Det svære valg.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Christopher er en dreng på 16, som lever livet som den uskyldige og flittige dreng, der aldrig gør noget forkert. Ved hans side, går hans bedste ven, som er det fuldstændig modsatte af ham – troublemakeren. Chris’ bedste ven, Jason, er skolens konge, men mest fordi, at Jasons far er rektor på skolen, og derfor har alle respekt for ham. En hel almindelig fredag kommer pludselig Chris i måde, og han tror bare, at det bliver en sædvanligvis dag med læsning og dokumentarfilm. Men i stedet lokker Jason ham til en vild fest, som nok er årets bedste. Men intet bliver som Chris har planlagt. Chris kommer i store problemer, som har en stor i indflydelse på andre, især hans bedste ven. Et gigantisk dialemmer dukker pludselig op for Chris, og han skal tage en stor beslutning, som omhandler hans liv og Jasons – det svære valg.

10Likes
1Kommentarer
744Visninger
AA

2. Hvorfor skal Jason være så perfekt?

 

Kapitel 1.

Christophers P.O.V

18 år og jomfru. Er det en fejl? Måske ikke for en pige, men er det ikke en skandale for en dreng? Jason driller mig i hvert fald med det tit, så noget må da der være galt. Er det virkelig så forkert at være jomfru, når jeg er 18. Jeg venter jo kun på den rette? Er det ynkeligt? Jason mistede sin mødom, dagen efter han fyldte 15 – så han var da i det mindste myndig, hvilket er en stor overraskelse for de fleste. Jeg husker tydeligt den dag, hvor han kom over til mig med det største smil på læben. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor han var så glad. Jeg gættede lidt inde i mit hoved; måske havde han fået et nyt computerspil? Men nej, han havde haft sex. Han mistede sin mødom. Jeg var overrasket. Fordi, dengang var Jason ikke sådan en type, der bare havde sex med tilfældige piger – han havde faktisk en stor drøm om at få en sød pige, som han ville ’beholde’ for evigt. Well, Jason ændrede sig efter sin første gang. Han blev nærmest besat af at have sex med tilfældige piger, så det påvirkede hans personlighed, og pludselig var han ikke længere den Jason, som jeg kendte. Men jeg kan dårlig nok huske den tid, fordi jeg har vænnet mig til den nye Jason. Den gamle Jason, som mindede meget om mig, er væk.

 Jason, Jason, Jason. Er det forfærdeligt, at jeg misunder hans liv ufattelig meget? Jeg VIL være ham, fordi hans liv er det fedeste. Jason er så sej, han er poplær mellem piger – og drengene. Alle hilser på ham, når han kommer forbi, og jeg er bare den ynkelige, uskyldige ven, der altid klamre sig op af ham. Alle elsker Jason. Hans liv er perfekt på alle måder, og jeg er bare hans højre hånd, som ingen kender – eller de kalder mig for Jasons slave. Hvilket jeg kun ser som en dårlig ting.

Der var engang en dreng, som spurgte Jason, om jeg var jomfru. Det var til et skoleprojekt, hvor de skulle lave en statistik over, hvor mange der var jomfruer og ikke-jomfruer på skolen. Jeg fattede ikke, hvorfor ham drengen – som var en af de populæreste drenge på skolen, som alle respekterede, endda Jason på nogle områder. Normalt frygter Jason ingen eller intet, men ham drengen frygtede Jason lidt – men jeg fattede ikke helt, hvorfor ham drengen ikke kom til mig, men til Jason. Jeg kom til en konklusion om, at ham drengen ikke ville snakke med mig, fordi jeg var for upopulær og sær.

Well, Jason fortalte ham, at jeg IKKE var jomfru. Var han flov over, at hans bedste ven var jomfru? Eller vil han bare hjælpe mit ry lidt? Jeg orkede ikke at spørge ind til det, da han forklarede historien til mig. Jeg virkede bare taknemmelig, hvilket var en smule ynkelig. Jeg burde have været sur på ham, fordi han ikke fortalte sandheden, og derefter ville Jason forklare mig, hvorfor han gjorde det. Men som den usikre bedste ven jeg nu var, lod jeg vær’.

