24 days with One Direction ❅

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Igang
188 mil fra Los Angeles driver Jackie med hendes lillesøster og tante en campingplads. I den øde by lever de af de to til tre gæster om ugen - men, hverdagen ændres hurtigt for den lille familie, da 5 drenge kører galt og skal overnatte på campingpladsen.

67Likes
45Kommentarer
27828Visninger
AA

17. 15. december

Kort sagt, så har jeg sovet helt afhelveds til i nat. Hvergang jeg drejede eller bevægede mig bare en militemter, gjorde det ondt i hele min krop. Jeg havde sådan frosset, og det gør jeg stadig, selvom jeg nu ligger gemt indenunder alle min puder og dyner. 

Mary var kommet hen til værthuset, og havde kørt hen til autocamperen sammen med Louis og Zayn, hvor de hjalp hende med at få strøm sat til autocamperen. Ja, et eller andet med nogle ledninger, jeg må indrømme jeg ikke hørte meget af det folk sagde, på vejen hjem igår. Jeg var så træt og ked af det. 

Det er jeg så stadig. Jeg forstår bare ikke hvorfor han ville kysse mig. Han har kaldt mig smukke, vi har været på date, sovet sammen og meget mere. Vi er godt på vej til at blive mere end venner, så.. hvad er problemet? 

Det var latterligt at lade det ødelægge min dag. Det var den 15 december og mindre end ti dage til juleaften. Jeg glædede mig som et lille barn. Gaver og sådan er ligemeget, det er mere hyggen med familien, den skønne stemning og at danse omkring juletræet. Jeg mangler stadig at købe gaver ind til Silke og Mary, hvilket gør mig lidt stresset på en måde - selvom der er god tid endnu. 

Måske kunne jeg bruge min dag på det. Det er også længe siden jeg har shoppet i Olancha. 

Jeg finder hurtigt en stor dejlig varm sweater og et par tykke joggingbukser som jeg hopper i. Inden jeg skulle noget idag, så er jeg nød til at få varmen igen. Jeg tager en elastik omkring mit håndled, og mens jeg giår mod køkkenet satte jeg en rodet knold, som ganteret ikke blev særlig flot.

Ude i køkkenet sidder drengene samlet omkring spisebordet, igang med at spise morgenmad. "Godmorgen Jackie." lyder det smilende fra Zayn, hvorefter han tager et ordenligt bid af en bolle. Jeg smiler tilbage som svar og går hen til køleskabet. "Har du sovet ligeså godt som os?" spørgere Louis og griner, hvilket får de andre drenge til at rulle med øjnene. "Hvis det var sarkastisk, så ja." jeg finder en katon æblejuice og bunder den. 

Den kølige saft kan mærkes hele vejen ned til mavesækken, hvilket giver mig endnu mere kuldegysninger. "Hold kæft, hvor er her koldt!" brokker jeg mig irriteret, og kaster kantonen mod skraldespanden, som jeg ikke rammer. "Det synes jeg også." sukker Niall og rejser sig op, henter kantonen og stiller sig hen ved siden af mig. "Jeg overvejer helt at tage handsker på." svarer jeg og Niall griner kort over det, før han kaster katonen og rammer skraldespanden plet.
Han smiler smørret til mig. "Blærerøv." ruller jeg øjne og smiler derefter til ham. 

"Jeg har en idé!" udbryder jeg efter nogle minutters stilhed, hvilket giver et sæt i alle drengene. "Jeg går ind og tænder i brændeovnen. Åh, hvor er jeg genial." mumler jeg til mig selv og smiler stolt. Uden at få et svar fra dem, går jeg ind i stuen og hen til den sorte brændeovn. 

"Forhelvede." udbryder jeg irriteret og sparker til den tomme kurv, hvor der ellers plejede at ligge brænde i.  "Hvad sker der?" råber en eller anden af drengene ude fra køkkenet af. "Der er ikke mere brænde." råber jeg tilbage, "jeg er nød til at gå udenfor og hente noget. Forhelvede." 

