24 days with One Direction ❅

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Igang
188 mil fra Los Angeles driver Jackie med hendes lillesøster og tante en campingplads. I den øde by lever de af de to til tre gæster om ugen - men, hverdagen ændres hurtigt for den lille familie, da 5 drenge kører galt og skal overnatte på campingpladsen.

67Likes
45Kommentarer
28219Visninger
AA

6. 4. december

I dag sneede det heldigvis ikke særlig meget, men det er stadig forfærdelig koldt ude i udestuen. Klokken er omkring seks om morgenen. Kun pågrund af lygten der hang på træet i den lille baghave kunne jeg spotte sneen. Jeg drikker endnu et slurk af vandet jeg har i min hånd. Mit hoved dunker utrolig meget, og jeg kunne bare ikke klare og ligge i min seng mere. Jeg har dårligt nok lukket et øje i nat, fordi jeg vågnede ved tre-tiden igen, også snurrede mit hoved for hurtigt rundt og det blev bare slemmere, da jeg lukkede øjnene.

Jeg vidste ikke hvorfor jeg pludselig havde sådan en slem hovedpine, da jeg vågnede i nat, indtil det slog mig, at jeg havde drukket. Det var ellers ikke noget jeg gjorde særlig tit mere; det kunne godt smutte nogle gange, men aldrig SÅ meget at jeg fik sådan en slem hovedpine. Hvor mange mon jeg havde drukket?

Der var en periode der var virkelig slem, jeg drak så meget – selv i skoletiden: jeg lavede en masse hærværk, som jeg ikke kan huske fordi jeg var så fuld, jeg ikke tænkte over hvad jeg gjorde, også endte jeg med at blive bortvist. Det er også grunden til jeg ikke går i skole, da det er alt for dyrt at køre til en skole længere væk end den i Lone Pine. Der findes faktisk ikke rigtig andre i nærheden her. Men så fik jeg bare arbejde oppe i butikken, og det er jeg også glad for.

Jeg bunder resten af vandet og stiller glasset på bordet ved siden af mig. Ved siden af glasset lagde papirerne jeg havde skrevet i går aftes inden jeg.. ja.. I ved.. det var den vidunderligste sangtekst nogensinde, jeg havde fundet på tumblr. 

Jeg havde prøvet at kontakte brugeren som havde lagt sangteksten ud, hvem det var der havde skrevet den eller om det var brugeren selv, men jeg havde ikke fået svar fra hende. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at læse den vidunderlige tekst igennem om og om igen;


Now you were standing there right in front of me
I hold on, it's getting harder to breathe
All of a sudden these lights are blinding me
I never noticed how bright they would be

I saw in the corner there is a photograph
No doubt in my mind it's a picture of you
It lies there alone in its bed of broken glass
This bed was never made for two

I'll keep my eyes wide open
I'll keep my arms wide open

Don't let me
Don't let me
Don't let me go
'Cause I'm tired of feeling alone

I promised one day that I'd bring you back a star
I caught one and it burned a hole in my hand, oh
Seems like these days I watch you from afar
Just trying to make you understand
I'll keep my eyes wide open, yeah

Don't let me
Don't let me
Don't let me go
'Cause I'm tired of feeling alone
Don't let me
Don't let me go


Jeg skulle lige til at læse den for 3. gang, da døren pludselig rullede til siden. Jeg fik et stort sus i maven, da Harry stod der iført underbukser og rodet hår. Sikke en mave damn!

”Jackie?” spurgte han overrasket. Jeg løfter det ene øjenbryn, ”hvorfor fuck er du så tidligt oppe?” spurgte jeg og kiggede ned på papirerne igen. ”Hvorfor er du?” spurgte han og går hen mod mig. Jeg kiggede kort på ham også ned i papirerne igen, ”det rager ikke dig.”
”Jeg vågnede af en hane der galede, og gik op på toilet og så du ikke var på dit værelse. Så jeg tænkte nok du sad herude.” Han sætter sig ned i sofaen, hvilket fik mig til at rykke mig en smule; uheldigvis forsvandt varmen i sofaen jeg lige havde lavet under mig. Han sukker, ”hvordan går det med hovedet?”

