Kun 1 Liv - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 14 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er en stil jeg skulle skrive sidste år. Vi skulle skrive en fristil, og oprindeligt havde jeg skrevet en fantasy, men det hang ikke sammen det jeg havde skrevet, så jeg blev nødt til at starte forfra. Jeg havde længe haft denne idé, og vidste at jeg aldrig ville kunne udføre den som en roman, så jeg skrev den som en stil i stedet. Den handler om kærlighed og venskab, tro og håb. Jeg er selv meget stolt af den, og kan rigtig godt lide den, og håber selvfølgelig at i også kan!

1Likes
0Kommentarer
289Visninger

1. Kun 1 Liv

Klokken ringede, og jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen. Da jeg skulle ud af døren, stod der en pige der kun var lidt buttet, men det var jeg ligeglad med.
"Fede, ryk dig lige, ellers kan jeg ikke komme ud af døren, jeg skal ligesom have nyt make-up på!" Da hun ikke rykkede sig, kunne jeg mærke vreden krybe sig op af min hals.
"Flyt dig, eller jeg ringer til inspektøren, som kan komme og flytte din fede røv, skrid, væk med dig!" Råbte jeg. Læreren så op fra katederet, og skyndte sig hen til os.
"Hov, hov piger, hvad sker der her?"  Han lagde sin hånd på min skulder, men jeg rystede den af mig, og gik ud af døren.
"I er simpelthen for meget!" Mumlede jeg vredt på vej ud. Jeg kunne høre nogle hurtige skridt bag mig, og lidt efter stoppede Kathrine forpustet op ved siden af mig. Hendes røde, krøllede hår omkransede hendes smukke ansigt, med de lysende, grønne øjne. Hun smilede til mig, og jeg blev helt misundelig, hvorfor skulle hun se så smuk ud? Jeg var bare en kopi af alle andre, jeg havde lyst hår, og blå øjne. Godt nok vakte jeg ofte opmærksomhed på gangene, og det havde jeg da bestemt ikke noget imod. Men Kathrine vakte næsten lige så meget opmærksomhed, og det fik raseriet til at boble inden i mig.
"Hej" Sagde hun glad, og smilede over hele ansigtet.
"Toilettet. Nu" Sagde jeg, og gik direkte hen imod pigetoilettet. Der var en lille pige derinde, som var i gang med at tage noget mascara på. Da hun så mig, trippede hun lidt, overvejede om hun skulle løbe ud.
"Skrid." Sagde jeg lige så stille.
"Hvad?" Svarede hun, havde tydeligvis ikke hørt hvad jeg havde sagt.
"Skrid. Og gik mig den der Mascara, den kan du alligevel ikke bruge henne i børnehaven, går jeg ud fra? Mange tak!" Sagde jeg, da hun bange rakte mig sin mascara. Jeg smilede lumsk til hende, og kunne se at hun var lige ved at græde, da hun løb sin vej. Min mave trak sig sammen, men det var lige meget, hun kunne jo alligevel ikke alvorligt mene, at en dreng ville blive vild med hende, hende som var så lille en pjevs. Kathrine stillede sig ved siden af mig, og rakte ud efter en mascara. Jeg rakte hende den lille piges, og hun tog imod den med det samme.
"Wow hun var en pivskid, hva'? Og hun var så mega lille, at en dreng aldrig ville blive forelsket i hende." fnyste jeg, og ville ikke indrømme at hun trods størrelsen var ret pæn.
"Nej du har ret. Men det har du jo også altid." Sagde hun og smilede.
"Ja, ja det har jeg!" Sagde jeg stolt, og så ikke at smilet på Kathrines læber blev en smule mere anstrengt. Da vi var færdige, gik vi ud fra toilettet, og så os omkring. Alle de andre elever begyndte at myldre på gangene, og det blev svært at klemme sig imellem den store flok. Endelig kom vi ud på den anden side af mængden, og gik hen imod vores sædvanlige bord. Der sad en pige der kom fra et andet land, jeg gad ikke til at finde ud af hvor.
"Hey du dér, du sidder på vores plads! Skrid!" Råbte jeg til hende, og hun skyndte sig straks væk. Godt, så var der da nogen, der havde respekt for mig!
