Love Makes Blind | One Direction - PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
16-årige Maxine Miller mister ikke blot sin familie i en bilulykke. Sammen med hendes forældre og søsteren Chloe forsvinder også hendes synsevne.
Da Max vågner op i en hospitalsseng 3 dage efter ulykken, blind og uden sin nærmeste familie hos sig, føler hun at hele hendes verden braser sammen omkring hende. Det bliver ikke ligefrem bedre, da hun får tilbuddet om at flytte ind hos sin moster, Johannah, og hendes mand, Mark, i Doncaster.
Max’ mor har aldrig haft et særligt godt forhold til sin søster, hvilket også har smittet af på Max. Dog er det et tilbud hun ikke kan takke nej til, da hun i en alder af 16 år og med manglende syn ikke har nogen chance for at klare sig alene.
Fuld af sorg og uden nogen høje forventninger flytter Max ind hos sin moster. Dog ændres hele hendes syn på tilværelsen, da hun for første gang møder sin fætter, Louis, og oveni købet kommer til at bo sammen med ham i en hel måned. Vil Max nogensinde komme sig over sit tab eller vil hun drukne i sin egen sorg?

50Likes
45Kommentarer
2313Visninger
AA

4. Bacon, shrink talk and unexpected visitors


 

Næste morgen vågner jeg ved lyden af et par højlydte stemmer i huset. Jeg skubber træt dynen væk fra min krop og… Stop en halv. Dynen? Men jeg faldt jo i søvn på sofaen? Der må have været en, der har båret mig op i seng. Det er den eneste forklaring, jeg kan komme på. Medmindre… Måske kan jeg flyve! Nej okay, men det kunne da være vildt sejt!

Et kort øjeblik overvejer jeg at flytte mig fra min ellers ret så behagelige stilling i min seng, men jeg tror bare, jeg bliver her.
Jeg gyser indvendig, da en kold brise rammer min nu helt blottede krop, hvilket giver mig gåsehud. Jeg trækker hastigt dynen op omkring mig igen. Min dejligt varme dyne, som også er min eneste ven lige nu.
Jeg giver et forskrækket gisp fra mig, da jeg mærker kulden ramme mig igen. Dog rammer den kun mit ansigt denne gang, men alligevel sender kuldegysninger hele vejen ned igennem min krop.

Jeg træffer en hurtig beslutning, og rejser mig op med min dyne omkring mig. Jeg bevæger mig hurtigt over til vinduet, velvidende at det sikkert står pivåbent, og der er en risiko for at jeg falder ud af det, hvis jeg ikke ser mig for. Ser mig for? Hvad er det for en tanke at tænke, når jeg er blind?

Jeg er i hvert fald forsigtig, da jeg læner mig ind over vindueskarmen, for at få fat i vinduet, så jeg kan lukke det.
Jeg vil helst ikke ende, som en fladmast pandekage nede på jorden. Orgh jeg kunne faktisk godt bruge pandekager lige nu…

Fokusér Maxine! Du skal ikke tænke på pandekager. Du skal lukke det vindue, og burde du ikke også tænke lidt på din familie, som faktisk døde for en uge siden?

Du skal ikke bestemme hvad jeg tænker på!

Så du siger, at fiktive pandekager er vigtigere end din fornyligt afdøde familie?

Nej selvfølgelig siger jeg ikke det! Kan vi ikke please bare snakke om noget andet? Ellers begynder jeg bare at græde igen…

Nej, det er vigtigt!

Det ved jeg da godt, men…

Ikke noget men!

Okay det her begynder at blive weird. Jeg har seriøst brug for at være social med nogen. Det er altså for mærkeligt, hvis jeg begynder at starte skænderier op med mig selv. Også selvom jeg har ret… Altså den ’jeg’, som mener at jeg burde tænke på min familie. At miste sin familie er jo bare ikke lige noget, man kommer over. Især når man selv har været mere eller mindre skyld i ulykken selv.
Ulykken. Ja, den kan jeg jo selvfølgelig ikke gøre noget ved nu, sket er sket, og det er jo ikke fordi jeg har magiske kræfter og kan bringe dem tilbage til livet. Desværre
...
 

                                                                                                      ***
 

”Godmorgen Maxine!” hører jeg en velkendt stemme sige, da jeg kommer ned af trappen. Mission ’Vær social’ er officielt startet. Jeg vil gerne undgå de der skænderier med mig selv.

