24 days with One Direction ❅

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Igang
188 mil fra Los Angeles driver Jackie med hendes lillesøster og tante en campingplads. I den øde by lever de af de to til tre gæster om ugen - men, hverdagen ændres hurtigt for den lille familie, da 5 drenge kører galt og skal overnatte på campingpladsen.

67Likes
45Kommentarer
27645Visninger
AA

19. 17. december

hurtig rettet

Efter drenges budyguards havde ført os ud gennem alle de mange skrigende piger, ud til bilen, havde hovedpine bare blevet værre. Alle skreg os ind i hovedet, skubbede og nærmest slog for at få opmærksomhed. Drengene virkede cool ved det, og kom igennem mængden uden problemer, mens jeg fumlede over mine egne ben, så budyguarden foran mig til sidst måtte svinge mig over hans ene skulder.

Men, det endte med vi var hjemme ved omkring otte tiden om aftenen, på grund af den slemme trafik og piger der løb ud foran bilen, sprang op på forruden og alt mulig sindssyg. Også var der selvfølgelig også Niall der lige ville et smut ind på McDonald’s for at hente nuggents, men selvfølgelig også blev genkendt derinde og så var vi gennem det samme en gang til, så hurtigt som restauranten blev overfyldt af skrigene piger. Sikke en dag.

I hvert fald var jeg så udmattet, og gik direkte på hovedet i seng i går. Jeg tror aldrig nogensinde jeg er faldet så hurtig i søvn, som jeg gjorde i går. Jeg nåede ingen gang at sige godnat til Harry eller noget som helst.

Men det var rart med en god nats søvn og jeg følte faktisk helt udsovet og frisk, selvom det var en mærkelig dag i går.
”Er du vågen, smukke?” lyder det fra min side, hvorefter jeg mærker en hånd snige sig omkring mine hofter. ”Mmmh.” mumler jeg hæst og hoster min morgenstemme væk. Harry smågriner for sig selv, hvorefter jeg mærker et kys i min hovedbund. ”I dag har vi alle en fri dag.”

”Dejligt.” sukker jeg og sætter mig op i sengen, ”kunne ikke klare endnu en dag som i går. Det var jo helt vildt.”
”Væn til dig det, søde.” han svinger benene ud over sengekanten og rejser sig op med et hop. ”Se at få noget tøj på, der er morgenmad om fem minutter.”

Selvom jeg havde gjort mig klar på præcis syv minutter, lykkes det os ikke at være de første nede til morgenmad. Faktisk sad alle de andre allerede klar dernede med mad på deres tallerken. Hotellen havde den lækreste morgenmad buffet med alt lige fra røræg til smoothies. Fra pandekager til æblekage. Det var så lækkert!

”Så drenge og pige. Hvad skal vi få dagen i dag, til at gå med?” lyder det fra Louis, så snart Harry og jeg havde fået skænket mad på vores tallerkner. ”Ingenting.” forslår jeg hurtigt og tager en bid af min croissant.

”Ingenting? Hvor er du kedelig, Jackie!” Niall slår en albue i min side og sender mig et dumt blik, ”jeg har en fremragende idé!”
Han tygger sin mad ordenligt færdig, før han med stolthed i stemmen udbryder hans ’fremragende idé’; ”Vi skal vise Jackie Hollywood!”  





Nøjagtig på slaget 10 stod Harry og jeg nede foran hotellet og trippede, mens vi venter på de andre drenge. Vi har aftalt at mødes hernede, før vi tager afsted mod bydelen Hollywood. Drengene fortalte det var et ’most’ at se, hvis man var i Los Angeles og at det faktisk også var længe siden, de sidst havde været der.

Egentlig havde vi ikke noget valg, for da Niall havde fortalt hans åh så fremragende idé var de andre blevet så fascineret og stolt over ham, at de alle skyndte sig at blive færdige med at spise, så vi kunne komme afsted hurtigst muligt. Hvad mig angår, havde jeg ellers regnet med denne dag skulle være med Netflix og en god chokoladeis i sengen.

”Det er typisk dem,” lyder det Harrys blå læber, ”de siger man skal være klar på slaget 10, men er det ingen gang selv.”
”Er du sikker på, du har nok tøj på?” Jeg ligger en hånd på hans arm, og gennem mine handsker kan jeg mærke hans kolde kropstemperatur. Han nikker hurtigt, lidt for hurtigt, men jeg når ikke at sige mere før de andre drenge kommer slentrende hen til os. ”Nå, er vi klar eller hvad?” lyder det glad fra Louis, hvorefter han klapper i hænderne.