"Åhh, det har godt nok været en hård dag i dag, alle de idiotiske lærere vil have et eller andet fra mig. De vil have at jeg skal gøre dit, eller dat, det er helt uudholdeligt! Som om at Jeg skulle gøre alt det dér skidt! Det kan de andre jo bare gøre, og så siger vi, at vi alle har lavet det. Det er da en meget smartere metode!" Jeg lænede panden mod bordet.
"Har du skrevet din stil til Dansk?" Spurgte Kathrine stille. Jeg så overrasket op på hende.
"Nej som om, hvem er det lige der gider gøre det? Lektier er da bare noget læreren siger at man skal lave, men man behøver jo egentlig ikke at lave det, man kan bare feste og hygge i stedet for! Hvad skal du til nytår? Jeg tror at jeg vil holde en stor fest i år. Hvor syntes du det skal være henne? Hos mor eller far? jeg har en idé, hvad med at vi bestiller et band der spiller, og så fester vi til langt ud på natten. Hvad synes du om det?" Spurgte jeg ivrigt. Fester var mit yndlingsemne.
"God idé! Hvad med at det bliver hjemme ved din far, han har jo også en pool og det, så bliver det jo godt, for så hvis man ikke gider lave det andet, kan man bare lige springe i poolen." Hun smilede lidt, og jeg lo af hendes ansigtsudtryk.  Da vi havde spist gik vi ind til timen, og på vej derind så jeg den lille pige sidde i et hjørne og græde. Jeg havde lyst til at slynge en spydig kommentar ud over hende, men droppede det. Da timen gik i gang kom læreren rundt for at samle vores stile sammen.
"Sara, hvor er din stil henne?" Spurgte han, og kiggede op over brillerne, der sad nede på næsen af ham.
"Hvor tror du? Jeg glemte den derhjemme." Han nikkede bare, gad ikke diskutere mere om den med mig. Vi havde prøvet før, hvor vi kom vældig meget op at skændes. Det var ikke noget, man havde lyst til igen.
Da jeg kom hjem var jeg sur over at læreren havde skældt mig ud, og det blev jeg ved med at være dagene op til jul. Juleaften det år ændrede mit liv. Vi havde lige danset om juletræet, og min lillesøster var i gang med at pakke julegaver op, da det pludselig sortnede for mig. Jeg kunne høre skrig og råb omkring mig, og sirener, men jeg var pludselig for træt til at røre en finger. Jeg så for mig selv, hvordan jeg måtte se ud, men jeg kunne ikke få det helt til at passe. Jeg var følelsesløs, men alligevel havde jeg lyst til at rive mit hjerte ud. Det bankede så det gjorde helt ondt i brystet, og jeg ville ønske at jeg kunne stoppe det. Det havde også en meget underlig rytme, som den da egentlig ikke burde have. Så faldt jeg hen igen.
Da jeg vågnede vidste jeg med det samme at jeg var på et hospital. Det var på grund af de dæmpede stemmer, og det hvide rum jeg fandt ud af det. Rummet var lyst, men lå hen i mørke skygger. Det måtte være nat.
"Mor. Far." mumlede jeg stille, men sygeplejersken hørte det åbenbart alligevel.
"De kommer i morgen tidlig, men vi regner med at du skal et andet sted hen." Hviskede hun beroligende.
"Hvad er der i vejen med mig?" hviskede jeg.
"Det ved vi ikke, men nu skal du bare tage det roligt, og gerne sove lidt igen, okay?" Jeg nikkede bare, var for træt til at svare ordentlig.
Næste gang jeg vågnede var jeg igen i et hvidt værelse, men det var ikke det samme rum. Denne gang var jeg inde på et værelse, tror jeg nok. Det bankede på døren og lyden fik mit hoved til at skrige af smerte. En dame i hvidt tøj kom ind af døren efterfulgt af mor, far og Mallin, min lillesøster. De smilede da de så at jeg var vågen. Jeg prøvede at smile igen, men det gik ikke så let. De satte sig i en sofa, undtagen sygeplejersken der gik hen til min seng.
"Goddag, Sara Pedersen." Hun kiggede ned på nogle papirer hun havde i hånden.
"Gider du tale lidt lavere? Mit hoved gør ondt." hviskede jeg. Hun smilede til mig, og nikkede.
"Vi har nogle lidt skræmmende nyheder at fortælle dig." Hun fortsatte da jeg ikke sagde noget.