Det er noget koldere i dag end i går, så jeg har fået trukket et par jeans på og en sweatshirt med teksten ’I work out! (Just kidding, I take naps)’. Den dufter kraftigt af Abercrombie & Fitch parfume. Forklaringen er, at jeg engang spildte halvdelen af min parfumeflaskes indhold ud over den. Det er også af den grund, at jeg kunne finde den i mit skab.

”Godmorgen.” svarer jeg så sødt, som jeg nu kan. Jeg ved ikke hvad jeg helt skal synes om Johannah endnu. Striden imellem hende og min mor kender jeg stadigvæk ikke til, hvis altså der var en strid. Jeg kan ikke helt finde ud af det, for Johannah har virket flink, de gange jeg har talt med hende. Måske tager hun bare hensyn overfor de forældreløse og handicappede, eller også er hun faktisk et venligtsindet menneske. Hvad ved jeg?

Johannah afbryder hurtigt mine tanker med et spørgsmål.
”Er du sulten?” Det lød faktisk, som om hun var oprigtigt interesseret.

Min mave rumler lidt, hvilket vel egentligt er forståeligt nok. Jeg har ikke spist noget i deromkring 2 dage nu.
”Ja, jeg er faktisk lidt sulten.” svarer jeg i et muntert tonefald, og jeg sørger for ikke at lade mig påvirke af forholdene i familien. Dog er der stadigvæk ikke noget smil at spore på mine læber. Ikke at jeg sidder med en sur mine. Mit ansigtsudtryk er nok meget neutralt.
”Godt jeg er ved at lave pandekager, røræg og bacon.” Mums! Nu får jeg faktisk de pandekager, som jeg jo så gerne ville have.
En svag lyd af noget knitrende til min højre side, får mig til at vende hovedet. Cirka to sekunder efter spreder dufter af bacon sig rundt i køkkenet, og jeg smiler svagt. Det må være mit første smil siden ulykken. Tænk at bacon kan få mig til at smile efter alt det. Well… Jeg sætter vel lige pludselig mere pris på livets goder efter den en oplevelse.
Jeg kunne jo meget vel selv være død… Efter den tanke er smilet meget hurtigt forsvundet igen.

Jeg kommer i tanke om stemmerne jeg hørte tidligere på morgenen og bestemmer mig for at spørge Johannah.
”Er der andre hjemme end dig om mig?” Smilet tilføjes forsigtigt igen, for at hun ikke skal tro der er noget galt, selvom hun vel ved, at det er der. Tænk at jeg er nødt til at lade, som om jeg er glad. Før i tiden var der næsten ikke en dag, uden jeg smilede.
Hun svarer efter et par sekunders tavshed.
”Uhm... Nej det er kun os to. Louis var her for en halv time siden, men han havde for travlt til at blive og hilse.”
Louis, hvem er det? Har jeg misset noget eller hvad?
Jeg må have set ret forvirret ud i ansigtet, for hun tilføjer hurtigt ”Louis er vores søn.”
Jeg kan nærmest se for mig, hvilket stolt smil, der må være på hendes læber. Bliver voksne ikke altid helt ’stolte’, når de taler om deres børn? Altså sådan ’Ej, men min søn er bare så dygtig til...’. De skal lige blære sig med det flotte, dygtige og kloge afkom, som de nu har produceret. Eller er det bare mig? Nå men, det kan også være lige meget.

Jeg er egentligt ret overvældet. At jeg ville have en fætter, var ikke lige noget jeg havde forventet. Livet er fuldt af overraskelser… Især for mig.

En lyd af tallerkener der bevæger sig i mod hinanden afbryder min tankegang. Johannah er begyndt at nynne en lille melodi, og det lader til at hun er ved at være færdig med maden. Det er jeg dog kun taknemmelig for, da min mave er begyndt at brokke sig lidt. Selvfølgelig skal den da også begynde at larme, som en hvalros der er i gang med at føde tvillinger. Okay det med hvalrossen… Jeg aner ikke hvor det kom fra.
Jeg prøver at lade som ingenting, og det lader til at hun ikke har bemærket min maves underlige hvalros lyder.

”Nå, der er vidst en der er sulten?” Pis, jeg tog fejl.
”Ja en smule,” nøjes jeg bare med at svare. Jeg hører et lavt fnis fra hendes side af, hvilket automatiskfår mine mundvige til at vende opad. Jeg har vist ikke helt glemt hvordan man smiler.

