24 days with One Direction ❅

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Igang
188 mil fra Los Angeles driver Jackie med hendes lillesøster og tante en campingplads. I den øde by lever de af de to til tre gæster om ugen - men, hverdagen ændres hurtigt for den lille familie, da 5 drenge kører galt og skal overnatte på campingpladsen.

67Likes
45Kommentarer
27819Visninger
AA

25. 23. december

ikke rettet

Harrys synsvinkel: 
Jeg var fuldstændig smadret. I nat havde jeg ikke fået lukket et øje overhovedet. Jeg havde det så dårligt, over gårdagens interview og tanken om, at jeg havde løjet omkring en person jeg elsker. Tanken om at Jackie måske havde set det, gav mig kvalme. 

Drengene og jeg har taget en snak med managementet igår efter interviewet, for at høre om, de vidste hvor hun var. Og tro det eller ej, men det gjorde de - for det var kræftedme dem, som har sendt hende væk. Jeg forsikre jer om, at jeg var rasende, og jeg havde ærligtalt lyst til at give dem begge en på snuden. Hvordan kan man gøre sådan noget modbydeligt, at sende en man elsker væk - på grund af arbejde? 

Drengene holdt mig heldigvis tilbage, da det ikke ville havde blevet pænt ellers. Jeg forstår bare ikke, hvordan man kan gøre så ondsindet. Det hjalp heldigvis lidt på humøret, da vi var kommet tilbage til hotellet aftalte at bestille et fly ned til hende - ligemeget hvad dem fra Modest siger til det. 

Men først stod dagen på signering i en eller anden butik, hvor de solgte vores nye parfume. Jeg har ærligtalt lyst til bare at blive væk og flyve hjem til hende allerede her fra morgenstunden. Men, det var ikke fair overfor vores fans og det kan jeg godt se. De havde sovet ude foran butikken, for at stå først i køen, så det er ikke okay at en af medlemmerne bliver væk, det kan jeg godt se. Det var utroligt som man kan finde på, at sove udenfor i minusgrader.

"Harry, er du klar?" lyder det udenfor døren til mit værelse efterfuldt af tre bank. Jeg sukker og ser kort på mig selv i spejlet. Jeg havde ikke været i bad og mit tøj var det samme som igår. Ærligtalt havde jeg rejst mig fra sengen to minutter siden, da jeg bare ikke orkede det her. Morgenmad havde jeg endda også sprunget over. 

"Ja." sagde jeg lavmælt, selvom de ikke kunne høre det. Jeg tog telefon og jakke med mig, før jeg gik ud til de andre. "Godmorgen." smiler Liam. Jeg gengælder kort smilet, men svarer ikke. Vi smutter ned i lobbyen, hvor vi hurtigt blev stoppet af nogle bodyguards, som fortalte der var fyldt med piger ude foran hotellet, så bilen holdt omme bagved. Med et suk bevægede vi os mod nødudgangen istedet. 

I bilen sad Richard og Harry og smilede stort og irriterende, da vi satte os ind. "Godmorgen De herrer." lyder det fra Richard, og vi mumlede alle et lille godmorgen tilbage, udover mig. Jeg skulle ikke snakke med dem igen. 

"Okay drenge, her er dagens program." Harry åbner sin mappe, "signering af parfumen fra ni til tre og efter har I fri. Er I tilfredse?" 

Jeg har lyst til at komme med en spydig kommentar, men Niall kiggede på mig med et rystende hoved. Med et suk lod jeg være og læner mit hoved op af ruden. Bare denne morgen vil gå hurtigt. 

Pigernes skrig kunne høres to minutter væk, og jeg kunne allerede mærke hvor meget jeg ikke orkede det her. Soveposer, telte, dyner og tæpper flød rundt foran hele butikken og blev trampet ned af de mange piger. Liam smiler stort, "det er utrolig, hvad de gør for os." vi gjorde os alle enige. 

Der var heldigvis sat hegn op, så vi kunne gå fra bilen og ind i butikken. Dog var hegnet ikke det højeste, og på vejen derind kravlede de fleste op over og løb hen og flåede i vores tøj. Mine solbriller blev taget af en eller anden pige. Jeg havde lyst til at flippe ud, men magmentet siger ligemeget hvad, så skal man ikke flippe ud på en fan. Man er jo deres forbilleder. 