Jeg trækker på skulderne. Han sukker igen og kigger ud på vinduerne, som nu var helt fulde af sne. ”Hvad mente Mary egentlig med 'den periode' igen? Har du været sådan en, der drak rigtig meget engang?”
Det gav mig en mærkelige følelse indeni. Interesserer han sig virkelig for mig? ”Tja, jeg havde vel bare en dårlig periode.”
”Hvad skete der?” spurgte han og fanger mine øjne. Han har egentlig rigtige flotte mørkegrønne øjne -  sådan nogle man bare kunne kigge ind i flere timer. ”Jackie?” smågriner han. Jeg bliver trukket væk fra mine tanker og kigger ned i papirerne igen. ”Det ligemeget.” mumler jeg og begynder at læse sangteksten igen.

Der er en stilhed over os, og jeg kunne ærligtalt ikke koncentrere mig om teksten når han sad der så tæt på mig. Selvom jeg havde læst den så heldveds mange gange og faktisk kunne den udenad nærmest, så var det som om, den langsomt forsvandt ud af min hjerne og alt fokuserede sig på ham der var så tæt på. Han har kuldegysninger, og det var som om han rystede en smule.
”Fryser du?” spurgte jeg og kigger på ham. Han nikker og bed sig i læben, ”lidt.”
”Hvorfor går du så ikke ind?” jeg løfter mit ene øjenbryn. Han bider sig hårdere i læben og løfter lidt i den ene mundvige, ”fordi jeg meget hellere vil sidde herude med dig.”
Det var som om mit hjerte sprang et slag over og pludselig bliver min krop helt varm, at jeg nærmest svedte. Jeg blev helt mundlam over hans ord, hvilket endte med jeg bare rejste mig fra sofaen og halvløb ind i huset igen.

”Jackie!” råber han efter mig, ”helt ærligt hvad er der nu?”

Jeg svarer ham ikke og løber ned af gangen til mit værelse. ”Jackie!” lyder det lige bag mig og pludselig tager han fat om min arm og drejer mig rundt, men jeg er hurtig til at ryste hans hånd fra mig. ”Hvorfor kan du forhelvede ikke bare lade mig være!” hvæser jeg lavt, da Silkes værelse er lige ved siden af. Han når slet ikke at svare før jeg lukker døren i hovedet på ham og kaster mig ned i sengen igen.

Harrys synsvinkel:
Mit humør var synket til bund siden episoden i morges. Drengene havde bemærket det og havde spurgt hvad der var galt, men jeg havde bare sagt det var lige meget, selvom det gik mig forfærdelig meget på. Hvorfor skulle hun være sådan mod mig, når jeg bare prøver at lære hende bedre at kende?

Klokken er otte, og mig og drengene sad og så morgen-tv i stuen. Silke og Mary var kørt til Lone Pine, fordi hun skulle i skole. De kom ikke hjem igen før klokken to, da Mary blev derovre for at shoppe julegaver med en veninde.

Jeg havde en utrolig dårlig følelse i maven, fordi jeg vidste det var min skyld Jackie havde lukket sig inde på værelset. Nærmest kvalme. Jeg rejser mig, ignorer drengens spørgsmål om hvor jeg skal hen, og går ud i udestuen og ruller døren for igen. Det er dejlig fredeligt herude; det var som om muren mellem stuen og herude nærmest var lydtæt – det var i hvert fald utrolig stille. Det eneste man kunne høre, var den lille svage lyd af regn der forsigtigt landte på glasset i vinduerne, der havde erstattet sig med sneen, men som dog stadig var der.

Jeg sætter mig hen i alle puderne, hvor Jackie sidst havde sat. De duftede af hende, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding. Jeg ligger tæppet over mig, og sætter mig godt til rette.

Min familie strejfer pludselig mine tanker. Hvordan mon de havde det nu? Det var i hvert fald meningen jeg skulle havde været hos dem nu i Los Angeles - mon de var urolige over jeg stadig ikke var kommet? Hvad nu hvis, vi ikke kommer derhen til inden juleaften pga. vejret?

Det gav et spjæt i mig, da der pludselig er noget der står på min mave, men da jeg så den rødbrune kat, sank mine skuldre sig med det samme.

En kat. ”Hej med dig min ven,” smiler jeg. Den står lidt og kigger på mig. Jeg smiler til den, og aer den.

Den rejser sig fra mig og hopper over på et bord ved siden af. Jeg gisper, da den vælter et glas, som heldvis ikke nåede at rulle ned på gulvet, men i stedet væltede indholdet ud over hele bordet. Jeg baner irriteret, da papirerne blev helt våde.

