24 days with One Direction ❅

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Igang
188 mil fra Los Angeles driver Jackie med hendes lillesøster og tante en campingplads. I den øde by lever de af de to til tre gæster om ugen - men, hverdagen ændres hurtigt for den lille familie, da 5 drenge kører galt og skal overnatte på campingpladsen.

67Likes
45Kommentarer
28017Visninger
AA

26. 24. december

Jackies synsvinkel: 

Idet sekund jeg vågner fyldes mine næsebor med den lækre juleduft af and. Det er i dag: juleaftensdag. Den dag man går gennem hele december måned og glæder sig til. Det er i dag dagen.

Men, følte jeg mig i julehumør? Nej. Følte jeg mig spændt, som jeg plejer? Nej.

Jeg følte ærligtalt at denne dag, var præcis som alle andre dage. 

Jeg føler mig stadig smadret, træt og udmattet, selvom jeg havde sovet stort set hele lille juleaftensdag igår, væk. Mary og Silke havde prøvet at få mig op. De var ude og bygge en snemand hele dagen, og selvom jeg normalt ville elske at deltage, så var humøret til det, der bare ikke lige. Det var ærgerligt. Julen flyver forbi mig, og jeg gør intet for at stoppe den. 

Der lyder tre banken på min dør, hvilket er Silke. Jeg kendte hende; hun bankede alting kun tre bank, aldrig mere. "Kom ind." halvråber jeg, og smiler for mig selv, da jeg hører hun åbner døren. Jeg vender mig rundt på den anden side. Hun har nissehue på, og en med under armen. "Du er vågen." konstaterer hun, "hvorfor er du ikke stået op? Det er jul!" hun sætter sig i sengen. 
"Jeg er træt." sukker jeg, og lagde mærke til kuldegysningerne på hendes arme, "fryser du?" 
"Her er så koldt herhjemme." sukker hun og kravler hen til mig, hvorefter hun putter sig under dynen, "hvorfor slukker Mary altid for varmen?" jeg bider mig i læben, og overvejer hvordan jeg skulle fortælle hende det. "Det er for at spare strøm." ender jeg så med at sige lige ud. 
"Mangler vi penge?" spurgte hun så, mens hun ligger sin iskolde fod på mit ben, så kuldegysningerne løber igennem min krop. Jeg smånikker lidt og hun stirrer ud i luften. "Skal vi så lukke campingpladsen?" 
"Det skal du slet ikke tænke på i dag søde, det er juleaften." smiler jeg og kysser hende i håret. "Du har ret," smiler hun, "i dag skal man ikke tænke på alle sine problemer." 

Jeg nikker over hendes kloge ord. Hun har ret. Jeg burde ikke tænke sådan over situationen i Los Angels, ihvertfald ikke i dag, for det er juleaften. Silke har glædet sig til denne dag hele måneden, og mit dårlige humør skulle ikke smitte hendes. "Ved du hvad vi mangler?" spurgte jeg, og hun kigger undrende på mig, "hvad?" 

"Putte gaver ind under juletræet." 

Det er Silke der hvert år puttede gaverne ind under juletræet, for så kunne hun smug kigge på gaverne, hvilke der var til hende. Det var et lille trick hun selv havde fundet på, og jeg måtte ikke fortælle noget til Mary. 

Et stort bredt smil breder sig på hendes smalle læber, før hun hopper ned fra sengen og løber ind i stuen. Jeg smiler efter hende og rejste mig også selv fra sengen. Det er på tide jeg også stod op, da klokken er over tolv. Det var en speciel dag; den skulle fejres ordenligt. 

Jeg finder hurtigt noget joggingtøj og smutter ud på badeværelset, hvor jeg tager et dejligt langt bad. I badet er der, hvor jeg tænker allerbedst. Alle tanker kører rundt i mit hoved. Selvfølgelig om Harry og drengene - jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare dem, specielt Silke, at vi intet kontakt har og skal have til dem mere. Jeg kan ikke forklare hende, at det er magementes beslutning, for det vil hun ikke kunne forstå. 

Hun vil blive knust. Venner er ikke noget, som hun har særlig meget af. I hendes klasse går der også kun 6 andre elever, og størstedelen er drenge. Hun har fortalt engang, at hun ikke føler sig god nok til dem. Ikke moden nok. 
Da jeg har tørret min krop og hoppet i joggingbukserne går jeg ind i stuen, hvor jeg hurtigt så forskellen. 