Vi kom ind i butikken, sagde kort hej til ejerne og de bla bla bla'ede om at det var så dejligt vi kunne komme og sådan. En af ejerne begyndte endda at græde, og var nød til at gå. Det skete typisk. 

"Er I klar drenge?" spørgere Harry og banker Liam glædelig på ryggen, med et stort smil. Liam tager sig til stedet og ømmer sig kort. Vi smånikker alle en smule. "Okay drenge, der bliver lukket små grupper ind af gangen - i signerer deres parfumer og tager et hurtigt billede med dem. Undgå spørgsmål omkring Jackie og jeres forsvinden, er det forstået?" Han kiggede alvorligt rundt på os. Jeg rullede øjne mentalt, for jeg sagde ja i kor med de andre. 
De lukkede omkring 15 ind på samme tid, og man fik højest 3 minutter pr. person. 

Det var som det plejede: skrig, gråd og en masse jeg elsker jer hver gang. Det var sødt at folk reagerede på den måde, når de så os - det var slet ikke det, men det er bare noget andet når en fan kommer ind, rigtig chill og siger "Hey, jeres musik er en stor inspiration for mig." Det var sjældent der kom sådan en, men utroligt nok var den næste pige sådan.

Hun var iført en rodet knold, jogging bukser og en stor løs sweater. Hendes smil blev bredere og bredere jo tættere på os hun kom. "Hej drenge!" smiler hun stort og gav os alle et lille klem, "mange tak fordi I giver jer tid til at gøre sådan noget for jeres fans." 

Liam lagde armen omkring hende, "vi vil gøre alt for vores fans." 

Hun smågriner en smule, før hun fandt parfume æsken frem og stillede den på bordet. "Hvad hedder du, søde?" spurgte Niall, som stod klar med kuglepinden. Hun forklarede hendes navn var Daisy. "Smukt navn." smiler jeg til hende, og hun gengælder det, før hun trådte hen til mig. "Harry?" 

"Hvad, love?" spurgte jeg nysgerrig. Hun stiller sig tæt på mig og hviskede i mit øre, "hvem er Jackie rigtig?" 
Hendes spørgsmål gav mig et sus i maven. Hun havde regnet ud, at det ikke bare var Liams kusine. Var det så nemt at gennemskue? Jeg stod mundlam og så på hende, indtil managementet sendte hende ud, for de 3 minutter var gået. 

"Hvad spurgte hun dig om, Harry?" spurgte Zayn forvirret, da han havde lagt mærke til det. Jeg bider tænderne sammen, "hvem Jackie virkelig var." 

 

 

"Hvad siger I, Taco Bell?" smådiskuter vi lidt, da vi alle er virkelig sultne og allermest bare har lyst til noget hurtigt fast food. "Argh.." udbryder jeg hurtigt, ikke efter den sidste episode derinde." Der blev stille i nogle sekunder, før de gjorde sig enige. "Så lad tage den næste McDonalds." forslår Niall, og det er det vi ender med.

Min mave rumlede, for jeg havde ikke spist siden igår aftes. Morgenmaden sprang jeg jo over. Dagen er heldigvis gået super hurtigt med alle de forskellige fans og håndkramper, af at skrive så mange autografer. Jeg er godt bombet, men stadig klar på vores plan i aften. 

Vores chauffør kørte ind i Drive-In, istedet for vi skulle ind og sidde på resturanten. Vi aftalte at tage det med hjem til hotellet, og snakke om planen der. Jeg følte mig helt kriminel eller som en hemmelig agent, som holder møde med sine klan, om den forbudte mission. Det var jo også forbudt - management måtte ikke finde ud af det.

Vi bestilte alle en stor cheeseburger menu med cola, da det lige skulle gå hurtigt. Jeg tror alle var meget spændt på missionen i aften - det var jeg også selv. 

Vi bad chaufførren sætte farten op, og efter et lille kvarter var vi tilbage på hotellet med den lune mad. Vi bevægede os alle sammen op på Louis og Nialls værelse. Der var en stilhed mellem os, mens vi rykkede det runde bord ind i midten af rummet, så den kunne stå under lyset. Vi satte os alle omkring det, og pakkede maden frem. 

"Gal, jeg er så sulten!" snakkede Niall med mad i munden, og Liam tyssede hurtigt på ham. "Shh, Niall, det er alvorligt det her." 

"Drenge, det er jo tåbeligt det her." sukkede Zayn og lænede sig tilbage i stolen, med hans burger i hånden, "hvordan skal vi få bestilt et fly, uden magemenet finder ud af det? Det er dem der plejer arrengere sådan noget for os." 

