24 days with One Direction ❅

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Igang
188 mil fra Los Angeles driver Jackie med hendes lillesøster og tante en campingplads. I den øde by lever de af de to til tre gæster om ugen - men, hverdagen ændres hurtigt for den lille familie, da 5 drenge kører galt og skal overnatte på campingpladsen.

67Likes
45Kommentarer
27622Visninger
AA

18. 16. december

hurtig rettet

Det var anderledes at vågne op i en anden seng, end den man plejer. Duften, farverne, støjen fra gaden - det hele var bare anderledes. 

Liam havde snakket med managementet igår, og der var en lille time efter ankommet en helikopter til at hente dem og mig. Jeg har aldrig nogensinde været så langt væk hjemmefra; så langt væk fra Silke og Mary. Det var ubehageligt alting ikke var som det plejede. 

Det gjorde ondt at sige farvel igår, fordi jeg aldrig har prøvet noget ligenede før. Mary mente at det var godt for mig opleve lidt nyt, men jeg kunne også godt se på hende, at hun heller ikke følte sig særlig tryg ved det. Hun efterlod jo mig jo i hænderne på fem drenge, som vi alligevel kun har kendt i 16 dage. 

Vi ankom til hotellet sent i går aftes, og derefter var vi alle gået direkte i seng. Der var bestilt 5 værelser til hver, og det var hurtigt bestemt jeg skulle sove med Harry. Selvom jeg har gjort det før, så føles det stadig lidt mærkeligt sove med en dreng. Med en anden. 

Og især fordi pladsen ved siden af mig lige nu var tom, og han ikke var her. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt på værelset, på de fine malerier på de mørkeblå vægge. 

Pludselig går døren til badeværelset op, og Harry kommer slentrende ud. Jeg bider mig en smule i læben, og kunne ikke undgå studere hans krop en smule. "Godmorgen." småfniser han, da han lagde mærke til jeg studerede hans krop på den måde, hvilket fik farven frem i mine kinder. "Godmorgen." svarer jeg. 
Han fandt noget tøj frem fra hans kuffert, som han kaster hen på sengen. "Har du sovet godt?" spurgte han venligt, mens han trækker sine jeans på. "Sengen er meget blød." flyver det ud af mig, og hvor jeg dog havde lyst til at slå mig i hovedet af det svar. Var det virkelig det eneste du kunne finde på, Jackie?

"Det var da godt." svarer han med et grin, og derefter lagde der sig en akavet stilhed over os. "Der er morgenmad her klokken otte." mumler han og nikker op mod uret, hvor den var kvart i. "Måske skulle du lige.. tage tøj på, før vi går derned?" 

Jeg mærker rødmen stige igen, hvorefter jeg nikker og begynder at finde noget tøj frem i min kuffert. Harry går ud på badeværelset igen, så jeg kunne skifte i fred. Jeg skifter til en hvid top med blondekant og nogle hullede lyse bukser. Harry kommer tilbage og sammen gik vi ned til morgenmad. 

Efter en times akavet morgenmadspisning, var det på tide vi skulle videre. Managementet havde ringet og sagt de skulle være i koncertsalen halv ti, så de kunne nå nogle meet and greet inden koncerten. Harry og jeg går sammen tilbage til vores værelse, for han lige skulle hente sin telefon og alt det andet praktiske med, inden de kørte. "Hvornår er I tilbage?" spørgere jeg og sætter mig på sengen, mens jeg allerede overvejer hvilke film jeg skal se, for at få tiden til at gå.

”Du mener vidst, hvornår er vi tilbage.” Harry tager mine arme og trækker mig op fra sengen med et skævt smil. ”Hvad?!” udbryder jeg højt, mens jeg voldsomt ryster på hovedet, ”Harry, nej, jeg har aldrig prøvet sådan noget fø-”
”En gang skal jo være den første.” Hans hænder sniger sig ned omkring min hofter, hvilket vækker sommerfuglene i min mave, ”du er nød til at have et indblik i mit liv, Jackie.”

Jeg bider mig i læben, og prøver komme i tanke om en god undskyldning for at blive hjemme. Tanken om at skulle hen til en masse skrigene, grædende piger er bare ikke mig. Plus, at de sikkert bliver rasende på mig, hvis de altså har regnet ud, det har været mig og min familie, der har holdt dem væk i halvdelen af december. De kunne sikkert godt finde på at flå min indvolde ud, hvis de havde muligheden.