Jeg rejser mig op og begynder at vifte med dem, i håb om de ville blive tørrer igen, men jeg ved udmærket godt det ikke ville ske. Jeg ved det var Jackies, hvilket gjorde mig utrolig nervøs. Nu bliver hun sikkert endnu mere vred på mig, end hvad hun allerede er. Jeg river mig stresset i håret, og kigger på papirerne for at se, hvad det egentlig er.

Et smil voksede sig langsomt på mine læber, da jeg hurtigt genkendte min sang. Hun havde skrevet min sang ned. 

Hun havde hørt på min stemme og sikkert synes om den, og skrevet teksten ned. Det gjorde mig af en eller anden mærkelig grund utrolig glad; indtil jeg kommer i tanke om jeg lige havde ødelagt den.

Jeg river mig endnu engang stresset i håret, indtil jeg pludselig kom på en idé. Jeg skynder mig ind i huset igen, fandt en blyant inde på Marys kontor og noget papir og begynder at skrive på papiret med den flotteste håndskrift jeg kunne præsentere. 

Jackies synsvinkel:
Det giver et sæt i mig, da der pludselig blev banket på døren en enkel gang, og det lød som om der blev skubbet papir hen af jorden – og det gjorde der også. Der lagde et hvidt A4 papir på gulvet lige foran min dør. Forvirret skubber jeg min dyne af og graver mig ud af alle puderne og bamserne, som jeg havde lagt oveni hele morgenen.
Jeg trådte ned i mine sutsko, og går hen mod papiret. Jeg samler dem op, og kigger forvirret over smukke håndskrift.

Kom til at ødelægge dine andre papir. Er så ked af det. Har skrevet det forny; håber det er okay. – Harry.xx

En del af mig har lyst til at flippe over han havde ødelagt mine papire, men en anden del blev nærmest helt rørt over han havde skrevet det om, med sådan en smuk skrift – det lignede virkelig han havde brugt langt tid på at skrive det.

Et smil er syet fast på mine læber, da jeg læste hans lille besked efter sangen. Hvorfor gjorde den mig så glad?

Jeg ryster hoved over mig selv, og kravler i seng, hvor jeg startede Twilight igen.

Da klokken var blevet fem, får jeg endelig mig selv til at stå op, efter jeg havde set alle Twilight-filmene hele dagen. Det undrer mig lidt, hvorfor Mary og Silke ikke er kommet hjem endnu, da de skulle komme tilbage efter skoledagen og sidste time var altså klokken 2.
Jeg går ud i køkkenet, ignorerer Niall som er ved at lave mad, og ringer til Mary på fastnet-telefonen, men hun tog den ikke.. Og hun plejer altid at tage hendes mobil.

”Er der noget galt, Jackie?” spørgere Niall forsigtigt. Jeg nikker kort, og løber ud i gangen, hvor jeg begynder at tage mine sko på. ”Jeg tror ikke det er så smart at gå udenfor nu Jackie,” Zayn står pludselig i dørkammen til gangen, ”det sner vildt meget lige nu.”
”Jeg skal låne jeres autocamper.” sagde jeg kort, ”hvor er nøglerne?”
”Du hvad?” lyder det fra Liam, som står bag ved Zayn.
”Hvor er nøglerne?” gentog jeg.
”Hvorfor vil du pludselig ud og køre?” spørgere Zayn forvirret.
”Der er sket noget med Mary og Silke. Jeg skal til Lone Pine og det er nu!” spytter jeg panisk ud. Hvorfor kunne de forhelvede ikke bare give mig nøglerne?!

De står lidt og kigger på hinanden og jeg ruller øjne, før jeg river døren op og spurter om mod RV- pladsen hvor deres autocamper står. ”Jackie!” råber de efter mig, hvilket langsomt får vreden til at blusse op. Forsatan, kan de ikke bare lade mig være?

Jeg river døren op til autocamperen og sætter mig om foran, hvor nøglerne heldigvis sidder i. Jeg drejer nøglen og får den tændt, men når ikke at køre før døren bliver åbnet og en efter en kommer drengene ind. ”Jackie..” lyder det forpustet fra Liam. ”Har du overhovedet kørekort?”

Jeg tøver lidt, før jeg ryster på hovedet. ”Jeg kan altså godt finde ud af at køre! Jeg kører tit traktor, der er intet problem d-”
”Traktor er heller ikke en autocamper. Jackie, hvis du skal nogle steder så kører jeg, og vi skal med.” Liam ser på mig med et alvorligt blik og gør tegn til at jeg skal flytte mig fra rettet. Jeg mugger, og rykker mig hen på forsædet istedet. ”Skynd dig nu forhelvede da Liam!”

