min næse er begyndt at blive ret øm, efter alle de gange jeg har pudset den. Den må være vildt rød, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan resten af mig egentlig ser ud lige nu, men nu er det jo ikke fordi, jeg bare lige kan kigge i spejlet og tjekke.
 

                                                                                                      ***
 

Den regelmæssige lyd af vandet fra bruseren er overraskende beroligende.
Jeg har allerede fået mit tøj af og jeg venter faktisk bare på, at vandet får en ordentlig temperatur.

Jeg bestemte mig for at bevæge mig ud fra værelset, efter jeg havde tændt radioen, og de spillede min lillesøsters og min gamle yndlingssang. Sangen var en, vi altid havde haft sammen. Det var den eneste gode sang, som blev spillet på den lorte radiokanal, som vi havde.

Selvfølgelig har de bedre radiokanaler her, men af en eller anden grund havde jeg lyst til at høre den.

Måske fordi den vækker lidt minder om alle de bilture, hvor der kun var den ene mulighed for musik. Der var jeg i det mindste sammen med min familie.

Nok om det. Sangen bragte endnu flere minder op i mit hoved og det blev hurtigt for meget, så jeg besluttede mig for at gå i bad. Da jeg åbnede døren, kom jeg til at smække den op i hovedet på stuepigen, som jeg jo selvfølgelig ikke kunne se. Bah…

Selvom jeg ikke rigtigt havde lyst til at tale med nogen, fik jeg en snak med hende og fandt ud af, at Mark og Johannah var taget på arbejde tidligt om morgenen, og hun var den eneste hjemme udover mig. Hun vidste godt at jeg var blind, hvilket jeg egentligt var glad for. Jeg orkede ikke lige at skulle forklare det. Især fordi der var risiko for at flere tårer ville dukke op.

Jeg fik stuepigen, hvis navn var Catherin, overtalt til at hjælpe mig med at finde noget tøj, da jeg ikke lige følte for at gå i noget tilfældigt tøj, som jeg bare lige hev ud af skabet. Hvis jeg var så heldig at finde skabet. Ellers måtte jeg bare gå nøgen rundt. Heller ikke noget jeg lige har mest lyst til.

Jeg stikker prøvende min finger ind under bruseren, for straks at knibe øjnene sammen i smerte.

Hvordan kan det vand blive ved med at være så varmt?!

Vent lige lidt. Måske har jeg drejet, den ting man drejer på for at ændre temperaturen på vandet, den forkerte vej. Hvad er det nu den hedder?
Whatever…

Jeg prøver, uden at ramme den brandvarme stråle, at dreje termostaten den anden vej. Gud ja! Det er jo det, det hedder, termostaten, er det ikke? Okay det er det nu.

Efter 1 minut prøver jeg igen at stikke min finger ind i vandet, og denne gang er det i en perfekt temperatur.

Pff... hvor typisk. Nu har jeg brugt 10 minutter på at få det her vand koldt, og så var det bare fordi jeg drejede den, den forkerte vej.

Jeg bevæger mig ind under den nu lune stråle af vand, og lader langsomt min hånd kører igennem mit hår, for at gøre det hele vådt.

Der skulle gerne være en hylde inde i brusekabinen, hvor der står Shampoo, balsam og Body shampoo, og så perfektionistisk som denne familie er, står tingene selvfølgelig i alfabetisk rækkefølge.

Efter at have følt mig frem til en hylde, får jeg fat i shampooen, som må være den tredje bøtte. Jeg sprøjter en lille klat ud på min håndflade og gnider det godt ind i mit hår, så det begynder at skumme.

Shampooen dufter af kokos. Hvor lækkert!

Efter at have ventet i 2 min. skyller jeg det ud igen og gentager processen med balsammen.

Jeg får også skummet min krop ind i Body shampooen og får skyllet det af igen.

Kort tid efter står jeg ude af badet og begynder at tørre min krop.