”Det har vi været i et kvarter nu.” mumler jeg og ruller øjne efterfyldt af et grin. Louis mugger drillende, og vinker en taxi hen til os.

Det lykkes os at få os alle klemt ind i den lille taxi. Liam sad forrest, Niall, Harry, Zayn sad på pladserne bagi og Louis og jeg lagde fjoget over de tre. Taxichaufføren sagde intet til det, og det fortalte allerede meget om levereglerne i Los Angeles.

Drengene forklarede at vi først skulle tage til noget kaldt Walk of Fame, som lå på Hollywood Boulevard eller noget i den stil. Først troede jeg det var en eller anden slags musical, intet Harry forklarede mig det åbenbart var et æresfortov. Også blev jeg da muggen, for om jeg gad gå og glo på et fortov hele dagen?

Men det viste sig åbenbart ikke være hvilket som helst kedelig fortov, for det var åbenbart en hel masse stjerner proppet i asfalten for forskellige stjerne. Jeg fandt Micheal Jackson og alle mulige andre som jeg ikke kendte.

Det var fedt, men alligevel ikke så fedt som jeg havde regnet med. For det første gik folk bare og trampede på de stjerner, tabte mad og ja, gik bare som om de var ingenting. Og der var altså rigeligt at mennesker, så besværligt var det når man ville have taget et billede med en stjerne!

Drengene havde så fint beklædt sig i sorte frakker, sorte solbriller og huer for ikke at blive genkendt. Selvom de så totalt fjollede ud med solbriller på midten af december, så hjalp det altså. Fair nok.

Efter det var det meningen vi skulle køre op til Hollywood skiltet, men Niall brokkede sig og var så sulten, så vi tog på en café, hvor man kunne se skiltet derfra. Længe leve Taco Bell og deres flotte udsigtet (og nachos!)

Dum var Harry så, at han tog sin hue og solbriller af også gik der ikke længe før der var flere flokke piger henne ved os, der tiggede og skreg om billeder. Liam fik dog ringet til en af deres buddygards der skulle være der om få sekunder. ”Piger, giv os lige lidt plads!” lyder det højt fra Niall, men han overdøver desværre ikke alle skrigene. Jeg følte en forfærdelig claustrophobi, da de omringede vores bord og jeg altså sad inderst inde. Medarbejderne på resturanten stod bare omme bag disken og tog billeder, som de sikkert postede på Facebook med teksten O-M-G One Direction er i vores restaurant #Directioners #Love #Crazy.

De to store buffede budygards kom besværligt igennem den store mængde, og prøvede at skubbe dem væk, men det lykkes ikke. De var alt for ivrige om at komme tæt på de fem drenge. Mig derimod var de ret så ligeglade med.

Der blev tilkaldt flere buddygards, og Taco Bell fik faktisk besked på at lukke restauranten omgående. Det hjalp at lukke dørene til restauranten, for så kom der ikke flere tøser styrende ind. Nu stod de dog bare og bankede ivrigt på vinduerne.

”Piger, gør venligst plads!” råber de buffede mænd højt, mens de skubber dem bagud. Drengene får endelig plads til at kunne rejse sig fra deres stol. ”Bagudgangen drenge!” lyder det en ordre fra de buffede, og vi adlyder den hurtigt for vi skulle bare ud herfra! Det var blevet en hedebølge herinde.

Vi nærmede os bagudgangen, og det lykkes drengene at komme gennem alle de skrigende og klamrende piger. Det var intet problem for mig og det var jo klart, for jeg var jo ikke kendt eller en del af One Direction. Jeg gik bare bagerst og smilede, hvis nu jeg kom med på et billede.

Men så let forsatte det uheldigvis ikke.

Pludselig blev der grebet omkring min arm og trukket så hårdt, at jeg gled hen ad de beskidte fliser. Jeg muggede irriteret og rejste mig op, hvor jeg så, at jeg var blevet omringet af fem tøser, der så blodtørstige ud. ”Jackie Willer, 17 år, fra Olancha.” lyder det fra en af pigerne, som havde langt brun hår. Rimlig creepy. ”Kan du selv høre det? Du er intet specielt!” lyder det fra en anden af pigerne, som havde den mest skinger stemme nogensinde. Det gjorde helt ondt i ørerne.

