Love Makes Blind | One Direction - PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
16-årige Maxine Miller mister ikke blot sin familie i en bilulykke. Sammen med hendes forældre og søsteren Chloe forsvinder også hendes synsevne.
Da Max vågner op i en hospitalsseng 3 dage efter ulykken, blind og uden sin nærmeste familie hos sig, føler hun at hele hendes verden braser sammen omkring hende. Det bliver ikke ligefrem bedre, da hun får tilbuddet om at flytte ind hos sin moster, Johannah, og hendes mand, Mark, i Doncaster.
Max’ mor har aldrig haft et særligt godt forhold til sin søster, hvilket også har smittet af på Max. Dog er det et tilbud hun ikke kan takke nej til, da hun i en alder af 16 år og med manglende syn ikke har nogen chance for at klare sig alene.
Fuld af sorg og uden nogen høje forventninger flytter Max ind hos sin moster. Dog ændres hele hendes syn på tilværelsen, da hun for første gang møder sin fætter, Louis, og oveni købet kommer til at bo sammen med ham i en hel måned. Vil Max nogensinde komme sig over sit tab eller vil hun drukne i sin egen sorg?

50Likes
45Kommentarer
2284Visninger
AA

5. Holidays with One direction


 

Drengene gav mig ikke noget valg, da de sagde, at de ville møde min kusine i dag, også selvom jeg op til flere gange fortalte dem, at jeg ikke engang selv havde mødt hende endnu. Faktisk vidste jeg ikke at jeg havde en kusine før nu. Min mor taler aldrig om hendes søster og skifter hurtigt emne, hvis nogen andre bringer det på bane.


Vi sidder nu i bilen. Tv-studiet vi er blevet interviewet i ligger heldigvis ret tæt på mine forældres hus.

”Vi er der nu!” udbryder Harry lige pludselig. Jeg kigger ud af vinduet og opdager, at han har ret. Vi holder ved siden af det røde murstens hus, som jeg kan kalde mit barndomshjem. Det tog ikke særlig lang tid at køre herhen.

Hurtigt er vi ude af bilen, og jeg roder i min lomme efter mine nøgler. Jeg får fat i dem og får låst døren op. Drengene har allerede startet en samtale op, som vi er travlt optaget af. Derfor opdager vi ikke de to skikkelser inde i stuen, før vi nærmest braser ind.


Min mor er hurtig til at sende mig et surt blik, da hun opdager os, og hun puffer mig straks hen imod døren til køkkenet. Jeg vender mig kort om og sender et signal til drengene om, at jeg snart er tilbage.

”Hvad var det lige du ikke forstod af ’Lad være med at tage drengene med herover i dag?’” spørger hun med hævet stemme straks efter at have lukket døren efter os.
”Undskyld, men de gav mig ikke rigtigt noget valg.” forsvarer jeg mig.
Hun tager en dyb indånding, og det ligner, at hun prøver at lægge sin vrede lidt væk.
”Ej undskyld, men jeg vil bare så gerne have, at hun falder godt til og sådan…” siger hun undskyldende med blikket rettet mod gulvet.

Hun sukker kort. Hendes humør skifter igen, og da hun løfter hovedet, står hun med et smil på læben.
”Men nu du er her,” begynder hun. ”Mark og jeg tager jo på forretningsrejse om en uge du skal passe Maxine i den måned, vi er væk.”

”Vent hvad? Sommerferien starter jo der? Jeg skulle have været i sommerhus med drengene der!” udbryder jeg hurtigt, og tilføjer, ”selvom jeg da gerne vil være sammen med hende, er det altså for tidligt. Vi har ikke engang vekslet et ord med hinanden endnu, og desuden er hun nok ikke helt så tryg ved at være sammen med en fuldkommen fremmed, efter den ulykke med hendes familie.”
Min mor havde fortalt at hun havde mistet dem i en bilulykke, men ellers havde jeg egentligt ikke fundet ud af hvorfor, at hun havde tilbudt Maxine at bo hos hende og min far. De er jo aldrig hjemme, og hvis jeg havde mistet mine nærmeste i en ulykke, ville jeg nok have brug for noget omsorg, og nogle trygge, faste rammer. Noget man jo ikke rigtigt får ved at rykke rundt hos forskellige mennesker.

”Me-men Louis. Kan I ikke bare tage hende med?” Hun ser trist på mig og stammer med vilje, for at få mig til at have medfølelse. Til tider kan hun være lidt falsk. Det har hun især været efter at hende og Mark startede det firma op sammen. Måske fordi hun skal kunne være sød overfor de vigtigste kunder, lige meget hvor meget de irritere hende.
Jeg savner sådan hvordan hun var før, hun begyndte at mene, at arbejdet var vigtigere end hendes børn.