En tallerken bliver sat foran mig samt et glas. På tallerkenen skulle der gerne allerede ligge en pandekage, røræg og vigtigst af alt… trommesolo… vent i ved jo godt hvad jeg vil sige. Sikke noget møg. Nå men, hvis I er helt blanke så er det bacon. Fik jeg sagt at jeg elsker det stads?
Jeg er gudskelov en af de heldige, der kan æde hvad som helst uden at tage det mindste på. Det er jeg nu meget glad for. Ellers ville jeg være dellefed, af alt det bacon jeg har spist i mit liv.

Jeg tager hurtigt gaflen i venstre hånd og kniven i højre, efter Johannah har sagt værsgo, og som det velopdragne englebarn jeg er, sagde jeg jo selvfølgelig tak… Mærk ironien, for det glemte jeg selvfølgelig. Jeg tror bare jeg lader som ingenting. Jeg vil se for dum ud hvis jeg siger tak nu, et halvt minut efter hun har sagt værsgo.
Det lader heldigvis til at hun ikke har bemærket noget, medmindre hun da sidder og sender mig onde blikke lige nu, men jeg kan ikke vide det.

Jeg opdager, at jeg ikke engang er begyndt at spise noget, men bare har siddet med kniv og gaffel i hånden og stirret ud i luften. Derfor skynder jeg mig at stikke gaflen ned i noget, der gerne skulle være pandekagen. Den pandekage, som jeg selvfølgelig har overdynget med sirup. Sirup med pandekage! Det næst lækreste efter bacon.

Den søde smag af pandekage og sirup fylder min mund, og det er lige ved at den begynder at løbe i vand, også selvom jeg allerede har pandekagen i munden. Jeg tygger af munden og putter straks endnu en bid pandekage i munden. Jeg bliver aldrig træt af pandekager.
Da jeg var yngre lavede min mor altid pandekager til Chloe og mig. Vi lavede engang en konkurrence om, hvem der kunne spise flest pandekager. Ingen af os ville selvfølgelig give op, og det endte med at vi begge måtte sidde med hovedet over toilettet og brække os i lårtykke stråler. Ha ha, det var ret sjovt. På en lidt… kvalmende måde. Der gik også ret lang tid, før vi spiste pandekager igen.

Jeg bemærker først at jeg har fældet en tåre, da Johannah læner sig ind over bordet og tørrer den af mind kind med sin finger. Det må være mindet om Chloe og min mor. Vi havde det så hyggeligt dengang.
Jeg forventer egentligt at hun vil kommentere tåren, men hun lader heldigvis være.

Jeg sidder lidt i mine egne tanker, da jeg hører Johannah sige noget.
”Maxine?” Johannah har uden tvivl stillet mig et spørgsmål.
”Undskyld hvad?” svarer jeg uskyldigt og lægger hovedet en anelse på skrå.
Hun rømmer sig kort, før hun gentager sit spørgsmål.
”Jeg tænkte på at vi måske skulle anskaffe dig en førerhund?” En førerhund? Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på. Det kunne da godt være. Jeg har hørt at det skulle hjælpe blinde, som mig, rigtigt meget. Desuden elsker jeg hunde. Jeg har godt nok aldrig haft en, men de er så søde, bløde, nuttede, kære, trofaste og jeg kunne blive ved. Ja, som sagt elsker jeg hunde.
Jeg nikker bekræftende til spørgsmålet, da jeg ikke lige ved hvad jeg skal sige.

”Okay,” svarer hun lavmælt. ”Der er også noget andet jeg gerne vil tale med dig om…” starter hun ud. Hun virker meget alvorligt, og jeg begynder at blive en smule nervøs.
”Din familie,” starter hun ud, men hun afbryder hurtigt sig selv. Jeg har en idé om hvor det her fører hen.
”Din læge på hospitalet anbefalede kraftigt, at vi skulle sende dig til en psykolog.” Og her kom det…
En psykolog? Jeg har da ikke brug for en psykolog. Eller har jeg? Nej, jeg har ikke ligefrem lyst til at snakke med en eller anden fremmed om alle mine problemer.