”Jackie rolig! Jeg har ingen gang sat den i bag-gear endnu!” sagde han stresset.
”Ja, hvis det nu var mig var vi allerede ude på vejen!” muggede jeg og lænede mig tungt tilbage i sædet med armene over kors.

Liam får endelig bakket autocamperen ud af pladsen, og ud på vejen. Sneen rammer forruden hårdt og skygger for vejen, hvilket han bander en del over. Vinduesviskerne kører over forruden med en sygt hurtig hastighed. Drengene var helt stille omme bagved, og Niall er faktisk faldet i søvn. Det var utrolig koldt herinde, så jeg forstår godt hvorfor de ville op i huset og sove i stedet for hernede. Man ville da helt klart dø af kulde.

Selvom vi tæt var på at glide flere gange, lykkes det endelig at komme frem til Lone Pine. Vi havde ikke mødt en eneste bil på vejen herhen – men det er klart at ingen kører i det her vejr.

”Kør hen til skolen, bare drej til højre her. ” forklarer jeg. Jeg kunne se Liam nikke ud af øjenkrogen. Jeg har en forfærdelig følelse i maven. Tænk hvis der var sket dem noget alvorligt.

Rigtigt nok er de på skolen. Traktoren holdte foran indgangen. Liam når lige at parkere på en handicap parkeringsplads før jeg springer ud af autocamperen og løber op mod indgangen. Det erutrolig glat, og selvom det er ren Bambi på glat is lykkes det mig at komme derop uden at vælte.

Gangene var fuldstendig tomme af elever. Jeg tjekker Silkes klasseværelse, men der er ingen. Drengene råber efter mig at jeg skal sænke farten, men jeg nægter. Jeg kunne bare mærke der var et eller andet galt. Hvor var de henne?

Jeg løber forbi kontoret, og først da jeg var nået ned for enden af den gang, kom det til mig at det kunne være en mulighed. Drengene kom løbende ned til mig og stanser foran mig helt forpustede. ”Jackie, du har løbet hele skolen rundt nu.” sagde Zayn og tager en dyb indånding. Jeg kigger bare kort på ham, før jeg går forbi dem og hen til døren til kontoret som jeg åbner.

En følelse af lettelse blusser ind over mig, da jeg kunne genkende dem. Godt nok sad de med ryggen til. De drejer hovederne og kigger hen mod mig. Jeg udbryder et gisp, da jeg så Silkes kind. Den var helt blålilla.

”Hvad er der sket!?” råber jeg panisk og løber hen til hende. Jeg kører forsigtigt min hånd over den, og hun ømmer sig lavt bagefter. ”Jackie.” sagde Mary, og jeg retter mig op og hilste pænt på inspektøren som sad foran dem. ”Hej Jackie, længe siden.” sagde han kort. Jeg bed mig i læben og lænede mig op af hans bord. ”Hvad er der sket?”

Drengene står bag Silkes stol. Det ser ud som om de ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv. ”I spisefrikvarteret kom Silke grædende herind. Hendes kind blødte. Vi sendte hende til sundshedsplejsken og ringede straks til Mary her. Der var nogle ældre elever som havde haft fat i hende. De troede ikke på at nogle drenge fra et boyband kaldt ”One Direction” hjemme hos jer” – han kigger kort op på drengene også tilbage på mig – ”så de havde kort sagt givet hende tæsk og buksevand. Men vi har snakket med drengene, og deres forældre. Sker det igen, vil de blive bortvist på stedet.”

”De skal sgu da blive smidt ud med det samme!” råber jeg vredt og slår en hånd ned i bordet. ”Jackie.” mumlede Mary. ”Sådan nogle kællinger! De skal vir-”

”Jackie!” råber Mary vredt, hvilket får mig til at holde mund. Inspektøren rømmede sig lidt og rykker lidt på sig i stolen. ”Silke må gerne blive hjemme de næste par dage, uden vi tager det som fravær.” han rejser sig. ”Nu er det vidst på tide vi alle kommer hjem.” Han rækker sin hånd frem til Mary som hurtig tager imod den. Jeg tager forsigtigt Silkes hånd som ryster og var helt koldt. Jeg bider tænderne sammen og løftede hende op til mig.

 


Jeg vil høre, hvad I synes om tiden kapitlerne bliver udgivet? Er 19:30 okay, eller skal det måske være før? Lad mig høre jeres mening. Forsæt en dejlig aften :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...