Den udstødte (Oneshot)

Jeg er blevet inspireret af billede 2 i lynkonkurrencen:-)
Det er ikke let at være en udstødt. Overhovedet ikke. Du lever i frygt for andres hånende blikke, deres hjerteløse grin. Det ved Miranda alt om. Lige siden hun kom til Danmark fra Bosnien, har alle gjort nar af hende. Men hvem skal hjælpe hende, når hendes mor er død, og hendes far er en travl forretningsmand, der sjældent er hjemme? Vil Miranda nogensinde komme til at passe ind i det nye land?

2Likes
12Kommentarer
318Visninger
AA

2. ...

Hun løb, løb ligeså hurtigt hun kunne. Hun kunne se sin egen ånde i den kolde vinternat. Månen lyste, klar og rund. Månens lys dannede silhuetter, silhuetter der dansede mellem de høje træer, der lå badet i mørke. Det var det, der undrede hende. Hvorfor var træerne mørke, når månen skinnede så klart ned på dem?

Kære gud i den allerhøjeste himmel, jeg beder dig, lad ham ikke fange mig. Lad mig leve, lad mig ikke brænde op i helvedes flammer. Jeg ved, det var forkert. Jeg skulle være blevet, have hjulpet hende. Men jeg lod være. Det var fejt af mig, jeg ved det godt, men kære gud, hver nu sød at tilgive mig for den fejl…

Hendes ben summede af træthed, de ville stoppe. Men hendes hjerne sagde noget andet. Hun fortsatte, ind og ud mellem de skumle træer uden at se sig tilbage. Alligevel vidste hun, at han var der. Hun kunne ligefrem se hans blodige hænder for sig, knugende om det rygende maskingevær. Hendes frygt for denne fremmede mand gav hende styrken til at fortsætte, fortsætte til verdens ende om nødvendigt. Bare hun slap væk.

Pludselig begyndte alt at bevæge sig, ligesom om at et jordskælv var ved at tage form. Men et jordskælv var det ikke. Det var en sten, en stor mørkegrå sten, der voldsomt skød om af skovbunden lige for fødderne af hende. Den tårnede sig flere 100, nej 1000 m op mod himlen, der glædeligt dækkede stenens spids med de grå skyer. Som et bjerg, stod den foran hende, og spærrede vejen frem. Panisk kiggede hun sig omkring efter en anden flugtmulighed, men alt var væk. Kun vejen frem var tilbage, alt anden var som forsvundet ud i den blå luft, opslugt. Desperat bankede hun hendes knyttede næver mod den hårde stenmasse, slog så hårdt, at det til sidst begyndte at bløde. Langsomt vendte hun sig om, og så ham. Lige der, mindre end 20 m væk fra hende med sine blodige hænder om det stadig rygende maskingevær. Hans uniform sad stramt på hans muskuløse krop, der let kunne knuse hver en knogle i hendes krop. Hans hjelm sad ligeså stramt. Han gik nærmere. Han gik nærmere og nærmere, mens han sagde nogle mærkelige ord, som kun folk fra mit land, og muligvis tolke forstod. Hun pressede sig længere op mod den kolde stenvæk, bad en sidste bøn. Det var næsten helt befriende, da metalkuglen hurtigt og smertefuldt, gik igennem hendes hjerte.