"Det er sådan, at du desværre er blevet ramt af en hjertesygdom, som vi ikke kender noget til. Du er blevet sendt her på et Hospice, hvor du kan være de næste dage. Lægerne vil imens prøve at finde en medicin der vil redde dig." Jeg skævede til min mor, der fik tårer i øjnene.
"Hvad sker der, hvis de ikke finder en modgift?" selvom jeg havde en anelse om svaret ville jeg gerne have det bekræftet. Sygeplejersken kiggede ned på sine hænder.
"Så vil du formodentlig dø. Men jeg forsikrer dig om, at vi vil gøre alt hvad vi kan for at finde en modgift."
"Jeg vil gerne være lidt alene, hvis i vil være så rare." hviskede jeg og så ud i luften.
"Naturligvis." Nikkede sygeplejersken. Inden at de gik ud, gav sygeplejersken mig noget smertestillende til mit hoved. De gik alle fire ud, og efterlod mig alene med mine tanker. Jeg begyndte stille at græde, men da jeg kom til at hulke fór en smerte igennem mit hoved, og jeg lagde hovedet tilbage på puden.
Det var først da jeg vågnede, at de gik op for mig at jeg var faldet i søvn. Der var mørkt uden for vinduerne, så det måtte være aften eller nat. Jeg kunne høre stemmer uden for døren, så det var nok bare aften. Jeg satte mig halvt op, og mit hoved gjorde ikke så ondt mere, så jeg rejste mig stille. Det svimlede et øjeblik for mine øjne, men så blev alt skarp, og jeg gik ud af døren. Jeg kom ind i et stort rum med en masse lange borde der var fulde af mennesker. Det var dog ikke alle de mennesker der så lige sunde ud, men dér, der sad mor og far. Mit blik vandrede rundt på alle de andre. En sygeplejerske fik øje på mig, og kom hen til mig.
"Kom min ven, nu skal jeg finde en stol til dig, kan du så i mellemtiden ikke finde dit navn ved din plads?" Jeg nikkede, og begyndte at gå langs bordene. Til sidst fandt jeg min plads, men der var ingen stol. Sygeplejersken kom tilbage med en kørestol foran sige.
"Jeg er altså ikke handicappet!" udbrød jeg, da hun ville have mig til at sætte mig i den.
"Alle de andre har også sådan én, og du er ikke helt speciel i forhold til de andre, du skal også sidde i én. Så sæt dig nu!" Svarede hun alvorligt igen. Hun kunne lige så godt have givet mig en lussing. Ikke noget specielt? Var jeg bare helt normal, helt ligesom alle de andre? Mit indre skreg at jeg skulle sige noget grimt til hende, men noget ved hendes ansigtsudtryk fik mig til at lade være. Jeg satte mig med et suk, og stirrede vredt efter hende, da hun gik sin vej. Jeg fik en tallerken foran mig, og jeg begyndte at spise, uden at vide hvad det egentlig var jeg spiste. Jeg stirrede bare vredt frem for mig, uden rigtig at se noget. Pludselig hørte jeg en drengestemme til venstre for mig. Jeg drejede hovedet, og så på en mørk dreng med store, brune øjne. Hans hår strittede i alle retninger, som om at han ikke havde redt det i flere år. Det havde han måske heller ikke.
"Hej." Sagde han.
"Hej" Svarede jeg ligeglad.
"Ja, vi skal sidde ved siden af hinanden i de næste.. Øhh.." han tav, og kiggede ned i bordet.
"Vi skal sidde ved siden af hinanden i den tid vi begge er her, så hej, jeg hedder Pasco, hvad hedder du?" sagde han glad.
"Sara." Svarede jeg.
"Sara.." Gentog han.
"Det er et flot navn!" Han smilede stort til mig, og jeg nikkede til svar.
"Hvad syntes du om sygeplejerskerne?"
"Dumme." mumlede jeg med det samme.
"Jeg syntes nu at de er meget søde. Se, nu giver de ham der noget mad, og se hvor glad han bliver for det! Og jeg ved at hende dér ovre fik et bad af dem i dag, som hun ikke havde fået i lang tid, fordi hun var for genert til at spørge. De giver os mad,  en seng at sove i, og de giver os en masse kærlighed. Hvad mere kan man bede om?" Jeg svarede ikke. Når jeg tænkte efter, var de da egentlig ret søde.