”Det gør mig lidt urolig, du ikke svarer.” Harry fanger mit blik og trækker mig ud af mine egne lille tanker. Han sender mig et beroligende smil og trækker mig tættere på ham, ”stol på mig. Jeg skal nok beskytte dig, hvis du er nervøs.”
Hans ord får mig faktisk beroliget, da jeg mærker hvordan mine skuldre sænker sig. Han bemærker det også og smiler stort, ”det var godt, søde. Lad os nu komme afsted!”


 

Managementet var ankommet i en flot lang sort limousine ude foran hotellet, to minutter efter Harry og jeg var gået ned til de andre i lobbyen. Man kunne godt mærke på drengene at de glædede sig, for snakken kørte på fuld skrue og alle sad med store smil på læberne. Det var da også klart, hvis det var noget de ikke havde gjort i lang tid - eller hvad ved jeg.  

Der skete bare noget lidt mystisk, da vi alle havde fået sat os ind i limousinen. En mand der sad omme på forsædet kiggede om mod os med et smil og hilste med glade ord, lige indtil han fik øje på mig. Straks sender han alvorlige blikke rundt til drengene, men mere var der så heller ikke i det, før vi kørte. Det var mærkeligt, og ingen virkede til at snakke om det bagefter.

Nu, var vi nået vores destination, nemlig den koncertsal drengene skulle spille i, i dag. Vinduerne var mørke, så vi kunne ikke rigtig se noget. Niall sagde, at det var for alt og alle ikke kunne kigge herind hele tiden. Paparazzier specielt. Og, det var vel bare fair nok. Privatliv skal der jo være plads til.

Chaufføren forklarer, han kører om bagved, for det var bedst hvis vi tog bagudgangen ind. Hvorfor, fortalte han ikke, men vi havde ikke noget andet valg end bare blive siddende og køre med.

”Jackie.” En hånd bliver lagt på mit lår, hvilket giver mig et sus i maven. Jeg kigger op i Harrys grønne øjne, som stråler af glæde. ”Er du klar?”

Jeg bider mig i læben og nikker hurtigt, måske lidt for hurtigt. ”Du er i trygge hænder hos os, Jackiepigen!” småråber Niall glædeligt og kører en hånd rundt i mit hår. Jeg mugger for mig selv, over han nu havde ødelagt mit hår.

”Sådan drenge!” lyder det fra ham manden fra management omme foran, hvorefter han flår hans dør op og træder ud. Drengene følger hans bevægelser og begynder en efter en at træde ud af limousinen. Jeg mærker en form for nervøsitet kvalme blusse op, men det hjælper, da Harry fanger min hånd og sender mig et beroligende smil.

Harry og jeg får os klemt ud af døren sammen, på en eller anden magisk måde. Straks høres der pigeskrig, gråd og drengens navne der bliver råbt. Det var da utroligt, vi er ingen gang inde i koncertsalen endnu.

Ude foran bagudgangen bag noget hegn stod 10-15 piger med korte shorts og One Direction t shirt, samt mascara i hele fjæset, fordi de græd. De andre drenge var allerede henne ved hegnet, i gang med at hilse og tage billeder med dem. ”Har de seriøst sovet herude?” spørgere jeg Harry, da jeg ser nogle telte lidt længere henne. Harry smiler mod dem, ”vores fans er skøre. De sover gerne i minusgrader, for at få en god plads til koncerten. Utroligt, ikke?”

”Utroligt og mega dumt. De bliver jo syge resten af året?” mumler jeg, men Harry griner bare og trækker mig med over mod dem.

Aldersgruppen, ihverfald af de par tøser der var her så ud til at være meget forskelligt. Nogen ville jeg skyde var 18, nogen lignede 12 årige og andre yngre. Jeg håber da godt nok ikke, det var de yngre piger der, som sov i telt.

Harry slap min hånd, for at begynde at tage billeder med pigerne, som skreg hans navn, mens snottet hang ud af deres næser. Jeg stod lidt akavet omme bagved og ventede på de blev færdige, indtil en pige råbte noget, som lød til at være hentydet til mig. ”Hej! Dig pige! Må jeg ikke få et billede med dig?” Akavet gik jeg hen til den blonde pige bag hegnet, som lignede en på omkring ti år. Hun rakte mig sin iPhone 5S, som allerede var inde på front kamera.