¥ ¥ ¥

Med et sæt vågnede hun, og rakte ud efter lyskontakten på hendes natlampe. Koldsveden drev ned af hende, og hendes seng var helt gennemblødt. Hendes tommelfinger vippede knappen bagud, så lyset tændtes. Hendes lille støvede værelse kom til syne. Langsomt kom hun op at sidde, mens hun gned sig i øjnene. Ligesom for at sikre sig at det bare var en drøm. At den fremmede ikke stod foran hende i dette øjeblik. Nej, hun var alene på sit værelse, ingen mand, intet gevær og intet blod. Alt var som det plejede at være. Med et kridhvidt ansigt skævede hun op til sit splinternye ur, der elegant hang på den hvide væk. Klokken var 6.45. Hun skulle snart i skole. Skulle snart tilbage til de hånende blikke, de hjerteløse grin, de stødende ord, der fløj hende i møde hver gang, hun trådte ind i klasselokalet. Sukkende svang hun sine brune ben ud over sengekanten, og rejste sig fortumlet op. Hun gik med stive skridt hen mod klædeskabet, og trak en rød silkekjole ud. Hvorfor ikke? Hun ville blive gjort til grin uanset, hvad for noget tøj hun havde på. Hun trak den på, og lod den røde kjole danse om hendes ankler, hvor en lille sølvring hang. Hun havde fået det af sin mor, dengang hun ikke var død. Hun stavrede igen over til sengen, og trak et stykke rødt stof af senge kanten, og svøbte det rundt om hendes hoved, så hendes lange sorte hår blev helt dækket til. Der var nogen gange, hvor hun havde overvejet at lade være med at tage det på, og i stedet bare sætte håret op i en hestehale ligesom alle andre piger men hendes mor ville ikke have ønsket, at hun skulle rende rundt sådan. Aldrig! Hun vendte sig mod det lille spejl, der hang på den modsatte væg. En brun pige med store nøddebrune øjne, og let rosa farvede læber kiggede tilbage. Hun sukkede trist, og førte en vildfaren hårtot op under det røde stof. Det var den hun var. Hende den mærkelige udenlandske pige. Hende ingen gad tale med eller være venner med. Hende den udstødte. Eller i daglig tale, den fede sokælling, som hendes klassekammerater foretrak at kalde hende. I starten var det hårdt at være udstødt, alt den had og bitterhed der hver dag blev rettet mod én, var nærmest ulidelig. Det var det stadigvæk, men efterhånden havde hun lært at lukke af, ignorere dem, være ligeglad med deres ord. Teknikken var egentlig bare at undgå dem så meget som muligt. Hun greb sin taske, og gik hurtigt ud af værelsesdøren og videre ud gennem hoveddøren. Hun havde ikke tid til at spise morgenmad, denne skoledag skulle bare overstås.

¥ ¥ ¥

Den skingre skoleklokke ringede, og flere 100 små børn kom farende forbi hende, råbende og skrigende. De skubbede hende voldsomt til side, som om de ikke engang havde bemærket, at hun var der. Men det var selvfølgelig ikke noget nyt. Alle var fløjtende ligeglade med hende, de ville bare ønske at hun ikke var der. Den eneste glæde de havde ved hende var, når de drillede hende. Det var den eneste ting hun duede til i denne verden. Med sin sandfarvede taske på ryggen gik hun igennem den tunge dør, der førte ind til uendelige lange gange, der så ud som om, de aldrig holdte op. Som om de var ude på at opsluge hende. Med langsomme stive skridt drejede hun til venstre, og fortsatte ned af gangen, der, mærkeligt nok, lå øde hen. Det plejede den ellers ikke at gøre. Men det var sikkert fordi, 3. klasse var ude på en udflugt igen. Altså hvis man spurgte hende, kom de unger på udflugt alt for tit.

Hendes hjerte sad helt oppe i halsen, da hun stod foran den ridsede dør hvorpå, der stod 8.b på et lille træskilt, der egentlig var beregnet til at hænge ude foran toiletterne. Sveden piblede frem på hendes chokoladebrune pande, og hendes vejrtrækningen blev mere ustabil. Sådan var det hver evig eneste morgen, når hun stod foran klassens dør, hvis altså hun ikke pjækkede. Det kunne hun gøre med lethed, hendes far var nemlig ikke så tit hjemme på grund af hans arbejde. Men sådan var det jo at være en forretningsmand, tænkte hun sørgmodigt for sig selv. Sandt nok og hun havde da også lært at leve med det. Men hun savnede ham alligevel, rigtig meget endda. Hun tog en dyb indånding, og trykkede håndtaget ned, velvidende at tusindvis af hårde ord ville tage imod hende, som de altid gjorde. Hun åbnede døren, og mærkede alles hånende blikke rettet mod sig.