"Er du ikke ny her? Jeg syntes ikke at jeg har set dig før?" Jeg nikkede, og sank en klump.
"Hvor.. Øhm.. Hvor længe har du været her?" Det var første gang i mange måneder at jeg spurgte et andet menneske om noget, hvor jeg rent faktisk ventede et svar.
"Åh, jeg har været her flere gange, men vi regner ikke med at jeg kommer hjem igen denne gang. Jeg kom i går nat, men mit længste ophold her har været et par uger." Da vi havde spist satte vi os over i en sofa, og snakkede videre om løst og fast. Ved 11-tiden gik vi ind i hvert vores værelse, og jeg faldt hurtigt i søvn. Hele den følgende dag snakkede vi om venner, og familie, men kom aldrig ind på, hvorfor vi var der. Den tredje dag satte Pasco sig ikke over i sofaen sammen med mig, han gik ind på sit værelse, og kom lidt efter ud med nogle papirer i hånden. Så gik han hen til et bord og satte sig. Jeg blev nysgerrig, og efter lidt tid gik jeg hen og satte mig ved siden af ham. Til min forbavselse så jeg, at han var ved at lave matematik.
"Hvad laver du?" Spurgte jeg, selvom at jeg jo kendte svaret.
"Selvom at jeg måske ikke kommer i skole igen, vil jeg gerne lave mine lektier." Jeg kiggede lidt på ham, men gik så ind på mit værelse for at ringe efter min mor. Hun kom med alle mine lektier, og jeg bad Pasco om hjælp. For første gang i flere måneder blev alle mine lektier lavet, og jeg havde endda ikke noget imod det, så længe Pasco hjalp mig. Den fjerde dag var der stor julefrokost, så vi skulle alle hjælpe til med at dække borde og pynte op. Nu var det jo også snart nytår. Ved femtiden måtte vi holde en pause i en times tid, og Pasco og jeg satte os hen i sofaen igen. Det var så svært at få ordene frem nu.
"Øhm.. Jeg tænkte på.. Hvad fejler du? Siden at du er her?"
"Kræft.. Jeg har haft det et par år, men det er blevet værre med tiden. Hvad med dig? Nogen gange har jeg set dig som om at du prøver at få noget til at gå væk, der gør ondt?" Spurgte han stille. Jeg nikkede.
"Mm, jeg fejler en ukendt hjertesygdom, og en gang imellem gør det så forfærdeligt ondt, at jeg fuldstændig glemmer tid og sted." Jeg tav. Vi så os begge lidt omkring, omgivet af vores egne tanker.
"Hvor længe har du vidst det?" Spurgte jeg, nervøs for om han syntes at jeg var gået for langt.
"I nogle år. Jeg tror tre år, eller deromkring. Hvad med dig?" Jeg så ned på mine hænder.
"Øhm.. Da jeg kom den morgen, vidste jeg endnu ikke noget. Jeg fik det først at vide da. Det gjorde ondt." Jeg huskede de skræmmende minder fra den morgen, hvor de fortalte det til mig, og gøs. Pasco nikkede.
"Hvordan tog dine venner det?" spurgte jeg, da han ikke sagde noget.
"De, øhm.. De stoppede med at være mine venner. Sygdommen var for meget for dem, så de begyndte at holde sig væk. Men det er jeg sikker på, at dine venner aldrig ville gøre, du er jo så sød!" Jeg sank en klump, og smilede et kort, falsk smil. Når jeg tænkte på Kathrine fik jeg en klump i maven, jeg havde ikke lyst til at snakke mere om det. Hun var altid så sød mod mig, hvorimod jeg altid var så dum mod hende.