Jeg kiggede kort hen på drengene, som også var i gang med selfies og fulgte deres bevægelser, ved at holde hånden strakt ud den modsatte vej end hegnet, så jeg fik pigen med. Det var noget jeg aldrig havde prøvet før.

”Er dig og Harry kærester?” lyder der råb fra nogle andre til mig, og jeg kigger hen på Harry, som hurtigt er henne ved mig. ”Vi skal ind nu.” Han lægger en hånd på min ryg og skubber mig blidt mod bagudgangens døren, mens han vinker farvel til vilddyrene bag hegnet. Spørgsmålet gav genlyd i mit hoved flere gange, da det faktisk undrede mig lidt. Var vi egentlig stemplet kærester?

Vi går sammen ned langs en lang mørk gang, efter et par buffede fyre, som sikkert var deres buddyguys eller noget i den stil. For enden af døren var der en anden dør, som så førte ud til en heldveds masse sæder. Det gik så op for mig, at vi nu stod i koncertsalen da scenen var blottet.

Her var utroligt stort. Jeg tror aldrig, at jeg har været i et rum så stort før. Det føltes uendeligt langt og bredt. ”Hvad synes du?” Harry fletter vores fingre sammen og lægger sit hoved på min skulder. Jeg stirrer på den store scene.

”Er du virkelig van til det her?” mumler jeg, mens jeg stadig ikke kan få øjnene væk fra den flotte scene, med en rund form. Han smågrinede en smule, ”faktisk van til meget større – men jeg kan bedst lide spille på de mindre scener, som den her.”
”Mindre? Den er jo virkelig stor!” udbryder jeg overrasket, da jeg slet ikke kan forstille mig hvor stor en ’stor’ scene så må være. ”Du må leve et eventyrligt liv..” mumler jeg lavt og vender rundt mod ham, så vi står med front. Han trækker på skulderne, ”det kan man godt sige, nu hvor jeg har fundet min prinsesse.” han lagde en hånd på min kind og sendte mig et sødt smil. Jeg mærkede blodet stige til hovedet, og en fnisen fløj ud af mig.

”Hr. Styles, det er på tide at komme om backstage.” lød det fra en af deres buddyguards, og Harry nikkede til ham. ”De vil til at lukke alle pigerne ind.” forklarede han, mens vi var på vej om bag ved scenen. Backstage giver god mening.

Jeg stopper op og kigger forvirret på ham, ”hvorfor sådan en stor scene og så mange stole til så få piger?” Et grin lød længere fremme fra Louis, som var på vej hen mod os. ”Kære Jackie, kom med mig.”

Louis tager mig i hånden og fulgte mig med om bagved, ind i et rum med massere af stole og borde. Her var en masse mærkelig støj herinde. ”Prøv og gå hen til vinduet der.” grinede han og puffede mig blidt derhen.

Jo tættere på vinduet jeg kom, jo højere blev den irriterende støj – og det gav også god mening. For ud af vinduet var der udsigt til, stort set en masse hovedbunde på noget der ligner millioner af piger. ”Er de alle jeres fans?” spørgere jeg overrasket, da jeg aldrig havde set så mange piger samlet på et sted. Det var utroligt, som de skubbede, græd og maste sig mellem hinanden, for at komme først. ”Directioners.” Louis træder hen ved siden af mig, ”ja de er alle vores. Men, dem dernede Jackie – det er ingen gangen halvdelen.”

Jeg kiggede overrasket op på Louis, som bare stod og smilede stolt ned mod dem.

Efter tog Louis og jeg hen til de andre, som sad nede i en sofa. Zayn var i gang med at få ordnet hår, af en ældre dame som snakkede løs. ”…alle var så bekymrede! I skulle bare vide, hvor meget medierne har snakket om jer d.. ooooh.” jeg rømmede mig lidt, da jeg vidst var grunden til hendes vandfald af snakken stoppede. ”Hej med dig, smukke! Mit navn er Lou.” hun trådte frisk hen mod mig, og rakte mig hånden, som jeg rystende tog imod. ”Jeg er drenges stylist, men mon ikke de har snakket meget om mig.” hun svang med hendes farvede hår og så utålmodigt på mig efter et svar.