Eftersom jeg har siddet med blikket rettet mod bordet, løfter jeg hovedet og sender hende et lidt skeptisk ansigtsudtryk.
Hun skynder sig hurtigt at sige noget.
”Kan du ikke tænke over det? Det kan hjælpe dig rigtigt meget.” Hun lyder faktisk lidt desperat. Vil hun gerne have mig til at gå til psykolog eller hvad? Jeg skal altså ikke have en til at rode med mine tanker.

Lige nu har jeg mest lyst til bare at ligge mig op og dovne den på værelset resten af dagen, så jeg nikker hurtigt til, at jeg vil tænke over det, og siger derefter tak for mad.

Opvaskemaskinen er vist i gang, så jeg sætter bare min næsten urørte tallerken på bordet. Jeg mistede ligesom appetitten, da hun begyndte at snakke om psykologer.

Derefter går jeg op på mit værelse og tænder for noget musik. Denne gang vælger jeg dog en af de andre radiokanaler, og indtil videre lyder den meget lovende. Musikken er okay, og der spilles flere sange imellem radioværternes snak. Radioværterne er heller ikke så slemme endda. De har i det mindste bedre humor end dem fra den dårlige kanal.
Da de begynder at snakke om vejret, falder mine tanker automatisk tilbage på ulykken, og tilbuddet om en psykolog.
Hvad skal jeg svare? Hvis jeg svarer nej, prøver hun nok at overtale mig til at gøre det. På den anden side har jeg måske brug for en, da det jo ikke går at jeg skal begynde at græde hver gang jeg tænker på mine forældre, min lillesøster eller bare noget der minder mig om dem. Det må jeg lige tænke over…

Indtil da holder jeg bare en lille hyggedag med mig selv, for at få tankerne væk fra psykologer og lignende.
Dog går der ikke mange minutter før nogle nye tanker og spørgsmål dukker op.
Hvad skal der egentligt blive af mig? Hvad med skolen? Og mine venner? Mine venner! Gud dem har jeg jo glemt alt om. Mon de har fået at vide hvad der er sket med mig.
Måske skulle jeg overveje at ringe til Abbie, min tidligere bedste veninde. Hendes rigtige navn er Abigail, men hun bliver altid vildt vred, hvis ikke man kalder hende for Abbie. Hun er min ’tidligere’ bedsteveninde, fordi vi havde et skænderi næsten lige inden ulykken fandt sted.
Et åndsvagt skænderi. Jeg skylder hende en undskyldning. Da jeg fik et flip dengang pga. en eller anden dreng, hun havde været sammen med, var det slet ikke fair over for hende. Det var mig der var et fjols, og jeg havde ikke ret til at sige, hvad jeg sagde.
Det føles egentligt, som om det er længere tid siden end 3 uger, da jeg ikke engang kan huske ham drengens navn, men som sagt er det altså kun 3 uger siden. Der er også sket ret meget på de 3 uger, og det er ikke på nogen god måde.
Jeg har brug min bedsteveninde lige nu. Jeg burde have sagt undskyld for lang tid siden.

Jeg lader søgende min hånd glide rundt over forskellige overflader på jagt efter min mobil, men jeg indser hurtigt at jeg har glemt den nedenunder.
Derfor lister jeg ned i stuen for at finde den. Jeg prøver at undgå at lave for mange lyde, da jeg helst ikke vil støde ind i Johannah lige nu. Jeg vil helst bare op på mit værelse og få ringet til Abbie. Jeg glæder mig sådan til at få min bedsteveninde tilbage. Så er der i det mindste noget godt ved ulykken. Jeg er nemlig ikke så sikker på, at jeg ville have taget mig sammen og snakke med Abbie, hvis ikke det var sket. Nu håber jeg bare, at hun kan tilgive mig.

Mine tanker afbrydes af en stemme, og det går op for mig at det må have været Johannah, der har opdaget mig. Der røg min plan set i vasken om ikke at blive set.

”Hej Max. Der var noget jeg glemte at fortælle dig før. På fredag…” starter hun med at sige, dog bliver hun hurtigt afbrudt af hoveddøren, der går op. Et par sekunder efter finder en masse højlydte stemmer sig vej ind til stuen, hvor vi er.

 

 

 

 

                                                                                                       

Heey <3
Jeg fandt ud af at jeg ingen lektier havde i dag, så jeg har fået skrevet dette kapitel færdigt.
De følgende kapitler bliver nok i samme længde, som dette hvis ikke længere. Dejligt ikke? xD

Nå hvem tror I det er, der kommer ind ind af hoveddøren?

Nicoline xoxo

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...