Vi skulle til at spise, så vi satte os hen til bordet. Maden smagte rigtig godt, men bagefter følte jeg at jeg skulle sprænges, så mæt var jeg. Den nat døde damen der havde været for genert til at spørge om sygeplejerskerne ville give hende et bad. Det tog hårdt på mig, og hele den følgende dag klamrede jeg mig til Pasco, der forstod min panik. Hvad nu, hvis det skete for en af os? Hvis vi nu mistede hinanden, ville det hele jo være slut. Hvad hvis jeg nu gik tilbage til hverdagen, hvor jeg var ond mod alt og alle, bare fordi at jeg inderst inde var så ked af det? Mors og fars skilsmisse havde ikke været god for nogen, måske dem selv, men det var jo egentlig ret egoistisk, hvorfor tænkte de ikke på deres piger? Det fik mig til at være endnu mere sammen med Pasco. Det lod heldigvis ikke til, at han havde noget imod at jeg klamrede mig sådan op af ham, måske var han også bange? Jeg spurgte ham om eftermiddagen, hvor vi havde sat os ud i en lille have der hørte til Hospicet, imens at sneen dalede. Jeg klamrede mig lidt ekstra ind til ham, også for at få varmen i kulden.
"Nej. Jeg er ikke bange. Eller jo, på en måde, men det er slet ikke den samme måde som du er bange, går jeg ud fra. Jeg er bare bange for at miste livet. Hvad nu, hvis jeg ikke får oplevet alt dét, der er værd at opleve? De fleste væsentlige ting har jeg stadig ikke oplevet, og det skræmmer mig, at jeg måske heller ikke har mulighed for at opleve det, inden at det hele bare er slut. Når livet er forbi, så er det forbi, og man kan aldrig få det tilbage igen. Så er det væk. Så nej, jeg er ikke bange, ikke for at dø." Vi sad lidt i tavshed. Pasco begyndte pludselig at hoste vildt, og vi hjalp hinanden indenfor. Den næste dag kom Pasco ikke ud til morgenmaden, og efter at have prøvet at beherske min panik under hele morgenmaden kunne jeg ikke holde op med at græde lige så stille, da jeg var på vej hen imod hans værelse. Jeg turde ikke rigtig at gå ind, men jeg kunne høre en stemme derinde, så jeg tog først en dyb indånding, men gik så ind af døren. Synet gjorde mig bange. En sygeplejerske gik rund om en seng hvor en utroligt bleg Pasco lå. Han kiggede op, og så på mig med matte øjne. Sygeplejersken så på mig.
"Åhh, min søde ven du er nødt til at gå ud." Jeg skulle til at vende mig om for at gå, da Pasco begyndte at tale.
"Nej, det er okay, hun må gerne være her, jeg har brug for hende," mumlede Pasco næsten utydeligt. Sygeplejersken gik lidt fornærmet ud af døren. Jeg tørrede mine tårer væk, og gik hen og satte mig på sengekanten. Jeg smilede for at prøve at lette situationen lidt. Pasco så meget svag ud, og jeg kærtegnede blidt hans kind med min håndryg.
"Hvad er der sket?" mumlede jeg, og kunne mærke at flere tårer steg op i mine øjne.
"Jeg fik et tilbagefald. Det sker en gang i mellem" Han smilede til mig, men begyndte så at hoste vildt. Det fik tårerne til at strømme ned over mine kinder.
"Du må ikke græde!" Mumlede han, og løftede sin hånd lidt. Jeg tog den, for jeg havde på fornemmelsen han ikke havde kræfter nok til at få den helt op, og lagde hans hånd på min kind.
"Og du må ikke forlade mig." Hviskede jeg. Han rynkede panden, selvom at det lignede at det var meget hårdt for ham.
"Det gør jeg da heller ikke." Mumlede han. Jeg sagde ikke noget, men lagde mig bare ned ved siden af ham, og kunne mærke at han stille rodede i mit hår. Jeg smilede, men følte mig pludselig meget træt. Jeg vågnede ved at jeg hørte dæmpede stemmer, men jeg var for træt til at åbne øjnene, eller vise at jeg var vågen.
"Jeg gik ud for at ordne nogle af de andre, og da jeg kom op, lå de sådan. Sådan har de ligget siden." Sagde en kvindestemme, der sikkert kom fra sygeplejersken. Jeg kunne høre en hvæsen, jeg gik ud fra var Pascos vejrtrækning.