Jeg fik skubbet mine varmeste vinterstøvler på, påklædt mig en alt for stor og tyk vinterjakke, et par handsker og en hue, før jeg trådte ud i kulden. Faktisk var det ikke så slemt som jeg troede; jeg kunne vel nok bare ikke fryse mere, end hvad jeg allerede gjorde i forvejen. Idag var der faktisk helt roligt vejr, hvilket var rart. 

Vores brænde som vi havde samlet lå omme bag stalden, så det var derfor jeg var på vej derover. Det var rimelig glat på vejen, så sommetider var jeg ved at falde - jeg må ligne Bambi på glat is. 

Da jeg er mindre end to meter fra stalden, bliver mit navn pludselig råbt bag mig. Forvirret vender jeg mig rundt og ser Harry komme småløbende over mod mig. Hvordan kunne han det, uden at vælte? "Fedt." mumler jeg for mig selv, vender mig rundt og går videre. Jeg orkede ikke dramaet. Jeg skulle bare hente brænde.

"Jackie, hej!" han kommer op foran mig, hvilket fik mig til at stoppe op. "Hej." mumler jeg tilbage og går udenom ham, hvilket fik ham til at sukke. Da jeg tråder om bag stalden opdagede, at her faktisk ikke var mere tilbage udover to stykker. "Forhelvede!" brokker jeg mig irriteret og sparkef til det stykke, der ikke var fyldt med ko lort. "Hvad er der galt?" spørgere han roligt og prøver at få øjenkontakt med mig. "Der er ikke mere brænde." sukker jeg irriteret, hvilket betyder jeg nu er nød til at finde noget nyt.

"​Jackie." mumler han efter mig, da jeg vender mig rundt og går mod den lille skov, der var den eneste rigtige skov her i Olancha, ”Jackie jeg vil gerne snakke lidt om i går.”

Jeg ruller øjne, mens jeg forsætter mod skoven. ”Jackie, hør nu lige på mig, gider du?” hans hånd griber omkring min arm, og jeg drejer klodset rundt mod ham. ”Jackie.” gentager han mit navn endnu engang. Hans blik flakker fra mit ene øjne til mit andet, og jeg mærker hvordan sommerfuglene i min mave er vågnet. ”Det var ikke det rigtige tidspunkt. Det skal komme af sig selv, ikke af en konsekvens.”

Og lige som jeg faktisk troede, at det var nu han ville kysse mig, lød der en høj råben, og det fik os til at trække os væk fra hinanden. Niall, Louis og Silke kom farrende hen mod os med et stort smil på deres læber. ”Tid til at fælde juletræ!” råber Louis højt og svang med saven han havde i hånden. Jeg bed tænderne sammen og smilede anstrengt til dem, en smule irriteret over de afbrød det.

 

 

Efter en time fik vi endelig fundet et juletræ, som Niall også var tilfreds med. Det var hans skyld, at det tog så lang tid for: så var den for bred, så for høj eller for vissen. Nu havde vi endelig fået den perfekte, ifølge Niall ham selv, som stod flot herinde i stuen og pyntede. Ikke med julepynt, for det mente Mary er for tidligt, at starte på det.

Mens vi var på udkig efter juletræet, samlede Harry og jeg også noget brænde, som så allerede er blevet brændt af inde i brændeovnen. Det var endelig lykkes mig, at få min normale kropsvarme igen.

Det er ved at blive aften, og i dag havde vi alle sådan en dag, hvor vi var godt bombet hver og én. Det skyldes nok situationen i går, og det rev meget energi ud fra os. Allerhelst havde jeg lyst til at gå ind i min seng, men Silke lå sødt i mine arme og snorkede lavt – jeg kunne slet ikke nænne mig, at vække hende på den måde.

Drengene sidder herinde med mig og så på, hvordan jeg zappede gennem alle de få kanaler, som vi nu havde. Mary var igen inde at skrive på hendes bog, som hun faktisk snart var færdig med. Pludselig zappede vi forbi en kanal, som fik Zayn til at flå fjerbetjeningen ud af min hånd, så jeg ikke kunne zappe videre. ”Hvad?” spørgere jeg og sender ham et forvirret blik, han tysser på mig og skruer op for volumen knappen.