”Det ville også være godt for jer at tilbringe tid sammen. Så kan I lære hinanden bedre at kende.” siger hun med sin mest overtalende stemme.
Jeg løfter opgivende hænderne over hovedet. Jeg har allerede tabt den her kamp.
”Okay så” sukker jeg.
Jeg skal til at vende mig om og gå ud til de andre igen, da min mor standser mig ved at lægge en hånd på min skulder.

”Uhm… Jeg ved ikke om, jeg har fået sagt det, men ulykken… gjorde Maxine blind.” siger hun sørgmodigt med blikket rettet mod gulvet, som om det var hendes skyld. Jeg stirrer bare chokeret på hende.
Blind?! Hold da op… Den havde jeg godt nok ikke lige set komme.
Stakkels pige. Selvfølgelig er det klart bedre end at dø, men alligevel. Tænk både at miste sin familie og sit syn i en alder af hvad… 16-17 år?
Hvilket får mig til at tænke på noget andet.  Når man er blind, skal man så ikke trænes til at kunne bevæge sig rundt uden at falde over og støde ind i ting? Hvad med en hund eller en stok? Skal man ikke også have en af de ting?
Jeg må have set lidt undrende, for straks svarer hun på mit usagte spørgsmål.
”Vi køber en hund inden for de næste par dage, så hun kan få lært et par kommandoer inden, I skal af sted.”

 

                                                                                                      ***

Drengene har slået sig ned i sofaerne, da jeg kommer ud, og Maxine er der ikke.
”Hvor er Maxine?” spørger jeg hurtigt.
”Din kusine? Hun gik ovenpå. Det var noget med et telefonopkald.” svarer Liam. Jeg nikker kort, og jeg kigger mig over skulderen, da jeg hører køkkendøren gå op.

”Nå, men jeg smutter nu.” siger Johanna imens hun går hen imod døren. ”Vi ses drenge!”
Hvor typisk… Når hun har chancen for at komme væk og tilbage på arbejdet, tager hun den.
Nå, jeg må hellere få fortalt drengene om vores ændrede ferieplaner og det med Maxines blindhed…

 

 

 

 

 


 

Den eneste grund til at jeg gik, var egentligt, at det blev for akavet bare at sidde dernede sammen med de andre. Især fordi jeg egentligt ikke har nogen idé, hvem de er… Jeg brugte undskyldningen om, at jeg blev nødt til at ringe til en og gik ovenpå. Det var nu heller ikke helt løgn, for grunden til at jeg gik derned til at starte med, var jo, fordi at jeg skulle finde min mobil og ringe til Abbie. Det har jeg så også gjort nu, men hun tog desværre ikke sin mobil.

Nu sidder jeg bare og stener på min seng, hvilket egentligt ikke godt. For når man stener begynder man at tænke en masse tanker, og det er slet ikke er godt, især når man lige har mistet sin familie i en bilulykke. For så begynder man nemlig at tænke på det, og BAM så sidder man lige pludselig og græder. Argh jeg hader at græde, selv når jeg har en god grund… Jeg hader virkelig også det faktum, at jeg er blevet vildt følsom efter ulykken, og at jeg nu kan græde pga. en eneste tanke omkring min familie...

Jeg falder tilbage i min seng, så jeg ligger ned i stedet for at sidde op. Jeg er også kommet til at tænke på noget andet. Hvad var der egentligt med min mors og min mosters forhold til hinanden? Hvordan kunne de have så meget imod hinanden, at de aldrig ville ses? Tja jeg må vel prøve at spørge Johannah en dag og håbe at hun svarer.


En svag banken på døren afbryder mine tanker, og jeg skynder mig at sætte mig op og tørre øjnene. Dørens knirken afslører, at den bliver åbnet, og jeg kan lige forestille mig at Catherin eller Johannah forsigtigt stikker hovedet ind af døren, inden de begynder at snakke. Dog bliver jeg overrasket, da det ikke er en kvindestemme, der lyder ovre fra døren af, men derimod en mandestemme.

”Heeej Maxine. Jeg er din fætter, Louis.” Stemmen er venlig, hvilket får mig til at smile lidt inden jeg, lige så venligt, svarer ham.
”Hej Louis. Bare kald mig Max i stedet.” Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare bedst lide når folk kalder mig Max. Dog kalder de fleste voksne mig for Maxine, og så er der min far, som kaldte mig Maxie dengang han levede. Tanker påvirker mig lidt, og jeg kæmper for at bevarer smilet og undlade at fælde en tåre.
”Selvfølgelig… Max. Jeg tænkte på om, du ikke lige ville komme ned og hilse på de andre? Vi skal jo trods alt bo sammen i den næste måned, så det kunne måske være rart lige at kende hinanden lidt bedre først.” spørger han lidt prøvende. Det med at vi skal bo med hinanden i den næste måned, får mig til at rynke panden. Jeg har på fornemmelsen at jeg er gået glip af noget, så jeg spørger ham.
”Hvad mener du med, at vi skal bo sammen i den næste måned?”
Han er hurtig til at svarer og gør det med meget entusiasme i stemmen. ”Nåh det har Johannah sikkert glemt at fortælle dig. Det er så typisk hende. Nå men i hvert fald så skal hende og Mark på forretningsrejse om en uge, når sommerferien starter, og så skal du på ferie sammen med os.”
Gud ja! Det er jo sommerferie snart. Jeg skulle have været i Californien med familien, og vi skulle have besøgt Disneyland, efter Chloes ønske.
Men nu skal jeg så på ferie med min fætter, som jeg lige har mødt for første gang og hans… venner? Det skal nok blive spændende… eller noget.