"Vi må få dem fra hinanden, Paco har brug for hvile." Sagde stemme igen. Jeg kunne mærke nogle stærke hænder tage om mig, og jeg vågnede med det samme. Jeg begyndte at skrige, og det vækkede også Pasco. Jeg rakte hånden ud efter ham, men han var for svag til at række sin hånd ud, og tage min hånd. Jeg tog hans hånd, og holdt fast så længe jeg kunne, inden at de stærke mænd trak os væk fra hinanden, og jeg måtte give slip. Det var ikke min skyld, at jeg begyndte at græde, tårerne ville bare ikke holde op. Hvad nu, hvis det var sidste gang, jeg så ham? Jeg skreg øredøvende, og prøvede at komme fri, men mændene var for stærke, og fik mig hurtigt ud af rummet, og ind i min seng. Hvis det ikke var fordi at jeg stadig var så træt, ville jeg havde gjort næsten alt for at komme til at se Pasco igen, med det samme. I stedet vende jeg mig bare om på siden, for jeg var så træt, så træt. Jeg blev vækket af Mallin, der satte sig på min seng. Hun strålede over hele ansigtet.
"De har fundet en medicin, de regner med dur!" råbte hun, og jeg smilede og lo. Jeg troede ikke mine egne ører! Jeg skulle hjem, hjem til mor, og far, og Mallin, og, og, og... Pasco ville ikke være der.
"Jeg vil gerne lige sove lidt, så kan vi snakke om det i morgen!" smilede jeg til hende, og hun sendte mig et strålende smil tilbage.
"Okay!" Jeg lagde mig ned på puden, og faldt i søvn. Omkring midnat vågnede jeg, og listede mig ud i fællesrummet. Det overraskede mig, at der var tomt. Jeg gik ud og tændte lyset, og gik så meget stille over og åbnede Pascos dør. Jeg tændte lyset, og var bange for at se på ham, bange for at han ville ligge helt stille. Men nej, Pasco vendte sig om, og smilede til mig. Han så næsten endnu værre ud nu, som han lå dér helt hjælpeløst, og jeg fik helt lyst til at græde igen. Jeg gik over og trykkede på en knap så ryglænet på Pascos seng vippede op. Han sad stort set op nu, og så smilede han til mig. Det gjorde mig helt varm om hjertet, og et øjeblik stod jeg bare og kiggede på ham. Hvad ville der ske med denne fantastiske skabning? Ville han virkelig bare forsvinde, så ingen kunne føle den glæde, jeg havde følt sammen med ham? Det var en uudholdelig tanke, og jeg skyndte mig at tænke på noget andet. Jeg gik over til hans seng, og fik ham til at stikke fødderne uden for sengen. Så gik jeg hen og hentede hans kørestol. Efter nogle minutters hårdt slid fik jeg ham over i kørestolen, og tog et tæppe om hans ben. Jeg kørte ham ud i fællesstuen, og hen til de store vinduer, så vi kunne stå og se ud på det smukke snelandskab.
"Jeg bliver rask. De regner med at de har fundet den rigtige medicin." Sagde jeg uden nogen form for glæde.
"Det var da dejligt." Sagde han, også uden nogen form for følelse i stemmen. pludselig føltes det helt forkert, at jeg skulle blive rask, og ikke ham, den rareste person på hele jorden. Himlen var fuld af glimtende stjerne, og så, pludselig som et mirakel løsnede en af stjernerne sig, og spænede over himlen. Jeg ønskede inderst inde, at Pasco ville blive rask, men jeg så også, at han selv sad med blikket rettet mod stjerneskuddet. Gad vide hvad han ønskede? Midt i det hele begyndte hans forfærdelige hoste igen, og han faldt forover med overkroppen, og sad næsten med hovedet mellem benene. Jeg skyndte mig at sætte ham op igen, og kørte ham hurtigt ind til hans seng. Da han blev lagt ned så han ud som om at han havde lyst til bare at give op. Tårerne kom op i mine øjne igen, og jeg orkede ikke at forhindre dem i at falde ned over mine kinder. Jeg lagde mig igen ned ved siden af ham, denne gang holdt han bare om mig. Det føltes som om at mit liv snart ville forsvinde, selvom jeg jo vidste at jeg nok ville blive rask. Pasco hørte mig snøfte.
"Så, så Sara det skal nok gå. Du skal nok blive rask!" Lovede han. Det fik mig bare til at græde endnu mere.
"Hvorfor er livet så uretfærdigt?" spurgte jeg trist. Nu ville det snart være forbi, det kunne jeg mærke og høre på hans åndedræt.
"Det ved jeg ikke, men mit liv har nu været ret fantastisk i den tid det har varet." Smilede han, men så sukkede han tungt.
"Sara?"
"Ja?"