"Ringer til Gatwich Lufthavn?" forslår Liam og finder allerede sin telefon frem. "Kan I ikke se det? Hvis vi booker et fly i vores navn finder magementet ud af det på 0,5 og desuden finder vores fans ud af det. Jeg mener, de ved endda hvilken skuffe jeg har mine underbukser I?" lyder det alvorligt fra Zayn, selvom han smågriner lidt til sidst. Jeg bider mig i læben; han havde ret. Hvis bare en fan opdagede os i lufthavnen, så ville der blive postet på alle de sociale medier omkring det og magementet ville finde ud af det med de samme. 

"Hvordan skal vi så komme til Olancha, hvis det ikke er med fly?" sukkede Louis opgivende tilbage i stolen. Der blev stille mellem os i nogle minutter, får det gik op for mig og et stort smil bredte sig på mine læber. 

"Ligesom sidste gang vi kom dertil." smilede jeg for mig selv, og drengene begyndte at få håbet i øjnene tilbage. 

"Autocamper." sagde vi alle i kor. 

Vi besluttede os alle for at pakke og komme afsted med det samme, så magemntet ikke ville finde ud af noget overhovedet. Det var noget med, at de skulle til møde med et andet band i dag. 

Jeg susede ind på mit værelse og fandt min kuffert frem. Jeg anede ikke hvor længe de andre ville blive der, men jeg ville ihvertfald blive der så lang tid som muligt. Jeg savnede og manglede hende virkelig meget. Det føltes forkert når hun ikke var her ved mig. Jeg tør ikke sige det varer forevigt, os to, men lige nu føles det sådan. 

Jeg tømte stort set hele skabet og kastede det ned i kufferten. Det klemte og den kunne næsten ikke lukkes, men det lykkes. Jeg mærkede spændingen sprede sig helt ud til fingerspidserne; om tre timer skulle jeg se hende igen. Endelig få lov til at undskylde, mærke hende hos mig, se hendes smukke ansigt, høre hendes vidunderlige stemme - jeg kunne ikke vente. 

Jeg fik pakket kufferten, sat håret og rettet på tøjet idet det bankede på døren, som tegn på nu var de andre klar til at køre. Med et stort smil tog jeg kufferten med mig hen mod døren, som jeg åbnede med et smil. 

Som hurtigt falmede.

"Er I alle herinde?" spurgte Richard og trådte ind i rummet. Jeg skubbede hurtigt kufferten om bag døren, "øh, nej." sagde jeg hurtigt, mens mit hjerte bankede med flere hundrede kilometer i sekundet. "Nå okay - kan du ikke lige samle dem herind? Vi har en glædelig nyhed til jer." sagde han stolt, "jeg har fået booket jer til Times New Square, hvor I skal synge nytårsaften. Er det ikke bare fantastisk?" 

Jeg kløede mig kort i nakken, "jo, det lyder da super. Uhm. Hvis vi nu går ud på gangen, kan jeg hente de andr-"
"Harry, hvad er det?" spurgte han forvirret, mens han pegede på kufferten, der ikke var så godt gemt bag døren. Jeg bed tænderne sammen, og mærkede panikken stige. "Det øh.." 

"Du havde ikke tænkt dig tage hjem til hende, vel?" lød det alvorligt fra ham, "for du skal aldrig nogensinde se hende igen, Harry." 

Jeg mærkede blodet begynde pumpe sig rundt i min krop. Jeg knyttede knytnæverne, "Jeg tager hjem til hende, og du kan ikke holde mig tilbage." jeg greb fat omkring håndtaget på min kuffert og tog den op til mig, "jeg elsker hende, Richard." 

Han tabte sit ansigtsudtryk, "du hvad?" 

"Jeg elsker hende, Richard. Kan du ikke forstå det? Jeg vil være sammen med hende." råbte jeg højt og kiggede alvorligt på ham, "jeg vil undskylde for at lyve om hendes identitet... jeg vil-"

Pludselig ramte en stor smerte min ene kind. Jeg mistede balancen og faldt bagom i et bord omme bag mig. Min kind dunkede, og jeg kørte hånden over sårret. Blod. Richard tørrede hans knytnæve af i mit sengetøj, "du skal ikke undskylde for noget. Du skal aldrig se hende igen, Harry. Jeg håber det her fik dig til at fatte det." 
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...