Deres blikke var som velfungerende søgemisiler, der kun havde rettet deres blik mod én person – hende. Hun slog blikket ned, ville ikke møde de andres onde blik, der ikke viste hende nåde. Hun lukkede døren efter sig, og satte kursen mod sin plads i bagenden af lokalet. Den stilhed der var blevet spredt ud over klassens elever, da hun trådte hen, blev efterhånden afløst af tilfældig snakken på kryds og på tværs. Ingen fornærmende, stødende eller hårdtslående ord, helt utroligt! Måske ville denne skoledag ikke blive så slem alligevel. Med sin røde kjole blafrende efter sig fandt hun sin plads, satte sig ned, og fandt sine ting frem. Hun lod blikket vandre ud i klassen. Et forholdsvist lille rum, i hvert fald hvis man spurgte hende. Men de var jo så også kun 15 i klassen. Klasselokalet var stort set ligesom alle andre klaselokaler landet over, med borde, stole, et kateter og en tavle. En halvfyldt skraldespand stod lænet op af den hvide væg, der efterhånden ikke var helt så hvid mere. En gruppe drenge stod ved tavlen med et stykke kridt i hånden hver, og tegnede. Det gjorde de hver morgen før læreren kom. Det var ikke ligefrem fordi de specialiserede sig i kunstværker. Jo, medmindre de kunstværker havde noget med bryster og drengenes penis at gøre, hvilket det højst sandsynligt ikke havde. Men det var det drengende tegnede. Som altid var det Kasper, der førte an. Louis og Søren fulgte bare med, som 2 små skødesløse hvalpe, der ikke havde noget bedre at tage sig til. Kasper lod det hvide kridt køre hen over tavlens grønne overflade, og dannede en støvet hvid streg efter sig, der fortsatte op i en bue. Efter de havde tilføjet en cirkel i både højre og venstre side af buen, kunne man tydligt se, at det skulle forstille en penis. Hun himlede med øjnene, og lod blikket glide videre til det forreste bord, hvor klassens selvkronede dronning, Marie, sad, og sludrede løs med hendes små hofdamer, der blandt andet bestod af Tilde, Sara og Caroline, der var som smør i Maries hænder. Ligesom Louis og Søren overlod de trygt al magten til den stærkeste og mest vellidte, og fulgte så selv efter dem.

Hun var, faldt i staver med hovedet i hænderne. Derfor opdagede hun først Kasper, da han tårnede sig op over hende som en stor farlig løve, der skulle til at flænse sit offer til ukendelighed. Hans 2 lakajer stod grinende omme bag ved ham. ”Hvad så, Miranda, sidder du og dagdrømmer igen?” Et smørret gin spillede om hans læber, og hun svarede ham vredt igen. ”Til din orientering, så prøver jeg på at regne ud, hvordan du er blevet så pokkers grim, men det ser ud til at forblive et mysterium.” Hun kunne se på hans sammentrukne ansigtsudtryk, at hendes fornærmelse havde virket perfekt. Det kunne hun også tydeligt høre, da han iskoldt hvislede de uundgåelige ord. ”Jeg er da i det mindste ikke en klam ludder, der ligger sig i sengen for hver og en, der har penge nok. Din fede sokælling!” Vredt vendte han sig om, mens et grumt grin undslap fra den lille tremands drengegruppe. Hun rystede irriteret på hovedet. Det var det samme hver morgen, men det irriterede hende stadig grænseløst. I stedet for at bruge mere energi på de 3 ”kunstnere”, fløj hun ind i hendes egne tanker igen. Hendes egne triste sørgmodige tanker, der trængte til kærlig pleje og en god ven, der ville lytte. Men sådan én havde hun ikke, og det ville hun sikkert heller aldrig få. For hun var den mærkelige, den unormale, den udstødte.