”Hej..” mumlede jeg en smule genert, ”jeg hedder Jackie.”

”Sød pige.” halvråber hun, da hun vender ryggen mod mig og går tilbage til Zayn, ”nå drenge, vi har ingen tid at spilde. I skal på om 5 minutter, og Zayn dit hår er virkelig bare umuligt i dag.. Grr!!” Hun forsætter med at rode i Zayns hår.

”Glæder du dig?” to hænder bliver lagt omkring mine hofter bagfra. Jeg læner mit hoved tilbage, så jeg kan se hans ansigt. ”Det er da dig der skal ud på scenen.”

”Sandt nok.” han smiler og fjerner sig, da en mand kom over for at give ham mikrofon og alt muligt på. Jeg bider mig en smule i læben for ikke at smile – lige siden vi var kommet til Los Angeles, var det bare som om vores forhold havde taget et stort skridt fremad. Det var gået hurtigt, den måde han var blevet så kærlig, men det gjorde ikke spor. Det var rart.

Det er nu tid. Alle havde fået mikrofoner på og sat deres hår, inklusiv Zayn. De har stilet sig klar det sted, de skulle gå ind og Lou viste mig over til en balkon, hvor man kunne se udover hele scenen. Det virkede så urealistisk på en måde; der var så mange piger samlet et sted, alle samlet med samme formål; nemlig at se på fem drenge synge de sange, som de sikkert har hørt millioner af gange før.

”Så, det var altså dig der havde kidnappet dem, de seneste par dage.” lyder det fra Lou, som stadig stod og kigger udover scenen. Jeg bider mig en smule i læben, da jeg ikke opfattede om hun lød vred eller jokede en smule. ”Øhm ja, det kan man vel godt sige.” endte mit svar med at være, mens jeg kiggede nervøst på hende. Hendes ansigt var ulæseligt, som hun stod der.

”Hvorfor?”

Jeg bider mig hårdere i læben, ”tjo, de sad fast i en snestorm og overnattede på vores campingplads. Så blev det for koldt at sove i deres autocamper, og vi tilbød dem at sove indenfor. Så tror jeg bare de blev gode venner med min søster og gemte tiden. Det var vel bare en lille pause for dem, tror jeg.”

Hun drejer sit hoved hen mod mig med et smil, og det lettede mine skuldre. ”De trængte også til en pause. De virker helt udhvilede og glade.” jeg smiler tilbage til hende, og skulle lige til at svare, da en høj musik starter og et lysshow overtog hele det mørke rum. Pigernes skrig blev højere, og drengene trådte frem på scenen.

Drengene springer rundt scenen gennem hele koncerten og sang så mange sange, at jeg opgav og tælle til sidst.

Det var utroligt, som de kunne huske alle sangene, hvem der skulle synge hvad, hvor de skulle stå, hvad der skulle siges mellem sangene og alt muligt andet. Noget der også var utroligt, var hvordan alle pigerne i hele salen kunne blive ved med at skrige. Højere og højere. Efter den 3. sang var min øre godt smadret, for sådan en høj musik blandet med alt den skrig var ikke en særlig god kombi.

Men, nu var det altså slut. Drengene havde sagt farvel, pigerne havde skreget de skulle blive og Lou og jeg var på vej ned backstage til dem. De havde allerede smidt sig træt i sofaerne igen. Harry fik hurtigt øje på mig, og vinkede mig over til ham, hvor han trak mig ned på hans skød. ”Hvad synes du så?” spurgte han med et udmattet smil. Jeg trækker på skulderne, ”det var da okay.”

”Okay?!” lyder det fra Niall og Louis sammentidig, ”Jackie altså, er okay det eneste du kan komme med, efter en fire timers lang koncert?”

”Jeg har pisse ondt i hovedet.” svarede jeg så, ”alle de piger skriger helt sindssyg højt.”

”Intet nyt.” lyder det grinende fra Liam og svinger med det hår han ikke har. Efter vi havde småsnakket lidt om koncerten, blev døren flået op af tre buddyguards, som kom styrtende ind. ”Drenge.. og pige. Jeres transport er ankommet.”
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...