”Du kan ligeså godt droppe alle tankerne om, at nogen fra One Direction gider være din kærsete.” lyder det fra den tredje pige, efterfuldt af en masse hånlige grin. Jeg bed mig mundlamt i munden. ”Skrid tilbage til din lille lorte by, tøs!” bliver der råbt af en bag mig, hvorefter jeg får et hårdt skub i ryggen, så jeg falder ned på fliserne igen. Smerten giver stød op gennem min krop, og det bliver ikke bedre, da de begynder at sparke til mig. ”Please stop!” hvisker jeg, og mærker hvordan tårrene presser på, ”jeg har ikke gjort noget forkert!”

”Hvad fanden sker der her?” jeg når ikke at se mig om, før jeg bliver løftet op. Mit hjerte banker derud af, mens jeg bliver båret ud mod udgangen af en eller anden.

Udenfor stod der også en heldveds masse piger, men heldigvis havde de tre buddygards lavet plads til os, så vi med ingen besvær kom hen til den sorte kassevogn. Der fandt jeg så først ud af, at det var Zayn der havde løftet mig.

Døren blev åbnet, og jeg blev placeret blidt på et sæde omme bagi, med Harry ved min side. ”Er du okay?” lyder det nervøst fra ham, og jeg nikker hurtigt, selvom hele min krop gjorde ondt. ”Hvad skete der?” spørgere Louis til Zayn, da han får sat sig ind.
”De havde omringet hende og slået hende.” sukker Zayn og kigger betænksomt hen på mig, ”er du okay, Jackie?” endnu engang nikker jeg bare.

”Tænk at de kunne finde på sådan noget…” lyder det lavmælt fra Harry, hvorefter der bliver stille i hele bilen. Jeg prøver at få kontrol over min krop, for at få den til at stoppe med at ryste sådan. Jeg havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende før.
Harry tog mig i hånden og smilede med et smil, som kun han kunne præsentere. ”Det skal ikke ske igen, Jackie. Du er i sikkerhed nu.”

 

 

Vi var kommet tilbage til hotellet. Alle gik direkte ind på deres værelser for at slappe af, over hele situationen. En god dag havde taget en uventet skarp drejning. Jeg følte mig ikke så tryg mere; følte at der kunne brase mennesker ind hvert andet sekund, selvom døren var låst og jeg havde tjekket flere gange.

Harry havde lagt med sin telefon det sidste kvarter, hvor han bare havde sat og kørt ned langs en ’blå fugl’. Jeg spurgte ham ikke, for ærligtalt var jeg stadig mundlam. Som om jeg var bange for at sige noget forkert.

Pludselig kiggede han op på mig, og sådan sad han i næsten to minutter. Jeg kiggede akavet fra ham til fjernsynet, men han fjernede ikke blikket fra mig en eneste gang, selvom jeg forvirret kiggede tilbage. Så fjernede han blikket fra mig og begyndte at skrive løs på sin telefon, hvorefter han låste og smed den væk med et suk.

Der gik noget tid, indtil Harrys telefon bippede, og han forklarede Liam havde skrevet, at de skulle op i ham og Nialls værelse. Jeg sukkede tungt, men tog med alligevel.

Vi kom ind i en trykket stemning, hvor alle sad med deres telefoner foran sig. ”Harry.” var det første der blev sagt, da vi kom ind i rummet, ”var det virkelig nødvendigt?”

”De er da nød til at vide, det sgu ikke er i orden!” udbryder Harry hurtigt som svar og smed sig i sengen. Jeg blev stående ved døren og lænede mig op af dørkammen, uvidende om hvad i alverden de snakkede om.
”Du ved godt at managementet altid skal acceptere vores tweets, Harry…” sukkede Liam og satte sig tungt på en stol. Jeg rynkede næsen… tweets? Hvad i alverden er det?

Mere nåede der ikke at blive sagt, før Liams telefon ringede og det gav et sæt i alle. Liam kiggede rundt på dem alle, før han tog den op til øret. ”Hej, det er Liam. Ja, hej….” han kiggede hen mod Harry med et surt blik. ”Ja. Han er godt klar over det, og det bliver slettet hurtigst muligt…. I morgen? Ja… Ja okay…. Nej, hun skal nok blive på hotellet… Ja. Undskyld Hr.” og derefter blev der lagt på.

”Ja, det var magmentet. Vi skal til møde i morgen klokken 10.”
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...