"Jeg vil aldrig forlade dig. Jeg vil altid være sammen med dig, selvom at jeg ikke rigtig er der. Jeg kan ikke forlade dig." mumlede han.
"Lover du det?" Spurgte jeg tøvende.
"Det lover jeg." Svarede han efter lidt tid.
"Jeg elsker dig!" Hviskede jeg.
"Jeg elsker også dig. For altid!" Hviskede han tilbage. Og det var de sidste ord, jeg nogensinde hørte Pasco høre.
De følgende dage var jeg i en tåge. Jeg var der, uden rigtig at være der. Det var først til Pascos begravelse at jeg vågnede. Og så kom tårerne også. Jeg græd, og græd, og blev ved med at græde i flere dage. Jeg følte, at jeg aldrig ville blive hel igen, uden at Pasco ville være der. Medicinen hjalp på de pludselige anfald der blev færre og færre af, men mit indre var i kaos. Hvordan skulle jeg kunne leve videre efter dette her? Mine forældre begyndte at blive bange, da jeg efter nogle uger stadig vågnede skrigende om natten, med tårerne rendende ned af kinderne, men det måtte de selv om. Jeg blev næsten glad for det store hul der var i mit bryst, for det mindede mig om Pascos og mine tider sammen. Måske var det kun en uge, men det var den bedste uge i hele mit liv. Der var næsten gået en måned siden Pascos død, da jeg kom i skole igen. Alle kiggede efter mig, men jeg var ligeglad. Jeg havde en stor uldtrøje på, og ingen make-up. Nu ville jeg bare være så naturlig som jeg kunne blive, og gøs ved tanken om mit liv før ugen med Pasco. Kathrine kom mig i møde, hun smilede ikke, og hun sagde ikke noget. Hun gav mig bare et kram, og det var nok for mig. Da klokken ringede for at vi havde frikvarter, pakkede jeg langsomt mine ting sammen, for at sørge for at jeg havde alt med. Så gik jeg hen til døren, hvor Britta, den lidt buttede pige stod, og smilede til hende. Hun blev så forbavset, at hun bare gik sin vej, og jeg kunne komme forbi, helt uden at jeg skulle sige noget grimt til hende. Jeg havde på fornemmelsen at den lille pige ville være inde på toilettet, og jeg gik derind for at se efter. Ganske rigtigt stod hun og så sig selv i spejlet, og jeg blev næsten forskrækket da jeg så hvordan hun havde lagt sin make-up, og hvilket tøj hun havde på. Det lignede sådan noget tøj jeg kunne være gået i skole i for nogle få uger siden. Hun så specielt ikke ud, som om at hun kunne lide at have tøjet på, og hun havde taget så meget make-up på, at man slet ikke kunne se hendes smukke naturlige ansigt. Jeg gik hen og stillede mig ved siden af hende. Hun så forbavset hen på mig.
"Jeg kan rigtig godt lide dit hår sådan! Er det din naturlige farve?" Spurgte jeg varmt. først stirrede hun bare på mig, men sagde så tøvende,
"Ja." Jeg nikkede, og smilede til hende.
"Lige meget hvilken fyr du går efter, er jeg sikker på at han bedst kan lide dit sande jeg!" sagde jeg stille.
"Jeg ville bare prøve at ligne dig mere, alle drengene så jo efter dig!" indrømmede hun rødmende.
"Åhh, nej det gjorde de ikke.." Næsten hviskede jeg.
"Nåh." mumlede hun, og stoppede med at tage mere make-up på. Den næste dag havde hun en rød kjole med stribede julesokker indenunder på, og kun en lille smule mascara. Hun så rigtig sød ud, og da vi havde fri, kom hun hvinene hen til mig.
"Argh, han har inviteret mig ud! Og det var bare da jeg var helt mig selv! Tak, tak, tak!" hvinede hun, og gav mig et stort knus. Jeg smilede, og tog med god samvittighed hjem. Så lagde jeg mig ned på sengen, og tænkte tilbage på dengang, hvor Pasco og jeg sad og så op imod himlen. Mit liv ville aldrig blive det samme som før, og  det var jeg glad for, for mit nye liv var det bedste liv, jeg kunne forestille mig!

 

Denne følelse jeg har for dig er usigelig.

Du er mit livs lys.

Min ledestjerne.

Mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...