Hun havde knap nok nået at tænke sine triste tanker i et minut, da dronningen, Maria, stillede sig pralende foran hendes bord. Maria kiggede med afsky på hende. Miranda lod sine brune øjne glide op og ned af dronningen. Hendes gyldenbrune hår var sat op i en enormt stram hestehale, der gik hende ned til midt på ryggen. Hun havde lyseblå øjne, der glinsede af selvoptagethed, og hendes læber var dækket af en knaldrød læbestift, der langt fra var pæn. Hun lignede egentlig en forvokset barbiedukke. Hendes tøj var også ligesådan. Skiftende pink og hvide farver prydede hendes tøj med alt mulig andet glitterstads. Maria satte sin ene lille hånd på bordet, og med den anden løftede hun noget af Mirandas røde kjole op i hænderne, og mærkede på det silkebløde stof. ”Hey, Miranda, det er en virkelig flot kjole, du har på i dag.” Miranda kiggede forundret på den lille dronning, der ellers aldrig havde sagt noget pænt til hende. ”Synes du virkelig!?” Maria nikkede, og lod stoffet glide ud af hendes fingres greb. ”Ja da, hvis man da er en ludder som dig. Hvor har du købt den? I ludderforretningen henne på hjørnet?” Maria talte, eller nærmere råbte, så højt hun kunne, så alle i hele klassen kunne høre hende. Snart klumpede alle sig foran hendes bord, mens de nedstirrede hende, og grinede hånende af hende. Deres blikke borede sig ind i hendes, og brændte sig fast i hendes indre, så de dannede små sår i hendes sind. Sår der aldrig ville hele, sår hun aldrig ville slippe af med. Hun slog blikket ned i bordpladen igen, og prøvede så vidt muligt at overhøre de andre. Maria lagde sit hoved let på skrå, og kiggede undskyldende på Miranda. ”Åh, blev du ked af det? Jamen det må du undskylde, det var jo slet ikke meningen. Og nu vil du vel hjem til din MOAR!” Alle grinede, og Kasper brød ind. ”Hun har jo ikke nogen mor!” Maria gispede dramatisk, og Miranda himlede irriteret med øjnene. Der gik ikke en skoledag uden, at den lille selvoptagede heks skulle lave sit dramatiske gisp. En total drama Queen. ”Nårh ja, det er jo også rigtigt. Du HAR ikke nogen mor. Hvor er din mor egentlig, Miranda? Er hun død? Begik hun selvmord på grund af dig? Din lille fede so! Du har dræbt din egen mor!” Det skar i hjertet, da et ”uhh” gik igennem alle. Ordene satte sig fast i hendes hukommelse, og blev siddende. Det værste var, at det var rigtigt det dronningen sagde selvom, Miranda ikke var meget for at indrømme det. Dengang hun flygtede fra krigen i Bosnien, en mørk og støjende aften, var der en soldat efter dem. En soldat der nægtede at lade dem flygte. Da soldaten omsider nåede hendes mor, ville hun ikke med tilbage, og det endte blodigt. Meget blodigt. Soldaten fortsatte med at slå og skyde på hende indtil, han var helt sikker på, at hun var død. Dengang var Miranda 6, men alligevel kunne hun godt have hjulpet. Hun kunne være løbet efter hjælp, men hun stod bare der, omme bag det fugtige træ, og så hjælpeløst til, mens hendes mor led en pinefuld død. Det var hendes egen skyld, at hun nu var væk. Hendes egen skyld alt sammen.