’’Altså, jeg kan jo ikke blive væk, jeg er jo nærmest æresgæsten’’, praller Jason løs endnu engang. Men som den ’slave’ jeg nu var, nikkede jeg og smillede sødt til ham, så jeg nærmest gav ham tilladelse til at fortsætte med at fortælle, hvor populær og vigtig han var. ’’Der har allerede været 6 piger og spurgt, om jeg kom’’, han fik et lille skævt smil fremme på hans dekorative læber, som alle pigerne på skolen har prøvet – Hvis du ikke allerede har regnet det ud, så er Jason en stor player, og det havde han været lige siden dagen efter hans 15 årige fødselsdag, hvor han mistede sin mødom – det forandrede ham virkelig meget!

’’Den fest bliver så fed – især når jeg kommer’’, hører jeg ham sige på den mest selvglade måde, man overhoved kan. Og hans lille nik, bekræfter kun, at han giver ham selv ret. Han er lidt af en oppustede nar, der kun tænker på sig selv – men det er også grunden til, at han er populær. Det er hans personlighed, og den kan man ikke hade – i hvert fald ikke mig.

Jeg vender mit blik fra læreren, der forklarer matematik for dem, der ikke forstår meningen af en ligning, og kigger på Jason, der ser så fandes selvsikker ud. Hvorfor kan jeg ikke være så selvsikker? Selv mennesker der ikke har mødt Jason før, kan bare se hans selvtillid ud fra hans udstråling. Hans brune hår, der ligner model hår, som har en masse dyre hårprodukter i, er så perfekt på alle de menneskelige måder. Hans smarte og charmende tøjstil, som er sindssyg dyrt, men hans tøjbudget er bare en lille pris på hans fars konto. Den måde Jason går og ser ud på – altid selvsikker, aldrig usikker og genert – er perfekt. Alle pigerne drøner foran ham, og de skjuler det skam heller ikke – de ville nemlig gerne have, at han ser dem.

Og jeg er bare hans generte, usikre, uskyldige, jomfru ven, der aldrig har forstået, hvorfor Jason render sammen med mig, når jeg er det fuldstændig modsatte af ham? Vi har næsten intet til fælles, og er det ikke det vigtigste ved et venskab? At man har en masse tilfælles, og at man bare er en smule ens? Vi kan begge lide piger og computerspil – 2 ting, som vi har tilfælles. Wow, vi bør vinde prisen for bedste venner!

’’Jason, vil du komme op og lave denne ligning på tavlen?’, spørger Mr. Smith, som ikke kun har et normalt amerikansk efternavn, men også er den strengeste lærer på skolen. Med hans hvide skjorte i hans sorte bukser, ser han måske fin og sød ud, men han er den mest ondsindede lærer på skolen, og han hader – virkelig hader – Jason. Jeg har aldrig forstået hvorfor, han er så sur. Jason spurgte ham engang, og han blev så gal, at han smed et kridt efter ham – men det var nu også fordi, at Jason lavede en joke med, at Mr. Smith ikke fik nok fjams derhjemme.

Jason kigger dumt på Mr. Smith og fniser en smule, i takt med at Mr. Smith kigger utålmodig på ham, mens han har armene over kors. Hvis Jason ikke er ude efter en eftersidning, så bør han se at bevæge sine ben op til tavlen og prøve at løse den ligning, for alle ved, at han kan. Jason er også klog, han er en af de klogeste drenge på skolen, men han viser det aldrig i timerne, fordi han føler, at han er en nederen og nørdet type, hvis han giver sin viden ud til andre. Jason er en hård type, som kun viser sin intelligenthed til skriftlige prøver, så han får gode karakter.