Silke og Mary måtte havde brugt hele morgenen på at pynte stuen endnu mere, for væggene og alle hylderne var dækket af julepynt. Vi har aldrig før haft så meget julepynt oppe, som i år. Silke sidder i skeæderstilling nede på jorden igang med at pytte gaverne under træet. Hun ser ud til snart at være færdig - der var ikke nær så mange gaver i år. Men, hun smiler over hele femøren. "Gad vide om drengene kan lide min julegaver til dem." mumler hun for sig selv, mens hun tjekker den næste gave, før hun lagde den ind under træet.

Jeg bider mig hårdt i læben, så det begyndte at bløde. 


 

"Tak for mad, Mary." smiler jeg og lagde mit bestik fra mig, "det smagte fantastisk." 

Det er nu. Den aften alle har gået hele denne julemåned og ventet på. Den 24. december, juleaften. Vi har lige spist det lækre julemad - and, brune kartofler og så videre.

Pejsen er optændt som lagde en dejlig lun varme over hele stuen. Mariah Careys julealbum kører på vores halv ødelagde anlæg i baggrunden. Jeg må indrømme selvom mit humør på det seneste har været i bund, hjalp det her rigtig meget på det. Mary, som har stået og lavet mad hele dagen, endelig fik lov til at servere det og Silke der har glædet sig ubeskrivelig meget til denne aften. Intet skulle ødelægge den, indtil Silke spurgte om det spørgsmål, som jeg havde frygtet. 

"Kommer drengene og henter mine julegaver til dem, Jackie?" Silke smiler stort med tænderne fulde af sovs. Jeg bider tænderne sammen, og mærker kvalmen brede sig i maven. Mundlam sidder jeg der, mens sekunderne gik uden svar. Silke ser forvirret på mig, og skulle lige til at spørge mig om noget, indtil Mary kom hende i forkøbet. 

"Silke, hvad med at du tænderne stearinlysene på juletræet, mens vi rydder op?"  

Hun smiler stort og lykkeligt, sikkert over at hun slap for opvasken. Mary kigger alvorligt på mig, og der vidste jeg, at nu ville hun have en ordenlig forklaring. Først bar vi alle gryder, tallerkener og glas ud i køkkenet og gjorde klar til opvasken. Nervøsiteten brede sig i min mave - skulle jeg lyve, eller sige sandheden? 

Mary lukker døren til stuen og går hen til håndvasken, hvor hun tog fat omkring opvaskesæben. "Jackie." begynder hun allerede, og jeg stopper brat mine bevægelser, "jeg ved godt jeg ikke er din mor, og derfor ikke kan forlange en forklaring ud af dig på den måde, men for Silkes skyld i det mindste, vil du ikke nok fortælle hvorfor vi ikke skal se drengene igen?" 

Jeg mærker tårrende presse på. Skulle jeg starte fra en ende af? At jeg var tæt på at få slag af deres fans på en fast food restaurant, at jeg blev gravid og fansene opdagede os købe en fortrydelsespille? At managementet har været imod mig sammen med drengene lige fra starten, men vi lod som ingenting? At jeg ikke kan være sammen med den dreng jeg elsker? At det er endt med at blive den værste jul nogensinde? 

"Jackie... Silke tror de kommer tilbage og vil hente hendes julegaver." hun vasker en tallerken af, "hun snakker hele tiden om dem." 

"De kommer ikke tilbage." begynder jeg, mens jeg mærker tårrende presser på, "og vi skal aldrig nogensinde se dem igen." Mary bider tænderne sammen, og nikker langsomt. Jeg havde ikke lyst til at forklare hende om min forfærdelige tur til Los Angeles. Det havde startet så godt, men endt ud i helvede. Selv at tænke på det, gjorde ondt.

"Men, hvordan vil du forklare det til Silke?" spørgere hun lavt, og jeg slipper tallerkenen som jeg tørrede af, "tror du ikke selv jeg har tænkt på det?!" råber jeg højt, hvilket giver et sæt i hende, "jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare hende på en god måde, at hun aldrig får sine fem bedstevenner at se igen!"