¥ ¥ ¥

Hun traskede i stilhed ned af det lille fortov, mens vinden susede om hende. Som om den prøvede at flå tøjet af hende, hvilket den nok ikke gjorde, da det jo var vinden, det drejede sig om. I samme øjeblik hendes matematiklærer var trådt ind i det lille beskidte klasseværelse, havde Miranda skudt en finger i vejeret og sagt, at hun var dårlig. Det var heldigt, at hun hoppede på den. Hvis hun skulle have været der hele dagen, i alle 8 skoletimer, havde hun ikke overlevet det. De hyppige drillerier ville blive meget værre i løbet af dagen. Især i det store spisefrikvarter, hvor de jagtede hende fra den ene ende af skolen til den anden, mens de kastede sten efter hende, og råbte hårde stødende ord efter hende. Det endte altid med, at hun låste sig selv inde på toilettet, hvor hun blev indtil, klokken ringede ind til time igen. Det var de mest forfærdelige og ulidelige 20 minutter i løbet af skoledagen, men det ville heldigvis ikke ske den dag. Hun var på vej hjem, og der ville hun blive i et godt stykke tid.

¥ ¥ ¥

Da Miranda nåede til indkørslen, mødte et forunderligt syn hende. En midnatsblå Mersedes stod parkeret på småstene. Det var hendes fars bil! Men det kunne jo ikke passe! Hendes far var jo i Hong kong på forretningsrejse. Han skulle først komme hjem om 2 uger. Det kunne ikke passe! Hun sank en klump. Hendes far måtte ikke opdage, at hun pjækkede fra skolen. Han ville blive rasende! Med hjertet i halsen nærmede hun sig hoveddøren, mens hun prøvede på at se så syg ud som muligt. Hun trykkede håndtaget ned, og mærkede den hjemmelige varme, der slog hende i møde, da døren lydløst gik op. Hun lukkede langsomt døren bag sig, mens hun hørte sin far tale i telefon. ”Ja, jeg er godt klar over, at det kan indbringe mange penge, men jeg er lige kommet hjem til min datter og… Vent, hvor mange penge sagde du, at jeg ville få? 100.000! Ja selvfølgelig, jeg tager af sted med det samme.” Hun hørte ham lægge mobiltelefonen på det dyre glasbord i stuen, og med ét stod han foran hende i døren. ”Er du allerede hjemme, Miranda? Jeg troede ikke, at du havde så tidligt fri om onsdagen.” Miranda rystede let på hovedet, og kiggede ned på hendes sorte ballerinaer. ”Det har jeg heller ikke, men jeg har det ikke så godt.” Hendes far kneb mistænksomt øjnene sammen. ”Er du syg igen? Det var du også sidste gang jeg var hjemme. Er du sikker på, at der ikke er noget andet galt? Noget som vi skal snakke om?” Hun hævede blikket, og mødte hendes fars bekymrede brune øjne. Hun havde aldrig overvejet at snakke om det, men helt dumt var det vel ikke. Det var hvert fald et forsøg værd. Hun skulle ligetil at åbne munden, og få al den smerte og sorg ud, som hun havde gået rundt med lige siden, hun startede på den forbandede skole, da lyden af en ringene mobil nåede hendes ører. Hendes far vendte sig med et sæt mod stuen, og satte i løb hen imod den. Miranda kiggede bedrøvet på sin far gennem døren, der tog sin mobil op til øret. Chancen for kærlighed, omsorg, trøst og et bedre liv, var spildt. Som mælk på køkkengulvet. Den eneste forskel på mælk og chancer var, at man ikke kunne tørre chancerne op. Hendes far lagde mobilen fra sig igen, greb kufferten, der stod rank ved siden af sofaen, og styrtede ud af entreen igen. Han kyssede hende på panden. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nød til at tage til Hong kong igen. Det er meget vigtigt. Du kan godt selv klare dig ikke?” Hun nikkede, mens en tåre truede med at trille ned af hendes kind. Hendes far smilede faderligt, og skyndte sig ud af døren igen. Døren smækkede hårdt i, og der stod hun så, helt alene igen. Den lille truende tåre var sluppet ud, og flere efterfulgte. En hel strøm af tårer strømede ned af hendes kinder. Som en flod. Hun smed tasken fra sig, og rev vredt den røde kjole af. Hun trak den hurtigt over hovedet, og rev det tynde stof midt over. Hun stod nu kun i undertøj. Alt var blottet undtagen hendes bryster og hendes røv. Med bestemte skridt gik hun mod køknet, der lå lige ved siden af stuen. Stadig med tårerne løbende og nu også med tyktflydende snot, trak hun en af de store kødknive, der lige så fint hang på væggen. Hun spejlede sig i det blanke blad, vidste hvilken skade, den ville gøre på hende, hvis hun gjorde det. Og det var lige præcist det hun havde tænkt sig. Med kødkniven i hånden løb hun ind på sit værelse, hvor hun fandt papir og kuglepind frem. Hendes far skulle vide besked, uanset hvor meget han havde undgået hende i løbet af alle de år. Hun gav sig hulkende til at skrive:

Kære far

Jeg synes, du skal vide hvorfor, jeg har gjort det, selvom du har undgået mig i alle de mange år her i Danmark. Der er faktisk 2 grunde til det.

Den ene grund er fordi, jeg bliver mobbet. Brutalt mobbet. Jeg kan knap nok nærme mig skolen uden at, de kaster ord som ludder, fede ko, sokælling osv. i hovedet på mig. Det er også derfor, jeg har været ”syg” så tit, som jeg har.

Den anden grund sårer mig mindst ligeså meget, som mobningen gør. Du har aldrig været der for mig. Hver gang vi har snakket sammen(eller prøvet på det)ringer din mobil, og du skynder dig at tage den som om, den altid har været vigtigere end mig. Det har den sikkert også, hvis jeg kender dig ret. Jeg ser dig stort set aldrig mere, fordi du altid er på arbejde. Du skal bare vide, at du sårer mig, du knuser mit hjerte, hver gang du træder ud af hoveddøren med din kuffert. For du har jo aldrig overvejet at blive hjemme hos mig.

Farvel for evigt!

Kærligst din datter, Miranda

Kuglepinden trillede hen af skrivebordet, da hun slap den. Løb væk fra de nu nedskrevne ord. De ord som Miranda aldrig har kunnet få formuleret. Hun var langsomt holdt op med at græde, og nu snøftede hun kun en gang imellem. Roligt lagde hun sig på sengen. Hendes dejlige bløde seng. Hun lod sit blik vandre en sidste gang rundt i det velkendte rum, indsnusede den velkendte duft, og satte så knivens blad for hendes håndled. Med et langsomt og smertefuldt snit, åbnede hendes håndled sig, og hendes tykke blod pumpede ud af den store blodåre. Med et lille gisp gjorde hun det samme med den anden. Hun smed den blodige kniv fra sig, og lukkede øjnene, mens hendes seng blev våd af blodet. Nu ville hun endelig få fred. Langt om længe, fred…

¥ ¥ ¥

Avisbuddet kom cyklende, helt forpustet. Vinden rev hårdt i træerne den dag, og han havde selvfølgelig modvind den dag. Heldigvis manglede han hun én enkelt gade endnu. Han drejede besværet ned af blommevej, og gav sig til at smide aviserne hen foran husene. Da han nåede til det sidste hus, standsede han cyklen, og kiggede stilfærdigt på det flotte hus. En midnatsblå Mersedes holdt parkeret i indkørslen. Huset havde nummer 13, et uheldigt tal. Avisbuddet stak hånden ned i kurven foran på cyklen, og trak den sidste avis op. Han foldede den ud, og læste forsiden. Han sukkede bedrøvet, og foldede avisen sammen hvorefter, han smed den hen til huset. Han vendte cyklen om igen, og gav sig til at køre, men avisens overskrift dansede stadig for hans øjne: ”Ung pige begår selvmord.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...