Et host får mig til at kigge op fra mine tanker, hvis man overhovedet kan det? Altså kigge op fra sine tanker?
Det får mig i hvert fald til at koncentrere mig om Louis’ førhen stillede spørgsmål og svare.
”Jeg vil gerne med ned og hilse på de andre.”

                                                                                                      ***

”Hej jeg er Maxine, men I kan bare kalde mig Max.” Jeg laver et lidt akavet vink med hånden til dem og smiler prøvende.
Et par svage lyde fra gulvet, gør mig opmærksom på, at en person går hen imod mig. En kraftig duft af en eller anden mandeparfume møder mig og en dyb, lidt hæs stemme begynder at snakke.
”Hej Max. Jeg er Harry.” Jeg mærker en stor, varm hånd trykke min, inden han trækker sig tilbage, og den næste person træder frem for at hilse.
”Jeg er Liam.” siger en venlig stemme og min hånd får også et klem af ham.
”Zayn.” Endnu en hånd trykker min.
Jeg prøver så vidt muligt at lytte på deres stemme og indsnuse hver af deres duft, for ligesom at kunne genkende dem igen.
Den sidste af de fire drenge træder frem og trykker min hånd. ”Jeg hedder Niall.” Hans stemme har en anderledes accent end de andres, og jeg vil gætte på, at han ikke er fra England. Måske Irland… eller Skotland.

Vi slår os ned i de to sofaer, og en eller anden tænder for Tv’et. Dog tror jeg ikke at der er nogen, der ser på det, så det er egentligt bare baggrundstøj til den samtale drengene lige er begyndt på.
Jeg er ret træt, så jeg sidder bare og lytter på drengenes samtale. Dog afbrydes deres snak, da en sms-tone lyder højt i rummet. Louis fumler med et eller andet ved siden af mig.
”Paul skriver at koncerten i morgen er blevet rykket til kl. 19.30.” fortæller han efter at have puttet sin mobil ned lommen igen.

”Æh… Hvad for en koncert?” spørger jeg lidt uforstående og rynker panden.
”Vi skal bare spille koncert i morgen” siger Harry lidt ligegyldigt, hvilket får mig til at rynke panden endnu mere.
”Spiller I et orkester eller så noget?” spørger jeg så om, hvilket de åbenbart fandt ret sjovt, for straks flækker de alle af grin. Var det virkeligt så sjovt?
”Uhm nej. Vi spiller i et band.” svarer Liam og prøver at lade være med at grine.
”Okay så.” Så de spiller i et band? Fint nok.

En stilhed breder sig i rummet, og drengene har efterhånden fået grinet af. Efter et minuts tid hvor ingen har sagt noget, vælger Niall at bryde stilheden med sin dejlige irske stemme. Ja, jeg sagde irske! Under drengenes samtale fandt jeg ud af, at han er fra Irland.
”Så du ved overhovedet ikke hvem vi er?” spørger han tvivlende.
Jeg rynker panden igen, inden jeg tøvende svarer ”Min fætter og hans venner?”
Et kort grin lyder fra Harry, før han igen bliver alvorlig. ”Siger ’One direction’ dig noget?”
Jeg vrider min hjerne lidt for at finde et eller andet. One direction, one direction, one direction… Hvor er det nu jeg har hørt det før? Gud ja! Dengang vi var veninder, snakkede Abbie hele tiden om et eller andet kendt band ved navn…

Jeg gør store øjne. ”Omg! Er I ikke det der verdenskendte boyband?!”
Drengene bekræfter det hurtigt. ”Jep, er du fan?”
Dog må jeg ryste på hovedet til det spørgsmål. ”Nej, men min veninde elsker jer.” svarer jeg med et undskyldende smil.

Efter at have fået det afklaret, starter drengene samtalen op igen fra før sms’en. Jeg læner mig bare tilbage i sofaen igen og lytter lidt til deres samtale engang imellem.
Tænk engang... Jeg skal på ferie med et af nutidens største bands. Det skal nok blive interessant.

 

 

 

 

                                                                                                      

Hej venner!
Undskyld for den lange ventetid. Jeg har bare ikke kunnet tage mig sammen til at skrive dette kapitel.
Jeg er ikke rigtigt blevet tilfreds med kapitlet, og jeg er ked af at det blev så kort :c Jeg syntes bare ikke I skulle vente længere :)

Nicoline xoxo

 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...