"H-hvad?" lyder det bag os, og jeg mærker alt luften blive tømt ud af mine lunger. "Silke.." prøver jeg, men tårrende var allerede begyndt at trille ned langs hendes kinder. "Silke, hør her..." jeg begynder langsomt at gå hen mod hende, men hun begynder langsomt at gå bagud. "Hvad har du gjort?" spurgte hun, med en stemme der gjorde ondt helt ind i hjertet. 

"Silke... jeg.." prøver jeg, men istedet vender hun sig brat rundt og løber ind i stuen igen. Jeg bliver stående og så efter hende, mens alt indeni mig vred sig rundt. Jeg har lyst til at skyde mig selv lige i hovedet. 

Der bliver stille i køkkenet. Ingen bevæger sig en millimeter. Jeg er så vred på mig selv; jeg havde ødelagt den aften, hun har glædet sig til hele måneden. Jeg var den værste storesøster der findes. Den største idiot. 

"Jeg går ind til hende.." lyder det lavmælt fra Mary, "kan du ikke... gå ud med madresterne til dyrene imens?" jeg nikker langsomt uden at fjerne mit blik, fra der Silke havde stået. Der hvor hun fik af vide, at hun havde mistet sine fem bedstevenner. 

Mary forlader køkkenet, og jeg begynder at samle madresterne ned i en skål. Mit hoved gør ondt, der lå en stor sten i min mave og mit hjerte var blevet revet over, at skulle se hende græde på den måde - og vide, at det var min skyld. I stilhed bevæger tog jeg mine sko på og bevæger mig udenfor. Vejret er vindstille, sneen dalede blidt og der var ingen regn. Rigtig sådan noget vejr, man ønsker sig hver 24. december. 

Tårrende pressede på, mens jeg er på vej hen mod stalden. Jeg har ødelagt aftenen, jeg havde knust min lillesøster, mistet mine bedstevenner og ham jeg elskede. Jeg havde aldrig haft det værre, end nu. 

Dyrene blev dog glade for at se mig, da jeg træder ind i den kolde stald. Men, det var også kun fordi jeg havde mad med. "Værsgo." mumler jeg for mig selv, mens jeg mærker en tårer falde udover vandlinjen. Dyrene flyver alle sammen over til mig, og begynder at spise rester af den lækre juleand. 

Jeg forlader stalden og er på vej hen mod huset, indtil jeg stopper op. Min krop ryster af kulde og mit hår er blevet vådt af sneen. Jeg har ærligtalt ikke lyst til at gå ind igen; jeg ved Silke hadede mig, og ville aldrig nogensinde snakke til mig igen. Jeg vidste aftenen var ødelagt, og at det var min skyld. Jeg vidste, at det nok bare var bedst, hvis jeg blev væk. Jeg sparkede irriteret til en bunke hård sne, som gav en stor smerte i min fod - men jeg havde fortjent det. 

Jeg lukker øjnene og bøjer min nakke bagud. Den kolde sne ramte mit ansigt. En måned har ændret mit liv fuldstendig - og det er alt sammen deres skyld. Hvis de aldrig havde besluttet sig for, selv at køre til Los Angeles ville det her aldrig havde været sket. Jeg ville ikke været uvenner med min lillesøster, og vi ville sidde lige nu indenfor og åbne julegaverne i højt humør. Men, istedet står jeg herude og hun sidder indenfor og græder. Jeg havde brug for et mirakel - et vaskeægte julemirakel for at redde denne forfærdelige aften. 

Det giver et sæt i mig, da noget lys gennemtrængte mine lukkede øjne og jeg en fart åbner mine øjne igen. En bil med noget skarpt hvidt lys havde kørt ind på pladsen. Jeg bider tænderne sammen - gæster den 24. december? 

Med et suk bevæger jeg mig over mod bilen, for at tage godt imod de nye gæster. Det må havde været en nødsituation, hvis man er nød til at overnatte på en campingplads juleaften. 

Det skarpe hvide lys fra forlygterne slukkede, og der så jeg, at det ikke ikke bare var en bil, men en autocamper. En meget bekendt en. Jeg stopper brat op.... det kunne ikke passe. 

Dørene bliver flået op, og sandt nok, en efter en hopper de ud. Et sus går igennem min mave - skete det her virkelig? "Jackie!" lyder der et højt råd, og lidt efter kom fire drengene stormende hen mod mig. Jeg bliver stående og kigger forskrækket på dem. De omfavner mig hver og en, og jeg står bare der helt mundlam. Vidste ikke, om jeg skulle være sur på dem, angående det de sagde i interviewet eller lykkelig over at se dem igen.