”One Direction er blevet stemplet forsvundet, og ingen har haft nogen som helst form for kontakt med dem. Sidst de blev set, var i deres egen autocamper på vej mod Los Angeles, hvor de skulle holde en lille ferie før koncerten den. 16 december. Fans over hele landet går fuldstendig amork og mange tvivler på, om de dukker op til deres koncert i morgen.” Der blev skiftet om til nogle scener, med forskellige fans der står med røde øjne og udtværet mascara rundt i hele deres ansigt. ”Jeg havde sådan glædet mig til koncerten i morgen.” lyder det fra en af pigerne, hvorefter hun bryder sammen ned i en anden piges skulder.

Zayn trykkre på sluk knappen og der var en kort stilhed over os alle. ”Drenge.” lyder det seriøst fra ham, men ingen svarede. Godt nok vidste jeg at One Direction, drengene, havde mange fans, men aldrig rigtig tænkt over, hvordan det at de er her, ville påvirke dem. ”Det går ikke det her længere." mumler Zayn, "vi kan ikke skuffe dem på den måde." 

"Zayn har ret. Vi har aldrig nogensinde får aflyst en koncert." Liam rejser sig fra sofaen og træder hen foran fjernsynet, "vi er nød til at tage tilbage til Los Angeles." han kigger ned på mig med et undskyldende blik, men jeg afbryder hurtigt øjenkontakten. 

"Liam, tag det nu lige roligt." Harry rejser sig op og går hen til ham, "tag en dyb indån-" 

"Nej Harry, hørte du overhovedet efter? Så du hvordan de græd? De græder fordi vi sidder her på vores flade røv o-" "Liam!" udbryder Harry og nikker hen mod mig, men jeg tager det nu ikke så personligt som sådan. "I burde tage afsted." halvhvisker jeg og kiggede seriøst op på Liam, "det er ikke fair imod jeres fans." 

"Jackie." Liam slentrer ned til mig, hvor han sætter sig på sofakanten, "det er ikke fordi vi ikke vil være her. Det må du ikke tro. Vi har nydt dagene, friheden og det hele - men vi kan ikke bare blive her forevigt. Vi er nød til at arbejde." 

"Lia-" Liam tysser hurtigt på Harry, som ellers prøvede protestere, "Harry, vores arbejde er ikke bare lige noget man kan blive væk fra." og det lukker munden på ham med et suk. "Jeg går op i butikken og ringer til mangement, for at se om de kan fikse en helikopter hertil - vejret er jo ikke så slemt i aften." Liam trækker hans telefon op af lommen, "Zayn, vil du snakke med Mary? Og resten af jer, begynd at pakke jeres tasker." 

De adlyder hurtigt og rejste sig hver i sær, for at begynde på pakkeriet. Undtagen Harry, som blev stående med blikket nede i jorden. "Jackie.." sukker han, men jeg ryster hurtigt på hovedet. "Det er okay." lyver jeg, mens jeg flytter mig så lydløst som muligt, for Silke ikke ville vågne. "Nej Jackie, det er det ikke." han træder to lange skridt hen mod mig, hvor han tager begge mine hænder. 

"Jeg rejser ikke fra dig på den her måde." Hans øjne flakker fra mit højre til mit venstre, "jeg mener det, Jackie. Jeg kan og vil ikke bare lige sådan forlade dig."

"Harry.." sukker jeg og trak mine hænder til mig, "det er dit arbejde, dit liv - du er nød til det." jeg mærker mine øjne begynder at prikke, samt jeg følte mig helt anderledes, ubehageligt tom indeni mig. "Jeg nægter, Jackie." svarer han hårdt og tog mine hænder igen, "jeg tager ikke afsted, hvis du ikke tager med mig." 

Et sus går igennem min mave over hans ord. Alvorligheden stråler ud af hans øjne, og hans mund, da han mumler at han mente det. "Harry, jeg kan ikke tage med - det ved du også godt." sukker jeg og prøver at trække mine hænder til mig igen, men denne gang holdt han fast. "Jo du kan, men du er bare bange." han ligger sine hænder på mine hofter, "men det skal du ikke være; for jeg vil være der for dig gennem det her."
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...