Jeg trækker mit undertøj på. Derefter lader jeg en hånd glide hen over bordet for at finde mit tøj, bestående af et par almindelige sorte shorts og en oversize fodbold T-shirt fra Arizona, som jeg købte, da jeg var der med min veninde. Meget enkelt. (Tjek linket i kommentaren)

Efter at have fået tøjet trukket på finder jeg hårtørreren, og det lykkes mig på en eller anden måde at få sat den til og tørret mit hår.

Jeg får sat mit hår i en lidt rodet knold på ’siden’ af hovedet. Jeg har ikke lagt nogen makeup, da der er ret stor chance for, at jeg så hurtigt vil komme til at ligne en panda, og desuden foretrækker jeg at kunne se, hvad jeg laver.

Med nød og næppe kommer jeg ind af døren til mit værelse. Jeg bankede ind i ret mange ting på vej herhen, hvilket gør at jeg stønnende får smidt mig på sengen igen. Jeg ligger der lidt, indtil jeg får taget mig sammen til at rejse mig op igen.

Eftersom jeg ingen chance har for at komme nogen steder hen uden hjælp, vælger jeg at kalde på Catherin.
 

                                                                                                      ***

Dovenhed længe leve. I stedet for min seng, ligger jeg nu og dovner den på sofaen. Tv’et kører i baggrunden. Jeg ser en eller anden film. She’s the man. Det er det den hedder. Jeg har set den ret mange gange før. En af gangene var med min lillesøster. Hen i mod slutningen, da Olivia og hendes bror trækker henholdsvis trøjen op og bukserne ned, blev jeg nød til at holde hende for øjnene. Mest fordi det var første gang jeg så filmen, så jeg vidste jo ikke helt, hvad der ville ske. Udover det var jeg jo hendes storesøster, og jeg blev nødt til at være et godt forbillede. Hvilket vil sige at jeg måske også skulle have holdt mig selv for øjnene… Nå fuck det.

Ej jeg elsker virkelig den film. Især fordi Channing Tatum er med i den. Han er sådan en lækkerbisken.

Rauw!

Tanken om at jeg aldrig kommer til at savle over billeder af ham på Google er faktisk ret uudholdelig.

Ikke fordi det er noget jeg har gjort… Okay jeg er busted. Jeg har faktisk savlet ret meget over ham.

Men altså. Hvem har ikke det? Okay måske ikke min lillesøster. Hun var 8, da vi så den film sammen. Endnu en god grund til at jeg holdt hende for øjnene, selvom det egentligt ikke var nødvendigt.

Jeg savner virkelig Chloe.

Tårerne kommer igen, og jeg er taknemlig for at jeg ingen makeup har lagt.
 

                                                                                                      ***


Jeg tror jeg er nået til slutningen af filmen, men jeg er ikke sikker. Jeg er ved at falde i søvn, hvilket jeg godt kan forstå, da jeg ikke fik særligt meget søvn i nat. Jeg håber jeg kan få mere søvn i nat.

Et højt gab kommer ud af min mund.

Jeg tror bare jeg lægger mig til at sove på sofaen. Den er alligevel så blød.

Endnu et gab slipper ud af min mund, og mine øjenlåg begynder at føles virkeligt tunge.

Det giver heller ingen mening at skulle til at kalde på Catherin igen og…

 

 

 

 

                                                                                                      

Hey dejlige… 2 læsere? Det må I da kunne gøre bedre venner <3
Nå men jeg er nu alligevel så gavmild at give jer første kapitel.
Synes I hun virker for… jeg ved ikke ’glad’ i forhold til at hun har mistet hendes familie. Skal jeg prøve at lægge nogle endnu dybere følelser i det? Jeg håber heller ikke I synes kapitlet er for kort, for det fylder næææsten 4 sider i Word.
De næste kapitler kommer nok ikke så hurtigt, men jeg skriver hver gang jeg får tid :)

Nicoline xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...