"Vi er ked af det du skulle gennemgå, Jackie." Liam ligger en hånd på min skulder, "hvis vi vidste management ville gå så vidt, så-" 

"Det er okay." forsikrer jeg dem hurtigt. "Vil I gøre mig en tjeneste?" 

De kigger lidt forvirret på mig og jeg forstår dem godt. De var lige kommet tilbage og det eneste jeg havde at sige var, at de skulle gøre mig en tjeneste. "Selvfølgelig?" lyder det forvirret fra Niall. 

"Gå ind til Silke.. hun savner jer virkelig meget..."  sagde jeg lavmælt. De smiler alle fire over hele femøren. "Med glæde!" lød det fra Louis, "den der kommer sidst er en rådden banan!" 

Jeg smågriner efter dem, da de farrer op mod huset og kæmper sig alle fire gennem døren. Louis, Liam, Zayn og Niall. Der manglede en. Hvorfor var han her ikke? Tårrende pressede på, men tanken om at Silke nu blev glad igen, gjorde mig også glad. Det havde hun virkelig fortjent. 

Jeg sukker for mig selv, før jeg langsomt begyndte at gå op mod hoveddøren, som drengene havde ladt stået åben. 

"Jackie..." lyder det pludselig bag mig, hvilket giver mig et sus i maven. Jeg vender mig brat rundt, og der står han. Med sne i håret, ferskenfarvede kinder og skinnede øjne fra skæren af lampen herude. Han var umenneskelig smuk - han lignede en engel. 

Mit hjerte hamrede derud af. Jeg har lyst til at kaste mig i armene på ham, fordi jeg har savnet ham så meget, men på den anden side give ham en stor lussing. Han, og drengene, havde svinet os til på den måde til det skide interview.  

"Undskyld." 

Jeg kigger op på ham igen, efter mit blik var faldet ned til jorden, "jeg er så ked af det Jackie. Du fortjener virkelig bedre." han skar tænder, "jeg vil bare så gerne være sammen med dig." 

Jeg ved ikke hvad jeg skulle sige. Det virker så urealistisk, at de er kommet tilbage hertil. De har jo talt så dårligt om os til hele verdenen. Han havde også løjet om, at jeg bare var Liams kusine og intet andet. 

"De styrer vores liv, Jackie." forsætter han, da jeg ikke svarer. Han træder et skridt tættere på, "de holder os fra alt det, vi gerne vil." han har trådt endnu et skridt tættere på, og nu var der ikke langt imellem os.

Jeg bider mig i læben. Tvangen til at kaste mig i hans arme, var så stor, men jeg kunne ikke klare det. Om lidt vil han, og de andre forlade os igen. 

"Jackie.." han træder endnu et skridt tættere på mig, og nu kunne jeg mærke hans åndedrag mod mit ansigt. Han ligger en hånd på min kind, "jeg elsker dig, Jackie." 

Et sus går igennem min mave, og det er som nytårsaften derinde. Mine læber adskilles blidt; han sagde, at han elskede mig. "Det vil jeg altid gøre, Jackie. Jeg ved godt, at det er en rigtig dårlig situation vi står i og jeg har behandlet dig uretfærdigt, men, jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre." 

"Harry.. jeg." begynder jeg, men pludselig kommer Zayn løbende ud efterfuldt af de tre andre drenge. "Harry." lyder det fra ham, med en rystende stemme, "management har opdaget det. Vi må se at komme tilbage, nu!" Zayn kigger undskyldene på mig, før han følger med de andre drenge hen til autocamperen, som bliver tændt. 

Harry fanger min hånd og hans øjne flakker fra mit højre til mit venstre, "du vil altid være min eneste ene. Hvor sindssyg det end lyder." 

Han slipper min hånd, og begynder at sakke bagud mod autocamperen. Jeg mærker tårrende presse på, "du glemmer mig.." sagde jeg lavmælt, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, om han hørte det.  

"Undskyld." han var nået hen til autocamperen, og sender mig det sidste blik, før han satte sig ind. Tårrene løber ned langs mine kinder. Det føles som om mit hjerte bliver revet ud, da bilen bakker ud af indkørslen. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...