’’Og hvad hvis jeg ikke gider regne det ud for dig?’’, spørger han en smule flabet, i takt med at hans ene øjenbryn har løftet sig en smule op i vejen, så han kun ser endnu mere flabet ud. Jason venter – ligesom resten af klassen – på at se Mr. Smith reaktion. Men vi bliver måske alle lidt skuffet, da han bare ser en smule sur ud, og ikke rasende. Jeg tror bare, at Mr. Smith er vant til dumme kommentarer fra Jason, at han ikke orker at lave en scene.

’’Så kan du tage et besøg op til din far, og se hvad han siger til din frækhed’’, lyder det sukkende fra Mr. Smith, der virkelig ikke ligner en, som gider bruge sin tid på den samme dreng, der opfører sig på den sædvandelige og provokerende måde. ’’Måske kunne han vise dig, hvordan man opfører sig i timerne og gør, hvad man får besked på’’, Mr. Smith ved udmærket godt, at det ikke hjælper at sende Jason op til rektoren, så han kan få en straf – fordi, det er Jasons far. Jason får straf, men den er ikke hård nok.

’’Hmm, måske skulle jeg, det er jo længe siden, at jeg har set ham’’, Jasons skæve smil bliver en smule større, da han virkelig føler, at han vinder denne lille diskussion, som komisk nok gentager sig hver evig eneste dag. Alle på Jasons og mit matematik hold ved, at vi kan forvente en diskussion mellem Jason og Mr. Smith, når timen starter. Det er faktisk som om, at Jason vågner op hver eneste dag og tænker: ’’Nu må jeg hellere gøre noget dumt, så jeg kan komme op på kontoret og få gratis slik af min far’’.

’’Jason, gå op på kontoret og kom ikke tilbage til timen, så må vi se, hvad din far siger til det’’, sukker Mr. Smith, der virkelig håber, at Jason en dag vil blive bortvist, selvom det ikke er en mulighed, medmindre han gør noget VIRKELIG dumt - som at stjæle på skolen, sælge stoffer eller bare ryge – det er yderst forbudt, og dem der har gjort det, blev bortvist lige med det samme. Og Jason ved udmærket godt, at han også vil blive bortvist lige med det samme, hvis han gør det.

Jeg kigger usikkert og skamfuldt på Jason, der bare går forstyrrende ud af døren og smækker den igen, så alle kan føle hans ligegyldighed. Er det så forkert, at jeg er lykkelig over, at Jason har forladt lokalet, så jeg endelig kan koncentrere mig i timen? Han er så forstyrrende, og jeg har en tvang til at lytte efter, når han snakker. Men nu føler jeg mig alene, når jeg sidder nede på det bagerste bord, alene. Alle andre sidder foran, mens jeg sidder fortabt i baglokalet.  

Hvorfor skal Jason også være sådan en flabet elev, der bliver sendt op på kontoret hver time? Kan han ikke bare prøve at være en normal elev for en dag? Bare en dag? Jeg ved det er umuligt for ham, men hvordan kan det være, at han altid skal være så flabet? Jeg forstår det ikke, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Prøver han at pisse sin far af med sin dårlige opførelse? Eller syntes han, at han er sej overfor os andre? Hmm, måske tænder pigerne på en bad ass?

’’Christopher, vil du være så sød at løse denne ligning?’’, hører jeg pludselig Mr. Smith sige, og jeg får nærmest et chok, da jeg bare sidder og tænker i min egen lille verden. Han smiler sødt til mig, for han ved, at jeg vil gøre det. Han ved, at han altid kan regne med mig.

Jeg sætter mine ben på gulvet og kigger på de andre, som har ligegyldige blikke på mig. Jason ville ikke, men når jeg bliver spurgt, springer jeg nærmest derop. Ja, vi er forskellige. Jeg er nørden, og han er bad ass’en. 

Jeg vil være ham. 

 

Så er første kapitel ude, og i må meget gerne skrive, hvad i synes om det. Og det er heller ikke ulovligt at like den. :) 

 

Og så vil jeg gerne takke Isabella P for at reklamerer min movella på hendes blog. Elsker dig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...